Årets sidste rensdyrjagt 15-17. september 2022

Rensdyrjagt er bedst, når man har fjeldet for sig selv. Vi havde derfor som vanligt taget fri fra arbejde om fredagen. Så allerede torsdag aften d. 15. september sejlede vi ind til rensdyrbugten.

Turen ind gennem Ameralikken gik rimeligt fint. Der var lidt buler på vandet, men ikke mere, end at vi kunne nøjes med at gå lidt ned i fart et par gange. Vel ankommet derinde kastede vi anker i bugtens højreside på det sædvanlige sted. Så kunne vi sætte os til at lave aftensmad og slappe af, inden vi gik til ro.

Fredag morgen var det tidligt op og i land. MEN. Det regnede. Vi blev enige om, at det ikke var særligt fedt at skulle gå rundt med regnbukser på og skaljakken lukket hermetisk til. Så sveder man bare som en hest. I stedet lagde vi os til at sove noget længere. Det kunne man jo lige så godt. Henad klokken 8-9 stykker stilnede regnen af. Så var det bare med at komme i land.

I vandet med gummibåden og ind til det sædvanlige sted. Op med gummibåden, og så var vi klar til at gå på jagt. Turen gik lige ind i landet ad den temmelig gammelkendte rute. Den er ret god at bruge, for det går ret jævnt opad. Det er godt, når man skal retur med rensdyr på nakken.

Landskabet var flot med efterårsfarver. Røde, gule og brunlige nuancer stod overalt. Men selvom insekterne var på retur, var der stadig en del af dem. Der havde tydeligvis endnu ikke været nattefrost.

Endelig kom vi så langt ind, at vi skulle op til og igennem en kløft for at komme ind til den næste dal. På vejen op, faldt vi pludselig over, hvad vi tolkede til at have været et gammelt depot bygget af sten. Nu var der kun den nederste række af sten på de to af siderne tilbage.  Vi registrerede lige stedet til museet og fortsatte op til kløften.

Her begyndte vi for alvor at se os om, for på jorden lå friske lorte og der var friske spor i mudderet. Vi gik som sædvanligt helt op på kammen over kløften, så vi kunne se ned i den på vores højre side, mens vi selv gik i skjul. Vi så nu ikke noget, og længere fremme førte ruten os naturligt ned i kløften, mens vi gik ind i landet.

Ude på den fjerne side af kløften gik vi lige lidt op til venstre. Her kunne vi sidde i læ og bruge kikkerterne. Vi spejdede godt og grundigt ud over landskabet, men der var intet at se. Så kunne vi jo lige så godt spise en mad, mens vi sad og slappede lidt af. Så kunne det jo være, at et dyr, som måske lå og slappede af ude i dalen, ville rejse sig op imens.

Vi kunne ikke se ud over hele dalen. Den højre del var skjult af en ryg, der gik på tværs et stykke ude. Mens vi sad og slappede af, fik jeg pludselig øje på et rensdyr, der gik oppe på toppen af ryggen. Et øjeblik efter fik Dorthe øje på en makker, der gik lidt ved siden af.

Først sad vi og holdt øje med dem. De havde kurs imod os, selv om de var langt væk endnu. Men lidt efter lidt kom de nærmere, selvom det selvfølgelig var med de sædvanlige krøller på ruten, mens de gik og spiste. Da de endelig var kommet helt ud på kanten af ryggen, begyndte de at trække til vores højre side, hvad der ville føre dem lidt højere op i landskabet. Men efter lidt tid begyndte de at gå og spise lidt nede på siden af ryggen. Vi lagde så en plan. De var omkring 670 meter væk. I første omgang gik vi lige imod dem, mens vi gik ned i en tværgående kløft. Herfra kunne vi holde os ret meget ude af syne for dem. Vi behøvede heller ikke bekymre os om at støje, for mellem os og dyrene gik en brusende elv på tværs i bunden af kløften.

Nu valgte vi at gå til højre for at komme højere op, mens vi gik i skjul af en lille fjeldkam. Da vi var kommet længere op til et lille hak i kammen, trak vi ind i den og spejdede over mod dyrene. De gik der endnu. Afstanden var omkring 190 meter. Jeg satte stativet fra mig hos Dorthe, der som sædvanligt omhyggeligt holdt sig helt ude af syne for dyrene, og sneg mig en halv snes meter længere frem til en afsats, hvorfra jeg kunne lægge an. Det var ikke et super anlæg, for jeg havde kun støtte til riflen på forskæftet, mens min egen overkrop svævede lidt i luften. Det gjorde det hele en smule ustabilt. Men det var det bedste, jeg kunne finde.

Her lå jeg så og holdt øje med dyrene. De gik lidt frem og tilbage, mens de spiste. Der var hele tiden noget i vejen, så jeg ikke ville tage skuddet. Enten stod de lige på linje, eller også blev de ved med at gå. Og stod de endelig stille, var det med spejlet til.

Ventetiden brugte jeg til at se lidt på dyrene. Det, jeg først havde fået øje på, var det mindste. Det var et ungdyr, ikke ret stort, men med en meget lys, gråhvid pels. Det andet var større, men ikke ret stort heller. Måske 2 eller 3 år gammelt med en brun pels. Det skulle være det dyr, vi skulle have med hjem.

Efter lidt tid trak dyrene først væk fra mig, men så ombestemte de sig og trak nærmere. Jeg tog ladegreb og ventede. De gik ned bag en lille vold og blev væk. Jeg lå i et par minutter og spejdede, men det kom ikke frem. Vinklen gjorde, at jeg ikke kunne se, om de var fortsat under mit synsfelt og var trukket op ad bakke, eller om de stod lige under randen. Efter nogle minutter blev jeg overbevist om, at de var trukket op ad bakken under mit synsfelt. Jeg tog patronen ud af kammeret og kravlede tilbage til Dorthe.

Tilbage ved hende fortalte jeg, at de var forsvundet. Mens jeg sagde det, drejede jeg hovedet for at se derover og så, at de nu gik frit fremme og spiste. Så fik jeg travlt igen. Tilbage for at lægge an. Da det foretrukne dyr gik med siden til en halvanden hundrede meter væk, spændte jeg snellen og trak af.

Ingen tvivl om, at jeg ramte, for den skøjtede frem og tilbage for at holde sig oprejst. Hurtigt ladegreb. Da den stod stille, ville jeg give den en i hovedet, men det blev en ren forbier. Enten bevægede den sig i skudøjeblikket, eller også bevægede jeg mig med det usikre anlæg, jeg havde.

Så måtte jeg give den endnu et bladskud, og denne gang lagde den sig ned. Jeg kunne dog ikke herfra se, om den var helt død, så jeg måtte hurtigst muligt over til den. Det andet dyr var godt på vej væk i rask trav. Hen til Dorthe for at tage stativet på, mens jeg fortalte hende, hvordan det hele var gået. Så ned for at finde et sted at krydse elven. Det var ikke så nemt, men da dyret måske ikke var dødt endnu, tog jeg det ikke så tungt med at finde et perfekt sted. Den ene støvle blev dyppet i elven til over vristen, men det blev et hurtigt skridt, så der kom ikke vand ind i støvlen. Så op ad bakke til jeg kunne komme over til den lille gryde, dyrene havde gået i. Nu kunne jeg gå ned ad bakke, og pludselig stod jeg ved dyret. Det var heldigvis dødt.

Det var en fin simle. Ret ung, som sagt, og ret mager. Den havde sikkert haft en kalv tidligere på året. Men den var åbenbart væk for længst. Jeg stod og nød udsigten ud over fjeldene og de fjerne dale mod øst, til Dorthe kom til. Så måtte vi i gang med brækningen.

Den gik nu ret hurtigt, men vi har efterhånden også fået lidt rutine. Der var dog stadig så mange insekter, at vi tog myggenet på. I modsætning til de to første dyr tidligere på sæsonen var hjertet her intakt, så det tog vi med. Mørbraderne blev også skåret fra og lagt i en frysepose. Skroget blev delt i to lige over køllerne og gjort fast til stativerne. Så var det bare med at gå tilbage.

Tilbageturen tog os først ned til elven i bunden af kløften. Vi fandt et rimeligt nemt sted at krydse med dyrene på nakken. Så gik det op igen, til vi kom til kløften, der fører over i den første dal. Her holdt vi en lille pause ved en lille elv, spiste en mad mere og drak noget vand. Året før var vi nøjagtigt samme sted på samme tid (d. 18. september dvs. to dage senere). Dengang havde der været sne på jorden og is på siderne af den lille elv. Nu var der hverken sne eller is, og der var ret varmt.

Men herfra gik det bare ned ad bakke. Først gennem kløften. Så ned i den første dal og videre ned gennem et svagt bakket landskab, til vi kom ned på sletten. For enden af den stod vi og så ned til gummibåden for foden af en hundredemeter skråning. Ned ad den og sætte stativerne fra os på stranden. Så lige ti meter op for at hente gummibåden og påhængsmotoren. Og snart kunne vi sejle ud til båden.

Det var som sædvanligt dejligt at kunne kravle om bord, sætte dyret på plads, trække påhængsmotor og gummibåd op og sætte sig ind i kahytten for at slappe lidt af. Aftensmaden blev nydt med et glas rødvin til, mens vi kiggede ud over bugten og landskaberne. Snart blev det mørkt, og da vi var lidt brugte, kunne vi også snart finde vej til soveposerne.

Lørdag morgen blev det til en hurtig morgenmad, før vi lettede anker og sejlede hjemad. Turen hjem var heldigvis ret begivenhedsløs, og snart lå vi ved bådebroen. Hjemme var det bare dejligt at hænge dyret op på krog i skuret og så sætte os ned i bløde stole og slappe af. Det er dejligt at komme ud i fjeldet, men det er også dejligt at komme hjem til luksustilværelsen derhjemme.