Årets anden rensdyrjagt 16 - 17. september 2023

Der var lovet en del byger både fredag og lørdag, så vi havde taget fri fra arbejde mandag. Det skulle gerne give os tid nok til at gå på jagt i. Lørdag eftermiddag tog vi ned til båden og sejlede af sted i diverse byger. Der var både regn, slud og sne. Vi havde talt om at gå i land i en af de store bugter i Ameralikfjorden, men da den var helt dækket bag en stor byge, sejlede vi i stedet forbi og længere ind i fjorden til Rensdyrbugten, som vi kender så godt. Der var ikke andre både, da vi ankom, så vi sejlede hen til det sædvanlige sted ved en stor trekantet sten inde på stranden og kastede anker.

Vel fremme fik vi tændt for varmen og slappet lidt af, mens vi nød udsigten. På solsiderne var nysneen smeltet højt op, men på skyggesiderne lå den helt ned i omkring 300 meters højde. Fjeldet havde efterårsfarver, så det var jo flot. Skyerne lå over os, og diverse byger dukkede frem ude ved bugtens munding, men de gik alle i opløsning lige det sted.

Da jeg havde fået varmen, gik jeg ud og hældte brændstof over i hovedtanken fra to dunke. Så var den stort set fuld igen. Mens jeg stod herude, opdagede jeg en båd, der var kommet ind og havde lagt sig knap to hundrede meter fra os. Den lå ved et lille næs, hvor vi tidligere år har set en lignende båd ligge og fiske på denne årstid. Måske var det den samme.

Mens vi spiste aftensmad, sad vi og kiggede ind på land. Jeg havde kikkerten fremme men så nu ingen dyr. Da det var blevet mørkt, kom der en tredje båd ind i bugten, men den sejlede over i den venstre side og kastede anker derovre. Vi har været derovre og sejlet lidt rundt engang. Men vanddybden sprang fra ca. 30 meter til 6 meter meget tæt på land, så det er ikke et sted, vi bryder os om at kaste anker på. Vi gik til ro allerede ved 21-tiden, for vi skulle tidligt op.

Søndag morgen ringede vækkeuret første gang kl. 4.18. Jeg kunne lige række en arm ud og tænde for fyret, før jeg hev armen til mig igen. Da vækkeuret igen ringede kl. 4.30, var der blevet noget varmere. Jeg sprang ud og fik tøj på i en ruf. Mens jeg så gik i gang med at brygge kaffe, stod Dorthe op. Hun fik et krus the til morgenmaden, som vi indtog, mens det langsomt begyndte at lysne. Efter maden gjorde vi os klar til at gå i land.

Gummibåden kom i vandet, men påhængsmotoren kunne vi ikke få løsnet fra sin stand. Skruerne, den er sat fast med, kunne jeg simpelthen ikke tvinge rundt. Vi sprøjtede noget WD40 på, men det hjalp ikke. Da jeg prøvede med en skruetrækker som brækjern, begyndte metallet at bøje. Så måtte vi ro i land. Det var lidt øv, for der var ca. 800 meter over til det sted, vi plejer at gå i land. Nå, men det gik jo, og snart kunne vi gå i land og tage gummibåden op og lægge den på første terrasse. Så var vi klar til at gå på jagt.

Vi skulle først op ad en 100 meter høj skråning, til vi kom til en terrasse, der går et ret langt stykke ind i samme niveau. Mens vi gik op ad skråningen, kunne vi se to harer, der kravlede omkring hundrede meter væk. Vi noterede os, at vi skulle prøve at se efter dem, når vi kom tilbage igen. Lige nu var vi på rensdyrjagt. Jeg fik også kigget ud på den båd, der var kommet sent om aftenen. Det var en Saga 9000, og dem er der jo ikke mange af heroppe. Jeg mener kun, der blev solgt to af dem dengang i 1980’erne.

Det var tydeligvis blevet efterår. Farven i fjeldet var ovre i det rødlige med alle de efterårsfarver, planterne havde. Lidt højere oppe lå sneen. Det var overskyet og køligt, så man havde ingen speciel lyst til at sidde ned og slappe af. Til gengæld var der ingen myg eller fluer, og det var bare herligt. Det var også stort set vindstille, så det var alt i alt ganske dejligt at gå rundt derude.

Da vi var kommet et stykke ind, skulle jeg afsides. Jeg fandt et sted for mig selv. Mens jeg var her, opdagede jeg et depot - en cache - af sten, som nogen engang har bygget her. Det måtte jeg lige notere mig og tage billeder af, inden jeg fandt Dorthe igen. Over på venstresiden af elven, der går ned gennem dalen og afskærer venstresiden i et område for sig, kunne vi se tre mand komme gående. Ude i bugten kunne vi se, at der var kommet endnu en båd og havde lagt sig ovre ved Saga 9000'eren. Så der måtte gå to hold jægere rundt ovre i det område.

Vi gik op ad en stigning til en ryg, hvorfra man har et godt udsyn både over skråningen ind i landet og skråningen mod højre. Her stod vi et stykke tid og brugte kikkerterne. Mens vi stod her, kunne vi høre nogle skyde ovre i dalens venstreside. Der lød i alt 9 skud. Vi talte om, hvorvidt de nu også havde skudt 9 dyr, eller om der rendte sårede dyr rundt. Nogle mennesker skyder rensdyr til deres familie, så de kan godt nedlægge en del dyr. Andre kan ikke ramme en ladeport og sender skud efter skud i retning af dyrene i håb om at ramme noget.

Pludselig fik Dorthe øje på rensdyr. De var omtrent 8 dyr og gik vel en 900 meter længere inde. Vi stod lidt og så dem an for at finde frem til, hvad vej, de mon ville gå. Men de så ud til at blive deroppe. Så satte vi gas på og begyndte at bevæge os derop. Vi kom hurtigt ind under synsvinklen, hvor man kunne se derop, hvor dyrene gik. Så et stykke oppe begyndte vi at gå langsomt og holde godt øje med terrænet foran os. Særligt hver gang vi kom til en lille top.

Men bedst som vi stod nede i en lille lavning, dukkede et dyr op 30 meter væk. Vi fik øje på hinanden samtidig. Jeg stod dog stille, og det blev jeg ved med. Så sænkede den hovedet for at spise. Men det røg op igen, da jeg hev bolten op på riflen. Efter at have set på mig lidt mere gik den pludseligt ud til min venstre side og forsvandt. Den blev afløst af to dyr, der også stirrede stift på mig. Jeg stod helt åbent uden mulighed for andet end et stående skud. Men jeg havde kun skudfelt til hovederne, og det ville jeg ikke. Ikke med et stående skud. Pludselig gjorde den forreste, som var en lille en med meget mørk pels, en bevægelse med hovedet, hvorefter den standsede med hovedet løftet. Det virkede som om, den havde fået en ganske svag fært af - noget. Pludselig stak de to af. En tredje, der stod længere oppe, fulgte helt automatisk efter de to. 

Vi skyndte os op efter dyrene. Et sted kom jeg op, så jeg kunne se længere frem. Her stod faktisk to dyr et stykke fremme og holdt øje med, om vi kom frem. Da jeg stak hovedet op, smuttede de uden videre. Afstanden til dem var godt 190 meter. Jeg var lidt overrasket over, at de så mig kun på hovedet, men måske havde jeg fjorden som baggrund.

Så måtte vi videre op efter dyrene. Vi traskede af sted, til vi pludselig fik øje på dem. Jeg kunne kende dem på den lille mørke. De havde krydset kløften med elven, som vi havde på højre hånd. Nu gik de sammen med en flok på samme størrelse eller mere i et område, hvor de havde rigtig godt udsyn omkring sig. Hvis vi ville nærme os dem, skulle vi først gå et godt stykke tilbage, før vi krydsede elven og begyndte at bevæge os op imod dem igen. Det virkede ikke tillokkende.

Mens vi stod og vurderede situationen, fik Dorthe øje på endnu en flok dyr, som kom ned fra kløften, der fører ind til dalen bagved. Så skyndte vi os videre opefter, til vi kom til et punkt, hvor jeg tænkte, at de nok ville komme ret tæt forbi, hvis de fortsatte nedefter. Hvis de ville gå over til de andre dyr, ville vi ikke kunne nå tilstrækkeligt langt frem til at kunne nå dem forinden. Vi satte os her og holdt lidt øje med det hele.

Der gik noget tid, mens vi sad og holdt lidt øje med dyrene ude til højre samt de to adgangsveje, jeg kunne forestille mig, de andre dyr kunne vælge at komme ad. Dorthe sad ned, mens jeg stod lænet op ad en klippe, jeg ville kunne lægge an på. Pludselig kom dyrene til syne ad den normale rute, vi selv følger på vejen op og ned ad fjeldet. De var kun 40 meter væk og på vej lige ned til os. De ville passere 5-8 meter foran mig og først komme til syne, når de var 10 meter fra mig. Jeg gav tegn til Dorthe, tog ladegreb og ventede på, at de dukkede op. Jeg ventede uden at kunne se dem. Noget var galt, for de var for længe om det. Pludselig kunne jeg høre en traven bag mig. Da jeg vendte mig, kunne jeg se, at dyrene ude af syne for mig var stukket ned i kløften for at krydse den. Jeg sprang hen til et stykke fjeld, jeg kunne lægge an på. Men nu var afstanden til det bagerste dyr allerede 155 meter i kikkerten og dyrene  var stejlt under mig og på vej væk i rask trav. Det virkede som dårlige forhold til et skud. Vi kunne kun se på, at dyrene, som var en 8 stykker, forsvandt i det fjerne. Det var ret ærgerligt. Men det var også spændende. Der var tydeligvis en del dyr i området.

Vi diskuterede nu, hvad vi så skulle. Den seneste flok var smuttet over til vores højreside. De andre dyr, som gik højere oppe, var også smuttet ud til højre sammen med flere end dem, vi først havde set. Så nu vidste vi, at der i det område var mindst 30 dyr. Men det første lange stykke ville der være dårlige muligheder for at snige sig ind på dyrene. Vi kunne også vælge at gå lidt højere op og så lægge os i baghold her, hvor den eneste rute fra baglandet førte ud i vores dal. Vi besluttede det sidste og gik deropefter.

Næsten oppe standsede vi for at se os om. I det samme kom en enlig buk til syne deroppe på sin vej ud i vores dal. Den gik roligt og velovervejet. Standsede op flere gange for at se sig om, inden den gik videre nedefter. Vi sneg os langs en lille fjeldkam, mens vi holdt øje med den. Når den standsede, stod vi også stille, og når den gik, listede vi nærmere ud mod enden af fjeldkammen. Helt ude for enden satte Dorthe sig og ventede ude af syne for den. Jeg lagde riflen an på en udløber af fjeldkammen. Så målte jeg et par afstande i kikkerten, så jeg var klar over, at hvis den var inden for en bestemt sten til venstre eller nede på et fladt stykke lige fremme, ville den være inden for skudvidde. Så tog jeg ladegreb og ventede, mens bukken roligt kom længere ned. Da den var nede på det lille flade stykke, drejede den en smule ud til min højre side. Hvis den fortsatte ret meget i den retning, ville den komme ned under synsfeltet. Den gik med højresiden vendt til, så jeg gjorde klar til et bladskud. Men pludselig standsede den op og stak hovedet ned i bevoksningen. Jeg flyttede sigtet over mod hovedet og spændte snellen. Nu løftede den hovedet og kiggede frem. Jeg satte sigtet på hovedet lige ved hjernekassen og trak af.

Som vanligt hoppede riflen i skuddet. Jeg kiggede forbi kikkertsigtet og kunne se bukken falde ned på sin højre side og ligge ubevægelig. Jeg gav Dorthe en udstrakt tommelfinger. Så rejste vi os, fik stativerne på nakken og traskede over til bukken. Den var ret flot - både af størrelse og af udseende. Den havde et par trækninger i benene, men den var tydeligvis skudt i hovedet. Øret var fyldt med blod, men der var ikke noget blod, der løb. Den var afgjort død på stedet. Jeg tog et par billeder af den og så på uret. Klokken var 9.27. Vi var kommet i land mellem 6 og 6.30. Det havde været en meget hurtig jagt. Så satte vi udstyret fra os og begyndte at brække den.

Vi var to timer om at brække den og gøre klar til at gå tilbage til vandet. Hvis vi virkelig havde skyndt os, kunne vi have gjort det på en time. Men nu blev det gjort mere omhyggeligt. Bagefter måtte vi bruge sne til at vaske blod, hår og fedt af hænder og knive. Så gik vi tilbage. Vi gik først en halv times tid for at få varmen igen. Så satte vi os på en sten og spiste vores madpakker. Mens vi sad her, lød der endnu 9 skud ovre på venstresiden af dalen. I kikkerten kunne vi se en enlig gut som skød ned bag en knold. Men vi så ingen dyr, så vi fandt ikke ud af, om han skød godt eller skidt.

Da vi kom lidt længere ned, kunne vi pludselig se tre mand, der gik nede ved elven, der skærer dalen over på langs. De bar dyr ned. I kikkerten kunne vi længere oppe i dalen se en bunke dyr ligge brækket. Det var nok fra den første salve på 9 skud. Så havde det da ikke været forbiere altsammen.

Nu kom solen frem, og vi begyndte at have det dejligt varmt. Inden længe kom vi ned til den sidste skråning. Her stillede vi stativerne fra os og gik lidt rundt for at se efter de to harer, vi havde set om morgenen. De var selvfølgelig ingen steder at se, men det havde vi nu heller ikke regnet med. Men man skulle jo være et skarn ikke at se efter dem her helt nede ved vandet. Vi fik stativerne på og gik ned ad den sidste skråning til gummibåden. Der var kommet endnu en båd ind og havde lagt sig der, hvor vi var gået i land. Deres gummibåd lå inde på kysten. Vi havde ikke set tegn til mennesker undervejs, men de kunne jo også være gået mange veje.

Vi roede tilbage til båden, fik dyrene og gummibåden om bord og fastgjort det hele. Så bryggede vi os et krus varmt at drikke, mens vi diskuterede, hvad vi nu skulle. Vi havde taget fiskestænger med for evt. at fiske efter ørreder i elven. Men elven så nu ikke ud til at have gode steder at fiske i. Vi besluttede os for i stedet at sejle hjemefter. Det var dog næsten synd, for der var virkeligt dejligt varmt og flot med strålende solskin. 

Men vi hev ankeret op og sejlede hjemad. Turen gik fint, og efterhånden som vi nærmede os Nuuk, kom flere og flere både ud fra kroge og vige. Vi strøg ind i Iggia og fortøjede båden. Alting blev båret i land, og så begyndte vi at ringe efter en taxa. Det var umuligt at komme igennem. Men efter tyve minutters kontinuert ringeri var der endelig hul igennem. Jeg bad om en vogn med plads til et rensdyr. Så ventede vi. Endelig kom der en vogn. Men chaufføren ville ikke have rensdyr med. Vi kunne jo ikke stå her og fryse og blafre hele aftenen. Så jeg kørte hjem med alt vores andet grej, mens Dorthe holdt vagt ved dyrene. Så kom jeg tilbage i taxaen. Nu kunne vi tage dyrene på nakken og gå hjem med dem på denne måde.

Hjemme hentede Dorthe badevægten, så vi kunne veje stativerne med dyr. Mit vejede 30 kg. Dorthes 22 kg. Det var vel ok at være trætte. Vi fik dyret hængt op i skuret og trukket os selv indenfor i varmen. Så var det tid til noget aftensmad og at smække benene op.