Årets første rensdyrjagt 11-13. august 2023

Vi havde pakket det meste af vores grej torsdag aften. Fredag omkring klokken fire fik vi pakket det sidste og skaffet en taxa, så vi kunne komme ned til båden med alt vores habengut. Her fik vi slæbt det hele om bord. Det vedbliver at forbløffe, hvor meget, man egentlig har med til en lille weekendtur. Men herefter gik det i fin stil sydover mod Buksefjorden. Syd for lille Narsak passerer man en lille fjordarm, Qarajat Ilua, før man passerer imellem et fyr på en flad ø til styrbord og en samling hytter på en ø med et relativt højt fjeld, Qeqertarsuaq, til bagbord. Syd herfor sejlede vi om kap med tågen. Vi kunne se, at tågen lå hen over de yderste øer. Efterhånden som vi nærmede os sydenden af bassinet, begyndte tågen at rulle ind. Men vi kom heldigvis først ned til Buksefjorden, drejede indefter i fjorden og vendte ryggen til tågen. 

Hjemmefra havde vi talt om at forsøge os med at gå op på den fjeldknold, der ligger helt yderst ved fjorden, hvor jeg lå i nødhavn to uger forinden. Jeg havde udset en lille bugt, hvor der på Google Earth så ud til at være læ og mulighed for at gå op i fjeldet. Her sejlede vi ind for at se os om. Men da vi kom helt ind, måtte vi ændre planerne. Dels var der dybt vand helt ind til fjeldet og dels gik fjeldet meget stejlt opefter. 

I stedet sejlede vi lidt længere ind i fjorden til en større bugt på nordsiden. Her havde vi været nogle gange før. Et stykke inde standsede vi lidt op og overvejede, om vi skulle lægge os på vestsiden og gå på jagt op imod den fjeldknold, vi egentlig havde haft planlagt for, eller om vi skulle sejle helt ind i bunden og gå på jagt oppe i fjeldet mod øst. Vi valgte det sidste og sejlede bare langsomt ind, mens vi brugte kikkerterne for at se, om der skulle være et dyr på vejen ind. Det var der nu ikke, så vi kastede anker og fik tændt for varmen. Mens jeg fyldte brændstof på tanken, varmede Dorthe aftensmaden. Så sad vi ellers inde i varmen og spiste, mens vi så på tågen, der kom drivende ind. Det er jo et flot syn - når man ikke skal sejle i den.

Lørdag morgen ringede vækkeuret klokken fire. Det var jo lidt tidligt, men solen stod op klokken fem. Efter morgenmaden fik vi klargjort det hele og sejlede så i land i gummibåden. Vel inde hev vi den op og bandt den til en sten. Så var det tid at gå. For at komme op i den dal, vi ville gå på jagt i, kunne vi vælge at gå frem i retning klokken et eller gå skråt bagud i retning klokken fire. Vi valgte det sidste og begyndte at gå.

Vi var kun gået hundrede meter og kommet lidt op i terrænet, før jeg standsede op og brugte kikkerten over på den skråning, der lå i den anden mulige retning. Her så jeg dæleme et lille rensdyr stå og loppe sig. Hvis vi var startet med at gå den modsatte vej, ville vi allerede være på skudhold af det. Nu var afstanden imidlertid 400 meter. Vi måtte tilbage igen. Vi gik ned ad skråningen igen og krydsede et lille vandløb, da jeg så to dyr i løb væk fra os. Det første dyr og et større et. De havde selvfølgelig set os. Oppe på en kant standsede de og så sig tilbage. Afstanden var 295 meter. Så forsvandt de over kanten. Vi løb efter, men da vi kom derop, var de forsvundet i tågen. Det var drønærgerligt. Hvis vi havde haft brugt kikkerterne om bord på båden, havde vi måske opdaget dem. Og var vi så gået lige op imod dem, havde vi formentlig fået dem begge.

Nu gik vi lidt frem på en kam, mens vi så os til begge sider. Henne ved en sø måtte vi beslutte os for, hvilken vej, vi ville gå. Det blev op ad fjeldsiden mod øst, som det hele tiden havde været meningen. Det gik langsomt opefter i tågen. Hvis der var dyr, måtte vi jo endelig ikke larme. Det var som altid meget svært at orientere sig i tågen. Vi anede ikke, hvor højt vi var oppe, før vi endelig kom op over tågen. Her så vi at vi netop var kommet op til den dal, vi havde haft i tankerne. Nu begyndte vi at følge den rundt med uret. Vi krydsede lidt frem og tilbage for at kigge ned i diverse kløfter men så ikke noget. 

Da vi kom højere op havde vi et dejligt udsyn. Over os var himmelen blå. Under os lå dalbunden så tom og øde som i tidernes morgen. Ude i fjorden og de lave dalstrøg lå tågen hvid og fed. Fra tid til anden skvulpede en klat tåge ind over kanten af dalen og drev ned mod dalbunden, mens den gik i opløsning. Det var et flot syn. Desværre var insekterne vågnet op til dåd. De var så mange, at vi havde myggenet på. Det går jo noget ud over synet. Både synet af landskabet, og - især - af eventuelle rensdyr. Derfor gik vi ret langsomt og brugt kikkerterne ofte.

Vi gik henover en top. Her holdt vi et hvil og fik spist den ene mad i madpakkken. Videre fremme kom vi nu ind mod bunden af dalen og skulle ned fra toppen igen. Her kom vi forbi et sted, hvor jeg for nogle år siden med en kammerat havde skudt et rensdyr. Det var jo et herligt minde, men foreløbig havde vi ikke set noget. Det ændrede sig, da vi så en frisk rensdyrlort. Den var delvist tør og delvist fugtig, og på den sad en flue. Vi blev enige om, at den nok var lagt inden for den seneste time. Men på en time kan et rensdyr jo forsvinde mange kilometer væk. Det så i al fald ikke ud til at være i nærheden. 

Vi var nået så langt ind, som vi ville gå. Længere inde var landskabet træls at gå i, så det ville vi ikke bære dyr ud igennem. Vi ville i stedet krydse en slags naturlig fjeldbro over til den modsatte kant af dalen og følge den tilbage. Midtvejs på "broen" løb en elv på tværs. Her holdt vi hvil for at drikke en masse vand. Vi havde ikke mødt andet vand på vejen ind, og vi regnede heller ikke med at finde mere på kanten af dalen på vejen ud. Derfor drak vi, til vi ikke kunne rumme mere. Efter således at have tanket op, fortsatte vi hen over broen og kom op på den anden side af dalen - den side, der vender ud mod selve Buksefjorden.

Her kom vi ind i et meget spændende terræn. Det var meget kuperet med små dale, små toppe og små kløfter og sidedale, der dukkede op til alle sider. Her kunne man rende næsen lige ind i et rensdyr uden varsel. Af den årsag gik vi ganske langsomt med fokus på at være klar og være stille. 

På vej ned igennem en lille kløft kom vi forbi en sten, jeg kunne genkende fra den tur, jeg havde været på sammen med kammeraten nogle år før. Dengang var vi gået den modsatte vej rundt om dalen, og da var vi kommet forbi den samme sten. Stenen lignede grangiveligt hovedet af en kaskelothval, så den er meget genkendelig. Det var sjovt at komme forbi en så specifik ting her fire år senere.

Vi fortsatte stille og roligt vores vandring. Jeg havde hele dagen haft riflen klar i hænderne til, hvis det skulle gå stærkt. Det er selvfølgelig anstrengende at gå med den på den måde, men det betaler sig, hvis man pludselig møder et dyr i et sådant terræn. Nede i lavlandet var tågen efterhånden blevet brændt af, så der kun lå en smule tilbage ude over de yderste øer. Vi kunne se ned i fjorden. Her var der en smule fjordvind, men det så ikke ud til at være alvorligt. Der var ikke skum på bølgerne. Det kunne være dejligt at have lidt vind heroppe. Vinden gik i retning ind i fjorden, og vi gik udefter. Men, men, men. Vi måtte beholde myggenettene på. Dog friskede det en smule op, så jeg i kortere glimt kunne krænge myggenettet op, så jeg i det mindste havde ansigtet frit. Det giver jo et markant bedre udsyn.

Et sted skulle vi lige passere en lille kløft. Vi gik en meter ned, passerede fem meter henover kløftebunden og gik en meter op på den anden side og kunne her se ud over landskabet på den anden side. Uden varsel kom der et rensdyr gående i min klokken elleve position. Det var anslået 40 meter væk og havde retning delvist imod os men samtidigt passerende skråt bagom os. Jeg nåede slet ikke at sige noget til Dorthe. Hendes eneste advarsel var, at jeg tog ladegreb. Min første indskydelse var at tage et stående skud på bladet. Men selvom dyret så ud til at have set os, fortsatte det ufortrødent sin kurs, mens det så væk igen. Så smed jeg mig, mavede mig to meter frem og op på en svag knold i grundfjeldet. Her hav jeg riflen op, lagde an mod bladet og spændte snellen. Men så vendte dyret igen hovedet og så mod mig, mens det fortsatte sin gang nu kun anslået 30 meter fra mig. Hurtigt flyttede jeg sigtet over på dets pande og trak af.

Rekylen fik riflen til at hoppe, så jeg mistede dyret af syne. Med det samme så jeg forbi kikkertsigtet derover og så, at det allerede lå ned og lå stille. Nu kunne jeg rejse mig op og melde færdigt arbejde til Dorthe, som havde holdt sig ude af syne for ikke at skræmme dyret. Det er faktisk meget flot, at hun altid gør det. Selv ville jeg nok meget gerne se, hvad der foregik i en sådan situation.

Vi gik derover og kunne konstatere, at trods nogle spjæt, var det stendødt. Der var et stort hul i venstre side af kraniet, hvor hjerne og en masse blod var vældet ud. Det så ret makabert ud, som den slags jo altid gør. Mens vi lige stod og så det an, gik det op for mig, at jeg faktisk havde skudt dyret to gange med et skud. Dyret havde haft hovedet vendt ud mod sin venstre side og holdt det ret lavt. Projektilet havde ramt dyret i skallen, var gået ud og derefter gået ind igen denne gang i fileten lige over skulderbladet.

Så var det ellers i gang med at brække fætteren. Vi blev enige om, at det nok var en 3-årig buk. Det gik ret hurtigt med at brække den, pelse den, dele den og fastgøre den til stativerne. I nærheden var en lille sø, hvor vi kunne vaske vores hænder, vores støvler (som på en eller anden måde blev blodtilstænkede) samt vores knive. Herefter var det med at komme i gang med at bære byttet ned til båden.

Turen ned gik først ned i dalbunden, hvor vi holdt en pause ved en elv. Her fik vi en del at drikke og fik spist den anden mad i madpakken. Vi havde skudt dyret omkring kl. 13. Nu var klokken halv tre, så der var ikke noget at sige til, at vi var sultne. Efter frokosten og mere at drikke fortsatte vi. Henne for enden af dalen fandt vi den kløft, vi om morgenen var gået op ad. Nu kunne vi følge den nedefter. Og hvor så landskabet dog anderledes ud, end på morgenens tur opefter. Det morede vi os noget over. 

Endelig kom vi helt ned til gummibåden. Vi havde diskuteret på vejen og blevet enige om, at eventuelle dyr selv helt nede ved vandet ville få lov at gå. Jeg skulle flyve til Diskobugten onsdag morgen, så ét dyr at skære ud forinden måtte være rigeligt. Vi mødte dog ingen dyr undervejs.

Nede ved gummibåden fik vi fyldt vores vandsæk ved en elv, før vi fik det hele samt os selv sejlet ud til båden. Med alt fastgjort og gummibåden taget op, kunne vi gå indenfor og endelig tage det fordømte myggenet af. Det er selvfølgelig fantastisk at have på, når insekterne er der, men det er nu rart at kunne tage det af.

Som det første blev det blodige tøj taget af og smidt i en affaldssæk, mens vi tog noget rent reservetøj på. Nu var klokken tyve minutter i seks. Vi talte et kort øjeblik om, hvorvidt vi skulle sejle hjem med det samme. Men vi havde været tidligt oppe og var også trætte. Det ville jo blive ret sent, før vi havde det hele på plads, hvis vi valgte at sejle hjem med det samme. I stedet blev vi natten over. Vi lavede aftensmad, spiste godt, fik lidt rødvin og jeg et par whiskyer, og klokken otte lå vi i soveposerne. Jeg gik ud som et lys og sov tungt. Klokken fire vågnede jeg kortvarigt men faldt hen igen til klokken fem, hvor jeg stod op.

Efter morgenmaden pakkede vi det hele sammen, hev ankeret op og sejlede hjemover. Det var en flot morgen. Til at starte med var vandet helt stille, der var ingen vind, og der var ingen tåge. Det var en nydelse at sejle. På vejen ud af bugten blev vi enige om, at på østsiden af bugtens munding måtte der være gode muligheder for at gå på opdagelse efter fortidsfund.

Ude ved mundingen af fjorden, lige da vi passerede min gamle nødhavn, så vi et flot syn. En havørn jagtede en måge. Den var meget vedholdende, og mågen vred og vendte sig i luften for at undslippe. Nu blandede en anden ørn sig. Vi tog farten af båden og vendte rundt, så vi havde udsyn til skuet. Lige da mågen undveg den ene ørn, vendte den anden rundt og dykkede skarpt ned og slog til. Den fik fat i mågen med den ene klo. Først troede vi, at mågen var færdig, men den var åbenbart kun taget i den ene vinge. Den slap fri og så ikke ud til at være kommet videre til skade. En tredje ørn blandede sig. De var alle tre ungfugle. De jagtede mågen lidt, men pludselig gav de alle tre op. Mågen forsvandt et eller andet sted hen, mens andre kom til og dykkede ned mod ørnene for at genere dem. Sikke et drama.

Vi fortsatte turen hjem. Vi havde magsvejr hele vejen og kunne snart sejle ind i Iggia. Vel parkeret kunne vi tage et par taxaer hjem. Her blev dyret hængt op ude i skuret. Tøjet blev sat til vask, og vi kunne tage bad. Det havde været en herlig tur med masser af oplevelser. Vi havde ovenikøbet en hel lang søndag til at slappe af i.