Beretning om årets første rensdyrjagt 8-11. september 2022

Vi havde taget fri fra arbejde om fredagen, så torsdag efter arbejde skyndte vi os hjem efter vores sager. Vi brugte en app til at bestille en taxa. Men da der efter en time ikke var kommet nogen, og vi ikke kunne komme igennem til centralen på telefonen, begyndte vi at gå med alt vores grej. Men så var vi så snydeheldige, at en ledig taxa standsede foran os efter kun hundrede meter.  

Nede ved båden skulle vi først tanke. Her var heldet igen med os, for der var ingen kø ved tankanlægget. Det var ellers flot vejr, og bådene væltede ud af havnen. 

Så var det bare at sætte kursen ind i Ameralikken. Vi havde dejligt sejlvejr hele vejen ind til Rensdyrbugten langt inde i fjorden. Da vi kom derind, var der en enkelt anden båd. Den lå der, hvor vi plejer at gå i land, så vi blev enige om, at vi skulle tidligt op og af sted lige når det blev lyst. Vi kastede anker, fyldte ekstra brændstof på tanken fra to dunke og satte os til at spise. Mørket faldt på, men der var ikke kommet flere både. Herligt. 

Fredag morgen ringede vækkeuret kl. kvart i fem. Da oliefyret havde kørt et kvarter, var det på tide at stå op. Morgenmad og derefter klargøring af os selv og udstyret. 

Det var en flot og stille morgen. Vi sejlede lige forbi den anden båd på vej ind til vores sædvanlige sted. De var stået op og hilste, da vi sejlede forbi. Vi gik i land, hev gummibåden op på det tørre, og begyndte at gå. 

Først skulle vi op ad en stejl stigning op til 100 meters højde, hvor der er en terrasse, der går langt ind. Heroppe standsede vi op for at puste ud og se os om. I kikkerten kunne jeg se et rensdyr gå på fjeldskråningen til højre halvanden kilometer væk. Vi så på skråningen lidt, men vi så ikke andre. Det så ikke ud til at være særligt stort, men det var jo et rensdyr, så vi begyndte at gå i den retning. 

Efter 300 meter var vi nået til kanten af terrassen. Herfra begyndte det at gå op og ned. Men selvfølgelig langt mest op. Rensdyret var pludselig forsvundet, men det ser man så tit. Det er som om, de har en hemmelig dør i fjeldet, som de kan gå ind og ud ad.  

Da vi var kommet et stykke op, kom rensdyret pludselig til syne et stykke ude til højre. Her gik det roligt og spiste. Mens vi så på det, gik det over en lille kam og forsvandt ud af syne. Vi gik lidt ned i en lille lavning i fjeldsiden. Her kunne vi gå et godt stykke op og være ret sikre på ikke at blive set, med mindre det vendte om. Et stykke oppe begyndte vi at søge over mod den kam, det var forsvundet over. Her kunne vi se det gå ovre ved den næste lille kam. Men det var samtidig en stejl kant, så det måtte enten vende om eller følge kanten op eller ned. Det gik lidt omkring, mens det spiste, men langsomt begyndte det at søge opad. Afstanden var omkring 280 meter. Da det kom ud af syne bag en lille knold, skyndte vi os over den kam, vi stod ved, og ned i lavningen, så vi igen var ude af syne. Nu skyndte vi os hen imod den knold, rensdyret gik bag. Nu hvor vi var så tæt på, kunne det uden varsel komme til syne både oppe og neden for knolden.  

Vi kom hen til knolden og gik lidt op ad den. Jeg standsede og skulle til at tage stativet af og lægge det fra mig for at have mere bevægelsesfrihed. I det samme kom rensdyret til syne lige oven for mig på vej fra højre mod venstre. Jeg stivnede i den stilling, jeg stod i, men det havde set mig. Det stod stille og så lige ned på mig. Afstanden var vel ikke mere end 80 meter. Efter nogle lange sekunder travede det videre mod venstre. Det kom om bag en ganske lille knold i to sekunder. Det var lige nok til at jeg kunne skynde mig at lægge mig ned og lægge riflen an. 

Så kom det frem igen for at se mig an igen. Det stod lige med front imod mig, så det fik et skud lige   i brystet. Jeg havde tydeligvis ramt, for det stak omgående i rend. Det rendte en 20-30 meter, før det faldt. Det lå og rodede lidt og forsøgte en enkelt gang at komme op.  

Vi skyndte os derover, men da var det dødt. Vi havde været lidt i tvivl om, hvorvidt det var det samme dyr vi havde set, for det så lidt ud som om, det måske havde forskellige tegninger. Vi aftalte derfor, at Dorthe skulle begynde at brække det, mens jeg så efter. 

Jeg gik en cirkelrute ud til kanten og rundt, men jeg så intet. Så var det tilbage til Dorthe og hjælpe med det sidste. 

Hun havde allerede taget indmaden ud. Hun kunne fortælle, at hjertet var skudt i smadder. Forbløffende, at det så havde forsøgt at komme op efter at være faldet. 

Vi brækkede det, delte det og gjorde det fast til stativerne. Så begyndte turen tilbage til båden. Jeg havde skudt dyret omkring kl. halv otte om morgenen, og her kl. halv ni var vi på vej tilbage. Vi kunne se, at den anden båd var begyndt at sejle igen, så de var åbenbart slet ikke herinde for at gå på jagt. 

Ned til gummibåden og ud til båden. Dyret blev lagt i en balje med en presenning over for at holde ravnene væk. VI blev enige om, at vi nu lige så godt kunne spise lidt frokost, da der var gået omkring fem timer siden morgenmaden. 

Klokken var derfor omkring tolv middag, da vi igen stod på toppen af 100-meter stigningen. Nu gik vi først lige ind i landet en times tid. Her satte vi os og så os omkring et stykke tid. Der var varmt, så man slet ikke fattede, at det var inde i september måned. Jeg sad på en sten, mens Dorthe sad på jorden op ad en sten. Hun var ved at falde i søvn, så varmt var det. 

Vi blev enige om, at det ikke gav mening at gå længere ind i landet. I stedet ville vi gå op til højre op ad den samme skråning, vi havde skudt dyret på blot et stykke længere inde i landet.  

Det tog en evighed at komme op ad den skråning. Det var varmt, sveden randt, og jeg følte mig ret træt. Jeg kunne godt mærke, at det ikke var længe siden, jeg havde ligget syg i ti dage. Vi gik og gik, og det virkede som om, skråningen bare fortsatte i det uendelige.  

Endelig kom vi så højt op, at vi kunne gå ind over toppen og se os om. Der var intet at se. Vinden bar i øvrige helt forkert, så det var jo ikke så underligt. I stedet begyndte vi at gå nedefter igen. Nu tænkte jeg bare på at komme om bord på båden og slappe af. Det var stadig alt for varmt selvom det nu var sent på eftermiddagen. 

Da vi var langt nede ad skråningen, hørte jeg langt væk et grynt. Jeg var så træt, at det ikke rigtig sank ind. En stemme i baghovedet på mig reflekterede over, at det var spøjst, at det grynt lød nøjagtig som et rensdyr. Jeg kiggede uengageret op i luften til venstre for at se, hvad det mon var for en fugl. Jeg så ikke noget og fortsatte med at gå.  

Et par minutter senere hørte jeg gryntet igen, og denne gang sank det helt igennem trætheden. Jeg drejede hovedet til højre med et ryk, og der hundrede meter eller mindre skråt bagude til højre gik et rensdyr. 

Jeg blev vildt aktiv. Riflen, jeg normalt har i hænderne når jeg er på jagt, havde jeg hængt helt på tværs over mig selv. Jeg hev i den for at få den over hovedet. Jeg kunne se, at Dorthe så undrende på mig, så jeg sagde: ”Rensdyr”. 

Endelig fik jeg riflen frem. Rensdyret var kommet nærmere. Jeg kunne se, at det ikke var ret stort. Faktisk var det ret lille. Men alting har jo ret. Jeg tog ladegreb og lagde an på en sten. Jeg så nærmest lige op i solen, så jeg havde et rigtig dårligt syn i kikkertsigtet. Jeg havde ellers haft en tanke om at sætte skuddet i hovedet, men med det syn, jeg havde i kikkertsigtet, var jeg tilfreds med at sætte det i det første gode sted, jeg så. Da rensdyret stod med front mod mig, blev det lige i brystet. Det gik langsomt nogle skridt baglæns, før det lagde sig ned. Det så ud til at gå uendelig langsomt, men det har nok kun taget ganske få sekunder.  

Vi gik hen og brækkede det. Også dette var skudt i hjertet, så det var smadret totalt. Brækningen gik hurtigt. Derefter var det bare med at komme af sted og ned til båden. 

Op med dyret. Mens Dorthe sejlede ind for at hente mere vand, gjorde jeg begge dyrene fast til stativerne. Med Dorthe tilbage var det bare med at få gummibåden op og komme i gang med aftensmaden. 

Mens vi nu lå her, kom der flere både ind. To både ovre i den anden side af bugten og tre midt for, hvor vi havde været i land. Den var ingen i højre side af bugten hos os. 

Lørdag morgen kom der til gengæld en båd ind til os, mens vi spiste morgenmad. Det var to yngre fyre, der var kommet for at gå på jagt. Vi ønskede dem held og lykke og gjorde os klar til at sejle. 

Vi sejlede et lille stykke ud til et næs, vi sidste år afsøgte en smule af. Vi fandt dengang nogle grave, men vi manglede stadig at afsøge det meste af næsset. Nu gik vi begge rundt en times tid der. Vi fandt nogle flere grave, en rævefælde og nogle varder. Så gad vi ikke mere og blev enige om at sejle hjem. 

Turen gik lige hjem og i havn. Nu kunne vi heldigvis nemt få en taxa. Så var det bare med at hænge dyrene i skuret, tage et bad og slappe godt og grundigt af.