Årets rypetur med drengene 24-26. februar 2023

Den årlige rypetur er et af de store pejlemærker i min vinterkalender. Her er vi tolv, der sammen chartrer et skib med fuld kost og logi og drager ud på en weekend væk fra byen for at gå på jagt, gå en tur, fotografere, og hvad folk ellers kan finde på. Og så er der et hyggeligt samvær med flinke folk, man stort set kun ser den ene gang om året.

Op til turen var jeg syg både torsdag og fredag. Så det var med lidt ondt i samvittigheden, at jeg tog af sted på rypeturen fredag aften. Men det trækker jo altid voldsomt i en for at komme af sted på de ture.

Dorthe havde lånt en bil fra arbejdet. Hun kom hjem med den lidt over fire. Så havde vi god tid til at pakke vores sidste ting, købe lidt ind i butik Nathalie og så ellers drøne ned til havnen.

Her lå Tulu ved sin vante plads foran politikutteren. Vi var dernede allerede klokken fem minutter over fem, men vi var ikke de første. Vi fik hevet alle vores tasker ned på fordækket. Så kørte Dorthe op for at stille bilen ved arbejdet, mens jeg begyndte at hive vores ting på plads dels i containeren på fordækket og dels ned i en kahyt under dæk.

Der var nogle nye fyre med, som jeg ikke kendte. Det var mig, der havde måttet arrangere de ting i sidste øjeblik, da Per, som havde arrangeret rypeturen siden 1997, lå indlagt på sygehuset. Derudover havde ejerne af skibet, Anders og Ellen, deres ene søn samt dennes kone og tre unger med. Som altid var der en glad summen af spændte folk, der glædede sig til at komme ud.

Klokken seks kastede Tulu trosserne til land, og vi begyndte at sejle ind i fjorden. Efter en længere palaver endte det med, at vi ville ind til den venstre af de tre bugte, der ligger mellem isfjorden og Kapisillitfjorden. Jeg havde været der to gange før, men ikke på rypeturen. Sjovt nok var der ingen af de gamle på turen, der havde været på jagt i det område om vinteren. Så på den måde var det noget nyt for de fleste.

Mens vi sejlede ind i fjorden, gik snakken selvfølgelig, som den plejer. Langt de fleste skulle ud på jagt, så det var det altoverskyggende emne. Specielt var der nogen spænding over antallet af ryper og harer i fjeldet. Den foregående sommer var meget kold og regnfuld, og det går gerne hårdt ud over rypekyllingerne og harekillingerne.

I og med, at jeg var sløj, gjorde jeg ikke noget videre indhug i mine drikkevarer. Allerede klokken elleve lå jeg i min køje. Det havde dog den glædelige sideeffekt, at jeg ikke havde tømmermænd næste morgen. Måske skulle man udforske dette koncept lidt mere på kommende ture. Jeg sov dog uroligt. Vågnede klokken tre og var tørstig, så jeg satte mig op i messen og drak noget saftevand, mens jeg læste i en bog. Klokken halv fire kravlede jeg til køjs igen kun for at vågne klokken seks med en blære på størrelse med et græskar.

Men så var jeg også oppe og vågen. På broen kunne jeg se, at det frøs en halv snes grader og blæste en svag vind. Inde på land kunne jeg se ikke mindre end syv hytter, som alle var opførte efter mit sidste visit i bugten. Nærmest stod to træfarvede hytter, og lidt længere ude i bugten lå der fem andre hytter. Der var ikke ret meget sne. Jeg overvejede lidt, om man skulle gå uden ski, men efter at have konsulteret Dorthe, blev vi enige om at tage skiene på.

Efter klokken halv otte begyndte folk at vise sig en efter en. Jeg fik to boller til morgenmad, og til frokost smurte jeg en bolle med Nutella (smager herligt ude i vinterkulden) og en klapsammen med spegepølse. Undervejs gik snakken. Henrik L. kunne fortælle, at DMI havde varslet en ”top” i vinden ud på eftermiddagen. Jeg tænkte ikke så meget over det. Hvor godt kan DMI egentlig modellere forholdene inde i fjordene? Erfaringsmæssigt rigtig dårligt. Men jeg huskede da på det som en ting, der kunne komme i løbet af dagen. Når jeg er ude i vinterfjeldet, har jeg altid skibriller og ansigtsmaske med, til hvis forholdene bliver rigtig slemme.

En hurtig pakning af mine sager, og så var jeg klar til at komme i land. Dorthe var selvsagt også klar. Kvart i ni var vi fem, der blev sejlet i land på nordvestsiden af bugten ind mod det store fjeld, der danner grænsen til isfjorden. Elvar ville direkte op i højlandet. Dorthe og jeg ville ind forbi indsøen inderst i bugten og hen mod to områder med store buskadser. Vi ville ellers gerne have været sejlet ind i bunden af indsøen, men matrosen ville ikke, for han kendte ikke indsejlingen og var bange for at tage en sten med skruen. De to sidste, John og Aslak, fulgte langsomt i vores retning. De gik på snesko, så de kom bagud fra første fløjt. Men som Aslak fremhævede, så kan man snildt gå i en anden jægers spor, for det sker ikke sjældent, at rypen kommer frem for at se sig om, efter at jægeren har passeret.

Inde ved indsøen lå der tre hytter mere. Dem kunne jeg godt huske fra tidligere. Vi passerede dem lidt højere oppe og fortsatte indefter. Nu kunne vi se jollen komme sejlende ind i indsøen med en passager om bord. Det var lidt ærgerligt, når han nu ikke havde villet sejle os derind. Men sådan er det jo bare. Matrosen har vel vænnet sig til tanken. Båden sejlede i øvrigt en langsom omgang derinde og ud igen uden at sætte nogen i land.

Vi passerede et kratområde uden at se hverken spor eller ryper. Det havde sneet om natten, så der var ingen gamle spor til at forvirre. Der var helt stille her ved indsøen, så jeg fik varmen. Jeg havde kun taget min dunjakke med til at have på inde under skaljakken og ikke noget at skifte med. Det går ellers imod det, jeg prædiker for folk, men dovenskaben har det med at gribe en.

Pludselig hørte vi en rype kalde oppe ad bakken og en der svarede lidt til venstre for den første. De lød lidt dæmpede som om, vi ikke hørte dem direkte. Vi blev enige om, at de kunne sidde oppe ved et lille plateau og satte kursen derop. Samtidig blev farten sat i vejret. Vi kunne se ude til venstre, at Elvar skiftede kurs og gik i retning af plateauet, så han havde nok også hørt kaldene. Så vi holdt en god fart for ikke at komme sidst.

Undervejs fik jeg det rigtig varmt, så jeg måtte tage dunjakken af og kun have skaljakken på.

Da vi kom op til det lille plateau, kunne vi hverken se eller høre noget. Vi drejede til højre og fortsatte på vores oprindelige kurs mod et kratområde bag ved indsøen. Elvar var drejet af og fortsat sin kurs opefter.

Der var helt stille, og alle lyde forplantede sig langt i stilheden. En af de andre, der er laktose intolerant og derfor gik og bøvsede en 3-400 meter væk, kunne vi tydeligt høre.

Terrænet var ganske spændende at gå i som rypejæger, for der var en masse lavninger og små kløfter, som kunne gemme på ryper. Det gjorde også, at vi kun gik i korte ryk, før vi standsede op for at bruge kikkerten igen.

Ved en af disse småkløfter standsede vi på kanten og hev kikkerterne frem. I den øvre ende en tredive meter væk i skygge sad der en rype og så os an. Jeg udpegede den for Dorthe, som så kunne udpege en mere kun en meter fra den første. Jeg lagde mig ned på maven med riflen hen over en flad sten.

Det første skud satte jeg på den rype, jeg først havde set. Den flaksede en ti-femten meter ned i kløften og lå stille. Den anden hoppede små to meter til højre op på en lille forhøjning for bedre at se det hele an. Den døde lige i knaldet. Inden jeg nåede at gøre mere og stadig lå ned, kom en tredje rype flyvende fra et niveau noget højere oppe og mindst hundrede meter væk og landede lige ved siden af rype nummer to. Den døde også lige i knaldet. Så kunne vi hurtigt samle et godt bytte sammen og hægte det bag på rygsækken.

Mens vi fortsatte fremefter, begyndte der at blæse en brise. Det var nok til at jeg skulle have dunjakken på igen. Vi traverserede skråningen, mens vi så os om. Men bortset fra et enkelt harespor så vi ikke nogen spor i et godt stykke tid. Det virkede til, at det passede, at bestanden af rypekyllinger og harekillinger ikke havde overlevet den våde sommer.

Et sted standsede vi for at bruge kikkerterne ved et lille område med småkløfter, der gik på kryds og tværs både over og under os. Her så jeg en enkelt rype gå et stykke over os. Vi udså os en kurs, der ville føre os op til dens niveau et stykke til venstre for den. Så kunne vi snige os ind på den derfra.

Vi kom derop, og begyndte at gå langsomt i retning af rypen. Lidt foran os var en lille bitte kløft eller hvad man kan kalde den. Kun fem meter lang og en halvanden meter høj på den side, der vendte væk fra os, og kun en halv meter høj på den side, der vendte imod os. Jeg brugte kikkerten men så intet. Jeg fortsatte men havde kun taget to skridt, da Dorthe sagde: Rype. Jeg standsede op og så tilbage mod hende for at få retningen hun så i. Hun så lige frem mod kløften. Jeg så frem igen, og lige i det sekund, gik der fem ryper på vingerne og fløj. Det var ærgerligt, men der var jo ikke så meget at gøre ved det.

Vi fortsatte frem. Vi var nået et stykke op over det krat, jeg havde udset mig, og vi havde også brugt noget tid på de to jagter. Den tid havde Aslak brugt på at indhente os og sætte kursen op imod krattet. Vi besluttede derfor at forsætte i vores niveau og se, hvad der lå rundt om næste hjørne. Der var et harespor, som førte op ad knolden, vi gik på, og det kunne da være, den var gået om på den modsatte side.

Det var den nu ikke. Her var der til venstre en lang og mere end hundrede meter bred kløft, der gik ind i fjeldet og endte i en bue mod venstre et godt stykke inde. Vi blev enige om at gå et stykke op i kløften her på venstre siden for så at gå over et vandløb til højresiden og følge den ud ad kløften igen. Højresiden så nemlig spændende ud mht. ryper. Vi så dog ikke noget undervejs. Til gengæld var der helt vindstille i kløften, og det var jo dejligt nok.

Da vi kom ned mod bunden af kløften igen, så vi Aslak gå i den øvre ende af krattet dernede. Så var der ingen grund til at gå ned til ham. I stedet arbejdede vi os op ad fjeldsiden og op i et højere niveau. Det var noget vanskeligt, for der var så lidt sne, at man flere steder måtte gå forsigtigt med skiene på grus eller sten.

Heroppe kunne vi se over i fjordarmen, der går ind over for Fuglefjeldet, Kangiusaq. Der har jeg været på jagt flere gange. Jeg tænkte et kort øjeblik på glade jagtoplevelser. Men vi var jo i gang med en jagt, så vi fortsatte rundt på fjeldet.

Kort efter fik jeg øje på en hare. Jeg målte ikke afstanden, men den har vel været en 500 meter fra os og lidt højere oppe. Den kunne lige ses, når man så forbi en sten og ud mod fjeldet lige under himmelen. Vi gik op langs en stejl klippeside, der var så stejl at vi gik der en ad gangen for det tilfælde, at den skulle blive til en lavine. Det gjorde den nu ikke, og snart var vi fremme på en afsats, hvor vi havde bedre udsyn over området. Men nu havde vi ikke stenen til at give os retningen til haren, og vi havde her udsyn til et meget større område. Det tog lidt tid, inden vi fandt haren igen. Vi var ellers begyndt at tro, den måske var gået sin vej, men den sad stadig på samme sted. Det var et rigtig godt sted. Den sad i læ for vinden, der gik mod syd lige i retning af os. Afstanden herfra målte jeg ud til omtrent 370 meter.

Vi satte en kurs direkte imod haren. Ruten var på en lille hylde med en del sne, så vi gik herligt hurtigt fremad på skiene. Snart var vi kommet så langt frem, at vi skulle til at se os om efter et sted at skyde fra. Jeg besluttede mig for en sten 90 meter fra haren. Den sad og slappede af og så ud til at småspise af lidt planter, den havde gravet sig ned til.

Jeg lagde an, sigtede på bladet og trak af. Skuddet fik haren til at løbe to meter op på et stykke blotlagt fjeld. Her sad den et par sekunder, før den humpede ned, hvor den havde siddet lige før. Den var tydeligvis ramt, men ikke omgående dødeligt, så jeg tog ladegreb og gav den et skud mere. Det fik den til at rette sig op og forsøge at bakke med forbenene, mens den sad ned. Sekundet senere væltede den om på siden og døde.

Det var jo herligt. Jeg efterfyldte magasinet, før jeg hoppede i skiene og vi gik over til haren. Her tog jeg skiene af og satte rygsækken fra mig. Tyve meter fremme var en lille top med udsyn til flere sider. Jeg startede med at gå derop for at se, om der skulle være flere harer i nærheden. Jeg har flere gange oplevet, at de sidder nær hinanden. Jeg ved ikke hvorfor. Måske, det er for at hjælpes med at holde øje efter fjender, eller det bare er sådan, at nogle steder appellerer mere til dem.

Stående på den lille top kunne jeg med det samme se en hvid plet, der ligesom skilte et stykke fjeld i to. Det så aparte ud, så jeg satte kikkerten før øjnene. Bingo. Der sad endnu en hare. Afstanden var 137 meter. Jeg kaldte tilbage til Dorthe og fortalte det. Så begyndte jeg at gå over mod haren. Uden ski på gik det langsommere, men snart var jeg så langt fremme, at jeg så mig om efter et sted at lægge an. Det blev på en sten, der lå lidt dårligt for mig, men der var lige plads til at jeg kunne have riflen i ro og haren i sigtet. Afstanden var her 55 meter. I kikkerten kunne jeg tydeligt se haren sidde og slappe af. Den så ud til at have det rigtig rart i læ for vinden på sin lille plet. Det blev også et bladskud, og denne gang væltede haren direkte om på siden og var død. Jeg samlede den op og gik tilbage til den første hare.

Her blev begge harer brækket og sat fast på min rygsæk. En håndvask for at få blodet af hænderne, og så var vi klar til at fortsætte. Vi havde stået stille noget tid og var derfor blevet kolde. Vi trængte til at røre os.

Vi skulle ikke længere væk fra skibet, for det var allerede ud på eftermiddagen. Vi besluttede os for at gå nedefter og ned gennem en kløft, der gik svagt udefter, før vi ville gå tilbage ad en anden kløft længere nede og igennem de forskellige krat på ruten tilbage til skibet.

På vejen nedefter så vi flere rensdyrspor i sneen, men dyrene så vi intet til. Tilbage på skibet fortalte nogle af de andre, som have været i land på den modsatte side af bugten, at de havde se flere rensdyr derovre.

Undervejs begyndte det at blæse lidt mere, og da vi havde vinden imod os, blev det koldt i ansigterne. Nede for enden af den første kløft, stod vi et øjeblik bag en lille knold og spiste hver vores bolle med Nutella. Så var det på tide at begynde turen tilbage. I et saddelpunkt i en lille kløft standsede vi et øjeblik og så os tilbage. Her kunne vi se en heftig blæst og snefygning på toppen af fjeldene i Kangiusaq. Med tanken på Henrik L’s oplysning om en ”top” blev vi enige om at sætte kursen direkte mod skibet.

Vi gik gennem det yderste krat og kunne se spor efter både ryper, hare, Aslak og John. Men selv om nogle af sporene så ret friske ud i blæsten og den sne, der var begyndt at falde, kunne vi ikke se nogle dyr. Videre gik det ad et lille skår i terrænet. Her havde jeg oprindeligt forestillet mig at vi skulle være gået op ad om morgenen. Nu gik vi i stedet nedad på vejen hjem. Et sted så vi igen helt friske rypespor og søgte lidt efter fuglene, men de var gået igen.

Nu nåede vi ned til enden af indsøen. Her skulle vi forbi en kløft lavet af smeltevandet, over en vold med store sten og videre hen langs søen. Nu blæste det også oppe i fjeldet over os, og der var heftig snefygning deroppe.

Da vi nåede de tre hytter længst ude mod mundingen af indsøen, kom de første vindpust til os. Herfra gik det stærkt. Det tog fem - ti minutter at gå herfra op over skulderen på fjeldsiden. Da vi kom hertil, stod der en strid blæst lige i skallen på os. Dorthe gik forrest, så jeg trak hovedet ned og fulgte bare i hendes spor. Sneen føg, og da vi havde vinden lige imod os, var det ikke så nemt at se noget uden at få sne og iskrystaller i øjnene. Til sidst måtte jeg standse op et kort øjeblik for at trække hætten op. Det gør jeg ellers nødigt, for jeg sætter stor pris på at kunne se og høre, hvad der foregår omkring mig. Så fortsatte jeg efter Dorthe.

Da vi kom ned til stranden, var det vel ikke mere end 15-20 minutter siden de første vindpust havde ramt os. Nu hujede det bravt, så vi var noget i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kunne hente os. Bølgerne var på det det tidspunkt det meste af en meter høje. Jeg hev min VHF-radio frem og kaldte skibet. Desværre var det matrosen, der svarede, og hans danske var ikke så godt. Samtidig havde jeg svært ved at høre, hvad der kom ud af radioen over vindens hylen. Jeg fik i det hele taget slet ikke fat i, hvad de ville, udover, at de ville forsøge at hente os. Jeg fik at vide, at der manglede tre mand. Men om det var tre i alt eller tre ud over os, kunne jeg ikke få ud af ham. Han fik sagt noget mere, men så holdt han op med at svare.

Vi kunne ikke stå her og blomstre midt i blæsevejret. Jeg sagde til Dorthe, at vi måtte gå over til den nærmeste hytte fem hundrede meter væk og stå i læsiden af den og prøve at kalde skibet igen. På den fjerne side af de to nærmeste hytter var der en lille strand, der var skærmet for bølgerne af et lille næs. Det var det eneste sted, hvor vi kunne blive hentet. På hele resten af kysten i bugten brødes bølgerne ind over stranden, og der var pålandsvind.

Dorthe førte an også på denne strækning. Vinden var nu taget til, så sne og isstykker blev flået af brinken ned mod stranden og kylet i ansigterne på os. Lige før hytten var der en ret dyb smeltevandskløft, vi skulle passere, men så var vi ved hytten. Vi tog skiene af og kunne stille os i relativt læ op ad indgangsdørene. Der var to døre. Den ene var i en påbygning til hytten, som måske var et toiletrum. Desværre var begge døre låst med en Ruko lås. Nå, foreløbig behøvede vi jo ikke at komme indenfor. Det var rigeligt fint bare at komme i læ.

Herfra kunne vi se, at der stod to mand ude på agterdækket og hev i linen til jollen, som lå agten for Tulu. Men det var tydeligt, at de ikke magtede at hive den ind. Det var der vel heller ikke så meget at sige til. Tulu selv, som er 31 meter lang, vippede så meget i bølgerne, at vi kunne se de første to meter af bunden, hver gang hun havde stævnen oppe. Til sidst lod de jollen være og gik ind.

Jeg fandt min radio frem og kaldte Tulu. Men min radio opførte sig ikke, som den plejer. Når jeg sendte, afbrød den mig efter et sekund med at dutte kraftigt. Først senere fandt jeg ud af, at selvom batteriindikatoren viste fuld opladning, var det vist fordi, batteriet var så koldt, at det reelt var næsten fladt. Men det gjorde, at besætningen kun hørte mig i et sekund ad gangen, og det kunne de ikke få megen mening i. Jeg kunne så dobbelt klikke med senderen for at indikere ”ja”. Indledningsvist havde jeg kun matrosen at tale med, og det var ikke nemt med hans danskkundskaber. Jeg undrede mig en del over, at Anders ikke kom til mikrofonen i denne situation og talte til os om hans planer og tanker. Efter noget ventetid kom han da endelig selv til mikrofonen. Så kunne han fortælle lidt om, hvad de havde af planer. Der manglede ud over os Elvar. Resten var om bord. Når Elvar var nede, ville de se, om de til den tid kunne komme ind og hente os på en gang.

Jeg havde min radio tændt, så jeg kunne høre radiotrafik komme ind. Vi kunne høre Anders kalde Elvar og sige at de kunne se hans lygte, og at han skulle gå ned og holde til højre for at gå over til hytterne, vi stod ved. Men vi kunne ikke høre Elvars svar. Og vi kunne heller ikke se hans lygte. Han måtte være rundt om et stykke fjeld, der blokkerede for vores “udsyn” til både hans radio og lygte.

Så stod vi ellers og ventede, mens mørket faldt på. På et tidspunkt tog Dorthe skiene på og gik over for at se, om den nærmeste hytte også var låst. Det var den. De fem andre hytter lå et stykke væk, så vi ville vente med at undersøge dem, til vi alligevel skulle ud for at røre os for at holde varmen. Hvis det blev nødvendigt, ville vi slå en rude ind for at komme ind i en af hytterne. Men det var der ingen grund til at gøre, før det blev direkte nødvendigt.

Da Anders en gang kaldte og sagde, at de, når det var tid, ville prøve at hente os ved en lille strand, der lå lidt i læ for bølgerne af et lille næs, kunne vi via Dorthe radio fortælle ham, at det var også vores opfattelse, at det var det bedste sted.

Tiden gik, og vi begyndte jo at blive kolde, mens vi stod stille. Jeg fik nu rig lejlighed til at huske, hvad jeg førhen havde haft med i rygsækken. Ting, jeg efterhånden var begyndt at lade blive tilbage, fordi de vejede eller fyldte lidt, og fordi det i efterhånden mange år havde været ubrugt i rygsækken. Den ekstra fleece jakke, de tykke ekstra varme luffer, og pandelampen. Dem kunne jeg alle sammen godt have brugt. Jeg huskede også alt for godt, at jeg så sent som op til turen weekenden før havde fortalt de nye, at batterier burde bæres på kroppen for at de ikke skulle blive flade. Min egen radio havde ligget i rygsækken på hele turen og var nu ikke brugbar til andet end til at modtage med. Det var bare ærgerligt nu.

Snefygningen kom og gik lidt. I lange perioder kunne vi ikke se tyve meter væk fra hytten. I de bedste perioder kunne vi se op til det niveau, hvor vi mente, at Elvar måtte være. Jeg har selv været deroppe i mørket en gang og ikke kunnet finde vej ned over en stejl kant. Det var ikke sjovt. Men selv når vi kunne se derop, kunne vi se, at snefygningen var tæt deroppe.

Pludselig tændtes et lys rundt om påbygningen til hytten. Vi troede at det var Elvar, der var kommet ned til os og gik ud for at tage imod ham. Men det var en lampe på hytten, som tændte. Det lod til, at den blev aktiveret af sneen, der blæste omkring os. Den var først blevet aktiveret nu, hvor det var ved at mørkne. Det viste sig endda, at der var to lamper, som lyste samme sted. Vi gik tilbage i læ og ventede.

Endelig kunne vi begynde at fornemme, at vinden aftog. Der kom ikke så mange voldsomme kast mere. Det var dejligt. Forhåbentlig var det ikke bare en midlertidig ting.

Nogen tid senere var der pludselig et lys langt ude. Det var Elvar, som var nået ned i vores niveau og var på vej imod hytten. Han var vel stadig 500 meter væk. Vi gik på skift ud til lamperne for at aktivere sensorerne, så Elvar havde noget at styre efter.

En gang, Dorthe var derude, kaldte hun på mig og udpegede noget i mørket. Vi blev enige om, at det var jollen, som var på vej ind mod os. Kort efter blev vi kaldt op med besked om, at Dorthe og mig skulle gå ned til jollen for at blive samlet op, når den kom ind. Det gav vi afslag på. Vi ville vente på Elvar og gå ned i samlet flok. Det var Dorthe og jeg helt enige om. Skulle vi tages om bord først for at lade Elvar vente på, at det kunne blive hans tur? Vi vidste ikke, hvordan han havde det efter at have været fanget i stormen oppe i højlandet. Han kunne være forfrossen eller direkte tilskadekommen. Vi fastholdt vores afslag, selvom vi blev bedt om at gå ned to eller tre gange.

Endelig kom Elvar hen til os. Han var gennemkold men var heldigvis ikke kommet til skade. Han havde siddet fanget i uvejret oppe i fjeldet uden at kunne finde en sikker vej ned i snefoget, der havde omgærdet ham. Elvar er uddannet i redning af nødstedte i fjeldet og været en del af det islandske redningskorps. Han har været på Antarktis, på Svalbard og nu otte år på Grønland. Han er ganske erfaren i at begå sig i fjeldet. Jeg huskede tydeligt dengang, jeg nogle år før var fanget i mørket samme sted, som han, og forsøgte at gå ned over en kant og nær havde slået mig selv ihjel. Han havde foretaget et godt valg ved at vente, til han kunne se noget.

Imens vi talte, var vi gået ned imod jollen. Vinden var nu tydeligt aftaget, og bølgerne havde lagt sig til en halv meters højde. Om bord på jollen var matrosen og Anders og Ellens søn. Da vi kom derned, satte matrosen jollen ind direkte på stranden, og i samme sekund, jollen satte sig på stranden, hylede han, at vi skulle skynde os om bord. Skynd jer! Det gjorde vi nu også, men jollen sad selvfølgelig fast på den flade strand. Nu satte vi tre os agterud, og sønnen hoppede i vandet for at skubbe på stævnen. Så kom den da heldigvis også flot.

Vi sejlede langsomt ud til Tulu og kom snart efter om bord. Vi fik fangsten hængt op og ski og snesko og alt andet grej sat ind i den opvarmede container. Så gik jeg ind for at få noget i skrutten og i øvrigt sidde ned. Vi havde gået og stået hele dagen afsluttende med at stå stille i et par timer ved hytten. Det giver trætte knæ. Elvar kom lidt senere og satte sig ved bordet. Da han havde spist, gik han direkte til køjs.

Senere fik jeg at vide, at på skibet havde man målt middelvinden til 23 sekundmeter, da den var på toppen. Det svarer til stormende kuling og er ikke langt fra storm. Da vinden ofte accelereres rundt om fjeldsider, har der formentlig været decideret storm, hvor Elvar sad.

Vi andre sad og småsnakkede hele aftenen. Henrik L. var ikke at se. Han havde gået en lang tur, hvad han ikke plejer. Det havde taget hårdt på hans næsten 60-årige fysik. Da han kom tilbage om bord, var det med feber, så han var gået lige til køjs. Det tog heldigvis ikke så længe at sejle over til Sulusuguutip Kangerdlua, som var målet for næste dags jagt. Her havde vi også været i den foregående weekend. Dengang havde vi været inde i bunden, mens vi denne gang lå ude ved knækket. Så kom vi til at gå i nyt terræn. Her havde vi ikke været siden turen for to år siden. Dengang havde jeg sat personlig rekord ved at fange 34 ryper og to harer på en dag.

Jeg smuttede til køjs ved ellevetiden godt træt efter en lang dag. Jeg havde stadig småfeber og var snottet, så jeg var ikke voldsomt oplagt.

Om natten vågnede jeg ved to-tiden, stod op og satte mig til at læse i en bog i messen, mens jeg drak saftevand. Ellen gik stadig og var ved at rydde op efter dagen og gøre klar til næste dag. Ved halv firetiden kravlede jeg igen til køjs og sov til halv syv. Så kunne jeg lige så godt stå op igen. I dag kom folk faktisk tidligere op end dagen før. Allerede halv otte var folket samlet og klar på nær Henrik L., som stadig lå i sin køje.

Dorthe og jeg var klar og blev sejlet i land med første båd. I alle de år, jeg har været på tur i fjorden, har jeg så vidt, jeg husker, været i land med første båd. John var dog klar før mig, noget han gjorde både mig og mange andre opmærksomme på.

Elvar blev sat i land lige ved opstigningen til overgangen over imod Qooqqut. Dorthe, Lars H. og jeg blev sat i land lidt længere mod højre, og John og Lars G. blev sejlet helt ud for enden af bugten. Hele fjeldskråningen består af en masse smeltevandskløfter, der har skåret sig ned i aflejringsmaterialet. Dorthe og jeg gik lige op igennem den kløft, vi stod ved, i landskabet, mens Lars gik lidt ud til højre.

Først gik vi oppe på højresiden af kløften og kiggede ned i den. Der var en del områder, hvor gruset lå blottet. Så lidt sne var der. Lidt oppe fik vi øje på et rypespor nede i buskene.

Vi kunne ikke se noget heroppefra, så vi gik nede i kløften for at gå i bunden. Vi var kun lige kommet derned, da vi så rypen lige i nærheden. Den skød jeg nemt og fik så øje på endnu en tyve meter længere fremme. Jeg lagde an på en skistav og skød en forbier. Rypen rejste sig og gik lidt ind i buskene, så jeg måtte længere frem. Endnu en forbier og rypen virkede nærmest lidt irriteret over denne ståhej. Endelig fik jeg den med tredje skud og kunne samle den op.

Herefter forsatte vi opefter nede i kløften. Det havde den fordel at gå her, at der var helt vindstille. Efterhånden kom solen frem og skinnede på højresiden, som også var den side, hvor buskene voksede. Det gjorde det nemmere at se sporene efter ryperne samtidig med, at alting bare blev kønnere at se på.

Et stykke oppe var der pludselig en rype ovre på venstresiden. Jeg fik lagt an og skød. Rypen fløj et kort stykke op, og landede igen. Den så ikke såret ud, men jeg var alligevel usikker. Når de flyver, flyver de som regel noget længere. Da den landede sank den lige som lidt ned som om, den lagde sig i sneen, men det var svært at se. Vi gik nærmere, og nu kunne jeg se en rype, som måtte være en anden, da den gik tre meter fra, hvor den første var landet. Jeg fandt et godt sted at lægge an og startede med at betragte området. Nu så jeg tre ryper i alt. Jeg lagde mig ned med riflen i anlæg over rygsækken. Første skud tog en rype. Andet skud tog en rype. Tredje skud var muligvis en forbier eller rypen blev lettere såret. Den gik i al fald lidt væk og klemte sig op ad en skygge i en lille snefane. Et skud mere, og så var den død. Jeg rejste mig op og fyldte magasinet igen. Dorthe kom op imod mig med en rype i hånden. Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at den første rype var fløjet lige forbi mig og faldet død om ved hende. Men nu opdagede jeg en fjerde rype, som pludselig rejste sig, hvor de to første havde siddet. Den fik jeg også med et skud. Så havde vi seks ryper på rygsækken og kunne fortsætte videre op.

Lige som vi skulle til at gå, kaldte Dorthe. Hun havde set en flok rensdyr, der gik på tværs højt oppe over os. I kikkerten kunne vi tælle 25 rensdyr, som i en linje gik målrettet fra højre mod venstre. Vi blev enige om, at de måtte have fået øje på nogle af de andre længere ude og derfor have skyndt sig væk.

Vi fortsatte videre op op op, mens skråningen langsomt blev stejlere og stejlere. Langt nede kunne vi se jollen komme ind med endnu en person, som blev sat i land lige til venstre for, hvor vi var blevet sat i land. Vi tænkte, at det nok var Aslak, som med sine 70 år ikke var så rask til bens som han havde været, og derfor ikke tog ud en hel dag ad gangen.

Endelig kom vi helt op til rensdyrsporene uden at have set noget. Vi gik lidt længere op og trak så op fra kløften og ud til højre. Vi var efterhånden kommet et godt stykke op ad fjeldsiden. Langt nede kunne vi se, at Lars H. slet ikke var gået så langt op som os, men for længst var begyndt at gå mod højre.

Der var en herlig udsigt heroppefra. Hvid sne, blå himmel og masser af solskin. Så er der noget ved det. Vi begyndte at gå mod højre, mens vi først holdt højden. Lidt længere henne hvor der var en ny kløft, der havde buskads i sig, begyndte vi at følge denne nedefter.

Vi var ikke gået så langt ned, før der pludselig fløj en rype op ti meter væk. Den landede på en spids knold et stykke væk. Jeg gik over og lagde an, men lige da jeg var klar, gik rypen lidt væk, så jeg ikke kunne skyde. Op igen og derover. Til sidst tog jeg skiene af og gik helt derhen med riflen klar. Men fuglen var væk. Den måtte være fløjet, uden at jeg havde set eller hørt det. Videre.

Et stykke nede var der buskads i et bredt område, hvor kløften over en strækning var fraværende. Vi krydsede lidt frem og tilbage. Her fik jeg øje på en rype 150 meter væk. Den sad på en sten i et buskads. Vi skyndte os nærmere. Til sidst tog jeg skiene af og lagde an hen over rygsækken. Men fuglen gik om på bagsiden af stenen. Skiene på igen. Vi ville gå ovenfor buskadset og over på den anden side for at få et skud på rypen. Men da vi kom op nær toppen af buskadset, kunne vi se, at ryperne også gik opefter på den anden side. Pludselig fløj de. Der så ud til at være seks, der fløj deres vej. Det var der ikke så meget at gøre ved. Vi besluttede at gå efter dem. Men lige da vi var oven for buskadset, så jeg en rype bevæge sig inden i buskene. Vi fortsatte rundt, til jeg kunne få et godt sted at skyde fra. Så skød jeg rypen lige forfra. Der var ikke så meget at se på, da den lå ned bag en lille snekam. Men skudt var den. Hovedet og halsen var rykket af og sad kun fast i kroppen ved noget af skindet.

Videre gik det. Vi gik lidt i retning efter de seks, der var fløjet, men bestemte os så til at krydse frem og tilbage, mens vi gik nedefter. Vi havde kun krydset to gange, før Dorthe fik øje på tre ryper, der gik halvanden hundrede meter væk på en lille forhøjning.

Af sted gik det. Jeg besluttede mig for at gå forbi ryperne neden for dem for at gå op mod forhøjningen på den fjerne side. Her håbede jeg at have udsyn til dem alle tre.

Da jeg kom derop, så jeg den ene lige oven for mig og lidt ude til højre. Ovenfor og til venstre sad der to i et buskads og en gik lidt længere væk. Mens jeg så den an, kom der endnu en op fra en gryde nær mig og løb op til den længst væk. Jeg besluttede mig for at tage dem fra højre mod venstre. Fire skud. Fire døde ryper. Den femte fløj. Jeg genladede og brugte nu kikkerten. Her kunne jeg se tre mere sidde i et buskads længere til venstre. For at få skudfelt til dem gik jeg op mod rype to og tre i buskadset. Her satte jeg rygsækken fra mig. Nu kaldte endnu en rype, som sad på en lille forhøjning ret tæt på, hvor jeg havde skudt fra lige før. Dorthe var kommet op imod mig, så denne rype skød jeg og så den gå omkuld på stedet. Endnu en, der havde siddet skjult, fløj sin vej. Af de tre kunne jeg nu kun se den ene, som jeg skød. Jeg genladede og lod rygsækken stå, mens jeg fortsatte i det, der nu var en cirkelrute imod uret. Først hentede jeg dog den rype, der havde siddet yderst til højre. Nu gik jeg rundt i cirklen. Lige oppe ad bakke set fra de tre ryper, sad der i et buskads endnu fem ryper. Men pludselig fik jeg øje på to ryper på en sten ret ude til højre. Jeg lagde an på en sten og tog handsken af for at kunne tage lynhurtigt ladegreb. Men da jeg skød den ene, fløj den anden med det samme. Jeg samlede den døde op og gik over, så jeg kunne få skud efter de fem. Jeg tog den ene længst til venstre, som så mest nervøs ud. De øvrige fire stod i kanten af et buskads. Den nervøse døde på stedet, men de øvrige fire fløj. Det gjorde også et par ryper mere et eller andet sted fra. Jeg efterfyldte magasinet fra det 7-skuds reservemagasin, jeg har i lommen, samlede den døde op og gik nu med en død rype i hver hånd sammen med skistaven. Den ene af de tre, som jeg havde skudt, fik jeg også samlet op. Dorthe fik samlet den sidste ind. Nu havde vi otte ryper til de første syv. Femten ryper i et dårligt rypeår er slet ikke så ringe.

Mens vi havde stået her, var John kommet gående lidt oppe over os. Han skævede ned mod os og må have hørt alt mit skyderi. Selv med lyddæmper kan det høres. Dorthe fortalte, at hun havde set de ryper, der fløj, lande ude ved kanten af den næste kløft tilbage i retning mod skibet. Jeg konkluderede, at på ski kunne vi komme markant hurtigere frem end John, der havde snesko på, så jeg fik ryperne trukket på snoren, gjort mig klar og så var vi af sted.

Selvom John var et stykke foran os, kom vi ud til kløften samtidig. Lige over for mig så jeg to ryper gå på den modsatte skråning i kløften lige under toppen. Jeg smed rygsækken, lagde an og skød dem med to skud. En tredje fløj fra min højreside mod venstre nede i kløften i retning af fjorden. Den landede kort ude til venstre. Jeg flyttede sigtet, men lige da jeg var ved at finde den, fløj den videre ned. Jeg så tilbage mod de to for at se, hvor de lå, inden jeg skulle over for at hente dem. Nu så jeg en fjerde rype stå lige ved siden af de to døde. Jeg tog ladegreb, flyttede sigtet, og lige da jeg skulle til at trykke af, fløj den efter den anden, der også var fløjet sin vej. Patronen ud af kammeret og genlade magasinet. Så på med rygsækken og over på den anden side for at hente de to døde ryper. Med sytten ryper på slæb begyndte tasken at blive noget tungere.

Herfra begyndte min entusiasme at dæmpe sig. Jeg havde stadig lidt feber og var ved at være træt. Jeg havde heller ikke hverken spist eller drukket siden morgenmaden. Nu var klokken omkring tre.

Vi søgte ned mod bunden af kløften ude at se ret meget. Det viste sig at være den samme kløft, som vi var gået op igennem om morgenen. Men derfor kunne der jo sagens være kommet nye ryper til i dagens løb. Vi så dog kun Lars H., der gik på stranden med skiene på nakken. Nede ved bunden af kløften drejede vi af mod skibet. Kort efter kom jollen sejlende ind for at samle Lars op. Vi skyndte os ned til stranden for at komme med ud.

Lars havde skudt fire ryper. Dvs. han havde kun skudt de tre. Den fjerde havde ligget død ved side af en, han havde skudt. Det viste sig at være en, John havde anskudt, og som Lars tilfældigvis var faldet over, efter den var død.

Om bord sad jeg og hang. Stadig med feber. Stadig med snot og tungt hoved. Elvar kom ned som den sidste, og så kunne vi begynde at sejle hjem. Hjemturen gik stille og roligt. Vi sad flere og småsnakkede eller hang. Men det var der heller ikke noget at sige til. Bortset fra et par af de nye var jeg blandt de yngste i selskabet.

Vi fik gjort fangsten på turen op til samlet 36 ryper og 3 harer. Heraf havde jeg taget de 20 ryper og 2 harer. Alt i alt kunne jeg godt være tilfreds med egen og Dorthes indsats.

I Nuuk blæste og føg det noget. Vi fik losset alt vores gods og sagt farvel til hverandre. Som den sidste kom Dorthes og min taxa.  Hjemme fik vi alt godset hevet ind og klappet døren i bag os. Dyrene røg på en krog i skuret, og så kunne alt det andet vente til næste dag.