Årets store vandretur ved Ivisaartoq 25. juni - 7. juli 2022

Efter et halvt års planlægning skulle vi endelig af sted på den planlagte vandretur inde i bunden af Godthåbsfjorden. Området ligger så langt inde, at der ikke var nogen garanti for at vi overhovedet kunne sejles derind på dagen.

Vi skulle oprindeligt have været af sted lørdag d. 18. juni. Men da vinterisen stadig ikke for forsvundet inde fra bassinet mellem Majuala og Anavik, fik vi aftalt med Nuuk Water Taxi, at turen blev udskudt en uge til lørdag d. 25. juni. Det passede os nu også udmærket, for vi kunne se på satellitbilleder derindefra, at der stadig var rigtig meget sne oppe i højlandet En uge ekstra ville give naturen en chance for at smelte lidt mere sne, før vi kom den vej forbi.

Om lørdagen havde vi pakket vores rygsække med alt det, vi skulle have med dels på selve vandreturen, som var berammet til 9 dage, og dels til et 4 dages ophold ved Majuala efter vandreturen. Taxa ned til Tidevandstrappen og så af sted. Klokken var 14.20. Tidspunktet var valgt for at vi kunne ankomme derinde med højvandet.

Turen gik ind forbi Qoornoq i fint vejr og helt roligt vand. Først da vi kom ud i krydset i fjordsystemet efter Qoornoq, mødte vi den første is. Der kom hurtigt mere af den. Bådføreren lød pessimistisk mht. udsigterne for at komme helt ind til Majuala. Men faktisk behøvede han kun at sænke farten en enkelt gang og det kun i 10 sekunder. Derudover holdt vi 25 knob hele vejen ind igennem fjorden forbi Fuglefjeldet, Ilulialik og Aninnganeq, før vi drejede ind i bassinet mellem Anavik og Majuala bag ved Aninnganeq og ind mod det planlagte sted. Da vi 2½ time efter afgang fra Nuuk passerede ind imellem de to landtanger, der omkranser bugten, vi skulle ind i, bekendtgjorde bådføreren med højtidelig røst: Majuala. Hverken han selv eller matrosen havde tidligere været herinde. I det hele taget mener jeg slet ikke, at Water Taxi, der trods alt har (vistnok) 8 både i sving, tidligere har sejlet helt derind. Både han selv og matrosen var meget betagede af det landskab, vi så ind imod.

Og flot så det da også ud. Der var strand til højre og klipper og fjeld til venstre ved kystlinjen. Inde bagved hævede landskabet sig i terrasser et stykke op med frodig grøn bevoksning. Inde bagved hævede fjeldene sig med en del sne på. I selve bugten lå der en hel del is i form af skosser og mindre fjelde. De større isfjelde lå ude i bassinet udenfor.

Skipper insisterede på at sejle os ret langt ind mod venstre til trods for, at det var her, den største koncentration af isfjelde lå. Han prøvede først at landsætte os et sted, men her var der alligevel for grundt vand, til at vi kunne hoppe fra borde uden at starte turen med at få våde støvler. Så møvede han båden rundt mellem isfjeldene, til vi kom ind et andet sted kun hundrede meter længere til højre. Her kunne vi springe direkte ind på land. Vi havde hver vores rygsæk samt en paktaske. Vi havde os selv og grejet i land på 30 sekunder. Matrosen sprang om bord igen, og med en hilsen frem og tilbage hen over vandet forsvandt de igen. Så var vi alene og turen var for alvor begyndt.

Som det første bemærkede vi, at der ikke var et eneste insekt at øjne. Det var næsten for godt til at være sandt. Landskabet så ud til at være nemt at gå i.

Vi skulle først lave et depot af vores paktasker. Heri lå dels et større telt med en stor apsis, mad til de sidste 4 dage samt ekstra 4 dage, hvis ikke vi kunne blive hentet på det planlagte tidspunkt, ekstra gas, ekstra tøj, hvis noget skulle være gået i stykker under turen, diverse guf samt en dunk rødvin. Vi gik et par hundrede meter mod venstre, til vi fandt et egnet sted at lave depotet. Det skulle gerne ligge uforstyrret på et sted med sten nok til at lave en kasse omkring taskerne. Da vi havde fundet et egnet sted, hentede vi paktaskerne og bar både dem og vores rygsække derover. Alt inden i paktaskerne var pakket i plastikposer, som igen var lagt ind i sorte affaldssække. Nu pakkede vi taskerne ind i en presenning halvt inde under en stor stenblok. Så mente vi, der var en rimelig chance for, at det ville være tørt, når vi kom retur. Til sidst byggede vi sten op omkring depotet, så ræven ikke kunne komme til det.

Nu kunne vi gå op til vores rygsække og begynde turen ind i landet. Klokken var nu omkring seks. Vi havde allerede under overbæringen af depottaskerne bemærket, at der trods alt var insekter i området. Og vi var ikke kommet ret langt op, før de blev noget mere talrige. Flest myg men også knots. Heldigvis var der ikke så mange, at vi havde nødigt at tage myggenet på.

Her hvor vi først kom op, var der noget sumpet, så insekternes tilstedeværelse var jo ikke så underlig. Vi kom forbi en lille sø med beplantning i kanterne. Her lå der et par små odinshaner. De prøvede at fange vores opmærksomhed ved at flyve omkring os og skræppe op, så de havde nok en rede heromkring.

Herefter begyndte det at gå opad, og insekterne blev meget færre. Der var en hel del lave fjeldkamme, der gik på tværs af vores rute, så det gik lidt op og ned, men selvfølgelig mest op. Længere oppe så vi en hare, der tydeligvis holdt meget god afstand til os til trods for at vi aldrig kom den nærmere end 250 meter.

Endnu længere oppe kom vi til en elv. Her fik vi først noget at drikke, før vi skiftede fodtøj for at vade over elven. Jeg bruger sandaler til det, mens Dorthe har et par lette sko. Vandet var heldigvis ret lunt, og vi nød at kunne sidde på et varmt stykke fjeld på den anden side, mens vores fødder tørrede. Der havde været vindstille, siden vi kom, og det var der fortsat. Det var en lun og dejlig aften.

Endelig kom vi op til det sted, vi havde udset til at være første lejrplads. Vi brugte noget tid på at afsøge området, før vi fandt et egnet sted at slå teltet op bag en lille fjeldkam. Det var i 170 meters højde, og klokken var kun lidt efter 19. Jeg gik ned til en sø et par hundrede meter væk for at hente vand. Aftensmaden blev spist på kammen bag teltet med udsigt ud over landskabet. Vi kunne lige akkurat se toppen af en kam, vi næste dag skulle op ad for at komme over i den næste dal.

Herefter kunne vi øve os på at kravle ind i vores nye telt. Det blev købt til sidste års tur, men den blev jo aflyst, da der var så absurd mange knots ovre på nordlandet. I løbet af turen i år fik vi indøvet en rutine med, hvordan vi skulle bruge teltet. Teltet har ingen stænger, men bliver holdt oppe af to vandrestave, som det så forudsættes, at man har med. Teltet er ens set fra begge sider. Det gav os hver vores indgang og hver vores apsis. Apsissen er ret lille. Der er lige plads til at rygsækken kan stå der. For en sikkerheds skyld fik de regnslag på, inden vi gik til ro. Støvlerne blev stille lige uden for det indre myggenet og snørebåndene knyttede rundt om vandrestaven. Regnbukser kan bindes fast til en strop på vandrestavens håndtag, vadeskoene ligeledes gjort fast til vandrestaven, skaljakken blev lagt oven på rygsækken og dens ærmer blev knyttet rundt om vandrestaven. Så ville ræven ikke kunne tage noget, og intet ville uden videre blæse væk, uden at man opdagede det.

Inde i teltet havde vi så ret luksuriøse forhold. Vi var to personer i et tremandstelt, hvad der var et klart fremskridt i forhold til tidligere år, hvor vi havde været tre mand i et andet tremandstelt.

Næste morgen regnede det. Det havde dog den fordel, at vi ikke så noget til insekterne. Efter morgenmaden pakkede vi og fortsatte turen. Først hen langs en ny sø på venstre hånd. Et sted kom der en elv ned til søen. Det var samme vandsystem, som vi havde krydset dagen før bare længere nede. Vi havde regnet med også at skulle vade elven her. Men til vores glæde videde den sig nede ved søen ud til et stort delta, hvor hovedparten af vandet løb nede mellem stenene. Så slap vi for at tage støvler og bukser af i regnvejret. I stedet kunne vi nemt krydse elven med støvler på og fortsætte.

For enden af søen begyndte vi at dreje lidt til venstre. Vi var først lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle gå længere ind i dalen og så dreje skarpt til venstre og følge dalbunden opefter. I stedet valgte vi at holde lidt til venstre lige efter søen og gå op på det, der var kammen på venstre side af dalbunden i stedet. Heroppe havde vi en god udsigt ud til alle sider. Vi var allerede begyndt at se os om efter fortidsfund, men der var dog ikke noget at øjne.

Pludselig kom turens to første rensdyr til syne. Det var to yngre dyr, som stod i den retning, vi skulle gå. Efter først at have holdt forsigtig afstand til os, gik de lidt højere op på vores venstre side og gik nysgerrigt frem og tilbage og betragtede os en tid, før de forsvandt igen.

Nu kom vi op til den kam, vi skulle op ad for at nå over i dal nummer to. Endnu en elv kunne krydses uden de store armbevægelser, og så begyndte det at gå opad. Det tog sin tid at komme op ad denne kam, der havde flere lokale toppe. Den første top kom vi skævt ind på og måtte til sidst helt op over toppen og ned på den anden side, før vi kunne begynde at gå op ad den næste stigning. Denne var med et stort stykke bart fjeld, vi antog kunne være meget glat i regnen. Heldigvis var der også bevoksede partier, og på afstand havde vi udset os en rute ad et af de bevoksede partier, som ville føre os op over stykket med bart fjeld og videre til den næste stigning.

Denne var meget stenet. Et sted mødte vi en hare, som værdigt gik sin vej for ikke at være alt for tæt på os. Længere oppe kom der en tydelig rensdyrveksel, som vi fulgte rundt om en knold og op gennem en kløft. Pludselig mødte vi haren igen. Den var til at kende på sin sjove mørke hårtot på hovedet. Den nøjedes igen med blot at gå sin vej. Helt uden den panik, der nogle gange er over dem.

Jeg mente, at vi nu gik på et sted, hvor moderne rensdyrjægere ikke kommer. Det var ikke en ryg, hvor man kunne gå på jagt, og vi så heller ingen knogler eller gevirer på jorden. Den tanke er ret oplivende. Det er enormt spændende at gå, hvor andre mennesker ikke kommer.

Næsten oppe skulle vi hen over en meget skrå snefane for at komme over i en kløft. Jeg gik forrest og vurderede landskabet under mig. Heldigvis mente jeg ikke, man ville kunne ryge ud over en kant, hvis sneen skulle skride. Ellers ville være blevet tvunget til en lille omvej. I stedet fulgte vi kløften lidt mod venstre, til vi blev tvunget op på toppen.

Heroppe i 725 meters højde kunne vi endelig begynde at se ind i dal to. Vi kunne ikke se ned i dalen, for der var et stykke ud til, hvor det gik nedefter. Men vi kunne se de modsatte sider af dalen. Dem mod øst og syd, som alle lå med nordvendte skråninger og dermed i skygge for solen. Der var godt nok meget sne på dem stadigvæk. Her, hvor vi gik, var der også meget sne. De steder, hvor jorden var fri for sne, bestod den hovedsageligt af sten. Det regnede stadigvæk lidt, og efter vi kom op på toppen, kom vi op i blæsten, vi hidtil havde været skærmet mod af fjeldet. Vinden kom fra nordøst inde fra indlandsisen.

Noget af det allerfedeste var, at efter vi havde forladt den første dal, hvor vi var blevet sat i land, så vi ikke et eneste insekt i mange dage. Det betød, at vi bare kunne vade omkring uden myggenet og virkelig nyde naturen. Det var kraftigt medvirkende til, at turen blev så god, som den blev.

Vi fortsatte mod nordøst neden for en lang og stejl fjeldside på vores venstre hånd. Først gik det lidt op og ned, men efterhånden gik det langsomt mere ned. Mens vi gik nedenfor et stort stenmorads, som isen havde skubbet op under istiden, kom et rypepar til syne. De fløj lidt omkring og advarede omverdenen mod os. Vi syntes ikke, det så ud til, at de havde en rede, for hunnen var fløjet ret hurtigt, mens vi endnu var relativt langt fra hende.

Fra ryperne arbejdede vi os ned mod et sted med læ oven for en lille sø. Her spiste vi frokost. Det var nu også på tide, for klokken var over to. Men vi havde ikke kunnet finde et egnet sted tidligere. Vi sad med ryggen op ad en klippekant, der skærmede os fra vinden. Regnen var også ophørt helt, så alt i alt var der helt rart at være, selvom det var overskyet, og jorden var våd.

Efter frokost fortsatte vi og kom efterhånden så langt frem, at vi kunne se ned i selve dalen. Den så grøn ud i bunden. Pludselig dukkede et flot syn frem. Ovre på den nordøstlige side af dalen var der et stort vandfald, der fossede ud over en kant og omtrent hundrede højdemeter ned. Det var flot, og vi sad betagede og gloede på det.  Det lå lige ovre på den anden side af, hvor vi havde planlagt at slå lejr, og med landskabets udformning ville vi have udsyn til det resten af dagen.

Nu begyndte vi at gå mere nedad. Vi kunne se en lille bitte dalskål, hvor der gik to unge rensdyr. De så os godt, men ville meget nødig forlade stedet. Da vi kom helt derned, så vi hvorfor. Der var begyndt at vokse nyt, saftigt grønt græs op, som de gik og smovsede i.

Herfra gik vi op på en vold, gletsjeren i sin tid havde skubbet op på tværs af vores kurs. Den besluttede vi at følge ud til venstre. Det ville føre os bagom toppen på den fjeldkam, vi havde gået langs, siden vi kom op over toppen. Efter en times tid kom vi ud til en kant, hvor man stod med fri udsyn til en anden gletsjer, der strømmer ud ad en anden dal. Derovre er der et vandfald, der strømmer ud over en kant og falder langt ned, hvor det skærer sig ned i gletsjeren og forsvinder. Afstanden var 7,8 km, men i kikkerten kunne man alligevel godt fornemme, hvor imponerende det var.

Nu var vi enige om, at vi var ved at være trætte, og vi satte derfor kursen nedefter for at finde vores lejrplads. Halvanden kilometer længere fremme løb der en elv fra en stor sø på tværs af vores kurs. Den elv skulle krydses. I modsat fald skulle bruge et par timer på at gå op til søen, rundt om den og ned langs den anden elvbred. Vi afsøgte elven over en strækning på en kilometer, for at finde det bedst egnede sted at krydse den. Undervejs fik tre rensdyr på den anden side af elven øje på os. De krydsede elven og løb nogle gange frem og tilbage foran os, mens de prøvede at finde ud af, hvad og hvem vi var.

Vi tog støvler og bukser af og tog vadeskoene på. Dorthe gik først og prøvede sig lidt frem for at finde den mest egnede rute. Hun gik langsomt og prøvede metodisk, om bunden var god, før hun tog det næste skridt. Jeg ventede, til hun var halvvejs ovre, før jeg gik ud og fulgte efter hende. Der var ca. halvtreds meter over ad den rute, vi fulgte. Vandet var meget koldt. Det føltes som om, der blev stukket knive ind i hver knogle i fødderne. En tredjedel ovre var der en slags kløft i elvbunden. Her fik man vandet op til lidt under knæene. Ellers gik det kun til under midten af skinnebenene. Jeg var kun kommet over kløften med det dybere vand, før jeg havde så ondt i fødderne, at jeg havde mest lyst til at vende om. Det var jo ikke en mulighed, så i stedet satte jeg virkelig farten op og mosede gennem vandet. Jeg var kun to meter bag Dorthe, da hun kravlede op på den fjerne bred. Jeg tror, hun har en fordel i at hun har sko på. Så strømmer det helt kolde vand ikke uhæmmet hen over fødderne. Til gengæld er de så længere om at tørre. Mine sandaler er valgt, så jeg har muligheden for at tage tykke sokker på, hvad der jo også isolerer. Jeg plejer så at bruge nogle sokker, jeg har haft på, og som er lagt til side. Men da vi kun lige var startet, havde jeg ingen brugte sokker liggende.

Vi brugte regnbukserne til at tørre os med, før vi fik bukser, strømper og støvler på igen. Så var det på med rygsækkene og videre frem.

Et kvarter længere fremme så vi den helt rigtige lejrplads. Det var en ret plan terrasse i 350 meters højde ud til den elv, som det flotte vandfald flød ad efter faldet. Trukket ind var man godt skærmet mod lyden fra faldet, som var kun hundrede meter fra lejren. Samtidig lå man rigtig godt i læ for storme. På de to sider var der høje bakker og på den tredje et lille fjeld. Den fjerde side var ikke en retning, vi ville forvente specielt megen vind fra. Vi slog lejr og hentede vand i den elv, vi havde krydset. Elven ud for lejren var med vand fra indlandsisen, så der var meget stenmel i.

Da vi gik ned på terrassen, jog en flok på seks rensdyr væk. De havde ellers gået og græsset her. Vi satte os ind i et lille hak i bakken bag teltet og kogte vand til vores frysetørrede mad. Oppe på fjeldtoppen på den fjerne side af elven fra indlandsisen kunne vi høre en ræv skælde ud. Den havde nok fået øje på os. Pludselig opdagede vi, at et af rensdyrene gik kun 15 meter fra os og græssede. Det havde ikke set os, og vi så kun den ved et tilfælde. Da vi forsøgte at tage billeder af den, stak den af op ad bakke. Heroppe så vi, da vi drejede hovederne, at kun 35 meter over os gik de øvrige fem rensdyr og græssede. Vi sad så og så hverandre lidt an. Men dyrene følte åbenbart, at de havde så meget overhøjde, at de godt turde være i nærheden af os.

Mandag morgen spiste vi først morgenmad, før vi skulle have nogle flere billeder og filmklip af vandfaldet rundt om hjørnet. Vi kunne gå over til en lille afsats, hvor vi kunne stille kameraerne op på en sten, så de kunne stå stabilt og filme vandfaldet.

Det var endnu mere imponerende her, hvor vi stod tæt på det. I august, hvor der normalt vil være mest vand her, da vandet er smeltevand fra indlandsisen, må der være virkelig flot.

På med rygsækkene og så var det i gang. Først gik det stejlt op ad bakken bag teltet, før det i højde med vandfaldets top fladede ud og vi kom op til en dalbund langs med en stejl fjeldkam på venstre hånd. Denne kam skulle vi følge ind i bunden af dalen og op ad bakken helt til vandskellet længere oppe. Inde i dalen kunne vi se flere flokke af rensdyr gå omkring. Vi kunne kun se bukke i forskellige aldre. Semler og kalve var ikke at se. Rensdyrene havde vidt forskellige reaktionsmønstre alt afhængigt af, om de havde set mennesker før, eller ej. De, der havde, stak af ved synet af os. De øvrige var urolige og kunne løbe lidt væk, før de kom tilbage for at se os an, eller de kom nærmere med det samme. Vejret var dejligt. Nærmest helt vindstille, ingen nedbør og lyse skyer over os.

Fjeldkammen, som vi gik nedenfor, var stejl og måske bare hundrede meter høj. Neden for den lå store nedfaldsblokke hulter til bulter. Vi gik langs med yderkanten af nedfaldsområdet, som var en smule hævet – måske bare en halv meter - over den absolutte dalbund, der var noget sumpet. Et sted kunne vi se og høre en falk skælde ud over os, mens den fløj frem og tilbage oppe på fjeldvæggen.

Uden varsel kom vi til en hule. Den var dannet af meget store nedfaldne blokke, som havde lagt sig til rette oven på hinanden. Blokkene måtte have været efterladt sådan, da isen trak sig tilbage ved istidens afslutning. Ude foran selve hulen havde nogen opbygget en lille terrasse op i niveau med hulens gulv. Terrassen var fire meter i bredden og halvanden meter i dybden. Højden var ca. 40 cm. Jeg tænker, at det har været for at have tør jord at sidde på og måske lave bål på.

Selve hulen var helt plan, 8 meter lang, op til 2½ meter høj og op til 4 meter bred. Vi afsøgte den ret grundigt og noterede os, hvad vi fandt. Vi fandt ikke noget, der kunne sige os, hvem der havde rettet den til, eller hvor langt tilbage i tid, den har været benyttet. Men vi fandt dog masser af graffiti i form af indridsede figurer og navne og med årstal fra 1953 til 1985. Det kunne være enten fødeår eller besøgstidspunkt. Langt de fleste datoer var i månederne 8 og 9. En enkelt i måned 11. Så jeg tænker, at de har været fra besøgstidspunktet. I selve hulen fandt vi udover en masse knoglestykker også en del skrald.

Der er alligevel en hel dagsmach i godt tempo ud til fjorden derfra. I vore dage tænker jeg, at folk ikke er så hårdføre, når det kommer til at bære så store laster så langt. Så af den årsag har man ikke benyttet hulen siden midten af 1980’erne, og måske er den i dag gået helt i glemmebogen. De, der i sin tid har brugt den, må i dag være mindst 60 år gamle.

Men hvornår begyndte man at bruge hulen, og hvem har bygget terrassen? Jeg tænker, at grønlændere i 1900-tallet har hørt om hulen fra de gamle, som så også har benyttet den. Jeg fik af en arkæolog at vide, at thulekulturen først rejste ind i fjordene i løbet af 1600-tallet. Det indsnævrer deres første brug af hulen til et vist spænd. Men var thulekulturen de første? Nordboerne havde en gård i den første dal tæt ved det sted, vi var blevet sat i land. De boede i området i 350 år og kunne sagtens også have brugt hulen.  Det nu uddøde Saqqaq folk, der boede på Grønland i perioden 2400 - 900 før vor tidsregning, har meget vel også brugt hulen.

Mindre end 50 meter fra hulen fandt Dorthe noget, der lignede et overnatningssted (jagtseng) under en stor blok, der rakte langt ud til den ene side. Her kunne to og måske tre mand lige kravle ind under og ligge tæt sammen. Man kunne slet ikke sidde op, så måske har de benyttet dette sted, når de har været for mange til at de alle har kunnet sove inde i hulen.

Vi fortsatte vores tur ind i dalen og op ad den fjerne side. Et sted skræmte vi to harer op. De spurtede i den modsatte retning og forsvandt rundt om en fjeldknold. Lidt senere mødte vi to unge rensdyr, hvoraf det ene var meget nysgerrigt. Det kom nærmere og nærmere og kunne slet ikke fatte, hvad det var, det så. Til sidst smuttede det dog, og vi fortsatte vores knokleri op ad bakke.

Endelig, 230 meter over hulens niveau kom vi op til en sø, der lå i vandskellet i 660 meters højde. Vi smuttede venstre om søen og kun ud til den fjerne side. Her var der et umådeligt flot syn. 500 meter fremme og 70 meter under os lå der en stor sø med vand fra indlandsisen. Det er den sø, der giver vand til vandfaldet ved lejr 2. Søen havde stadig vinter is liggende på sig. På den fjerne side af søen lå der et landområde, og bag dette igen i en afstand af 4½ km fra os lå indlandsisen. Landskabet var meget barsk: mange sten på nordvendte skråninger, i det hele taget lav vegetation, sumpet terræn, da jorden tydeligvis stadig var frossen lige under overfladen, koldt, lidt vind og overskyet.

Vi nåede lige at sige hej til endnu et rypepar, der gik omkring. Også disse var tydeligvis uden en rede. Vi begyndte at tale om, at forårets afsmeltning havde trukket så meget i langdrag i år, at ryperne måske helt ville springe denne sæson over, da de pr. instinkt måske ved, at sæsonen er for kort til at opfostre et kuld.

Herefter trak vi langsomt til højre og begyndte at gå langs med søen, som vi havde på venstre hånd, idet vi forsøgte at holde overhøjden over den. Vi mente, at alt smeltevandet på skråningen nok ville samle sig i bunden, hvor terrænet flader ud, så for at undgå våde støvler, holdt vi os heroppe. Her var i øvrigt så rigeligt vådt, at læderet på støvlerne blev vådt. Heldigvis holdt støvlernes indre dog tørt på hele turen.

Vi fandt en plet med læ og satte os for at spise frokost. Ude af vinden føltes det en del varmere. Ingen tvivl om, at vinden, der kom inde fra isen, havde sin egen påvirkning af forholdene. Det var også tydeligt, at vinden meget ofte kom fra det samme hjørne. På stenenes nordøstlige side voksede der intet lav. Det virkede som om, vinden var for strid og kold for lav, som kun voksede på læsiderne.

Længere fremme kom til en landtange, der deler den sø, vi havde gået langs med, med en anden sø, der også fik vand fra indlandsisen. Her havde vi på Google Earth hjemmefra kunnet se flere rensdyrveksler. Det er et lidt smalt sted, som dyrene har krydset. Vi tænkte, at der måske kunne være et skydeskjul at finde derude fra fortidens mennesker. Nu regnede det igen, og blæsten var kold, så vi ville ikke bruge lang tid på det. Der var nu ikke noget at se derude. Vi kunne kun gå et stykke ud til en elv, der løber fra den ene sø til den anden. Her måtte vi vende om uden at have fundet noget. Dette sted var i øvrigt det nordligste, vi kom på hele turen.

Vi gik indefter igen for at gå langs med den nye sø. Vi havde kun gået et halvt hundrede meter, og et sted var jeg lige kommet et par meter højere op på siden af en lav fjeldryg og drejede hovedet til venstre for at se hen over fjeldryggen og ud over den nye sø. Her kunne jeg se et hus af sten ligge kun 15 meter fra mig. Jeg blev helt varm over det hele ved synet. Hurtigt kaldte jeg på Dorthe. Hun troede først, jeg havde set nogle dyr. Der gik lige et par sekunder, inden hun havde fanget, hvad vi stod ved.

Så buldrede vi op for at se nærmere på det. Det var et hus bygget af ret flade sten, som har været nemme at stable. Det har haft en ydre rids på ca. 5x3 meter bygget i en let oval. Taget var faldet ind sammen med det øverste af væggene. Inden for 20 meter fra huset lå der endnu et stenhus, der blot var faldet helt sammen. Derudover havde begge stenhuse noget, der lignede annekser påbygget. Men et par af dem kunne også have været jagtsenge. I den ene var der faktisk noget, der lignede et ildsted, som de er beskrevet i noget af museets materiale. Derudover var der tre caches.

Det var edderhyleme spændende. Vi gik i gang med at registrere det hele til museet. Jeg lynede jakken op for at finde min telefon frem, som jeg tager notater på. Derfor stod jeg med ryggen til vinden og regnen. Dorthes job var at tage billeder af det hele. Mest af alt bemærkede jeg, hvor hårdføre, de folk har været, som har bygget og benyttet husene. Stedet lå i ca. 615 meters højde med fri bane for vinden inde fra indlandsisen. Der var skæppekoldt, og husene lå på en top – velsagtens for at holde gulvet tørt.

Igen masede spørgsmålene sig på. Hvem har bygget dem og benyttet dem? Fra hvornår og til hvornår? Hvorfor holdt man op med at benytte dem? Efter turen forhørte jeg mig på Grønlands nationalmuseum. Museumsinspektøren kendte godt den slags hus, jeg talte om. Han kunne fortælle, at de ellers kun er fundet i enkelte eksemplarer i et naboområde. Museet har ingen viden om, hvem der har bygget dem. Der skulle være to teorier: Nordboerne eller thulekulturen. Hvis det er nordboerne, daterer de sig til før år 1350. Hvis det er thulekulturen, er de en del yngre. I gamle optegnelser er det angivet, at grønlandske fangere havde set dem på jagter inde i landet i slutningen af 1700-tallet. Og de havde ingen anelse om, hvem der havde opført dem. Det var godt nok spændende at stå her og se fortiden ligge lige foran en.

Vi færdiggjorde vores optegnelser og fortsatte turen for at holde varmen. Med mellemrum kom diverse rensdyr hen i nærheden for at se os an, før de smuttede igen.

Heldigvis holdt regnen op nogen tid senere. Vi gik på en nordvendt side og den var besværlig at gå ad. Enten var der stenet eller også var der snefaner med våd sne. Endelig kom vi så langt frem, at vi begyndte at se os om efter en egnet lejrplads. De første par steder havde vi ikke noget held med os. På det sted, hvor vi hjemmefra havde sat et kryds på kortet, lå sneen stadig højt. Her så vi i øvrigt for første gang på turen en kalv med sin mor. Men endelig fandt vi et sted, hvor vi lige kunne erklære os tilfredse. Vi var højt oppe – i 670 meter. Der var megen sne på jorden og stenet eller sumpet stort set overalt, hvor der ikke var sne. Men vi fandt en næsten tør plet, der ikke skrånede for meget, hvor man kunne få pløkkene i jorden og som også lå i læ for voldsomme vinde, der måtte komme inde fra isen. Vi lå ca. ½ meter over en sø, så vand var ikke noget problem. Vandet var koldt, for det meste af søen havde endnu vinterens isdække liggende.

Mens vi slog teltet op, begyndte det at regne igen. Nu hvor vi ikke bevægede os, blev det hurtigt koldt. Igen måtte vi tage hatten af for fortidens mennesker. Vi spiste aftensmad og krøb så i poserne. Det var dejligt at slappe af.

Tirsdag morgen så vejret godt ud. Svag vind fra øst til nordøst, som så ud til at være den dominerende vindretning i området. Dertil tørvejr og stedvist sol. Ikke så dårligt. Vi spiste morgenmad, brød lejren ned og begyndte så dagens tur. Vi holdt mere eller mindre højden hele formiddagen frem til frokosten. Vi gik da imellem 650 og 770 meters højde.

Hele formiddagen havde vi den store sø på venstre hånd med flot udsigt ind mod indlandsisen. Man kunne tydeligt se, at isen havde trukket sig noget tilbage. Den havde efterladt sig en stejl morænevold af sten og grus. Nede i søen kunne man et sted se en lille halvø strække sig ud fra den fjerne side. Halvøen så underligt bar og sandet/gruset ud, selvom den ragede omkring 12 meter op over vandspejlet. Vi kunne se på selve søbredden, at vandstanden ellers ikke stiger meget. Jeg fik den tanke, at halvøen måske bliver oversvømmet af stedvise voldsomme vandstrømme – de såkaldte jøkelløb – inde fra indlandsisen.

Dagens eneste rensdyr fik vi øje på, mens vi havde en formiddagspause. Her fik vi øje på en seks stykker, der gik og græssede et stykke borte på en halvø, der gik ud i søen. Vi så til gengæld flere rypepar i løbet af dagen. De gik alle omkring og lignede nogen, der ikke havde en rede at tage sig af. Et sted kom vi forbi gammel gåselort i en lille gryde, og senere fløj to gæs forbi et stykke borte. Ellers var landet øde og forladt.

Hen omkring midten af dagen faldt vi pludselig over en jagtseng. Ja, vi og vi er måske så meget sagt. Vi stod et sted og pustede ud. Jeg kiggede efter den bedste rute for det næste stræk, da Dorthe gjorde opmærksom på, at der var en jagtseng lige bag os.

Ja den var god nok. En lav jagtseng bygget af sten lagt i en rektangulær form op ad en nord-nordøstvendt lille fjeldryg på en meters højde. I øst-sydøst enden var stenene lidt større, men de skulle jo også tage den dominerende vindretning. Halvanden meter fra jagtsengen kunne et lille bålsted ses. Det hele lå på en lille lokal top på en nordvendt bakke med udsigt ind mod isen. Man føler sig på en måde tæt på de personer, der må have benyttet stedet engang for længe siden.

Længere henne begyndte vi at kunne ane en is-opdæmmet sø, som vi havde sat kursen efter. Især Dorthe havde, inden vi tog af sted hjemmefra, været meget opsat på at se den. For at komme derover skulle vi krydse endnu en elv. Den var akkurat for bred og dyb til at vi kunne klare det uden at tage støvlerne af. Men her kom vandrestavene til hjælp. Jeg tog begge stave, satte dem i elvens bund og svang mig over på den måde. Bagefter rakte jeg dem til Dorthe, der kunne gentage kunststykket.

Endelig kom vi helt ud, så vi kunne sætte os og betragte den isopdæmmede sø. Vi sad i 700 meters højde, og søens vandspejl lå nede i 530. Der var en flot udsigt. Søen havde isfjelde og isskosser som alle var indkapslede i vinteris, der endnu ikke var smeltet. Kun stedvist var der huller i isen, hvorunder man kunne se det gråbrune vand. Det så ud som om, den del af gletsjeren, der lå nærmest på søen, lå og flød på vandet. Først længere væk ovre ved hovedstrømmen af is ud mod fjorden så den ud til at ligge på bunden. Vi sad her et stykke tid og nød udsigten, mens vi spiste frokost, slappede af og tog en masse billeder. Inden vi gik videre, måtte vi lige lidt ned ad bakke for at få udsyn til lidt mere af søen og tage endnu flere billeder.

Herfra ændrede vi kurs fra omtrent sydøst til omtrent sydvest. Herfra ville vi de næste dage gå langs med den gletsjerarm, der løber ud i fjorden på sydsiden af dette landområde. Først skulle vi op over den næste stigning til et nyt højdeniveau. Vi startede med en stejl opstigning op til 800 meter og fortsatte herefter op til over 860 meter. Heroppe var der meget stenet, meget kuperet, og det begyndte at regne. Vi måtte have regnbukserne på og så i øvrigt fortsætte med forsigtighed.

Turen gik op og ned og ad lange stræk på siden af skråninger. Hvor vi kunne, gik vi på snefaner. Vi er ikke ubetingede fans af det. Når sneen er tør og hård, er den dejligt nem at gå på. Men når sneen er våd som nu, giver det våde støvler, hvis man går i det længe nok. Men her var det bare så meget nemmere at gå på, at vi valgte at gøre det. Når vi endelig kom ud på noget med bevoksning, var det hver gang vådt og smasket at gå i.

Til sidst blev vi enige om, at vi godt kunne begynde at holde øjnene åbne efter et sted at slå lejr. Der kunne gå lang tid, før vi fandt et bare nogenlunde sted, så når det kom, ville det bare være med at tage det. Også selvom det måske lå en kilometer eller to før den beregnede lejrplads. Da vi endeligt fandt et sted, hvor teltet lige kunne være, var vi stadig oppe i over 800 meters højde. Der var lige plads mellem to lave fjeldrygge til at teltet kunne stå opslået. Så var den ene apsis inde over en dyreveksel. Det kunne give en del ballade, hvis et rensdyr forsøgte at mase sig imellem teltet og fjeldryggen og fik geviret rundt om en bardun. Men vi regnede med, at når hele passagen var spærret af en ukendt genstand, der oveni købet bevægede sig, ville ingen rensdyr forsøge at mase sig forbi.

Så var det tid til en gang aftensmad. Men det både regnede og blæste, og vi ville bare i poserne, så vi kunne holde varmen. Vi samlede vand ind i vandsækken. Men i stedet for at lave varm mad, blandede vi bare en portion af vores frokostpulver og drak det, mens vi lå i poserne. Så var det overstået. Ellers lå vi en del af natten og lyttede til vinden. Teltet var af et nyt og utroligt let materiale, men det er samtidig så tyndt, at man kan se igennem det både ind og ud. Det skulle være mere holdbart og vejrbestandigt end alle andre materialer, der laves telte af, men vi manglede stadig at se det testet i fuld skala. Dette var den første demonstration. Det klarede teltet nu også i fin stil. Jeg tror heller ikke, det har blæst mere end højst 15 sekundmeter i stødene.

Næste morgen var det vores 3-års bryllupsdag. Den blev fejret på følgende måde:

Først spiste vi en herlig morgenmad på sengen. Derefter pakkede vi en taske og spadserede friske og veludhvilede ud i den herlige fri natur, nød det gode vejr og så på alle dyrene. Frokosten blev anrettet og serveret i det grønne, og til aften spiste vi ude.

Sagt mere ligeud, så regnede og blæste det stadig om morgenen, så vi spiste vores müsli med vand på liggende i soveposerne. Jeg havde efterhånden ligget i min pose i 11-12 timer, så min ryg skabte sig godt og grundigt. Som det første, da vi kravlede ud af teltet, løb jeg op på en knold for at tage et billede ud over landskabet. Det så ikke just mildt og indbydende ud.

Da vi pakkede teltet sammen, måtte vi hele tiden sørge for, at en af os holdt fast i det, da det ellers ville flyve sin vej. Med rygsækkene pakkede og regntøjet på fra morgenstunden, begyndte vi dagens tur i dette stenede, skrånende, snefanedækkede og svuppende landskab. Vi startede med at blive tvunget op over to stejle knolde.

Endelig kom vi op på en top, hvorfra vi kunne se ud over gletscherarmen, der glider ud i fjorden. Her gjaldt det om at holde fast på hatten, for det blæste pænt heroppe. Faktisk tog jeg min kasket af og stak den ind i jakken, for at den ikke skulle blæse væk. Herfra gik vi efterhånden ned ad bakke. Der var presset stejle, stenede moræner op i store højder. Dem måtte vi nedover, idet vi passede på ikke at skvatte på vejen. Frokosten blev spist siddende i plantedækket, og til aften spise vi skam ude(nfor).

Ovenstående eufemismer var noget, vi gik og morede os over at finde på i løbet af dagen. Men vi oplevede selvfølgelig meget mere end det. Regnen holdt heldigvis op en times tid efter starten. Og da vi begyndte nedstigningen fra den forblæste top, faldt vindstyrken også ganske betragteligt, så jeg hurtigt kunne få kasketten på igen. Og stille og roligt blev det faktisk ganske pænt vejr med svag vind og stedvise solstrejf.

Hele dagen havde vi den fedeste udsigt ud over et fantastisk landskab. Til venstre gletscherarmen. Her kunne man på mærkerne på fjeldvæggen på den modsatte side tydeligt se, hvor meget den var sunket sammen siden sin største udbredelse i nyere tid, hvornår det så end har været. På den modsatte side var der en stor isopdæmmet sø, som nu var tom, da isen ikke var tyk nok til at holde vandet tilbage. Fremme og helt nede i svinget, hvor gletscheren drejer, lige inden den går ud i fjorden, lå tågen og skvulpede frem og tilbage. Til højre lå et fjeldmassiv bag en række søer, der endnu havde vinterisen liggende. Fjeldmassivet rækker op i over 1100 meters højde, er overdrysset med sten og stenede moræner og var ret gråt. Mellem os og gletscherarmen begyndte landskabet efterhånden, som vi kom længere ned, at blive mere bevokset. Så alt i alt var vi i et landskab, med voldsomme variationer både i sammensætning og farver.

Et sted kom vi ud i en dal, som vi fandt en god vej ned i. Et rensdyr kom hen og udgød nysgerrige blikke over os. Nede i bunden skulle vi krydse et noget større vandløb, der løber ud i en sø i dalbunden. Men endnu en gang var heldet med os. Vi kunne stille og roligt gå over nede ved deltaet.

På den anden side af elven vendte vi os og kunne se et flot vandfald længere oppe, hvor elven løb ud over siden og ned imod dalbunden. Vi oksede et stykke opefter, til vi fandt et godt sted at filme det fra. Så satte vi kameraerne op på et lille stativ og filmede løs.

Herfra gik det ud over den næste kant og videre nedefter. Vi havde nu udsigt ned til en bredere terrasse, der lå lige over gletcherens tidligere maksimale udbredelse i nyere tid. Så afgrænsningen her var ud til et område med stenede moræner og/eller stejle fald ned til isen. Nede på terrassen kunne vi se flere flokke af rensdyr. Det var alle simler med kalve. Det virkede som om, at rensdyrene havde delt hele halvøen imellem sig, så simler og nyfødte kalve gik her, mens bukkene havde resten af halvøen at boltre sig på.

Vi gik ned over en gammel moræne, mens vi holdt kursen over mod tre simler med hver deres kalv. De lå i en lille gryde og slappede totalt af. De to af simlerne have lagt sig helt ned på siden med hovederne på jorden og fedede den, og ingen holdt udkig. Kalvene lå også og slappede af. Da vi kom nærmere, blev de tre voksne opmærksomme på noget i den modsatte retning. Det lå de og så på alle tre, mens vi stille og roligt kom nærmere. Da vi var omkring 60-70 meter fra dem, drejede den ene hovedet bagud for at klø sig og fik pludselig øje på os. Så vågnede de endelig op til dåd og forsvandt i en ruf sammen med deres afkom.

Nede på terrassen var der virkelig dejligt. Der voksede græs over det hele sammen med lidt stedvis pil. Lyng og revling kunne ikke ses. Vi talte om, at græs måske er mere hårdfør, og de to sidstnævnte ikke kan klare den kolde vind fra isen. Så er det nok grundet græsset, at simlerne holder til i dette område.

Vi gik et stykke frem nede på terrassen. Et stykke fremme fandt vi et godt sted at spise frokost. Her var der rimeligt læ og varmt (og der voksede her både lyng og revling), og vi havde en dejlig udsigt ud over gletscheren og tågen nede i svinget. Bagefter blev vi enige om, at vi ville blive i dette område lidt længere. Vi havde indlagt en del reservetid på selve turen. Faktisk havde vi maget det således, at vi havde i alt tre dage, der kunne bruges på dårligt vejr eller ændrede planer. Så her, hvor der var dejligt og noget mere tørt, ville vi blive resten af dagen. Vi gik et stykke tilbage og fandt et egnet sted at slå teltet op. Stedet lå på en hylde i 540 meters højde i læ fra eventuelle storme inde fra isen. Så lagde jeg mig ind og fik en på øjet. Jeg tror, jeg sov i halvanden time til henad klokken 16. Så stod jeg op, og vi gik sammen lidt på opdagelse i området.

Vi så både ryper, rensdyr og en hare. Og et sted under et 8 meter højt udhæng, havde nogen engang bygget en jagtseng op. Men den var ikke så fin og så ikke ud som om, den havde været voldsomt benyttet. Den har givet rigtig godt læ mod vind nede fra fjorden, men den dominerende vind fra isen har den intet ydet imod. Måske er nogen engang blevet overrasket af en storm fra fjorden, og har bygget en hastig jagtseng her og så kun benyttet den denne ene gang.

Torsdag d. 30. juni så ud til at blive en flot dag. Svag vind oppe fra isen og en hel del sol. Vi havde dagen før siddet og studeret terrænet. Måske hundrede meter over terrassen gik der en morænevold så langt, som vi kunne se, udefter mod fjorden langs gletscheren, med en svag hældning nedefter. Med mellemrum stak rensdyr hovederne frem heroppe. Så vi tænkte, at det nok var en slags motorvej for dem. Den smuttede vi op på.

Og det var en rigtig motorvej. Der var fantastisk plant at gå her, og der var tydelige rensdyrveksler. Rensdyr mødte vi i øvrigt en hel del af. Som det første deroppe mødte vi dog en hare, der sad og holdt øje med os.

Vi havde kun gået ganske kort vej, før vi faldt over fire simler med kalve, som gik lige omme bag en lille vold og græssede. Vi stillede os op og tog en masse billeder og filmklip af dem. Den ene kom så tæt på os, mens den græssede, at vi tydeligt kunne høre klikkene fra dens tænder. Et par gange så den lige hen på os, men vi havde kun hovederne og armene med kameraerne oppe over kanten, så den opfattede ingen fare. Først da jeg efter nogen tid blev træt og skiftede stilling, opdagede den, at noget var galt, og de skyndte sig alle væk.

Lidt længere fremme stod vi på en vold og så på en simle, der gik 30 meter væk på den anden side af en lille sø. Den opdagede heller intet, før den havde passeret, og vi pludselig satte i bevægelse. Så standsede den op og gloede efter os.

Og så fandt Dorthe pludselig en jagtseng. Den lå hævet på en lille tør hylde en halvanden meter over dyrevekslen, vi gik på. Kun hundrede meter længere borte fandt vi endnu en jagtseng. Denne lå nede i det lavtliggende område, hvor dyrevekslen gik. Dette område var tydeligt mere fugtigt, om end selve jagtsengen lå et sted, hvor bunden lige var hævet ti centimeter og det vådeste område. I øvrigt lå den op ad en stor blok, der skærmede godt mod vinden inde fra isen. Vi blev enige om, at man nok brugte sengen op ad blokken, hvis der var tørt nok. Hvis ikke, havde man brugt den anden, som så til gengæld var mere udsat i forhold til vind fra isen.

Det var vældig interessant at stå og fortolke disse ting. Og mellem de to jagtsenge fandt vi et kildevæld. Det var et meget lille kildevæld, men vandet kom op fra bunden af en stor pyt med tilstrækkelig meget kraft til at lave en bule på vandets overflade.

Kort efter skulle vi krydse endnu en elv. Jeg fandt et sted, hvor jeg kunne springe fra sten til sten med støvlerne på. Det brød Dorthe sig ikke som, så hun tog vadeskoene på og krydsede lidt nedenfor. Til gengæld fik jeg så optaget hendes passage på film.

Lidt længere fremme igen fandt vi endnu en menneskeskabt ting. Vi valgte at kalde den en jagtseng i mangel på bedre viden. Den var dobbelt så lang som de jagtsenge, vi ellers finder. Men at den var bygget af mennesker, var vi overbevist om. Den lå imellem to morænevoldes toppe med en herlig udsigt ud over gletscheren. Solen skinnede, vinden var svag, og der var ingen insekter. Her var virkelig flot og rart.

Mens vi stod og så på denne ting, blev vi selv holdt under nysgerrig observation. Et rensdyr, der vel har været et eller to år gammelt og stadig med sin usædvanligt lyse vinterpels på, gik og betragtede os meget intenst. Det kom så tæt på som ti meter. Det havde vist aldrig oplevet noget så spændende som os to. Og det kunne slet ikke begribe, hvad vi var for nogle. Det blev hængende længe og undersøgte os. Mærkeligt nok flygtede det ikke, selvom det stod og snøftede vores fært i sig. Det er ellers noget, der kan sætte fut i det sløveste rensdyr. Et par hundrede meter fremme fandt vi et godt sted at spise frokost. Det gik ikke så hurtigt frem i dag, for der var så meget at se på.

Herfra bevægede vi os rundt om en lille udposning på fjeldet. Vi var efterhånden kommet meget nærmere fjorden. Vi gik hver vores vej rundt om en hare, som sad helt roligt og betragtede os. Vi havde spredt os lidt for at kunne undersøge lidt mere af fjeldet for fortidsminder.

Efter frokosten og rundt om udposningen begyndte vi at bevæge os nedefter. Vores planlagte lejrsted lå noget længere nede. På vejen ned gennem en lille kløft faldt jeg over endnu en jagtseng, som lå perfekt inde under et udhæng, der ydede totalt læ mod vind inde fra isen. Den måtte også lige registreres, før vi fortsatte. Vi havde ret meget optur over at have fundet så meget på turen. Fire jagtsenge på denne ene dag var helt uhørt og mere end vi havde turdet drømme om at finde på hele turen.

Lidt længere nede mødte vi en rensdyrkalv, som gik helt alene og kaldte. Vi kaldte igen, og den kom helt hen på en 5-8 meter fra os for at se os bedre an. Den var vist blevet væk fra sin mor. Det var jo ikke så godt. Vi kunne enten lade den være i håb om at den ville møde sin mor igen, men med risiko for at den i stedet ville dø af sult. Eller vi kunne skyde den en kugle for panden og spare den for lidelser. Vi valgte ikke at blande os i naturens orden, men jeg gad nok vide, hvordan det gik den.

Kalven gik opefter, og vi fortsatte nedefter. På et tidspunkt opdagede vi, at vi vist var kommet for langt ned. Vi vidste, at vi skulle ind på en hylde over en morænevold for at komme ind til lejrpladsen. Nu måtte vi lidt opefter igen. Men så kom vi fint ind på hylden. Vi fulgte den lidt rundt om fjeldet, og endelig kunne vi se det planlagte lejrområde. Det lå i et virkelig dramatisk udseende stykke land med morænevolde, flade områder imellem, et lavtliggende område med to klartvandsøer omgivet yderst af ren moræne grænsende op til faldet ud mod gletscheren. Gletscheren havde vi hele tiden kunnet se, var voldsomt opsprækket som følge af sin tur ned gennem landskabet mod fjorden. Med mellemrum havde vi de sidste par dage kunnet høre, hvordan det bragede og dundrede dernedefra. Nu var vi kommet en del tættere på og havde det i første parket. Kors hvor var det hele bare flot.

Mens vi gik inde på hylden med kurs mod lejrpladsen, blev jeg opmærksom på nogle grålige totter, der hang i noget pil. Jeg spurgte Dorthe, om det mon kunne være moskusuld. Hun var ikke sikker. Det lignede godt nok en del, men hun ville ikke sige afgjort, at det var det. Det havde hele tiden stået højt på min ønskeliste for turen at se moskusokser. De moskusokser, der vistnok i 1950’erne var blevet sat ud oppe ved Sdr. Strøm, har stille og roligt bredt sig sydover, og de seneste år har der været talt om, at de skulle være nået frem til Godthåbsfjorden. Det ville være enormt fedt at se dem her. Jeg har jo set dem andre steder, men det ville være første gang ved Godthåbsfjorden.

Vi fortsatte frem, og da vi passerede en stor blok, kunne vi se, at der sad en stor tot fast på blokken, og denne tot var brunlig. Så mente vi begge, at det virkelig var moskusuld. Dorthe studerede den og mente at den var meget frisk. Det havde regnet natten forinden, men dette her var ikke klasket sammen, som hun ville forvente det, hvis det havde været regnet på. Vi fortsatte med spænding idet vi holdt lidt afstand til store blokke, hvis der skulle ligge okser lige bag dem. Ingen rund til at forskrække dem, så de måske ville gå til angreb på grund af chokket.

Lidt fremme kom vi til det planlagte lejrområde. Det var begyndt at småregne og blæse lidt, så vi satte rygsækkene fra os og gik omkring for at se, hvor det bedste sted ville være at slå telt op. Det så ud til, at det allerbedste sted med godt læ for vinden ville være der, hvor hylden mundede ud i det bredere lejrområde. Her var der plads til teltet mellem to store blokke op ad en morænevold. Men i og med, at moskustyre kan finde på at gå til angreb selv her uden for brunstsæsonen, hvis de bliver forskrækkede, valgte vi at finde et andet sted. Hvis der kom en gående ad hylden og pludselig stødte ind i teltet på kort afstand, ville det ikke være til at sige, hvad der kunne ske. Jeg så lige i ånden, at vi lå i poserne og sov fredeligt, og så blev teltet jordet af en forskrækket og ophidset moskusokse. Det var ikke et godt scenarie. Vi måtte finde et andet sted.

Det fandt vi i en lavning, der var ca. 30 x 50 meter, rektangulær og egentlig ret fugtig. Men op ad den langside, der ydede læ for vinden, var terrænet hævet ti cm. Det var nok til at vi lå tørt.

Det var herligt. Så var det med at pakke tingene ud i teltet. Det er jeg ferm til, så jeg kylede mine ting ind i en ruf. Mens Dorthe fik sine ting lagt ind, tog jeg vandsækken og gik ned til klartvandsøerne for at hente vand. Der var en højdeforskel på 40 meter ned til den nærmeste sø, men det føltes som hundrede. Så var det med at lave noget aftensmad. Bagefter fik vi en kop the at slappe af på.

Senere gik vi en aftentur for at se, om vi kunne finde noget spændende. Men bortset fra en hare og den flotte udsigt, så vi intet.

Fredag skulle være en overliggerdag. Her lod vi teltet og lejren blive stående, mens vi gik en tur ud i landskabet for at se os om. Hjemmefra vidste vi, at nogle rensdyrjægere i 1982 havde rapporteret til museet, at de fra sydsiden af gletscheren i en afstand af 7 km i kikkert havde set noget meget grønt græs. Dette mente de var tegn på en køkkenmødding og dermed en nordbogård. Denne gård ville vi se, om vi kunne finde.

Vi gik længere frem mod gletscherens yderste punkt, mens vi så os om efter alt muligt. Vi havde ikke gået ret længe, før jeg pludselig fik øje på ryggen af en moskusokse. Jeg sagde ”moskusokse” to gange til Dorthe. Men hun havde samtidig med mig fået øje på ryggen af en anden moskusokse, så hun var lige så klar over det som mig.

Moskusokserne fik også øje på os og blev noget alarmerede. Vi var vel 30 meter fra dem, men vi bakkede en halv snes meter, så de kunne se, vi ikke var interesserede i at komme for tæt på dem. De bakkede selv op fra den lavning, de havde stået i og stod så og betragtede os intenst. Hannen faldt ret hurtigt til ro, kunne man se. Det var ham, jeg havde fået øje på, og han stod lige over for mig. Hunnen, som var den, Dorthe først havde set, stod overfor hende og så stadig urolig ud. Efter noget tid, hvor hannen havde gumlet lidt, gik han over til hende. Det virkede grangiveligt som om, han forsøgte at berolige hende. Herefter begyndte de langsomt at traske op ad bakke på vores højreside. Vi tog en del billeder og filmklip. Dette her skulle foreviges.

Hunnen blev ved med at vende sig og betragte os. Jeg tænkte, at hun måske har set mennesker før, og at de måske har skudt andre fra hendes flok.

Da de var kommet lidt op ad fjeldsiden, gik vi rundt i en bue nedenfor dem og fortsatte så vores tur. Vi var kun lige kommet hundrede meter længere frem, da vi kom ned over en lille fjeldknold, og lige pludselig stod vi i nordbogården.

Den var faldet helt sammen i årenes løb. Den var trods alt blevet forladt omkring år 1350. Der voksede en del tørv på stenene, men man kunne alligevel se flere rum eller separate bygninger i komplekset. Andre steder lå stenene som en lille top. Hele komplekset skridtede jeg af til omtrent 19 x 22 meter.

Stort har det ikke været. Umiddelbart nedenfor gården lå et parti med meget langt og meget grønt græs. Det måtte være køkkenmøddingen, som de to rensdyrjægere havde set i 1982. Hele gården var omgivet af en hel del højt pilekrat. I øvrigt det første høje krat, vi havde set siden vi startede turen i
dal 1 ovre ved Majuala. Et sted, vi skulle igennem krattet for at komme videre, fornemmede vi, at vi måske gik over en separat bygning. Det var godt nok spændende. Tænk at stå her og se på det, der engang for 700-1000 år siden var folks hjem og daglige verden.

De har boet flot. Gården lå oppe ad en skråning. Nedenfor lå dalen, og neden for denne igen lå gletscherfronten og spyede is ud i fjorden.

Vi tog en del billeder og gjorde os vores notater. Så fortsatte vi. Men nu var vi næsten overmættede af indtryk. Først moskusokserne og lige derefter nordbogården. Vi kunne næsten ikke rumme det hele. Men der var mere at opleve.

En halv kilometer fremme fandt Dorthe en rævegrav. Inden i den kunne vi høre hvalpene galpe op i forsøg på at jage os væk. Det morede vi os over og fortsatte så. Kort efter fandt vi en gammel varde, der var faldet helt sammen. Vi kunne ikke regne ud, hvad den skulle have vist vej til eller fra.

Halvanden kilometer fra nordbogården faldt vi over fire rævefælder og tre caches bygget på et stykke bart fjeld. Området lå omkring 200 meter over havet på et sted, hvor fjeldet skråner stejlt nedefter og man ikke kan lægge til. Ude i fjorden lå en tæt masse af is og viste, at det ikke var et sted, man hvorkeni dag eller tidligere bare sejlede ind til. Det nærmeste sted, man kan gå i land, er 5 km længere ude. Da ræve fanges om vinteren, tror jeg ikke, inuit er gået 5 km over land gennem sne uden brug af snesko eller ski for at røgte rævefælder, man lige så godt kunne bygge ved sin vinterlejr. Jeg mener derfor, at disse rævefælder og caches efter al sandsynlighed er bygget af nordboerne.

Herfra fulgte vi en lille kløft nedefter så langt, vi kunne gå. Imens kom tågen ganske langsomt drivende ind. Først som kold luft, der fik os til at lyne jakkerne tæt til. Senere som små tågeklatter, der gik i opløsning inde over land. Sidst som en tæt masse. På vejen ned fandt vi en lille varde. Den stod godt nok, så man skulle gå ret tæt forbi den for at se den.

Nede i bunden helt nede ved den yderste morænevold før gletscheren, stod der et stativ af metal. Vi troede først, det måske var en vejrstation, men da vi kom nærmere, kunne vi se, at det var en vindpose. Selve posen var mørnet og blæst af på nær et par trævler. Kun stativet af aluminium stod tilbage. Tyve meter derfra stod en varde, som så noget ny ud. Vi blev enige om, at det hele kunne se ud som noget, der var opsat af enten GGU eller et mineselskab engang i 1970’erne eller 1980’erne. Hernede fandt vi også noget meget frisk moskuslort, men vi så ikke nogen dyr hernede.

Langs med den nederste rand gik vi nu tilbage i retning af nordbogården. Vi havde nemlig i kikkerten set noget, som skulle undersøges. Vi havde tænkt, at det måske var en grav, men da vi kom derhen, kunne vi se, at det var endnu en rævefælde. Den måtte også være norrøn.

Vi gik opefter for at finde vand, så vi kunne holde frokost. Trekvart kilometer længere oppe ad bakken fandt vi endelig en lille sø, vi kunne tage vand fra. Så blev det her, frokosten blev holdt. Vi havde ellers håbet at få i fint vue ud over gletscherens yderste spids, hvor den brækker af i fjorden. Men desværre var det tåget. Vi måtte nøjes med at sidde og lytte til den bragen og rumlen, der med mellemrum lød dernedefra.

Herfra gik det videre op for at nå en hylde på toppen af en morænevold. Denne ville vi følge tilbage mod lejren for at se, om inuit i sin tid havde brugt denne som en vej at gå ind og ud af rensdyrområderne på. Vi fandt godt nok en stor blok, hvorpå der lå en sten. Det kunne være en vejviser, men vi fandt intet andet, så måske var den sten blevet efterladt på blokken af isen da denne trak sig tilbage ved istidens afslutning.

Et stykke tilbage mod lejren mødte vi en hare, som gik over den næste vold og forsvandt. Vi fulgte efter for at se, om der var noget interessant heroppe. Men bortset fra haren og et par rensdyr, som stak af, så vi ikke noget af interesse. Måske bortset fra udsigten. heroppefra havde vi godt udsyn ned til gletscherfronten, der lå som en uregelmæssig bue nede i fjorden. Isen var blevet voldsomt opsprækket på sin vej ned fra indlandsisen og ud til gletscherfronten. På begge sider af gletscheren kunne man på fjeldet se, hvor isen tidligere har gået til. Der er ingen tvivl om, at de har trukket sig tilbage.

Snart stod vi oven for lejren på næste dags rute. Vi gik lidt på tværs af denne og afsøgte toppen uden dog at finde noget. Så tullede vi stille og roligt ned til teltet, som vi kunne se nedenfor. Vi skulle også hente vand til aftensmaden, så vi skulle videre ned til klartvandsøerne. Vi tog vandsækken og gik i tågen rundt på højresiden af søerne oppe i vores eget niveau. Herfra gik det langsomt ned til vi nåede den ubevoksede morænevold, der markerede, at vi ikke skulle gå længere ned. I stedet gik vi rundt om et hjørne og var nu ved søerne. Vand i sækken og så op for at lave aftensmad.

Natten til lørdag regnede det let. Den slags hører man inde i et telt. Om morgenen spiste vi morgenmad, pakkede lejren ned og oksede opefter for at komme videre på ruten. Vi gik hver sin vej det sidste stykke. Jeg kom op et sted, hvor jeg skræmte fire rensdyr, som ellers lå og slappede af. Den ene var en simle med en kalv. Dette var dag 8, og det var første gang, siden dag 3, at vi så en kalv og dens mor i selskab med bukke. Alle dyrene derudover havde været kønsopdelt. Men de to kalve var også de eneste, vi så i selskab med bukke. Meget spøjst.

Vi gik et stykke vej ind i landet på en sydvendt skråning oven for en sø. Nu begyndte der igen at komme insekter. Ikke så mange, at vi tog myggenet på. Vi kunne nøjes med solbriller. Nede i søen kunne vi se to islommer ligge. Sjovt nok kom de nærmere, da vi begyndte at få lidt mere højde over dem. Da vi i det samme fandt en stor, flot cache midt på stien, standsede vi op og tog nogle flere billeder af fuglene. Desværre kom de ikke tæt nok på os til at billederne blev rigtig gode. Det er nogle ret sky fugle.

Nu arbejdede vi os op igennem en kløft til et pas. Heroppe kunne vi se over i det næste område, vi skulle gå i resten af dagen og noget af morgendagen. Vi udså os en rute, der ville føre os lidt højt hen over et område, hvor vi ville holde frokost og have et bedre vue over området. Næsten ovre ved frokoststedet så vi en hare, der sad foran en stor blok og ligesom tronede over området, som den beskuede. Jeg døbte den Kong Hare. Frokosten drak vi siddende ved en kant med en flot udsigt. Næste dag skulle vi op over en fjeldkam i 800 meters højde. Vi havde hjemmefra været lidt urolige ved denne opstigning, som så ret stejl ud. Nu kunne vi se, at der ikke var noget at være bekymret over. Den så ud til at være meget nem at gå op over, og der ville være adskillige valgmuligheder at vælge imellem.

Vi fortsatte ned efter frokosten. Vi skulle passere en lille knold, vi ville undersøge, før vi skulle passere en elv og fortsætte op på den modsatte side. Vi kom hen til knolden efter at have set på et rensdyr, som blev lidt forskrækket ved synet af os. Vi gik lidt op ad knoldens ene side. Dorthe gik forrest. På et tidspunkt drejede jeg hovedet til venstre og så røg det ud af mig: ”Sig mig, er det ikke en grav?”

Og det var det. Det var den første grav, vi havde opdaget inde i landet. Alle øvrige ca. 60 grave vi indtil da havde fundet, lå langs kysten. Igen dukkede spørgsmålene op. Det var nok en jæger, som lå her 5 km fra nærmeste fjord. Men var han død ved en ulykke, af sygdom eller var han blevet myrdet? Alt syntes at være muligt. Graven var lidt primitiv. Den havde ikke noget indre kammer og så ud som om, stenene blot var lagt direkte oven på den døde.

Men graven lå med en dejlig udsigt. På begge sider af fjeldknolden lå der en sø. Solen skinnede, bevoksningen var grøn og frodig, og i det fjerne kunne man skimte fjorden med sin hvide plamage af is.

Elven var heldigvis ret let at krydse. Vi måtte have vadeskoene på, men helt oppe ved søen, elven kom fra, var der en bred munding, så vi blev ikke våde over anklerne. Herefter var det på med støvlerne og fortsætte. Solen skinnede og det var varmt, så vi svedte noget, da vi oksede op ad bakke.

Oppe på toppen af denne dal mødte vi et stort rensdyr med en hvid snude. Det betragtede os nysgerrigt, men det stak ikke af ved synet af os, som alle øvrige store dyr hidtil havde gjort. Måske havde den levet hele sit hidtidige liv uden at møde mennesker.

Herfra var det rundt om en fjeldknold og lidt nedefter, mens vi gik på en skråning på den fjerne side. Nu kunne vi se vores lejrplads for i dag. Det var dejligt, for selvom vi ikke have gået ret langt, var vi alligevel ved at være noget flade.

Pludselig faldt vi over et bålsted. Det var tre sten, der var stillet op, så den fjerde var fri til at man kunne fodre ilden. Oven på den ene sten lå en flad sten, der kunne lægges over de øvrige, så man for eksempel kunne stege noget. Bag ved var der en stor blok. På begge sider af denne var der to pladser, der kunne have været brugt som sovepladser. De var helt usædvanlige for denne skråning plane og fri for sten. Men derudover var der ikke noget, der direkte sagde soveplads. Vi stod og så på det hele og tænkte vel lidt på, hvor længe siden det mon var, at nogen havde brugt dette sted.

Mens vi stod her og studerede det hele, kom en simle gående fra den retning, vi skulle hen. Hun travede hurtigt op den vej, vi var kommet fra. Det virkede bestemt som om, hun skulle et sted hen. Hun havde så travlt, at hun løb forbi os i en afstand af blot tyve meter uden at opdage, at vi stod fuldt oprejste lige over hende og så på hende.

Længere henne fandt vi et sted, der så ud til at være godt egnet til teltplads. Det lå over en lille sø, der stadig havde en del sne og is liggende på sig. Vi satte os ned og diskuterede, om det skulle være her, vi slog lejr. Mens vi var her, kom to rensdyr gående længere nedefra. De gik ud på sneen og isen på søen og stillede sig op her. Det virkede som om, de kom for at køle sig af ved bare at stå her. Begge dyr prøvede at lægge sig ned, men de rejste sig med det samme op igen. Måske var sneen for våd. De prøvede begge et par gange men opgav så at ligge ned. Den ene var en ret stor buk. Den ville ikke være i nærheden af den anden, så den gik over på den anden side af søen og stillede sig på isen her. Vi filmede dem, men afstanden var ret stor, så det blev ikke ret godt.

Nu søgte vi længere opefter uden rygsækkene for at se, om der længere oppe på den anden side af elven ville være et egnet sted at slå lejr. Så ville vi da spare lidt højdemeter den næste dag. Det fandt vi faktisk. Der var lige plads til teltet. Vi gik så tilbage efter rygsækkene. Men den store buk var havde flyttet sig og stod nu noget nærmere end før. Vi gik langsomt nedefter idet jeg holdt mig i skjul bag Dorthe, så vi ikke fyldte for meget i dens synsfelt. Da vi kom nærmere, blev den opmærksom på os. Flere gange drejede den hovedet og så på os, men hver gang frøs vi i den position, vi havde. Til sidst var vi kommet i ly bag en vold. Nu kunne vi søge ned til rygsækkene og begynde at filme kræet igen.

Til sidst begyndte den at gå langsomt opefter. Vi skyndte os ud, så vi stod og kunne filme den, når den gik forbi. Den gik bare ikke forbi. Den gik og spiste. Vi stod og filmede den og tog billeder, mens den langsomt spiste sig nærmere og nærmere på os. Man kunne se, at insekterne generede den, for den rystede med mellemrum med hele kroppen. Til sidst stod den kun 15 meter fra os og guflede i sig af pileblade. Det vidste vi slet ikke, at de spiste, men hjemme fik vi slået op i en bog, at det gør de faktisk. Mens den stod 15 meter fra mig, fnøs den kraftigt. Antageligt for at få insekter ud af næseborene. Efter nogen tid gik den tilbage ned til isen. Vi fattede rygsækkene og gik opefter til vores lejrplads.

Her slog vi lejr, hentede vand og satte os ud til en kant for at spise aftensmad, men vi så på rensdyrene. De var efterhånden blevet fire i alt. Men den store buk ville tydeligvis helst være alene. Den forsøgte hele tiden at gå væk fra de øvrige, som fulgte efter den. På et tidspunkt søgte den nedefter og kom ud over en lille kant og var ude af syne for de andre. Straks begyndte de at afsøge et stort område hver især for at finde ham igen. En mindre buk fandt ham, men de to simler gjorde ikke. De endte med at løbe hver sin vej over et fjeld i deres søgen efter ham. Det var en sjov oplevelse af sidde og iagttage dem.

Næste morgen søndag pakkede vi sammen og begyndte opstigningen fra lejren i dens omtrent 450 meters højde og op mod kammen, vi skulle passere i 800 meter. Det gik stille og roligt. På den første stigning mødte vi en fugleunge, der var gammel nok til at gå omkring, men som ikke kunne flyve. Den så meget bekymret efter os og forsøgte at hoppe væk fra os. Et stykke oppe kom vi op på en hylde, som vi fulgte, mens det gik roligt opefter. Efterhånden som vi kom op, blev udsigten bedre og bedre. Et sted satte vi os ved kanten og så ud over det hele.

Fjeldet bag os lå med sine rustrøde partier og stenede skråninger. Nedenfor lå fjorden isfyldt og lyste langt væk i solskinnet. På den fjerne side af fjorden lå der fjelde med sne og gletschere. Et stykke væk kunne jeg se noget, det lignede et rensdyrgevir, der netop lå fremme i solskinnet foran et sort stykke fjeld. I kikkerten kunne vi se, at der faktisk lå et rensdyr og sov i skyggen. Blot geviret var ude i lyset.

Selve fjeldet var lidt anderledes end det omgivende fjeld. Det var nok det anderledes fjeld, der gjorde, at der her var en sådan høj fjeldkam. Vi skulle op i over i 800 meters højde, men fjeldkammen gik op i 1100 meter længere til højre. Flere steder var der rustrøde partier i fjeldet. Så måske var det jernholdigt.

Vi nåede endelig op til det pas, der førte ind på kammen. Her sad vi ved en lille og meget klar og grøn sø, mens vi drak vand og sundede os. Dorthe skulle til at filme noget i vandet, da der uden varsel lød voldsomme vingeslag lige ved siden af mig. Jeg sad da og så lidt til venstre, og vingeslagene kom fra højre og en anelse bagude. Lige da jeg drejede hovedet, strøg en falk forbi en meter over mig og højst fem meter væk. Den var øjensynligt kommet svævende ind i lav højde antageligt for at se efter bytte. Først meget sent har den opdaget os. Faktisk så sent, at det ikke var nok bare at korrigere kursen med halen, så den strøg over os. Den har også slået kraftigt med vingerne for at vinde højde. Tredive meter længere fremme passerede den en lille fugl, som den måske havde været på jagt efter. Nu gjorde den intet forsøg på at fange den. Den var nok blevet slemt forskrækket, da den opdagede os.

Passagen hen over kammen var meget stenet. På den fjerne side skulle vi op over endnu et pas og med sydvest ned gennem en kløft der næsten kun bestod af sten. Nede for nede ved en sø skulle vi til højre rundt om et hjørne og tilbage mod nordøst, mens vi fortsatte nedefter i alle stenene. Nu var vi på den nordside, vi for en uge siden havde kunnet se, var så snedækket. Foreløbig var her også meget sne, men vi kunne se, at der længere fremme og i lavere højde var meget mere snefrit.

Et sted i 700 meters højde spiste vi frokost, mens vi studerede udsigten. Vi havde planlagt at vi nede ved den sø, vi kunne se halvanden kilometer fremme og nede i 440 meter skulle passere ud over en kant og kravle helt ned i dal 1, som vi var blevet sat i land ved. Vi syntes, at området bag ved søen så meget interessant ud, hvis man var ude efter fortidsminder. Men til sidst blev vi enige om, at dels kan vi ikke finde alting, og dels ville vi gerne kravle ned i dal 1. Nedstigningen var meget stejl, så det ville være en god ide at få det overstået i dag, mens der var solskin. I morgen ville det måske være tåget.

Nede ved søen afsøgte vi en halvø, der ragede ud i den uden dog at finde noget. Så søgte vi ud til kanten nær det sted, hvor søen afgiver vand, der strømmer ud som et vandfald ned i dal 1. Her hentede Dorthe vand til en tepause, mens jeg gik nedefter uden rygsækken for at finde ud af, om vi kunne gå ned på denne side af vandfaldet, eller om vi skulle over på den anden side, der tydeligvis var mindre stejl. Fra det sted, vi holdt tepause, var der hundrede højdemeter ned. Jeg måtte to tredjedele af turen nedefter, før jeg kunne vende tilbage med besked om, at det godt kunne lade sig gøre. Til gengæld var vi kommet så langt ned, at der var rigtig mange insekter, og de fleste var knots.

Mens vi sad og drak te, kunne vi i kikkerten nede i søen et stykke nede se tre havlitter svømme omkring. Efter teen gik vi roligt nedefter ad den rute, jeg havde udset mig. Et par steder måtte vi korrigere lidt, og et sted mødte vi en blok, jeg havde overset. Den spærrede vejen ned gennem en lille kløft. Nedenfor den var en snefane. Vi tog rygsækkene af. Først lå jeg på blokken og holdt fast i Dorthes hånd for at sænke hende ned på snefanen. Hun havde heldigvis et rigtig godt greb med støvlerne, så min opgave var nærmest overflødig. Da hun var nede rakte jeg hende rygsækkene efter tur. Så smuttede jeg selv ned til hende. På med rygsækkene og endelig var vi helt nede. Det havde så ganske afgjort være nemmere på den modsatte side af vandfaldet.

Vi søgte lidt ind til venstre for at slå lejr et stykke oppe i terrænet. Nu var der mange knots. Men pludselig faldt vi over endnu en jagtseng. Denne så nu noget moderne ud i snittet. Det var en stor blok, som nogen havde bygget en slags halvsider på antageligt for at skærme mod vinden. Jeg forestillede mig et par moderne jægere, som var gået herop dagen før jagten begyndte for at være klar straks det lysnede om morgenen. Men vi registrerede den. Som de andre. Så må professionelle vurdere, om det er nyt eller gammelt. I øvrigt kan der sagtens gå hundrede år eller mere, før der bliver midler til at undersøge den slags har. Til den tid vil det være gammelt alligevel.

Da vi fandt et sted at slå teltet op, valgte jeg at tage myggenet på. Der var mange knots, og det var slet ikke behageligt uden myggenettet. Dorthe fulgte mit eksempel. Så spiste vi aftensmad på en lav fjeldknold, mens vi betragtede den kam, vi var gået op ad i regnvejret på dag 2 for længe, længe siden. Hvor var der sket meget, og hvor havde vi dog oplevet meget i de mellemliggende 7 dage. Efter aftensmaden gik vi en tur op på en top for at se, om vi kunne se noget interessant og for at se lidt efter en egnet rute det første stykke på morgendagen.

Mandag var 10. dag på turen. Dagen startede med strålende solskin. Vi fandt en nem rute ned til bugten ved Majuala. På vejen ned passerede vi i en lille kløft en stenpikker, som konstant gav sit karakteristiske alarmsignal. Men vi så også to unger gå forsigtigt omkring, så den havde jo god grund til det. Nede ved bugten udså vi os et flot sted på en høj grusaflejring at slå lejr på. Her lagde vi rygsækkene og gik så over for at hente vores paktasker. Vi var lidt spændte, men de lå heldigvis helt urørte i depotet. De blev hentet frem, og så blev de båret over til lejren. På vejen tilbage så vi nede i bugten ret tæt ved land en flok på op mod 15 toppede skalleslugere. De endte med at stikke af ved synet af os. Som det første tilbage ved lejren slog vi det store telt op og lagde alt vores gods indenfor. Så kunne vi gå lidt på opdagelse.

Dorthe havde været ovre for at hente vand ved elven, der dræner det meste af dalen. Hun kunne berette, at på den nedre terrasse ovre i den sydlige ende, lå der store mængder skrald. Nu gik vi ned for at se på skraldet. Det var ikke småting, folk havde smidt fra sig. Almindeligt affald såsom konservesdåser, gasflasker, plastikposer, presenninger, fiskenet, tovværk og toiletpapir. Men også mere ukurant affald såsom fire madrasser i en vandpyt, en stol i tidevandszonen, to ghettoblastere, rifler (på den ene kunne jeg kende Steyrs logo), batterier af forskellig art herunder et bilbatteri, der var revnet og syren løbet ud, benzindunke med og uden benzin i, en zibro ovn, fiskeknive, gafler, sker, krus, tallerkener og meget andet. Det var et sørgeligt syn.

Klokken var omkring middag, og det var nu blevet overskyet. Vi gik op til teltet. Her sad vi og dinglede med benene ude ved kanten og drak the og kakao, mens vi slappede af og nød udsigten. Der var ikke helt så meget is i bugten, som da vi kom, men der var stadig en del. De større stykker lå i nordenden, mens de mindre lå i sydenden, der tydeligvis var mere lavvandet. Vandet var fyldt med sediment, så man kunne ikke se tyve centimeter ned i det. Men på den måde, skosserne lå under tidevandscyklussen, kunne man alligevel få en fornemmelse af bundforholdene.

Ved 16-tiden var der efterhånden kommet så mange knots ind under mit tøj, at jeg var ved at få spat. Jeg kravlede ind i teltet og tog tøjet af. Dorthe fulgte efter. Solen skinnede, så der var meget varmt i teltet. Men når man lå i undertøj, kunne man akkurat holde det ud. Da jeg tog mit tøj af, faldt der en del døde knots ud. Min skjorte var revnet i venstre albueled, så den sang på sidste vers. Vi tog rødvinsdunken og vores mugs med ind. Så fik vi en lille en, mens vi lå og slappede af.

Ved 18-tiden kravlede vi ud af teltet igen. Temperaturen var sunket noget, og vi havde fået en pause fra knotsene.

Nu lavede vi aftensmad og sad igen og nød udsigten. Det var herligt bare at sidde og slappe af uden at skulle knokle. Til sidst begyndte det at regne, så vi kravlede tilbage i teltet, hvor vi fik lidt mere vin og gode sager.

Før vi tørnede ind, skulle vi lige ud for at børste tænder. Vi gik ud til kanten og så os om. Et stykke ude til højre havde en hare været helt ende på stranden. Måske slikker de salt? I al fald fik den øje på os og for som en pil opefter i terrænet, til den forsvandt over en knold og ind bagved.

Tirsdag d. 5. juli var 11 dag på turen. Der var noget tåget om morgenen, men den lettede ret hurtigt til fordel for solskin. Vi pakkede sager til en tur over på nordsiden af bugten.

Bugten afgrænses af to tanger, der stikker ud i bugten. Arkæologer har på den sydlige (venstre set fra teltet) tange fundet sommerbopladser for thulekuleturen. Den nordlige tange er blot et næs fra et fjeld, der går ud i vandet. Vi talte om, at hvis der havde været nogle, der døde i sommerlejren, ville dette næs nok være et oplagt sted at sejle over og begrave dem. På det nordlige næs var der ikke angivet nogle fund på museets hjemmeside. Så det ville vi undersøge.

Passagen derover går langs et stejlt fjeld med en del nedfaldsblokke. Det tog os en time at komme rundt her og ud til næsset. På vejen fandt vi en død tejst, der lå på en sten. Og undervejs rundt kunne vi høre en falk skælde ud et sted oppe over os.

Ude på næsset fandt vi straks et bålsted, som kunne være nyt eller gammelt. Herefter fandt vi først en grav med to døde i. Så endnu et bålsted. Derpå et teltfundament formentlig fra thulekulturen. Så endnu en grav - denne gang med tre døde i. Helt nede på en lille bitte hylde, der så ud til at være livsfarlig at gå ud på om vinteren, lå der en rævefælde. Det var flere fund, end vi havde forestillet os. Herfra gik vi op ad fjeldsiden. Det var meget varmt, så vi svedte noget og blev efterhånden godt tørstige. Men der var intet vand at finde.

Vi kom op på en lille top og besluttede os for at gå over med en kløft for at se, om der ville være vand på den fjerne side. Inde i kløften faldt vi over en rævefælde, der var overbegroet med lav og derfor virkede gammel på os. Samtidig kom et flot rensdyr og gloede lidt på os, før det forsvandt op ad bakke og forsvandt igen. Oppe i højden var der en herlig udsigt ud over bugten. Vi kunne se over til lejren og elven, der kommer ned bag lejren. I det fjerne kunne vi se fjeldene, vi var kommet over to dage forinden.

Fra kløften kunne vi se vand strømme ned fra den næste fjeldside. Vi gik derfor op ad den og kom så hen til et lille vandløb, der løb igennem noget sumpet tørv. Det drak vi trekvart liter af hver, før vi tog vand til frokosten og gik op på en morænevold for at drikke frokosten, mens vi samtidig nød udsigten. Så var det videre.

Nu gik vi på en fjeldkant helt ude i bugtens venstre side set ude fra vandet. Vi kom op i 350 meter. Udefra vidste vi, at vi skulle et stykke ind, før vi kunne finde en god nedstigning. Men på denne måde ville vi kunne undgå den stenede passage fra om morgenen. Den stod i øvrigt under vand nu, hvor det var højvande.

Helt ude på en kant i en lille lavning i fjeldet faldt vi over en varde. Men den stod i en lavning, så men ikke kunne se den på tyve meters afstand. Den kunne heller ikke vise en ned- eller opgang, for fjeldet var et lodret fald her. Derfor tolkede vi, at den var lavet af moderne jægere, som har lavet den af kedsomhed.

Vi gik frem og kunne endelig gå ned ad fjeldsiden. Der var stadig rigtig varmt, og fjeldet lugtede virkelig af varmt sommerfjeld, der steger i heden.

Nede i bunden søgte vi efter nogle nordboefterladenskaber, som der ifølge museets kort skulle være. Men vi fandt ikke noget. Til gengæld fandt vi en mindre elv, som vi drak noget af, før vi gik tilbage til lejren.

Onsdag regnede det om morgenen, så vi blev i teltet. Først ved ellevetiden hørte regnen op, og vi gik ud og satte os for at drikke lidt te og betragte udsigten. Vi havde tidligere talt om at afsøge sydsiden af bugten, næsset med sommerbopladserne og kysten syd herfor. Men nu gad vi ikke mere. Vi ville egentlig bare gerne hjem. Kunne slet ikke rumme flere oplevelser.

Mens vi sad og så på naturen og alle de forskellige figurer, vi kunne så i isfjelde og skosser, kom en sæl svømmende ud for kysten.  Lidt senere tre tejster. Men ellers sad vi bare og vegeterede det meste af eftermiddagen.

Om aftenen ville Dorthe lave bål. Hun var om eftermiddagen gået ud for at samle brænde ind. Nu lavede vi et bålsted ud af tre sten et sted med bart grus. Så blev der lavet et bål, og efter en del forsøg med et tændstål fik vi faktisk ild i bålet. En flad sten blev lagt over de tre sten, og da den var varmet godt igennem, bagte Dorthe boller på stenen.

Det smagte fantastisk dejligt med brød efter alle disse dage uden. Vi fik to boller hver. Bagefter fjernede vi den flade sten, og mens vi holdt bålet ved lige, bagte vi skumfiduser og spiste dem til dessert. Det var aftensmaden for den dag. Dermed sparede vi en af vores frysetørrede portioner. Vi var nemlig bekymrede for, om vi kunne blive hentet på det aftalt tidspunkt. For der var godt nok meget is i fjorden.

Torsdag morgen pakkede vi lejren sammen. Paktaskerne blev lagt nede ved kysten tæt på det sted, hvor vi var blevet sat i land. Selv satte vi os med rygsækkene og vand i vandsækken lidt oppe på en klipperyg. Her havde vi en rimelig udsigt ud over vandet, så vi kunne spejde efter båden.

Vi bryggede et par krus te mens vi sad og slappede af. Men helt slappede vi ikke af. Dels var der mange knots i luften, og dels håbede vi virkelig, at båden ville komme, så vi kunne komme hjem til vores eget og især komme i bad. Vi beregnede, hvornår båden allertidligst ville kunne komme til syne længst ude ved hjørnet ved hovedfjorden. Da det tidspunkt kom, sad vi med mellemrum med kikkerten og gloede derud og afsøgte bassinet. Men der var mange og store isfjelde, så der var store områder, vi ikke kunne se i kikkerten. På et tidspunkt gik vi ned til vandet for at fordrive tiden lidt med at slå smut og kaste med sten efter en isskosse.

Og pludselig var båden der. Den var allerede halvvejs inde gennem bassinet, da vi fik øje på den. Vi sprang op og pakkede vores ting sammen. Rygsækkene på nakken og så traskede vi ned til paktaskerne. Dem kom vi ned til et minut inden båden kom ind til land. Jeg anviste bådføreren en rute ind. Vi havde ved lavvande studeret kystens udformning her. Nu var det højvande, så vi vidste, hvor der ville være dybt vand helt ind til klipperne. Båden kom ind, taskerne blev svunget om bord til matrosen. Dorthe kravlede om bord og til sidst kom jeg om bord.

Vi lagde fra land, godset stuvet under dørken, og så sejlede vi hjemefter. Hende, der sejlede båden, gav den godt gas til trods for al isen. Normalt ligger disse både med omkring 25 knob. Hende her lod den gøre 28 knob. Til gengæld sad hun også og hev i rattets hurtigdrej konstant. Nogle gange kunne man mærke båden kure sidelæns.

Vi satte os godt til rette. Jeg fik serveret en kop kaffe og sad og nød den. Bagefter fik jeg en til. De to piger, der hentede os, var et sted i tyverne. De spurgte noget til vores tur, for de havde aldrig været så langt inde i fjorden før.

Isen lå tæt langt ud ad fjorden. Først helt ude ved Sermitsiaq hørte det mere eller mindre op. Det var jeg glad for. Hvis den ikke havde været skubbet så meget udefter, ville det helt have blokeret fjorden, og så ville vi ikke være blevet hentet.

Endelig kom vi ind og blev sat i land i kolonihavnen. Vi ringede efter en taxa, som snart kom. Det var et helt kulturchok at se så mange mennesker og så mange biler på vejene. Men snart var vi hjemme og kunne træde ind ad døren med alt vores gods og hamre døren i bag os.

Der var gået 13 døgn og 2 timer, siden vi gik ud ad døren. Det havde været en fantastisk ferie. Så afgjort den flotteste vandretur, vi endnu havde været på. Nu skulle alle indtrykkene lige have tid til at bundfælde sig.