Den traditionelle rypetur d. 15-17. marts 2024

Årets rypetur var som sædvanligt en fed tur. Dorthe havde lånt en bil, så vi hev alt grejet ind i den og kørte ned til havnen lidt over fem fredag eftermiddag. Mens Dorthe afleverede bilen, fik jeg alle vores ting hevet om bord på Tulu og fordelt dels i kahytten og dels i skurcontaineren ude på dækket.

Et par stykker var allerede dukket op, og de øvrige kom trissende i løbet af en halv time. Som sædvanligt var der lutter glade ansigter. Da folk begyndte at diskutere, hvor vi skulle tage hen, kunne jeg hive nogle udprint af de seneste satellitfotos frem. Så kunne man se, hvor der var fastis på fjorden. Personligt havde jeg ikke nogen holdning til, hvor vi skulle tage hen. Lars H ville meget gerne ind i Ameralikfjordens søndre løb. Her havde han netop været inde med sit arbejde og syntes, der så lovende ud til ryper. Det var fint med mig. Der havde hverken Dorthe eller jeg før været i land om vinteren. Så Anders fik at vide, at vi godt ville ind til området mellem Umiviit og Tuperluk. Skibet kastede trosserne til land og begyndte at sejle.

Vi samledes nogle stykker ude på dækket og nød det fantastisk flotte vejr, mens vi sejlede derindad. Solen skinnede, og det var varmt og dejligt. En jollefisker passerede os på vej udad, og jeg kunne høre ham huje af begejstring.

Siden søgte vi indenfor og hen i agtersalonen, hvor snakken gik. Da vi passerede bugten, hvor hytten ligger, kunne jeg lige kaste et blik ind til den og se, at den så fin ud. Til aftensmaden fik jeg forspist mig, så jeg resten af aftenen sad og var stopmæt. Det fortog sig først hen imod midnat. Men da var det begyndt at tynde ud blandt dem, der sad og knævrede. Til sidst var der kun mig og Per tilbage. Men klokken tre smed Ellen os til køjs. Så gad hun ikke sidde og høre mere på det.

Det var også tiltrængt. Mit vækkeur ringede klokken syv. Så kunne jeg trisse op i salonen og bælle en masse saft i et forsøg på at fjerne tågerne fra aftenens og nattens alkoholindtag. Jeg kunne se, at skibet lå ganske tæt på land ved Tuperluk.

Ved morgenmaden klokken otte sad folk og diskuterede, hvor de hver især gerne ville i land. Vi var fem, der gerne ville over til Umiviit, mens resten på nær et par stykker, der ikke tog i land, valgte Tuperluk.

Jeg var lidt sen til at blive klar med alt mit grej men nåede dog at være der, da jollen var klar til at sejle os i land. Da vi lå lige ved Tuperluk, blev holdet dertil først sejlet ind. Så kom bådføreren tilbage for at hente os, der ville over til Umiviit.

Der var superfedt vejr. Vindstille og ikke en sky på himmelen. Fjorden lå stille med et par stykker afrevet pandekageis hist og pist. Landet var sneklædt og så flot ud i solskinnet. Vi blev sejlet over til Umiviit og kunne snart hoppe i land. Det var her, vores store vandretur i 2015 havde haft sit udgangspunkt. Det var sjovt at være her igen og nu se landskabet ved vintertide.

Vi måtte lige gå lidt på isfoden og hen forbi et krat, før vi kunne komme op fra stranden. Jeg fik skiene på i en fart og gik op på en lille morænevold. Her hev jeg kikkerten op og fik straks øje på en rype, der sad lidt oppe ad skråningen. Jeg moslede opefter og fik ram på den. Mens jeg samlede rypen op og fik genladt riflen, kom Dorthe op til mig.

Til venstre i samme højde gik flere ryper. Vi gik den vej. Aslak gik samme vej men lidt lavere end os. Sammen støvsugede vi skråningen for de ryper, der var. På nær de, der fløj, selvsagt. En enkelt rype skød jeg tydeligvis. Den gik dog rundt om hjørnet og ud af syne. Da vi kom derover, var den bare væk. Vi fandt den ikke. Vi så os ellers grundigt om efter den. Det var noget underligt.

Da vi havde bevæget os lidt hen ad skråningen, blev landet nedenfor os smallere og stejlere. På den måde ville vi klemme Aslak, hvis vi selv holdt højden. Vi blev derfor enige om at gå højere op. Da vi vendte os, så vi dog, at Aslak selv var ved at arbejde sig op bagved os. Så fortsatte vi videre frem.

Vi kom snart rundt om et hjørne og ud i en stor dal. Det vrimlede med rypespor i sneen specielt i den øvre del af dalen. Der var kulret mange spor. Nogle ryper gik ved en lille kant et stykke inde i dalen. Vi gik derhen, og jeg lagde an og skød en rype. Den fløj dog op og svævede en 2-300 meter ud i dalen, før den styrtede. De andre ryper fløj deres vej. Selvom jeg kunne se flere ryper henne ved fjeldvæggen, måtte vi først lige ud for at hente den døde.

Da den var samlet ind, gik vi op mod fjeldet og de ryper, jeg havde set her. På vejen op fik jeg øje på Aslak, som var på vej hen til det samme sted langs med fjeldvæggen. Han standsede op ved en stor sten af afgav nogle skud. Jeg kunne ikke se, om han ramte noget eller ej. Men hver gang han skød, fløj der ryper hen og satte sig ved nogle store sten. Jeg moslede op mod en stor sten, hvor der sad ryper. Én fik jeg vel en 20 meter fra stenen, hvor den sad på en mindre sten. Til højre og skråt bag mig kunne jeg høre flere ryper snakke.

Jeg fik lagt an og skød hurtigt en, der sad på toppen af den store sten og to, der sad i et krat til højre derfor. Derfra gik der totalt skydetelt i det. Jeg samlede den nærmeste op og gik over til de to i krattet. Derfra kunne jeg se en masse ryper side oppe oven for mig og skråt oppe mod venstre. Med rygsækken som anlæg kunne jeg slet ikke holde rede på, hvor mange, jeg fik skudt her. En lille episode skilte sig ud. I sigtet fandt jeg tre ryper, der stod tæt sammen. Jeg tænkte, at hvis nu den ene gik ind foran en af de to andre, kunne jeg jo prøve at få to med ét skud. Lige som jeg tænkte det, gik den længst til højre ind foran en af de to andre. Hurtigt flyttede jeg sigtet og trak af. Jeg kunne se, at jeg ramte dem begge, selvom den ene godt nok fløj ud til venstre og forsvandt af syne for mig.

Da der ikke var mere at skyde på, var det tid til at samle ind. Aslak var gået ud i sollyset på det flade stykke skråt bag mig. Her sad der flere ryper, som han gik efter. Dorthe gik ud mod venstre for at samle ind, mens jeg gik lige frem og til højre. Rygsækken lod jeg blive som et opsamlingspunkt, mens jeg gik ud i det åbne. Her fik jeg øje på et par ryper mere. Den ene oven for mig og den anden et stykke ude til venstre. Jeg havde ikke noget at lægge an på, så jeg brugte den ene skistav som skydestok og fik ram på dem begge.

Så måtte der samles mere ind. En rype lå neden for en meget stor sten. To andre lå oppe på stenen og var besværlige at komme op til. Herfra gik der lidt tid med eftersøgning, før vi endelig fandt den, der havde siddet et stykke ude til venstre. Tilbage til rygsækken og trække dem alle på snor.

Nu var rygsækken blevet godt tung. Jeg fik den på og riflen over hovedet. Så var det videre ud mod venstre. Aslak var gået den vej ud, hvor vi kunne se en masse ryper gå ude i solskinnet og spise. Aslak gik neden for buskadset, så jeg moslede igennem buskadset for at komme hen til de ryper, der højere oppe end ham. På vejen var jeg så heldig at komme lige forbi den rype, der var fløjet ud til venstre efter at være blevet skudt. Jeg kunne se på sneen, at den var død i flugten og bare var faldet ned i sneen.

Da jeg gik lige neden for en kant, fik jeg øje på en rype lidt over mig. Jeg oksede op over kanten, tog rygsækken af og fik lagt an henover den. Herfra kunne jeg se to ryper og fik dem begge.

Jeg lod rygsækken ligge og gik op for at hente dem. Tilbage til rygsækken og trække dem på snoren. Mens jeg gjorde det, kom der endnu en rype og satte sig lidt højere oppe end de to, jeg lige havde skudt. Jeg kunne kun se hovedet, men prøvede alligevel at skyde efter den. Da jeg havde spildt tre skud uden at ramme, måtte jeg nærmere. Rygsækken på nakken og langsomt op ad bakke. Endelig kom jeg så højt op, at jeg kunne lægge an på skistaven og skyde den.

Rygsækken blev lagt på jorden. Så hev jeg kikkerten op og studerede området mellem knolden, jeg stod på og selve fjeldvæggen. Der sad tre ryper. Jeg fik de to. Den tredje må være blevet reddet af, at kuglen har ramt en kvist og ændret retning. Rypen fløj op ad fjeldsiden og landede ovenfor et stejlt stykke. Her sad den og udstødte sit karakteristiske kald. Der skulle jeg ikke op, så den fik lov at få fred for mig.

Da de sidste tre ryper var hægtet bag på rygsækken, var den blevet meget tung at bære på. Jeg gik rundt om knolden, mens Dorthe spiste sin madpakke. Da jeg var kommet rundt om knolden og stod med udsigt ned over skråningen, blev jeg klar over, at rygsækken var blevet for tung til at jeg kunne slæbe på den. Der var også ved at være lavvande i æsken med patroner. Kort efter kom Dorthe over til mig. Jeg fortalte, at jeg ville tage tilbage til skibet for at lægge ryperne fra mig og så komme i land igen. Hun valgte så at tage videre op i dalen oven for den, vi stod i, for at se sig om her. Vi skiltes, og jeg tullede ned mod kysten. Ryperne var forsvundet fra området her, og det samme var Aslak. Men der var varmt i solen. Sveden randt af mig, mens jeg arbejdede mig nedefter. Endelig kom jeg så langt ned, at jeg tog radioen frem og kaldte skibet for at blive hentet. Da jeg havde talt færdig med skibet, kom Lars H på linjen og spurgte til, hvor mange ryper, jeg havde. Jeg svarede, at jeg ikke havde talt dem, men at der var så mange, at jeg var ved at brække ryggen af at slæbe på dem. Der var stilhed lidt. Så lød det: ”Seriøst?”

Jeg fortsatte ned. Lige før kysten kom jeg ned til et sted, hvor der ligger en havefræser. Dorthe og jeg fandt den et år vi var herinde for at lede efter fortidsminder. En havefræser er et fantastisk syn ude i de grønlandske fjelde.

Nede ved kysten bar jeg mine ting ud til et godt sted at hoppe om bord på jollen og ventede. Der gik ret lang tid uden at noget skete. Endelig kunne jeg høre motorstøj og satte kikkerten for øjnene. Jeg kunne nu se jollen komme sejlende omme fra Eqaluit Ilorliit dvs. i den modsatte retning af den, jeg stod i. Den sejlede forbi skibet og over til det sted, vi var blevet sat i land om morgenen. Jeg forsøgte at kalde bådføreren på radioen men fik ikke svar. Snart returnerede han mod Tulu. Jeg kaldte Tulu og forklarede Ellen, hvor han skulle finde mig. Jollen vendte om og snart kunne jeg kravle ned med alt mit habengut.

Turen tilbage var med fuldt knald på. Han gav simpelthen jollens 115 hestes motor bundgas. Fartvinden fik snart bugt med min overskudsvarme. Til gengæld gik der ikke længe, før vi var tilbage ved skibet. Jeg lod riffel og ski blive i jollen, mens jeg gik om bord for at trække ryperne over på en anden snor og hænge dem op.

Det tog lidt tid, men undervejs kunne jeg samtidig tælle ryperne. Der var 29. På et tidspunkt hørte jeg gutten i jollen udbryde: ”Hov!” efterfulgt af: ”Jeg har fisket dine ski op igen”. Hvordan han havde båret sig ad med at smide mine ski og stave i havet, fattede jeg ikke. I det mindste var det ikke riflen. Han måtte lige en tur ind til land ved Tuperluk for at hente et par gutter, der kom ned. Bagefter blev jeg sejlet hen til det sted, hvor han havde samlet mig op. Her sprang jeg i land og kunne nu fortsætte jagten.

Klokken var omkring 2 om eftermiddagen, og der var meget varmt. Jeg tænkte, at der var så varmt, at dyrene nok var søgt op til et område med skygge. Men for en god ordens skyld afsøgte jeg området længst til venstre i dalen. Der var adskillige helt friske harespor, men jeg så ingen hare.

Jeg kom op til den lave knold inderst i krogen af fjeldet. Her fulgte jeg Dorthes spor, som gik hen over den inderste del af knolden, hvor jeg selv var gået rundt langs foden. På toppen af knolden var en gammel rævefælde. Jeg kunne se, at Dorthe havde studeret den.

Jeg passerede det sted, hvor der havde været regulært skydetelt og fortsatte videre hen med fjeldvæggen på venstre hånd. Et eller andet sted længere henne kunne jeg høre et par skud. Jeg kunne dog ikke se nogen. Men et par ryper kom flyvende og satte sig højt over mig. Der var stejlt og bøvlet at komme derop, så det gad jeg ikke. Men så fik jeg øje på en rype, der sad inden for skudvidde oppe ad fjeldsiden.

Mens jeg stod og overvejede, hvor jeg kunne lægge an og skyde den fra, hørte jeg tydeligt en stemme, der sagde: ”Fuck!”. Stadig kunne jeg ikke se nogen personer i området. Jeg fandt en sten og fik skudt rypen. Jeg tog ladegreb og sigtede på en anden, som jeg fik øje på. Men inden jeg nåede at trække af, gik den ind på hylden og ud af syne. Patronen ud af kammeret og tilbage i magasinet. Så kom riflen på skulderen igen, og jeg begyndte at knokle mig vej op imod rypen.

Det var rigtig hårdt arbejde. Skråningen var stejl med mange små terrasser med spring imellem dem. Det hele var dækket af buskadser overdækket med sne. Det blev en kamp at komme op til rypen. Undervejs mistede jeg overblikket over, hvor den var og kom op over den.

Mens jeg stod og overvejede, hvad jeg skulle, lød der et skud i nærheden og et smæld meget nær ved mig. Jeg drejede hovedet og så en af drengene ligge med riflen pegende ned mod mig. Jeg har vel været i hans klokken 11.30 position. Mens jeg så på ham, tog han ladegreb igen og lagde kolben til kinden. Så jeg skyndte mig at sige: ”Jeg står lige hernede”. Det fik ham til at standse og pille patronen ud. Han undskyldte og virkede oprigtigt ked af at have skudt i min retning. Men jeg tror nu, mit hoved lige var kommet op over kanten, efter han havde lagt riflen til kinden for det første skud. Med det fokus, man gerne har på byttet på det tidspunkt, er der ikke noget at sige til, han ikke havde set mit hoved komme til syne. Det var der nok ikke mange, der havde gjort, hvis de havde været i hans sted.

Vi stod lige et øjeblik og talte sammen. Jeg nævnte, at jeg ti minutter forinden havde hørt nogen bande højt, og han fortalte, at det ganske rigtigt havde været ham. At han var faldet ned i et dybt hul. Men om aftenen på skibet fortalte han, at hans udbrud havde skyldtes, at han havde fået øje på mig. Det morede mig. Men det var jo også smigrende. De gutter er selv dygtige rypejægere, så at være så kendt for at rydde fjeldet, hvor jeg kommer frem, at det ligefrem kan være belastende at se mig i nærheden, er vel den største ros, der kan gives.

Vi blev nu enige om at holde hvert vores niveau og gå ud til venstre, hvor der sad en hel del ryper. Jeg havde kun gået kort vej, da ryper i stort tal enkeltvis og i grupper begyndte at flyve hen over mig og over i dalens højre side. Da ryperne således havde delt sig, var der ingen grund til at vi to sad lårene af hinanden her. Jeg skød en enkelt rype ovre mod venstre. Den samlede jeg op og begyndte at gå ned mod den, jeg før var kommet til at kravle op over. Den fandt jeg og fik arbejdet mig ned for foden af fjeldsiden.

Herfra gik det hurtigt med at komme over i dalens højreside. Det var dog svært at se noget foran mig, da jeg havde den nedadgående sol lige i ansigtet. Jeg nøjedes i første omgang med at se på skråningen på venstre hånd, til jeg kom hen til stigningen i dalens højreside og buskene, der stod her.

Jeg kunne høre ryper tale sammen, så jeg fik kikkerten op og set mig omkring. Der var ryper oppe ad en næsten lodret fjeldside. Dertil en rype længere fremme. Jeg valgte at gå efter den sidste. Da jeg nærmede mig, var der en ny ude til højre ikke ret langt væk. Jeg fandt et sted at lægge an, men det var ingen succes. Anlægget var dårligt, så jeg havde svært ved at holde sigtet i ro. To gange skød jeg bare forbi, og et tredje skud røg ud til ingen verdens nytte, da rypen gik til siden lige i det øjeblik, jeg trak skuddet af. Jeg efterfyldte magasinet og forsøgte at gå ind i skyggen for ikke at have solen lige i øjnene. Da jeg kom herind, fløj rypen til højre for mig. Den trak den, der havde stået foran mig med sig sammen med en hel flok, der stod længere fremme. Jeg gættede på, at der var omtrent 30 ryper, der fløj rundt om en knold og forsvandt.

Mens jeg stod og sundede mig lidt, så jeg op på ryperne, der sad oppe på det lodrette stykke. Det ville være en meget stor omvej at kravle derop. Det orkede jeg ikke. Men så gik det op for mig, at nogle af dem stod så skråt, at hvis de blev skudt, ville de falde ned til et sted, som jeg godt kunne komme op til. Jeg fandt et godt sted at lægge an og skød en, to, tre gange. Hver gang faldt en rype ned for foden af det stejle stykke. Et par sekunder studerede jeg en fjerde. Den stod på et fladere stykke, men jeg fandt frem til, at den også burde falde ned, hvis jeg fik den. Da skuddet gik, faldt den også livløst nedefter. Uheldigvis blev dens fald bremset af de to eneste små grene, der stak op af en sprække i fjeldet på det stejle stykke. Lige i det sekund, den blev bragt til standsning, begyndte den at flakse, selvom den formentlig var død. Flakseriet fik den skubbet ud til venstre forbi grenen. Så styrtede den det sidste stykke ned.

Jeg skulle lige op over nogle terrasser for at komme op til bunden af det lodrette stykke. Så fulgte jeg hylden her, til jeg kom til det sted, ryperne var faldet ned. Her kunne jeg ikke se dem i sneen. Det virkede underligt. Men inde under det lodrette stykke var der bart, så måske de var faldet derind? Jeg gik over for at se derind. Der var ingen ryper. Når jeg bukkede mig ned og så ind, kunne jeg se to åbninger, der førte ind i fjeldet. De var små, men ville være fine for en ræv at bruge. Et sekund så jeg for mig en ræv side derinde og se ud og opdage at det regnede med mad oppefra. Den ville sgu da tro, det var juleaften. Nå, jeg var klar over, at jeg stod et forkert sted. Der var ingen spor i sneen her. Jeg gik fire meter frem og kunne nu se ryperne rundt om et hjørne. De blev hurtigt trukket på snoren.

Jeg gik nu op og rundt på en hylde i fjeldsiden for at se efter den flok, der var fløjet. Hvis jeg kunne finde den, kunne der være mere jagt, inden jeg skulle ned. Vi havde en bagkant på kl. 18 til at være tilbage på skibet.

Da jeg kom rundt om knolden, kunne jeg se ud over en meget stor terrasse i fjeldet. Bunden lå et halvt hundrede meter under mig og strakte sig en km langs med kysten. I den fjerne ende var et større buskads. Jeg gik ned og begyndte at krydse dalbunden. Et sted så jeg en ræv gå oppe på fjeldsiden over mig. Den standsede en gang og så formentlig nok mig gå under sig, men mod sædvane skældte den ikke ud på mig.

Jeg gik ind i skyggen for at slippe for at have solen lige i ansigtet. Men jeg havde kun været ude af solen i få sekunder, før jeg måtte have ekstra tøj på. Allerede her midt i marts varmer solen rigtig meget. Jeg fortsatte et stykke og krydsede en frossen elv, der – når den løber – ender i fjorden lige hvor vi var blevet sat i land om morgenen. Kort efter standsede jeg dog op. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke kunne nå nogen meningsfuld jagt i tide og stadig nå tilbage til skibet til aftalt tid. I stedet vendte jeg om og begyndte at gå tilbage mod elven.

Lige da jeg havde krydset den, kom Dorthe drønene på ski. Hun havde været langt oppe i den næste dal og set 21 rensdyr i flere små flokke. Hun havde også set nogle ryper deroppe og endda en rævefælde, som hun havde registreret. Vi fulgte først elven ned og ud til en kant, hvor det går stejlt ned mod fjorden. Forholdene var dog for dårlige til, at vi ville gå ned her. I stedet gik vi længere tilbage i den retning, jeg var kommet fra, til vi kunne komme sikkert ned.

Halvvejs nede fik jeg øje på en rype lidt over mig. Jeg gik lidt op og fandt et godt sted at lægge an. Rypen døde lige i knaldet. Skuddet fik en anden, jeg ikke før havde set, til at rejse sig for at se, hvad der skete. Så fik jeg den med. De var endda så flinke at trille lidt ned mod mig, så jeg hurtigt kunne samle dem ind.

Herfra gik det hurtigt det sidste stykke ned til vandet. Dorthe kaldte Tulu og bad om, at vi blev hentet. Lige da den samtale var afsluttet, kom sidstemanden herovre på nettet og spurgte om vi kunne hente ham ved havefræseren. Den var bingo-bongo, for jeg havde jo selv lige været ved den, så jeg havde i frisk erindring, hvor den lå.

Jollen kom snart og samlede os alle tre op. Det var godt at komme om bord på skibet. Min fangst endte på 37 ryper. Så mange har jeg ikke før oplevet at få på en hel weekend. De sidste 8 blev trukket på en anden snor og hængt op. Riflen blev skilt ad, og for en god ordens skyld trak jeg lige en renser en gang igennem løbet for at få det værste krudtslam ud. Da alt var lagt til side, kunne jeg gå indenfor og slappe af.

Det viste sig, at klokken nu var 18.23 og vi manglede endnu to mand. De kom først om bord noget senere. Det viste sig, at de ganske enkelt havde fejlbedømt, hvor lang tid, de ville være om at gå tilbage til skibet. Da der blev talt op, havde 9 jægere samlet nedlagt 89 ryper i dagens løb.

Mens vi bænkede os og slappede af, lettede skibet anker og begyndte at sejle. Vi skulle kun lige hen til Ameralikfjordens nordre løb. Her er der en bugt ved navn Aqajamineq. Der blev ankeret kastet. Så gik snakken ellers hele aftenen og noget af natten med. Jeg smuttede i seng som den tredjesidste omkring klokken to.

Søndag morgen, da vækkeuret ringede klokken syv, kunne jeg godt mærke søvnunderskuddet. Jeg satte mig op i salonen og drak en del saftevand for at få fyldt noget væske i skroget.

Efter morgenmaden var det bare med at komme i land igen. Vi blev sejlet ind til stranden og hoppede i land. Dorthe og jeg valgte at gå mod venstre og holde os længst til venstre af alle. Der var masser af spor af både ryper og harer i sneen. Lige som dagen før var der så mange spor, at det ikke gav mening at bruge det til at se efter dyr. Man skulle undersøge fjeldsiden metodisk i kikkerten.

Ret hurtigt fik vi øje på en rype nede i en kløft. Jeg arbejdede mig ned og fik ram på den. Så oksede vi op ad den modsatte side af kløften og videre opefter. Det viste sig at blive dagens knokleri. Hen til en kant og undersøge smeltevandskløften over og under os. Så over på den anden side og videre til den næste kløft. Det var ret anstrengende og tog sin tid. Efterhånden som vi arbejdede os ud ad fjorden, blev kløfterne kortere og standsede nærmere på vandet, så vi kom længere ned. Til sidst var vi nået så langt ud, at rypesporene holdt op med at være der. Harespor var der stadig mange af. Men vi havde ikke set andet end den første rype. Vi havde heller ikke hørt nogle ryper sige noget. Det kan ellers høres over det halve af fjeldsiden, når de kalder.

Udsigten fejlede heldigvis ikke noget. Solen strålede ligesom om lørdagen fra en skyfri himmel, vinden var næsten nul, og temperaturen virkede endda højere end om lørdagen.

Vi stod i zig-zag ned imellem to kløfter og kunne på den måde undersøge dem begge intenst, til vi kom ned til det flade stykke for foden af fjeldet. Herfra begyndte vi at gå tilbage imod skibet. Det var egentlig rart, for nu havde vi solen i ryggen. Undervejs så vi ud over buskene hernede. Der var flere harespor men ikke ret mange rypespor. Vi talte om simpelthen at gå tilbage til det område, vi var blevet sat i land ved, og så søge op ad skråningen i håb om at ryperne var her og at de andre havde overset nogle.

Da vi kom hen nær endnu en af kløfterne, brugte jeg kikkerten op på den del af skråningen, jeg kunne se hernedefra. Der stod sandelig en rype under en busk og hyggede sig. Vi oksede op til kløften for at finde et sted at tage den fra. Det blev næsten nede i bunden af kløften på den side, vi var kommet fra. Her tog jeg den med et rent skud. Den gik omkuld og forsvandt af syne for mig. Lige som jeg skulle til at vende mig om for at gå op efter den, sagde Dorthe: ”Er der noget deroppe?”. Jeg drejede hovedet og så i samme retning som hende.

Ganske rigtigt stod der en rype længere oppe i dalbunden. Afstanden var 73 meter, men jeg havde ikke frit skudfelt til den, når jeg lå ned. I stedet måtte jeg okse op mod rypen og længere op ad den venstre side af kløften for at få et frit skudfelt. Endelig kom jeg højt nok op. Her faldt jeg på en så dårlig måde, at mine ski sad fast i sneen, jeg fik sne i støvlerne (jeg havde glemt mine gamacher derhjemme) og jeg kunne ikke sætte fra med hænderne. Jeg måtte klipse skiene af for at få styr på mig selv. Rypen syntes vist, jeg larmede lovlig meget, for den begyndte at gå sin vej. Endelig kunne jeg smide rygsækken foran mig og skynde mig at lægge an på den. Så lagde rypen sig ned, og jeg kunne rejse mig og begynde at pille sne ud af støvlerne.

Da jeg så op, fik jeg øje på en rype oppe på skråningen overfor og lidt bagude. Faktisk ret tæt på der, hvor den første rype havde siddet. Jeg skød den og kunne se, at den bare lå død på stedet.

Bagefter brugte jeg kikkerten for at se ind i buskene omkring mig. Derved fik jeg øje på to ryper, der sad under en busk vel ikke mere end tyve meter fra mig nede i bunden af kløften. Jeg lagde an og skød den til venstre. I dødsøjeblikket flaksede den ind i den anden, som løb ned i vandløbet bag sig og ud af syne for mig. Jeg prøvede at bevæge mig rundt ovenfor, så jeg kunne komme til at få øje på den. Det kunne jeg dog ikke. Jeg bevægede mig nærmere og tilbage til den side, jeg var startet fra. Her fik jeg lige et glimt af den, da den smuttede væk fra mig og længere ind i buskene. Ganske langsomt gik jeg nærmere, mens jeg skiftevis brugte øjne og kikkert. Da jeg stod helt nede ved vandløbet, fik jeg endelig øje på en rype inde i krattet lige foran mig. Jeg tog ladegreb og hævede riflen. Men jeg kunne ikke se rypen. Så tæt på var synet i kikkerten helt uskarpt. Jeg måtte stå og skrue løs på kikkerten for at få dens fokuspunkt så tæt på, som muligt. Så hævede jeg riflen igen og kunne nu lige ane to ryper sidde tæt sammen og holde øje med mig. Der var en masse grene i vejen, så jeg skiftevis satte mig ned og hævede mig og flyttede kroppen ud til siden. Det bragede i grenene, så det var helt ubegribeligt, at ryperne ikke fløj. Til sidst fandt jeg den bedste position at skyde fra. Det måtte blive et stående skud halvt nede i knæene. Jeg fandt rypen til venstre. Så tæt på sigtede jeg hen over ryggen på den og trak af. Den anden fløj ud af kløften og forsvandt hen langs fjeldsiden.

Sikke en jagt. Jeg skruede kikkertsigtets fokuspunkt tilbage til der, hvor det havde været tidligere. To meter til venstre for mig lå den, jeg først havde skudt. Den samlede jeg op og gik over til den anden. Den havde kun været 5-6 meter fra mig, da jeg skød den. Ikke mærkeligt, at alting var så uskarpt i kikkertsigtet.

Ryperne røg på snoren, og magasinet blev efterfyldt. Så var det med at komme op ad den modsatte skråning for at finde de to, der lå deroppe. Den ene kunne vi se herfra. Den anden var væk. Vi startede med at gå tilbage til det sted, jeg havde skudt den første fra og derfra arbejde os op ad skråningen, mens vi så efter den. Vi ledte og ledte og fik efterhånden bevæget os rundt om alle buske på skråningen. Men vi kunne ikke finde den. Til sidst gik vi op til den anden og samlede den op. Så fortsatte vi højere op for at se, om vi mon havde byttet om på deres beliggenhed. Der, hvor vi samlede en op, kunne man se, at det var lige over for det sted, hvor jeg havde skudt den første fra. Det var logisk, at det så var den første, vi lige havde samlet op. Men længere oppe blev det hurtigt klart, at vi var kommet for langt. Der var en kløft i skråningen, som havde været et stykke til siden for rypen. Så masede jeg ned ad skråningen igennem buskene her for at se efter den. Men det lignede ikke det rigtige sted. Den havde siddet under en busk ved et lidt åbent stykke. Vi knoklede rundt og sveden randt. Til sidst fandt vi den anden rype. De havde siddet under den samme busk. Det var derfor, vi ikke havde kunnet finde den anden. Da jeg havde samlet den første op, havde jeg troet, at jeg kun skulle hente én her og ikke set efter, om der kunne være to.

Klokken var efterhånden tyve minutter i fire, så vi havde ikke megen tid tilbage. Da vi nu alligevel stod næsten på toppen af kløften, besluttede vi at følge toppen og se ned i kløften.

Vi havde kun gået tyve meter, før jeg hørte ryper sige noget nede i kløften. Frem med kikkerten. 47 meter fra mig og stejlt nede sad der en rype under en busk. Til venstre sad endnu en. Nede i dalbunden ville jeg ikke kunne komme på skudhold, så det måtte blive heroppe fra. Begge ryper døde i knaldet. Så tog jeg skiene på og gik ned ad skråningen. Halvvejs nede fik jeg øje på endnu en rype. Det behøvede jeg slet ikke kikkert til, for jeg sad snart sagt oven på den. Den lå sammen med de to andre. Jeg tog skiene af og lagde rygsækken oven på dem. Så havde jeg en nogenlunde støtte at lægge an på. I kikkertsigtet så jeg en fjerde rype også samme sted. Den skød jeg først og derpå den tredje. Så kunne jeg tage skiene på og gå ned til dem. De lå alle fire inden for en radius på halvanden meter.

Det havde været en heftig oplevelse her i kløften. Alle jagterne her havde været ret spændende. Og det hele var kun passeret, fordi jeg havde fået øje på den første rype. Havde den ikke siddet, hvor den sad, var vi gået lige forbi dem alle.

Nu havde vi ti ryper og blev enige om at smutte direkte tilbage til skibet. Dagen var godt fremskreden, og bagkanten i dag var sat til klokken 17. Undervejs brugte vi kikkerterne uden dog at se andet end spor i sneen.

Da vi kom ned til stranden, hvor vi var blevet sat i land, kunne vi se Lars G stå på ski imod os. Han havde fart på, kunne vi se. Vi tog skiene af og gjorde i ro og mag klar til at tage tilbage til skibet. Der var ingen grund til at ringe til skibet, før han var fremme ved os.

Han kom frem til os med sveden glinsende i ansigtet. Han havde sin radio tændt i lommen. Vi kunne høre nogen på skibet sige til jolleføreren, at vi skulle hentes. Så det skete helt uden at vi skulle røre en finger selv.

Men Lars stod og baksede med sine ski. Han havde en anden type binding end vores. Hans skulle man trykke ned på med skistaven, så den gav slip. Det skete bare ikke. Han trykkede med alt sin magt, og både Dorthe og jeg hang på staven for at tilføre ekstra tryk. Det virkede ikke. Der måtte være opbygget is inden i bindingen. Jollen kom ind til stranden. Men lige som jeg bad bådføreren sejle ud til skibet for at hente Lars andet par støvler, så han kunne skifte, kom hans støvler fri.

Tilbage til skibet og rigge af. Jeg hang mine ti ryper op sammen med de andre, jeg havde. Lars H tog et herligt billede af mig, mens jeg hænger på en lejder og binder ryperne fast i den søjle af ryper, jeg havde fået lavet. Det ser heftigt ud.

Det viste sig, at vi 9 tilsammen havde fået 17 ryper i dagens løb. Så alt i alt blev det til 106 ryper på turen. En ganske heftig høst.

Hjemturen tog ca. 4½ time. Imens fik vi aftensmad, og der blev knevret noget mere. Men efterhånden faldt folk fra. Nogle fik vist en lur, og vi skulle også pakke vores gods. Vi kom i havn mellem ni og halv ti om aftenen. Så blev grej og bytte båret op. Vi blev kørt hjem i Pers bil med Mikkel som chauffør. Vi kom ind og fik klappet døren i bag os. Så skulle det mest nødvendige pakkes ud for at tørre og ryperne hænges på en krog i skuret. Vi drak noget vand, og så gik det lige på hovedet i seng. Jeg havde en del søvn, der skulle indhentes.