En forlænget forårsweekend i hytten 24-27. marts 2022

Vi havde taget fri fra arbejde fredag, så torsdag havde vi chartret en tur med Water Taxi. Turen ned til hytten gik fint i strålende solskin. Der lå relativt meget is på vejen ned. Der plejer ikke at være noget videre is i Ameralikken, men vinden havde presset en del derned fra Godthåbsfjorden.

I bugten ved hytten lå der endnu mere is, så det gik langsomt derind. Der var en del edderfugle i vandet mellem isskosserne og -stykkerne. De flyttede sig kun modvilligt for båden og var slet ikke bange. Det var lidt uvant. Normalt plejer de nok at kunne flyve deres vej.

Inde, hvor vi plejede at blive sat i land, lå der fastis i bugten. Den gik så langt ud, at vi blev sat i land ved den røde hytte på den modsatte side af bugten. Så måtte vi gå igennem sneen med godset på nakken. Heldigvis var sneen ikke så dyb, og en del steder gik vi kun i til anklerne.

En tredjedel ovre kom vi til den blå hytte. Her var der en hvid klump under terrassen. Den kunne ligne en hare. Jeg hev kameraet op og tog et billede af den. Så kiggede jeg på billedet og zoomede ind. Jo, det var skam en hare, der sad og holdt øje med os. Vi passerede den på en tredive meters afstand, før vi gik bagom den blå hytte og fortsatte over til vores egen.

Allerede på hundrede meters afstand af vores egen hytte kunne man se, at sneen stod op ad døren til vindfanget. Den stod højere, end vi havde oplevet det før – helt op til dørhåndtaget. Det gik heldigvis ganske nemt med at sparke og skære den (med hænderne) ud i stykker, der kunne kastes væk.

En time efter, vi var blevet sat i land, var vi inde i hytten med alle vores pakkenelliker. Termometeret viste -12 grader udenfor og +10 grader indenfor. Lækkert. Jeg tændte op i varmeovnene, mens Dorthe hakkede isen væk foran kælderdøren og fik tændt for gassen. Så var det bare med at slappe af og nyde livet.

Fredag morgen stod vi tidligt op. Jeg vågnede ved sekstiden ved, at jeg havde det for varmt. Termometeret i stuen viste 22 grader. Efter morgenmaden smurte vi madpakker og fandt skiene frem.

Vi stod op i dalen i retning ind i fjorden, mens vi så efter dyr, vi kunne fotografere. Oppe ved vandskellet til den næste dal fik vi øje på ryper oppe ad den foranliggende fjeldknold på vej op mod det mellemste plateau. Vi tullede op mod de første tre, mens vi søgte at finde en rute med sne imellem de bare fjeldpartier. Oppe ved ryperne havde vi lidt dårligt lys, da vi fotograferede op imod solen. Men det var herligt at se ryperne. De holdt øje med os, men slappede hurtigt af og gik omkring og spiste. Siden gik vi op over dem og på tværs for at se til nogle andre ryper. Der var imidlertid en, som ikke slappede af, selvom vi stod og ventede for at få den til at falde til ro. Så da vi til sidst gik videre over mod den, fløj den og trak i alt fem andre med sig.

Længere oppe forsøgte vi at gå op ad fjeldsiden mod det høje plateau, men vi fandt at det var for stejlt, og sneen lå for tykt til, at vi turde kravle det sidste stykke grundet risikoen for laviner. Vi manglede ellers kun ti meter i at komme helt op. Men den forsigtige får lov at sove i sin seng.

I stedet satte vi os lidt nede og spiste frokost, mens vi nød udsigten ud over Ameralikken. Solen strålede fra en skyfri himmel, fjorden lå blå med isstykker i, og landet lå dækket af den fineste hvide sne, som kun vi selv og dyrene havde lavet spor i. Der var bare flot. Samtidig var det varmt og vindstille. Det var så varmt i solen, at sneen smeltede på vores ski.

Efter frokosten turede vi en gang rundt på det mellemste plateau og så os omkring, før vi gik nedefter mod det laveste plateau. På vejen ned mødte vi igen ryper. Først en enkelt, som fløj lidt og satte sig, og lige bagefter to mere, som blev stående og kiggede på os, mens vi tog en masse billeder og filmede dem. En fjerde dukkede op fra bag en sten og så os tydeligt mistroisk an. Efter at have set nok fra denne vinkel gik vi rundt om dem, så vi kunne se dem i et bedre lys, og tog flere billeder og film. Det viste sig nu, at der igen var seks styk ligesom om formiddagen. Jeg endte med en lang og flot film, hvor de til sidst fløj deres vej alle sammen.

Så tullede vi igennem kløften ved hareknolden og tilbage til hytten. Klokken var lidt over fire, og vi havde haft en afslappende og virkelig flot dag.

Hjemme i hytten spiste vi en del knas. Vi blev også enige om, at vi skulle have en bid is. Vi havde nemlig taget en liter is med. Men da vi tog den indenfor, opdagede vi, at den var helt blød. Åbnet var den som softice. Vi blev dog enige om, at den ikke skulle gå til spilde. Så vi spiste det hele på stedet. Det var kun delvist vammelt. Så nød vi solnedgangen med et glas rødvin. Til aften spiste vi flæskesteg. Vi spiste den kold, for vi var ikke så sultne (mærkeligt nok?), og vi kogte kun nogle broccolibuketter til.

Lørdag vågnede vi igen til en fremragende morgen. Ikke en sky på himmelen. Så efter morgenmaden tog vi skiene på fødderne igen og strøg af sted i retning mod Uppik. Vi syntes ikke vi havde lyst til en lang rundtur, så vi tog op på toppen af Uppikfjeldet. Så kunne vi altid bare vende om, hvis vi blev trætte undervejs.

Turen op mod det første pas tog sin tid, for der var så varmt, at vi standsede op hele tiden for ikke at overophede. Jeg havde fleece jakkerne i tasken og havde kun skaljakken på – lynet ned. Ingen handsker på og heller ingen hue. Så kunne man godt komme til at glemme, at det faktisk stadig var vinter – i al fald ifølge almanakken.

Vel oppe tog vi den vanlige rute videre op til Uppikfjeldet. Jeg huskede den som værre, end jeg oplevede det. Vi nåede op ved en stor sten ude på kanten. Her slap en hare engang fra mig. Nu kiggede jeg over på stenen 30 meter væk og så, at der også i dag var harespor omkring den. Men siden det ikke havde sneet i flere dage, var det nu heller ikke så mærkeligt. Vi blev enige om at gå ud til kanten nær stenen for at spise frokost og nyde udsigten.

Da jeg var en 6-8 meter fra stenen, krydsede jeg haresporet, der gik hen til stenen. Jeg standsede op og så mere indgående på sporet. Det var meget frisk. Lige da det gik op for mig, så jeg en bevægelse ud af øjenkrogen. Det var haren, som havde siddet bag stenen. Min standsning havde åbenbart været for meget for den, så nu stak den af. Et par zig-zag og så var den ude af syne. Der var slet ikke tid til at tage billeder af den.

Vi gik ud til kanten og spiste vores frokost og drak en del vand. Udsigten var cirka lige så flot, som den havde været ved frokosten dagen før.

Efter frokosten fortsatte vi ind over toppen af fjeldet. Lidt fremme var haresporet der igen. Nu fulgte vi det og vupti var haren der. Vi standsede for at se på den fra en 30-40 meters afstand. Men det brød den sig ikke om og stak af igen.

Så gik vi en anden vej. Vi gik over på den anden side af fjeldet og kiggede ned ad skråningen her. Der var en del rypespor, men vi så intet levende. Så gik vi hen til den øverste top og lige under varden, der står helt på toppen, og over til den fjerne ende med udsigt ned over Uppikbugten.

Her stod vi en stund og så ud over landskabet. Jeg kunne se, at det sted, jeg plejede at gå i land på vinterdage for at gå på rypejagt, dengang jeg havde min gamle båd, nu var spærret af fastis. Det havde jeg ikke oplevet før. I kikkerten kunne man se isen ude i Davis strædet. På nordsiden af Godthåbsfjorden nåede den helt ind til land. Det var fascinerende at tænke sig, at derude går bamserne og leder efter sæler.

På vejen tilbage smuttede vi helt op på toppen for at se på varden deroppe. Det var måske en af de varder, der blev bygget til kortlægningen af Grønland, der blev færdiggjort i 1926.

Mens vi stod heroppe, hørte vi pludselig snescootere. I kikkerten kunne vi se dem komme fra retning af Kobbefjordens bund og ud i retning af Uppik. Støjniveauet i den klare stilhed var noget uvelkomment. De passerede få hundrede meter fra os og forsvandt ned til bugten.

Vi kørte stille og roligt ud til kanten og ned på en bred hylde i fjeldet på vejen hjemad. Her tog vi fellerne af skiene, så vi nu kunne give den gas på vejen nedefter. Sneen var perfekt, så det var virkeligt fedt at stå på ski hele vejen hjem til hytten.

Vi så på det sidste stykke, at snescooterne havde været ude ved hytterne i mundingen af vores bugt. Sporene var meget brede i sneen. Der så ud til at have været tre eller fire snescootere. De to sidste så vi køre væk, da vi stod oppe ved et pas og så ned på området.

Hjemme i hytten var temperaturen nået op på 27 grader. Det var jo pænt lunt, og det var udelukkende solen, der havde gjort det. Vi åbnede terrassedøren for at få lukket lidt kulde ind. Så drak vi en masse vand til erstatning for det, vi havde svedt i dagens løb. Aftensmaden var svensk pølseret, hvad der altid er en velkommen ret. I det hele taget er det meste velkoment efter en lang dag i fjeldet. Bagefter var vi ret så trætte, og allerede klokken halv ni kravlede vi til køjs.

Søndag blev en hviledag hjemme i hytten. Det var endnu en dag med strålende solskin, og det klare lys var ved at skære i øjnene. Dorthe gik lidt rundt for at fotografere.

Jeg sad en tid på trappen på terrassen og læste, til vinden skiftede, og jeg kom i træk. Senere gik jeg ud for at skovle lidt mere sne væk fra døren ved vindfanget. Ellers sad vi og slappede af og læste lidt. Vi pakkede og gjorde rent i god tid, så vi var klar til at blive afhentet. Det var meget godt, for en hel time før aftalt tid dukkede båden uventet op.

Vi fik pludselig travlt. Det sidste blev klaret og hytten lukket ned. Så var det op på nakken med vores sager og af sted. Turen til den røde hytte gik nemmere nu, hvor vi dels havde en mindre byrde og dels kunne gå i vores spor fra om torsdagen. Vi havde absolut varmen, da vi kom om bord, for vi havde give den gas undervejs.

Turen hjem gik som efter en snor. I Nuuk var der varmt, og der var vand og tøsne på vejene. Det havde i den grad været en forårsweekend.