På jagt efter fortidsfund ved Buksefjorden 22 – 24. september 2023

Det havde længe stået på vores liste at tage ned til Buksefjorden for at gå på jagt efter fortidsminder. På Grønlands nationalmuseums hjemmeside kunne vi se, at der tidligere var fundet enkelte ting ude ved fjordens munding samt flere ting helt inde i bunden af fjorden. Vi havde en teori om, at der godt kunne være flere ting at finde ude ved mundingen samt midtvejs inde ad fjorden, hvor der er en halvø. Nu ville vi benytte det gode vejr til at gå på opdagelse, få lidt motion og se, hvad der dukkede op.

Vi havde taget fri fra arbejde fredag. Det var også tiltrængt, for vi havde skåret rensdyr ud i 6 timer efter arbejde torsdag. Det blev til 30 kg skært kød i fryseren, før vi blev færdige klokken 22 og kunne sætte os ned for at slappe lidt af. Men så havde vi også behov for at sove længe fredag. Til gengæld kunne vi glæde os over sammenlagt 52 kg rensdyrkød i fryseren. Det burde snildt kunne holde til næste jagtsæson.

Efter morgenmaden fredag drønede vi af sted. Efter at have tanket to dunke med ekstra brændstof satte vi kursen ned mod Buksefjorden. Vejret var ok uden at være prangende. De havde lovet solskin hele dagen, men det var nu skyet og koldt. Nede ved fjorden satte vi kursen langsomt ned mod sydsiden af mundingen, som vi aldrig før havde været ved. Lige før indsejlingen til indsøen, Tasiusarsuaq, drejede vi til højre og gik ind i en bugt, hvor der stod hytter på både nord- og sydsiden. Der lå også et par ankerbøjer i bugten, som var rimeligt beskyttet mod bølger på nær inde fra fjorden. Vi kastede anker, tændte for varmen og fik os en frokost, mens vi slappede af og glædede os til at gå på opdagelse i land. En jollefisker kom inde fra fjorden og lagde sig ved en af bøjerne i et par timer, mens han rensede fisk og rengjorde jollen.

Vi roede i land på sydsiden af bugten lige ved to hytter. Her fulgte vi bugten rundt, mens vi så efter, hvad vi kunne finde. Det meste af sydsiden var sedimentær og noget vandlidende, så der fandt vi ikke noget. Helt som ventet fandt vi heller ikke noget i bugtens indre. Her fryser vandet til is om vinteren, og så har folk ikke boet her. Det, vi fandt, lå yderst i bugten. 

Bugtens bund er en meget smal tange, som forbinder fastlandet med en halvø længere ude. På begge sider af tangen, der på sit smalleste kun var ti meter bred, var der en bugt. Med den globale opvarmning følger, at havniveauet også stiger. Det betyder, at stort set alle sedimentære kystlinjer på Grønland eroderes. Vi stod og så på tangen og diskuterede, hvor længe, der mon vil gå, før den er gennembrudt, og halvøen dermed bliver til en ø. Et sted lå der en jolle med bunden i vejret. Den havde et stort hul i bunden. Hjemme kunne vi på Google Earth se den på billeder helt tilbage til 2014, så den havde jo ligget der et stykke tid. 

Efterhånden som vi kom over på bugtens nordside, begyndte vi at sætte næsen op efter noget at finde. Og pludselig så vi på afstand en grav. Den måtte vi hen til. Den lå oppe ad en fjeldknolds side. Mens vi stod her, fik vi øje på endnu to ting helt nede ved vandet. Så måtte vi ned igen. På vejen passerede vi en lille hytte med en gigantisk terrasse. Det så faktisk ud til, at ejerne havde til hensigt at bygge en "rigtig" hytte på resten af terrassen og så bruge den nuværende som gæstehus eller skur. Nå, de to ting nede ved vandet viste sig at være grave. De var dog begge tomme. Dorthe ville lige ud på en lille tange, der inderst bliver delvist overskyllet ved ekstremt højvande. Jeg gad ikke og blev stående og kiggede ud på bugten. Men pludselig kaldte hun, og så måtte jeg jo derud. Der var såmænd endnu en grav. Det er ligesom at gå på jagt; man skal aldrig tro, at jagten er slut, før man er tilbage på båden igen.

Herfra gik vi uden for bugtens område og begyndte at gå langs med halvøens yderkyst, som vi hele tiden havde på højre hånd. Det første stykke var kysten stejl, og her fandt vi ingenting. Ikke før vi skulle ned ad en skråning og pludselig fik øje på en hvid ræv. Her i sommersæsonen var den nu mere ovre i det grå. Den lå og slappede af en 40-50 meter fra os.

Den holdt godt øje med os. Vi tog nogle billeder og gik lidt længere ned for at tage nogle flere. Næste gang, vi flyttede os, kom vi et øjeblik uden for synsfelt af hverandre, og da vi kom op igen, var den væk. Vi syntes ikke, den kunne være løbet sin vej, uden at vi havde opdaget den. Dorthe gik op, hvor den havde ligget, og pludselig kaldte hun. Ræven havde sit hi nede under en stor sten. Her kunne vi høre den ligge i sikkerhed og skælde ud på os. Det var skægt. Vi fortsatte dog snart turen, for det var lidt blæsende og her ude ved yderkysten var det koldt at stå stille. Kort efter mødte vi endnu en ræv. Denne gang en brun ræv, som var en del mere sky, end den hvide havde været. Den skulede efter os og skyndte sig så væk.

Snart kom vi ud til en halvø, hvor der stod to hytter. Hundrede meter før halvøen faldt vi pludselig over to grave midt på en slette. Det var et lidt spøjst sted. De næste to grave var bygget op ad grundfjeld, som de plejer at være. Den ene var helt fyldt med flyvesand. Det var første gang, vi oplevede det. Dem med hytterne havde haft trukket en haveslange oppe fra et lille vandløb et stykke væk, men nede ved havet var slangen knækket. Nu lå den bare og flød på jorden. Vi kunne også se, at de havde lavet en slags brønd. Et hul kun 30 cm dybt ved foden af en bakke var nok. Det var fyldt med vand, da vi var der. På den side, man stod ved, var jorden dækket med flade sten, så man ikke fik mudret vandet i brønden. Egentlig ganske snildt lavet.

Ude på selve halvøen flød det med alt muligt grej og affald omkring hytterne. Et kig gennem vinduerne afslørede, at den samme filosofi gjorde sig gældende indvendigt. Utroligt at folk bryder sig om at bo i sådan en skraldebøtte. Yderst på halvøen var det, vi var kommet for at se efter her. På museets hjemmeside var angivet et fund. Det var angivet som hørende til thulekulturen dvs. de moderne grønlænderes forfædre. Derudover var det angivet som "udefineret". Vi kunne med et halvt øje se, at det var et ret stort og aflangt stenfundament til et stort hus. Det har formentlig været et såkaldt langhus, som blev benyttet sidst i 1600- årene og op gennem 1700-årene.

Nu begyndte turen at gå tilbage langs med den vestlige kyst af den større halvø. Her havde vi udsigt ud mod Davis Strædet. Der lugtede noget underligt af hav og råddenskab, så jeg kom til at tænke på tørrende tang. Men så kaldte Dorthe på mig. Hun havde fundet en død hval, der lå på stranden. Den måtte vi hen for at se på. Den var ikke død for nylig. Bagkroppen var fortæret, og flere ryghvirvler kunne ses ligge afpillede på stranden. Forkroppen havde nogle huller, hvorigennem jeg tænkte, at diverse ådselædere havde taget for sig af retterne. Skroget lå halvt nede i sandet på stranden. Jeg kunne ikke umiddelbart genkende hvilken art, den tilhørte, men den så ud til at være en af de lidt større hvaler.

Ude på en lille halvø lå endnu en grav, og en mere sås i kløften imellem halvøen og den større halvø. Den sidstnævnte var skredet halvt sammen og ned og var i øvrigt også fyldt med fygesand. Mens vi stod herude, benyttede vi lejligheden til at kigge ud mod vest. Vi havde talt om at sejle derud om lørdagen for at gå på opdagelse derude. Herfra kunne vi se flere skær langs med kysten. Det mindskede lysten til at sejle derud.

Nu kom vi ind til en bugt, der skærer sig ind i fastlandet og breder sig ud i en beskyttende bugt inde bagved. Her lå tre hytter. Den ene lå på vores side af bugten, så den gik vi hen for at se nærmere på. Den havde store panoramavinduer, der vendte ud mod havet. De har i al fald en fantastisk udsigt og fede solnedgange, når de sidder og slapper af. Hytten var meget ny, og de var ikke færdige med at lave den. Den havde både en VHF radioantenne og tre store solcellepaneler. Omme ved indgangsdøren sad et overvågningskamera. Der står en mobilmast ved radiokædestationen på en ø lige uden for fjorden. Så måske kan de sidde hjemme i Nuuk og holde øje med, hvad der sker omkring hytten. Måske har kameraet også taget et foto af os - hvem ved?

Herfra var det bare med at komme tilbage over den smalle tange og tilbage til båden. På vejen fandt vi en petroleumsdunk, der lå og flød i strandkanten sammen med alt muligt andet skrald og affald. Den tog vi med, da jeg mente, der var pant på dem. Vi havde i forvejen en 7 stykker til at ligge og flyde i kælderen, så måske man skulle tage sig sammen til at indlevere dem en dag. Ude nær tangen bemærkede Dorthe, at den så ud til at have to forskellige slags materialer i sig. Det kunne jeg kun bekræfte. Den så ud til øverst at bestå af sand og nederst af et mere siltholdigt materiale. Det afspejler formentlig forskelle i aflejringsmiljø engang i tidernes morgen.

Endelig nåede vi tilbage til gummibåden og kunne ro ud til båden. Med gummibåden taget om bord og fastgjort kunne vi diskutere, hvad vi nu ville. Vi blev enige om at droppe vores oprindelige plan om at tage længere ud vestpå langs fjordens munding. Vi havde set en hel del skær i den retning, mens vi gik ude på halvøen, og dem havde vi ikke lyst til at rode rundt imellem. I stedet hev vi ankeret op og sejlede ind i fjorden til den aflange bugt på nordsiden af fjorden en halv times sejlads inde. Her havde vi ligget før. Så kunne vi lave aftensmad og sidde og slappe af, mens vi så aftenen og mørket falde på, og vi fordøjede aftensmaden og dagens mange oplevelser. Vi lå et stykke inde i bugten ovre på vestsiden. Inde i bunden af bugten, hvor vi havde ligget 5 uger før, da vi selv var på rensdyrjagt der, lå der nu to både. Inde på land stod der ikke mindre end fire telte, så der ville blive en farlig trafik næste dag. Klokken 21 kravlede vi til køjs.

Jeg sov lige til klokken 7 lørdag morgen. Så stod jeg op, tændte for varmen og begyndte at brygge kaffe. Da varmen begyndte at brede sig i båden, stod Dorthe op. Vandet var helt stille omkring os, så det var herligt at spise morgenmad og se ud på landskabet omkring os. Allerede mens vi spiste morgenmad, kom der et par både ind i bugten. Men så snart de så, at der allerede lå både inde i bunden, vendte de om og sejlede ud igen. De skulle nok på rensdyrjagt og søgte et sted, de kunne have for sig selv.

Efter maden pakkede vi sammen og startede motoren. Vi skulle ikke så langt i dag - kun ud til mundingen af bugten. Vi havde hele tiden haft en ide om, at der måtte være ting at finde herude, selvom der ikke var vist noget som helst på museets kort. Vi sejlede stille og roligt derudad, til vi nåede mundingens vestside. Her sejlede vi ind til land et par steder for at se os om. Forholdene var ikke til at kaste anker, så vi rekognoscerede fra vandet. Solen var stået op over en skyfri himmel, så vi havde fantastisk vejr. Helt yderst på fjordsiden så vi et par rævefælder. Dorthe hoppede i land for at registrere dem og se efter, om der skulle være mere. Det var der nu ikke, så hun var snart om bord igen.

Herfra sejlede vi ind i den inderste bugt på østsiden af den større bugts munding. Lidt inde var der en sidebugt, som vi lagde os i. Gummibåden røg i vandet og vi roede i land. Herinde skulle vi lige bære gummibåden op på det tørre. De første to skridt, jeg tog, gik jeg baglæns og så mig ikke for. Jeg trådte ned i en revne, hvor grundfjeldet havde løsnet sig. Jeg røg så langt ned, at presset gik sideværts ind på knæet, og jeg måtte lade mig falde yderligere ned, før jeg kunne sætte fra med hænderne og komme op igen. Det betød en gedigen sok. Nå, der er dog værre ulykker til. Vi bar gummibåden op og så os omkring. Det var lavvande, så det var nu, vi skulle gå ud på en lille ø og undersøge den. Vi gik hele vejen rundt om øen og op over toppen. Vi fandt to grave på øen, før vi gik ind på fastlandet igen. Den ene skulle vi nærmest stå på, før vi så den. De kan virkelig gemme sig i landskabet.

Her fulgte vi en bugt rundt, mens vi hele tiden havde fjorden på vores højre hånd. Yderst på den modsatte side af bugten var der en tange, der gik ud imod hovedbugten. Her var der en grav, som vi lige registrerede.

Videre gik vi nu med kurs ind i fjorden. Det var blæst noget op med en gang fjordvind inde fra fjorden. Den blæst gik vi nu i, mens vi så os om. Der var et par rævefælder hist og pist. Hele dagen så vi både, der sejlede ind i den store bugt, før de vendte om og sejlede ud igen. Inde fra fjorden kom fra tid til anden en båd sejlende langs med kysten. De spejdede tydeligvis efter rensdyr. Men ingen af dem standsede på noget tidspunkt op, så de fik jo nok ikke øje på noget.

Længere fremme var endnu en bugt. Vi stod ret højt på vores side af bugten og kunne se ind over landskabet på den anden side. Der kunne vi i kikkerterne se to grave, som vi da måtte over til. Først gik vi ind mod bunden af denne bugt, og da vi var derinde, så vi på uret. Klokken nærmede sig allerede frokosttid, så vi besluttede at gå den direkte vej tilbage til båden. Undervejs faldt vi over endnu en rævefælde.

Tilbage ved båden kunne vi se, at vinden havde flyttet den noget mere, end vi havde haft forestillet os, kunne ske, da vi kastede anker. Den lå ikke så farligt langt fra land. Nu roede vi derud og spiste frokost. Det blæste stadig, men med solen på virker båden ligesom et drivhus, så der var herligt varmt.

Efter frokosten flyttede vi båden ud af sidebugten og ind i den inderste del af bugten her. Så var der bedre plads at svaje i i blæsten, og vi havde kortere vej at gå tilbage til undersøgelsesområdet. Gummibåden i vandet og så i land igen. Vi roede ind på et sted, hvor der så godt ud til at hive båden på land. Den tanke var der tydeligvis andre, der havde haft engang. For lige oppe på land lå der et gammelt teltfundament fra en sommerbolig fra thulekulturen. Det måtte vi lige registrere, inden vi gik ind for at se os videre om.

Som de fleste af de hus- og teltfundamenter, vi har fundet, er det meget svært at se dem, når man står på stedet. Det er endnu sværere at tage et billede, der viser noget som helst. Som regel ligner det bare et landskabsbillede eller et billede af bevoksningen.

Henne ved den bugt, vi havde været ved tidligere, gik vi nu rundt om bunden ret højt oppe, før vi kom ud på det område, hvor vi havde set de to grave i kikkerten. Dem fandt vi også ret nemt sammen med yderligere en grav og nogle rævefælder. I kikkerten kunne jeg et stykke længere væk se, hvad der så ud til at være en meget stor grav bygget op i sten på et stykke fladt grundfjeld. Vejen derover tog os forbi endnu en lille bugt, hvor vi stod lidt og så på noget, som vi diskuterede, hvad var. Vi blev til sidst enige om at lade det ligge. Det kunne have været et teltfundament, men det virkede for usikkert på os.

I stedet ville vi nu over til den store grav, vi havde set i kikkerten. På vejen rundt om den lille bugt faldt vi over endnu tre grave, der lå lige ved siden af hinanden. Lige oven for den ene grav lå et stykke af et kranium. Antageligt var det noget af overmunden. Det så ud som om, det var ræven, der havde taget det nede fra graven, hvor taget var faldet sammen. Vi diskuterede, om vi skulle lade det ligge og sige, at det måtte gå naturens gang. Men til sidst lagde vi det ned i graven på et sted, hvor ræven ikke kunne komme til. Det havde trods alt været et menneske engang. En 20-30 meter længere henne lå et større stykke af et kranium. Denne gang var det noget af hjernekassen. Det virkede jo også forkert at lade det ligge og flyde, så det lagde vi også ned i graven igen.

Mens vi havde set på alle disse grave og andet, var vinden begyndt at lægge sig en hel del. Det var herligt, for det gjorde det bare en del mere behageligt at gå rundt herude. Mens vi gik over mod den store grav, talte vi om, hvor svært det var at finde folks boliger. Med alle de grave skulle man tro, at der måtte være nogle boliger herovre. Men det eneste, vi havde fundet, var teltfundamentet, som lå ret langt fra gravene. Det oplever vi nu ret tit. De boliger er meget svære at se.

Nu kom vi op til den store grav, vi havde set på afstand. Den var flot. Meget stor og helt intakt. Den var opdelt i to grave, der var bygget op ad hverandre. Den lille del kunne man slet ikke se ind i. Den store havde et par sprækker, hvor man kunne ane en lille smule af kammeret, men vi kunne ikke se, hvad der måtte være derinde. Vi registrerede den og en rævefælde, der stod i nærheden. Som det så ofte er tilfældet, lå graven med en herlig udsigt. Det har man ofte gjort en del ud af.

Vi var nået til den østlige ende af den halvø, vi havde gået på hele dagen. I kikkerten kunne jeg lidt længere inde ad fjorden se endnu grav, så vi var ikke færdige endnu. 

Vi gik stille og roligt derover. På nuværende tidspunkt var der helt vindstille, så det hele var bare herligt. Det viste sig, at der var to grave derovre, og lige under dem stod et par rævefælder. Herefter talte vi lidt om, hvad vi nu skulle, men da vi kunne se en rævefælde længere ude, ville vi lige gå derud og tage den med som det sidste - medmindre vi fik øje på noget mere interessant derude.

Det gjorde vi nu ikke, så vi registrerede fælden. Mens vi gjorde det, kom der en jolle sejlende langs med kysten. Da den nærmede sig, satte han kursen ind mod os. På afstand spurgte han "Kalaaliuit?" - om vi talte grønlandsk. Dernæst om vi var grønlændere. Til sidst talte vi lidt frem og tilbage på dansk. Han havde en kvinde, og et barn med. Antageligt hans datter og barnebarn. Han spurgte, om vi havde set dyr. Han havde kun fået et enkelt, og det var kedeligt, som han udtrykte det. Vi kunne kun svare benægtende. Vi havde kun set småfugle hele dagen, når man så bort fra de både, der var sejlet langs med kysten for at se efter rensdyr. Så sejlede de videre. Vi stod bagefter og talte om, at det virkede som om, at en del af grunden til at de var sejlet ind til os i virkeligheden var at se efter, om vi havde det godt. Det var jo sådan set ganske pænt af ham.

Nu traskede vi stille og roligt tilbage mod båden. Det sidste stykke gik vi helt nede ved vandet, hvor vi tidligere havde holdt os lidt højere oppe, da vi gik den modsatte vej. Hernede faldt vi over endnu et teltfundament ikke langt fra det første. Her kunne man tydeligt se den lave mur, som selve skindteltet var rejst på, samt en briks, der fyldte den bagerste halvdel af det indre. Udgangen vendte bort fra bugten ind mod en klippe. Det har vel skærmet noget mod vejrliget. Der var ingen husgang, så det var tydeligvis en sommerbolig.

Herfra tog det kun et øjeblik, før vi var om bord på båden igen. Efter en kort diskussion om, hvad vi skulle, blev vi enige om at sejle tilbage til samme sted, som vi havde sovet ved natten før. Det var et sted, vi kendte, og så kunne vi næste morgen finde ud af, hvad vi ville bruge søndagen til. Aftenen blev ganske kort. Der var et fint nordlys uden at være prangende, men allerede klokken halv ni kravlede vi til køjs. Vi havde jo brugt hele dagen på at gå omkring, så vi havde vist fået den tilmålte mængde motion.

Til gengæld vågnede jeg allerede klokken fire om morgenen ved at jeg havde ondt i ryggen. Jeg kunne ikke falde i søvn igen, så jeg lå i posen og ventede til omkring klokken kvart i seks. Så tændte jeg for varmen, stod op og lavede kaffe. Det kunne jo ikke undgå at vække Dorthe, men nu havde hun også sovet længe. Troede jeg. For hun havde ikke kunnet falde i søvn før efter flere timer efter vi var gået til ro. Så alt i alt havde hun ikke fået sovet ret meget. Nu satte vi os ved bordet og så på, at landet vågnede til live igen efter natten. 

Efter morgenmaden hev vi ankeret op og lagde ud på turen hjemover. Vi ville sejle lidt og se efter, hvor vi havde lyst til at gå i land. Ude i selve Buksefjorden blæste det, så her skulle vi ikke i land, selvom der var et par interessante områder at gå i land ved. De måtte vente til en anden gang. Uden for fjorden fulgte vi langsomt kystlinjen nordover, mens vi så efter ting inde på land i kikkerterne. Der så ud til at være ret interessant det første stykke vej, men selvom der herude var totalt havblik, ville vi ikke i land i dag. Efter at have fulgt kysten til et stort fjeld, hvor der var nogle allerede registrerede ruiner, satte vi gas på og sejlede op til en mindre ø, hvor der ikke var registreret noget. Her kastede vi ankeret og roede i land. Vandet var meget klart her. Selv på 11 meter vanddybde kunne vi se bunden.

Øen var lav og med sparsom bevoksning. På naboøen, der var endnu mindre, kunne vi se en ruin, der allerede var registreret af museet. Vi gik øen rundt med havet på venstre hånd. Et sted faldt jeg over noget, som vi ikke kunne bestemme. Det så bestemt ud til at være lavet af mennesker, men vi kunne ikke se, hvad det skulle forestille. Vi endte med at lade det være. Henne for enden af øen, der er ret langstrakt, kom vi over på sydsiden og gik nu tilbage mod gummibåden. På vejen faldt vi over flere ting. Det så ud til at være enten grave eller en blanding af grave og caches. Et par, der var meget små, gættede vi på, kunne have været enten en grav til et spædbarn eller en cache til offergaver til en afdød. Længere henne nær gummibåden fandt vi nogle flere.

På nær en enkelt, som var bygget i sten over terræn, var de alle lavet som fordybninger i stenene og overdækkede med enten lidt større sten eller bare de samme knytnævestore sten, som terrænoverfladen bestod af. Det hele var ret svært at se og bestemme. Men i nogle perioder brugte man blot at dænge sten op over de døde, mens man i andre perioder lavede mere eller mindre flotte kammergrave, de døde kunne ligge indeni.

Vejret var fremragende. Stadig totalt havblik og ikke en sky på himmelen. Hvor der var skygge, lå der stadig rimfrost på jorden, men ellers var den smeltet i solen. Vi roede ud til båden og sejlede langsomt rundt om den anden ø, mens vi så efter tegn på andet end den allerede kendte ruin. Vi så et par grave i kikkerten, så en dag skal vi måske i land der også. 

Omme på øens nordside begyndte det at blæse lidt. Vi satte kursen nordover mod den gamle bosættelse Lille Narsak og videre op, til vi kom ud i Ameralik-fjorden. Her var der mere blæst og lidt bølger men ikke værre, end at vi kunne sejle for lidt nedsat fart. Vi sejlede ind til hytten og gik i land. 

Først pakkede vi vandslangen sammen for vinteren. Så satte vi os indenfor og fik et krus kakao, mens vi lige nød at være i hytten igen. Det havde vi vist ikke været siden juni, eller var det måske maj? Til slut kontrollerede vi, at hakken stod i entreen, hvis vi først skulle komme tilbage, når kælderdøren var spærret af is. Vi låste af og tog malingbøtterne med, så de kunne stå hjemme i varmen vinteren over. Så var det tilbage i båden. Først tømte jeg reservedunken over i hovedtanken. Vi havde set i to vintre at den lækkede benzin ud på dørken om vinteren. Det kunne vi nu undgå ved at hælde indholdet over i hovedtanken. Herfra sejlede hjemover. Efter at have tanket båden kunne vi drøne ind i Iggia. Her vaskede vi lige båden ren for saltvand ved servicebroen, inden vi fortøjede ved vores faste plads. 

Som vanligt var det ikke nemt at få en taxa søndag eftermiddag, men til sidst kom vi da hjem og kunne dreje låsen om i hoveddøren og slappe af. Endnu en herlig tur ude i fjeldet.