Oplevelser i nødhavn 29-30. juli 2023

Den sidste weekend i juli var jeg alene hjemme. Dorthe var på feltarbejde i Sydgrønland. DMI lovede solskin og ingen vind hele weekenden. Jeg fik den tanke, at jeg måske kunne supplere beholdningen af fjeldørreder. Vi havde fanget en del, men nogle flere kunne aldrig skade. Der skulle være ret stort højvande den weekend, da månen var ved at være fuld. Tidspunktet var derfor passende. Derfor besluttede jeg mig for at drøne ud på en solotur om lørdagen.

Jeg stak meget tidligt ud. Jeg skulle over for at tanke ekstra brændstof i to dunke, og da jeg ikke er vant til at parkere båden ved tankanlægget alene, ville jeg ud, mens der ikke var andre både. Herefter gik det i fin stil ned til Buksefjorden. Vejret var lige som vejrguderne havde lovet det. Halvvejs inde i fjorden, hvor den knækker, smed jeg anker ved Pers hytte og den elv, der kommer ned her. 

Det var ikke en gang blevet lavvande endnu, men for en god ordens skyld riggede jeg fiskestangen til og fiskede et kvarters tid. Naturligvis uden at fange noget, men det var jo heller ikke at vente. Det er nær højvandet, man kan sætte næsen op efter noget.

Så var det tid til at komme i land. Jeg havde nemlig planlagt at gå lidt på opdagelse efter fortidsfund, når der alligevel var så længe til højvandet. Jeg roede ind på sydsiden af elven og hev gummibåden op på land. Det var noget besværligt, men det gik da. Og så var det ellers ud på opdagelse. 

Fem hundrede meter henne ad kysten faldt jeg over et gammelt teltfundament fra en sommerbolig. Det var ret utydeligt, og på billederne kan man stort set ikke se det. Ved siden af var en grav med et kranium i. Derudover to rævefælder samt et formodentlig nyere bålsted. Det var lidt sjovt. Det er så tæt på Pers hytte, og han har aldrig set det.

Herfra gik jeg en rundtur lidt ind i landet uden at se noget. Undervejs opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage fotos af de ting, jeg havde fundet. Det plejer at være Dorthe, der gør det. Tilbage igen og tage nogle billeder, inden jeg gik tilbage til gummibåden.  

Gummibåden i vandet og ro udefter. Der var en del bølger nu, så det gik lidt langsomt med at komme ud imod bølgerne. Jeg skulle lige rundt om en gang sten, der ligger fra udløbet af elven og et stykke ud. Herfra gik jeg ind på den anden side af elven og gik i land for at fylde min drikkedunk med frisk vand samt tage noget med i en gulvspand. 

Ude på båden så jeg det hele lidt an. Vinden, der kom ude fra fjorden, havde vendt båden, så den nu lå så tæt på land, at jeg kunne have spyttet i land med den medvind, der var. Det ser vi ellers aldrig, da vandstrømmen fra elven altid holder båden helt stabilt på samme plads. Bølgerne gik ind imod vandstrømmen fra elven. Derfor var de meget stejle her, hvor båden lå. Og derfor gyngede båden så meget i bølgerne, at motoren kom helt fri af vandet. Det gjorde, at jeg ikke kunne tage gummibåden om bord på båden uden af risikere, at den nederste del af motoren ville rive gummibåden op. I stedet startede jeg båden, hev ankeret op og sejlede over i den modsatte ende af bugten, hvor bølgerne var en smule mindre. Her kastede jeg anker og kunne nu hive gummibåden op.  

Klokken var omkring halv tre, så jeg spiste de to af de fire madder, jeg havde med som frokost. Så hev jeg ankeret op og sejlede tilbage til elven og kastede anker igen – denne gang dog længere ude end sidst.  

Men det var ikke til at fiske. Båden lå og vippede ca. 45 grader til hver side. Hvert andet øjeblik måtte jeg slippe fiskestangen med den ene hånd for at holde fast i søgelænderet. Da der var en time til højvande, gad jeg ikke mere. Jeg brugte alligevel det meste af min tid og energi på at holde mig fast. Fiskene måtte passe sig selv. Jeg pakkede sammen, startede maskinen og hev ankeret op. Så sejlede jeg langsomt udefter. 

Der var en heftig sidevind fra nord, som kom lige ind på min styrbords side. Det blæste meget mere, end DMI havde forudset. På en delstrækning kunne jeg sætte farten lidt op, men det meste af turen ud gennem fjorden gik med 4-5 knob. Det tog derfor sin tid.

Da jeg nåede mundingen af fjorden, hvor man skal passere mellem et par øer for at komme ud i bassinet, der går op til Lille Narsak, kunne jeg se, at bølgerne var temmelig store. Bølgerne var større end båden, så når jeg sad i en bølgedal, kunne jeg ikke se henover den næste bølge. Det brød jeg mig ikke om at skulle sejle alene igennem.  

I stedet vendte jeg om og sejlede ind i en bugt, der lå rigtig godt og havde fin ankerbund. Her sejlede jeg ind og smed ankeret og lod mig drive udefter, mens ankeret løb ud. Så lå jeg fint. Tyve meter bag mig lå en jolle for en bøje. Inde på land var to hytter. 

Klokken var omkring 18, så der var en fem-seks timer, til det blev mørkt. Imens sad jeg bare i båden og ventede. Jeg havde stadig to madder tilbage fra min frokostpakke, men dem måtte jeg hellere rationere. 

Ved 23-tiden lagde jeg mig til at sove. Ned på briksen og tre tæpper over mig. Så gik det så nogenlunde, om end jeg vågnede en del gange ved at det var køligt. Ud på natten registrerede jeg, at vinden lagde sig en del. Det var glædeligt. 

Ved halv fem-tiden om morgenen stod jeg op og startede motoren. Så spiste jeg de to sidste madder i min frokostpakke fra dagen før, mens jeg så en ræv gå oppe på land i bagbords side inde i bunden af bugten. Da jeg havde spist, hev jeg ankeret op og sejlede ud. Jeg skulle først rundt om en mindre ø. Allerede da jeg rundede den, kunne jeg se, at der længere ude var ret store bølger. Og da jeg stak ud mellem de to små øer for at komme ud i det store bassin kunne jeg se, at bølgerne stadig var næsten lige så store som aftenen før. Jeg tænkte, at jeg måske kunne sejle dem alligevel, men de brød stadig ind over stævnen på båden, så der kom vand ind under fordøren. Et øjeblik overvejede jeg, om jeg skulle sejle alligevel, for et stykke oppe kan man gå ind i læ bag nogle øer. Men det ville nok tage en 3-4 timer med de 2,5 knob, jeg gik, før jeg kom derop. Der kunne komme en del vand ind på den tid. Og jeg vidste ikke præcist, hvor meget benzin, motoren forbruger, når den sejler for en 1200 omdrejninger i længere tid. 

Så præcist en time efter jeg havde hevet ankeret op, lod jeg det gå igen på den samme plads. Det var der jo ikke noget at gøre ved. Blot var det ærgerligt, at jeg havde spist hele min madpakke i stedet for at gemme den ene mad. Nu havde jeg en pakke fig-rolls samt en plade chokolade tilbage. Da jeg ikke anede, hvor længe, jeg skulle blive, bestemte jeg, at jeg måtte få én fig-roll om morgenen og to om aftenen. Jeg vil tro, at en fig-roll vejer ti gram, så det var kun for at hive blodsukkeret lidt op et par gange om dagen. 

Jeg gik bådens gemmer efter for at se, om der skulle være noget spiseligt. Den forrige ejer havde efterladt en pose spaghetti med udløbsdato i 2011. Jeg havde ikke nogen mulighed for at koge vand, så jeg overvejede at spise spaghettierne rå. Det opgav jeg dog, da jeg så, at pakken var åben, og spaghettierne i den åbne ende var grønne. 

Da jeg havde siddet nogen tid, kom der en ræv gående inde på bredden. Den gik rundt om bugten og forsvandt agterud på min styrbords side. Lidt senere besluttede jeg at ro i land dels for at hente noget frisk vand og dels for at bruge tiden på at se lidt efter fortidsminder. 

Først gik jeg omkring for at rekognoscere. Jeg gik lige indefter og over mod bassinet, jeg skulle sejle igennem. På vejen kom jeg over vandskellet og ned igennem en sandet skråning klemt inde mellem to strøg med fjeld. Et stykke nede krydsede jeg en elv, hvor den dannede en lille pool. Herfra kom jeg hen til et stykke med tørv, der kunne ligne gamle boliger. Det var det dog ikke, selvom der stod nogle himstregimser af træ. I stedet var der tydeligvis en gammel rævegrav. Der var godt nok mange udgange, så jeg tænkte, den havde været i brug i mange år. Jeg så et par ræveunger på stor afstand, men da jeg kom nærmere, smuttede de i dækning. 

Nede ved vandet kunne jeg se langt ud over bugten. Der var skum på bølgerne langt, langt ude. Jeg stod og så på en mulig sejlrute, hvor bølgerne havde mindst skum, men det måtte under alle omstændigheder vente til bedre tider.

I stedet fulgte jeg nu kysten til venstre. Jeg fandt diverse ting fra mennesker; nogle køddepoter, et par rævefælder samt noget, jeg ikke kunne forstå, hvad havde været brugt til. Et sted ved kysten tog jeg nogle billeder af, hvad jeg troede var edderfugle. Men hjemme kunne jeg se, at det var en flok strømænder. De var ret sky og holdt meget god afstand til mig, da jeg kom gående langs kysten.

Nu gik jeg gennem en lille kløft tilbage mod ”min” nødhavnsbugt. Lige efter kløftens munding stod jeg pludselig i en hel klump af gamle grave. Jeg vidste, at der har været en boplads her på halvøen i gamle dage. På museets hjemmeside er der angivet et punkt her. Så jeg antog, at man godt kendte til gravene. For en god ordens skyld talte jeg dem. Jeg måtte tælle to gange, for de var i den grad gemte af begroninger. Men til sidst blev jeg enig med mig selv om ca. 25 grave. Der lå nogle pinde fra to gamle kors på jorden. Jeg tog en position og gik videre. Kort efter faldt jeg over endnu en grav. Derpå to mere og igen to mere. Så i alt 30 grave. Det er den højeste koncentration af gamle grave, jeg er stødt på. Hjemme fandt jeg faktisk ud af, at punktet på museets hjemmeside kun siger: bygd, tre vinterhuse. Alle de 30 grave måtte jeg vist hellere få indrapporteret til museet.

Så fyldte jeg min drikkedunk samt gulvspanden med vand og roede tilbage til båden. På vejen tilbage så jeg, at manden i hytten standsede i sit arbejde og så ud mod mig, så jeg hilste med den ene arm. Han hilste ikke tilbage. Så vidste jeg godt, at jeg ikke var velkommen der.  

Vandet i spanden blev brugt til noget rengøring om bord. Man kunne jo lige så godt bruge tiden lidt fornuftigt. Og så gik der jo noget tid med det. Jeg fandt også nogle brugsanvisninger samt sejlerhåndbogen 2018 frem. Så gik der tid med at læse dem. Jeg satte dog grænsen ved nogle elektriske diagrammer. Så var det alligevel bedre bare at sidde og kigge ind på land i håb om, at der skete noget.

Ud på eftermiddagen begyndte det at blæse lidt op igen. Det var ikke så fedt. Jeg var allerede begyndt at vænne mig til tanken om at skulle tilbringe endnu en nat her. Ved 15-tiden sejlede de to i hytten. Det undrede jeg mig lidt over, da de jo sejlede i en åben jolle. 

Da de var sejlet, roede jeg i land og gik over til den anden side for at se på bølgerne. Jeg fulgte samme rute som om morgenen. Da jeg krydsede den lille elv, så jeg, at der nede i bunden af poolen nu lå et fugleæg. En af ræveforældrene måtte have tabt det derned, siden jeg havde krydset stedet om morgenen.

Jeg måtte lige en tur hen til rævegraven. De to ræveunger gemte sig nu kun i kort tid og kom så frem for at se mig an. Jeg talte lidt til dem, så de kunne se, at jeg ikke gemte mig. Den ene var ret reserveret og holdt sig nær en nedgang. Men den anden var mere nysgerrig og kom lidt frem for at se mig an. Jeg fik taget nogle fotos af dem, men jeg havde ret travlt med at komme ned til kysten for at se på sejlforholdene, så jeg gik hurtigt videre. 

Og hurra! Bølgerne var klart mindre. Langt ude så jeg jollen, der bankede igennem bølgerne på vej mod Nuuk. Jeg skyndte mig tilbage – tog lige nogle flere billeder af rævene – og roede tilbage til båden. Gummibåden op og forsvarligt fastgjort. Maskinen startet. Ankeret op og så af sted. Og nu kunne jeg plane hele vejen hjem. Ganske vist holdt jeg en beskeden fart på måske 14 knob i snit. Men det var meget hurtigere end det, jeg tidligere havde ventet. 

Hjemme fik jeg tanket og parkeret båden. Så var det lige hjem for at få en gang aftensmad. Jeg trådte ind ad døren hjemme klokken tyve minutter over seks aften. En pizza i ovnen. En købekage. Et halvt glas rødvin. Så faldt jeg i søvn på sofaen og vågnede først klokken to om natten.