Mastetilsyn ved Sisimiut 26.-31. august 2024.

Sidst i august måned var jeg på en arbejdstur ved Sisimiut. Jeg skulle op for at gå hele højspændingstraceet fra vandkraftværket ind til byen. Det var en del af en kontrol af masterne, der bærer højspændingskablerne. Optimalt set skal de efterses en gang om året. Nu skulle jeg gå med for at vurdere på tilstanden af forholdene ved de master, der var løsjordsfunderede.

Mit fly gik tidligt mandag, så jeg måtte stå op klokken fire om morgenen. En taxa ud til den nye lufthavn, som stod i al sin ufærdighed. I lighed med min tur til Ilulissat to uger forinden kunne de ikke tage imod min indvejede bagage. Den måtte jeg tage med ind til security check ‘et og sætte i en rullevogn. Stregkodelæseren, der skulle læse mit boardingpas, virkede stadig ikke, så også denne dag stod en gut og aflæste det manuelt og åbnede så for gennemgangen. Endelig kom jeg igennem, og flyet afgik endda til tiden. Forinden kunne jeg se, at der ikke var meget, der fungerede i den spritnye lufthavn. Automaterne, hvor man kunne trække slik og kaffe, virkede ikke, ligesom man heller ikke kunne få aflæst sit boardingpas ved gaten. Der var så absolut børnesygdomme ved det nye, fine prestigebyggeri.

Under et kort ophold og skift til en anden maskine i Kangerlussuaq nåede jeg at gå et smut hen og tage et billede af tågen, der hang som klatter på et fjeldparti oppe ad Watson River. Herefter var det om bord i det næste fly, og snart landede vi i Sisimiut. Da jeg steg ud af maskinen, så jeg, at det vist havde været på et hængende hår, at vi var landet. Der var nemlig lave skyer, regn og tåge. En kollega fra vores afdeling i byen tog imod mig i lufthavnen. Jeg havde ikke mødt ham før, men vi skulle nok komme til at lære hinanden at kende, for det var os to, der skulle gå hele traceet.

Med bagagen udleveret, kørte vi ind til byen og ned til båden. Den havde to andre af vores gutter allerede startet op. Vi sprang om bord og så gik turen ellers direkte op til Andenfjorden og vandkraftværket. Undervejs sad vi og talte lidt sammen og så hinanden an. Min kollega, Michael, virkede til at være en fin fyr. Det var jo heldigt nok, når vi nu skulle være lænket sammen de næste fire døgn.

Vel ankommet til kraftværket, som lå næsten helt inde i bunden af fjorden, hentede en af gutterne en bil for at vi kunne køre vores bagage op til selve værket. Her startede vi med at spise frokost. Bagefter pakkede Michael og jeg en taske hver med det grej, vi skulle have med på tilsynet af masterne. Herefter var det bare at gå ud af døren og følge højspændingskablerne, der gik ud fra kraftværksbygningen.

Det gik heldigvis ret hurtigt frem. Selvom det var kedeligt vejr med regn og tåge, var det vindstille. Fjeldet havde allerede antaget efterårsfarver. Først da vi nåede en elv lige nedenfor mast 10, fik vi problemer. Den var noget vandrig, og vi søgte først helt ned til fjorden og derefter noget højere op, før vi fandt et sted at krydse den. Det kunne kun lade sig gøre at komme tørskoede over, fordi vi havde regnbukser trukket stramt ud over røjserne. Da vi havde set på mast 10, tog vi også lige mast 11 med. Så var vi lidt foran tidsplanen.

Et kald på VHF-radioen fik sendt en af gutterne over i en gummibåd for at hente os. Vi havde set, at de begge stod uden for værket, så de var nok klare over, at vi snart ville kalde. Det havde været en lang dag for mit vedkommende, så jeg røg hurtigt til køjs efter aftensmaden.

Tirsdag morgen blev vi sejlet ud igennem fjorden til det sted, hvor traceet gik fra Andenfjorden over mod Førstefjorden. Fjordene hedder i øvrigt noget andet, men i daglig tale går de under disse to ret fantasiløse navne.

Her blev vi sat i land og fulgte nu traceet fra mast 34 tilbage mod kraftværket. Denne dag var det hele noget mere besværligt. Der var ret meget tyk og blød bevoksning, som gav efter, når man gik. Derved blev hvert skridt til høje knæløftninger. Terrænet gik noget op og ned, så i det hele taget var det langt mere krævende at gå i end terrænet dagen før. Ude på fjorden lå en jollefisker. Han har nok undret sig over, hvad der fik os to tosser til at traske i det noget trælsomme terræn inde på land.

Efterhånden lettede tågen noget. Det fik en masse knots til at vågne til live og jage os. De var som altid belastende at have omkring sig. Over frokost begyndt vi at se os om efter vores myggenet. Makkeren havde glemt sit på kraftværket. Det var jo ikke så heldigt. Men han havde et stykke rødt klæde bestående af netmasker med sig. Det svøbte han om hovedet som beskyttelse. Det så skægt ud, men hovedsagen var jo, at det var effektivt.

Dagen gik roligt frem uden de store ophidselser. Omtrent halvdelen af dagens master var løsjordsfunderede. Tilsynet af komponenterne oppe i toppen af masterne var i de fleste tilfælde hurtigt overstået, når der ikke var noget at notere. Så en del master kunne vi blot passere og fortsætte mod den næste. Lidt før frokost så vi en rype som det eneste vildt den dag bortset fra ravne. Derudover virkede hele landet dødt og forladt.

Vel fremme ved mast 12 kunne vi kalde på taxaen, som igen kom hurtigt over efter os. Det var rart at komme væk fra knotsene. På kraftværket knappede jeg bukserne op for at ordne skjorten. Herved dryssede der en del døde knots ud. Da jeg så rystede skjorten, regnede det simpelthen med døde knots.

Det havde været en ret kort dag på kun 8 timer, så jeg satte mig ind til en computer og klarede noget mailkorrespondance på mine andre arbejdsopgaver.

Onsdag pakkede vi vores sager. Nu var opholdet på vandkraften slut. Vi blev sejlet over til samme sted som dagen før og sat i land. Fjorden er ret spøjs i og med, at den inde nær land er så lavvandet, at man ikke kan sejle helt ind til kysten og sætte folk afpånær, når det er helt højvande. På andre tidspunkter er man nødt til at tage en gummibåd det sidste stykke ind.

Vi vinkede farvel til gutterne. Aftalen var, at de skulle møde os ovre i Førstefjorden klokken 16. Vi havde studeret kortet og sammenlignet rutelængden med den foregående dag. Men det var svært at vurdere, hvornår vi ville være fremme. Vi gættede på kl. 17 som det mest realistiske. Men da vi skulle tage endnu 8 master, når gutterne mødte os, havde vi nu arrangeret at have en time ekstra at løbe på, hvis vi kom tidligt frem. Hvis de to kom først, kunne de jo bare kaste anker og vente i en opvarmet båd.

Først oksede vi op ad bakke. Dagens rute startede ved mast 35. Fra den gik det stejlt op, til vi nåede et nogenlunde plant stykke igennem et pas. Herfra gik det noget lettere. Vi kunne nu følge den gamle arbejdsvej fra dengang man anlagde traceet. Det var meget lettere at gå på den end på det omgivende terræn. Det var der andre, der havde fundet ud af, for hver gang vi kunne følge vejen, lå der et hav af moskuslorte på den. De vælger også den lette måde at komme frem på.

For enden af passet kom vi ud til Førstefjorden. Vi stod et stykke oppe og et stykke inde i landet, så der var endnu langt ud til fjorden. Vejret var noget kedeligere end de foregående dage. Der var mere blæst og en del regn. Men om ikke andet holdt det knotsene væk, så det var et godt bytte.

Gennemgående var masterne lette at gå til. En enkelt var dog bygget oppe og ude på en ryg, som man skulle gå en omvej både for at komme ud til og gå væk fra igen. Til gengæld var der en herlig udsigt deroppefra. Men den var måske ikke så fotogen i regnen. Mens vi var her, holdt vi frokosthvil og nød udsigten. Min skaljakke, som altid havde holdt alt vand ude, var nu begyndt at give op over for regnen. Min skjorte og t-shirt var halvvåde. Det var jeg meget overrasket over, for det var aldrig før sket med nogle af mine skaljakker. Heldigvis var det ikke sket på sommerens vandretur, hvor det havde regnet en del. Det ville have været kedeligt. Under frokosten tog jeg en fleece-jakke på indenunder skaljakken. Bagefter var det med at komme i gang igen, inden man blev for kold. Fleecejakken fik lov at blive på.

Ruten gik nu ned i lavlandet. Her kunne vi igen følge arbejdsvejen mellem masterne. Ved en af de første master kom to falke hen og fløj flere gange henover os. Det var vist os, de var interesserede i. Den ene var lige ved at lande i toppen af masten, vi stod ved. Men da den så, at jeg kiggede på den, ombestemte den sig i sidste øjeblik og fortsatte. Det gjorde vi også.

Endelig kom vi ud til mast 57, som var den yderste ved fjorden. Det var dejligt at være kommet så langt. Men hvad skulle vi nu gøre? Gutterne skulle hente os klokken 16, og den var kun 14. To timer er længe at stå i regnen i vådt tøj.

I det fjerne så vi en hytte og gik over for at se den an. Den var ikke låst, så vi listede indenfor. Den var selvsagt kold, men der var dog ikke regn indenfor. Vi smed jakkerne. Min fleecejekke var også blevet våd nu. Makkeren var helt gennemblødt på overkroppen. Han gravede ned i sin rygsæk og fandt en tør fleecejakke frem. Jeg smed min fleecejakke. Skjorte og t-shirt var kun delvist våde. Jeg fandt et tæppe og svøbte det om mig. Så sad vi og ventede på de andre. Det var lidt køligt, men ikke så slemt. Noget af tiden blev brugt på at spise resten af madpakken. De to timer gik egentlig ret hurtigt. Snart dukkede båden op rundt om et hjørne.

Vi fik vores tøj på, tørrede op efter os og forlod hytten igen og gik ned til vandet. Her kunne gutterne sejle helt ind til land, så vi sprang direkte om bord på båden. De sejlede os over et lille stræde til en halvø, hvor vi sprang i land. Der stod her fire master. som vi så på. På den anden side af halvøen blev vi samlet op igen og efter tur ilandsat på to små øer, hvor der hver stod to master.

Så var dagen endelig slut, og vi kunne sætte os til rette i en opvarmet kabine og slappe af, mens de to andre gutter sejlede os tilbage til Sisimiut. Der var noget søgang og regn, så der var ikke meget at se på undervejs. Men bare det at sidde inde i varmen var herligt.

I havnen i Sisimiut blev båden parkeret, og vi sprang i land med alt vores grej. Michael var så venlig at køre mig hen til et pizzeria, hvor jeg kunne købe aftensmad og derfra op til Brugsen, hvor jeg kunne købe noget hygge til aftenen på hotellet. Så blev jeg afleveret på hotellet, inden han kunne køre hjem til sin familie.

Hotelportieren gav mig en nøgle med besked om, at værelset lå på øverste dvs. fjerde etage. Det viste sig nu, at det kun lå på 3. etage. Jeg smuttede ind med mit grej. Det våde tøj blev dels hængt op og dels lagt på radiatoren, som blev sparket op på et sundt niveau. Så satte jeg mig på sengen iført undertøj og guffede min lunke pizza i mig. Endelig kunne jeg smutte i et dejligt varmt bad.

Bagefter sad jeg og læste nyheder på netaviserne. Der var blevet observeret endnu en isbjørn på Arctic Circle Trail mellem Sisimut og Kangerlussuaq. Det var den anden inden for få måneder. På kortet kunne jeg se, at det var 90 km fra byen. Nå, der havde i sommerens løb været så mange isbjørne ved byerne på vestkysten, at jeg alligevel havde slæbt rundt på min bjørneriffel på hele turen.

Torsdag morgen blev jeg hentet af Michael klokken otte og kørt ned til elværket og derfra videre til båden. Turen gik tilbage til Førstefjorden, hvor vi blev sat i land på sydsiden af fjorden. Nu skulle vi bare følge traceet tilbage til byen.

Ruten gik hurtigt op i højderne. Herfra havde vi en herlig udsigt. Der var noget vind, men ingen regn og ingen knots, så alt i alt var det bare herligt at gå ude i naturen og nyde det hele. Frokosten blev indtaget i læ nedenfor en mast, der stod på en stejl ryg. Her var der læ, og en fin udsigt.

Fjeldene omkring byen er ret stejle og noget forrevne, så alt i alt er de ret flotte at se på. Her henne på slutningen af sensommeren var bevoksningen grøn og nogle steder ovre i det røde. På nordvendte skråninger var der temmelig stenet men dog for det meste ret nemt at gå på.

Endelig kom vi så langt, at vi kunne se de sidste tre af dagens master. Vi blev enig om at tage den ene af to mulige omveje for at komme dertil. Det blev den høje omvej, hvor vi kom ret højt op og så gik nedefter, så igen opefter og nedefter og endelig endte ude ved mast 80. Den lå helt ude ved kanten af fjeldet, hvor det går stejlt ned. Her var der en flot udsigt ud over Sisimiut by, som lå udbredt nede i solskinnet. Da vi havde besigtiget masten, ringede jeg til rejsebureauet for at høre, om min flybillet hjem fredag aften kunne ændres til en tidligere maskine. De var dog fuldt besatte, så det var en nitte.

Herfra arbejdede vi os baglæns hen til mast 79 og derfra ned til lufthavnsvejen og ad denne hen til transformerstationen, hvor traceet endte. Her var stillet en bil til os, så vi kunne komme hjem.

Klokken var 17, da jeg kom ind på hotellet. Aftensmaden bestod af et par sandwiches. Ikke ophidsende men ganske nemt. Efter at have spist, lå jeg på sengen og slappede af foran fjernsynet samtidig med, at jeg læste netaviserne. Endelig, sent på aftenen faldt jeg langsomt i søvn.

Jeg vågnede ved, at det sagde ”klik” ved døren. Samtidig med, at jeg vendte mig rundt i sengen, gik døren op, og to mand kom ind. Min første tanke var, at det var et røveri. Samtidig med, at jeg rejste børster, røg det ud af mig ”Hvad fanden i helvede!?!”, og jeg samlede mig sammen til at springe ud af sengen. Så hørte jeg et ”Sorry”, samtidig med at de bakkede ud og klappede døren i efter sig. Jeg nåede lige at se, at de var iklædt camouflagetøj fra top til tå og bar på en del tasker.

Ok, så havde jeg regnet sammenhængen ud. Jeg sprang op og tændte lyset. Jeg var alt for ophidset til bare at lægge mig ned og sove videre. Efter et par minutter fik jeg nogle klude på kroppen og gik ud ad døren for at få fat i kraven på receptionisten. Ude på gangen sad den ene af de to gutter på gulvet med alle deres tasker. Han fortalte, at de havde været på jagt hos en outfitter uden for byen og netop havde gået fire timer for at komme ind til byen. Han undskyldte og fortalte, at de havde fået udleveret en nøgle til netop dette værelse. Allerede på tøjet havde jeg gættet, at de var amerikanere. Hans udtale bekræftede dette.

Jeg smuttede ned i receptionen, hvor hans makker stod ved disken. Her stillede jeg mig, så jeg kunne overskue båden ham og receptionisten. Sidstnævnte talte i telefon med sin chef. De var tydeligvis begge meget forvirrede, og kunne ikke forstå, hvad der foregik. Endelig kom de så langt, at de kom frem til, at de to gutter havde fået udleveret en nøgle til et værelse, der allerede var beboet. Uden et ord holdt jeg mit nøglekort frem, hvor værelsesnummeret stod. Så kunne han ikke være i tvivl om den del af sagen. Han talte videre med sin chef i flere minutter. Jeg sagde intet. Amerikaneren stod hele tiden tavst og så ned i sin mobiltelefon. Endelig lagde receptionisten røret på. Så kiggede han op på mig og sagde på en virkelig undskyldende måde: ”De to kommer aldrig op til dig igen.”

Nå, ja. Det hele var jo tydeligvis en fejltagelse fra hotellets side. Jeg smuttede. I øvrigt var jeg ikke i tvivl om, at det måtte være mig, der havde fået udleveret en forkert nøgle, da jeg checkede ind. Receptionisten havde jo sagt, at mit værelse lå på øverste etage, selvom værelset kun lå på næstøverste. Jeg havde blot dengang tænkt, at han havde fået sagt forkert. Nu var det tydeligt, at han havde udleveret en forkert nøgle til mig. Gutten på gangen spurgte til, hvordan det gik, og jeg kunne berolige ham med, at der nok var ved at komme styr på det dernede. Så gik jeg ind på værelset.

Fredag morgen spiste jeg morgenmad med udsigt til fjeldene. Den smule af fjeldtoppene, man kunne se for lavthængende skyer, var dækket af sne. Længere nede og i byen regnede det. Kedeligt vejr. Lige da jeg rejste mig for at gå, kom amerikaneren, der havde stået i receptionen om aftenen, ind for at spise morgenmad. Han var iført en t-shirt, hvor der med 10 cm høje bogstaver stod: ”I stand by Trump”. Han havde dog ingen øreforbinding på.

Da jeg checkede ud, kunne jeg konstatere, at hotellet stadig ikke havde styr på tingene. Jeg bad receptionisten sige mig navnet på den person, han mente, der checkede ud fra værelset. Det blev til en Douglas et-eller-andet og i øvrigt to personer. Da jeg forklarede ham, at det var det ikke, og at de to havde fået et andet værelse, kunne han fortælle, at der godt nok var lagt en seddel til ham med værelsesnumre og pile på mellem flere værelser, men uden navne på. Det havde ikke fortalt ham, hvad der foregik. Nu skrev han selv værelsesnumre ned og tegnede pile imellem dem. Men ingen navne. Jeg tænkte, at det var dømt til at gå galt, når fakturaer skulle sendes ud. Så i forventning om kommende forviklinger gik jeg ud ad døren.

Nede på kontoret var der fælles fredagsmorgenmad. Bagefter fik jeg en kontorplads at arbejde fra. Inden frokost tog Michael og jeg ud for at se på mast 81 og 82 lige oven for transformerstationen. Ud over regnen, var der også kommet en god blæst. Vi var glade for, at vi ikke skulle højere op i fjeldet på sådan en dag. Vi fik færdiggjort arbejdet og drønede så tilbage til kontorerne. Jeg havde noget arbejde i byen, som endte med at tage hele dagen til sidst på eftermiddagen.

Herefter var jeg ved at være træt i hovedet. Der havde været en del ting i dagens løb, og jeg havde været på hele tiden. Nu glædede jeg mig til at komme hjem og slappe af. Michael gav mig et lift ud i lufthavnen. Jeg havde været derude to gange tidligere i dagens løb, men begge gange havde der været en længere kø, da dagens to første maskiner havde været aflyst. Da jeg nu checkede ind, kiggede stationslederen på mig og mente, at jeg var noget af en optimist med den vejrudsigt.

Jeg fik dog mit boardingkort og satte mig i venteværelset. Klokken 18 kom stationslederen ud og fortalte, at nu var maskinen aflyst. Hun havde også den fantastiske nyhed, at de ikke kunne skaffe os et sted at overnatte. Så vi ville blive sparket ud på gaden i skodvejr og være overladt til os selv. Der står ellers på deres egen hjemmeside, at de skaffer overnatning til folk. Det er forståeligt, at der kan være problemer, når alle hoteller, bed & breakfast og andet er fuldt optaget. Man at sparke folk ud på gaden til en kommende snestorm? Nå, for folk med kendskab til Air Greenland, kunne det desværre ikke komme som en overraskelse. Men der var godt nok lang tid fra fredag aften til mandag eftermiddag, hvor vi var blevet ombooket til.

Jeg havde dog det held, at jeg altid kunne sove på elværket. Og inden han kørte, havde Michael været så flink at tilbyde mig at sove hjemme hos ham, hvis maskinen ville blive aflyst. Der var kun fire personer, der ventede i ventesalen. En strømer forsvandt med en kollega. En grønlandsk dame sad og så så rolig ud, at jeg tænkte, at hun nok havde familie eller bekendte i byen. Jeg var også sikret. Den sidste var en dansk kvinde et sted i 30’erne. Hun sagde til personalet, at hun ikke havde noget sted at tage hen. At hun simpelthen stod på gaden. Svaret var, at det måtte hun selv finde ud af.

Hun var jo totalt på spanden. Jeg kunne ikke lade være med at have ondt af hende. Jeg sagde til hende, at hvis hun var interesseret, ville jeg godt spørge min kollega, om han ville tage hende ind også. Det ville hun meget gerne. Da Michael kom, mødte jeg ham ude på parkeringspladsen og fortalte, hvordan tingene stod. Jeg havde standset ham herude for at han ikke skulle have hende stukket op i ansigtet. Han skulle have mulighed for at sige nej uden at føle sig alt for presset. Men han sagde ja. Så endte det med, at hans kone fik to vildt fremmede mennesker ind hos sig. Det var enormt pænt af dem begge to.

Om aftenen blev det da også et herrens vejr for folk på gaden. Stærk blæst, regn, slud, hagl og sne. Klokken tre om natten vågnede jeg og kiggede ud ad vinduet. Vinden og nedbøren var ophørt. Jorden var helt snedækket. 70 meter fra huset stod to heste i en fold. De stod stille i nattemørket og ventede.

Lørdag morgen var alting var dækket af fem cm sne. Vejret var pænt med delvist skyet og delvist solskin. Hestene så ud til at have det helt fint. De stod og skrabede sne til side med venstre hov for at komme ned til græsset.

Mens vi sad og drak kaffe og småsludrede, tikkede op ad formiddagen en sms ind. Vi var begge sat på et ekstrafly samme eftermiddag. Det var skisme dejligt. Det gik stærkt med at pakke, for jeg havde ikke pakket ud.

Snart kom vi ud i lufthavnen igen. Flyet blev lidt forsinket, men denne gang afgik det faktisk. Turen til Nuuk foregik uden begivenheder, og snart var vi på jorden. Hvad betød det så, at jeg skulle vente til efter alle andre kufferter med at få min riffelkuffert udleveret? Udenfor prajede jeg en taxa og omkring klokken fire kunne jeg endelig sætte mig i en lænestol derhjemme. Det havde været en interessant afslutning på en i øvrigt fin tur. Men i øvrigt skulle vi pakke, for vi skulle på rensdyrjagt.