Pinseferie i hytten 3 - 6. juni 2022

Torsdag op til pinseferien havde vi pakket alt vores gods, så vi var klar til at tage ud lige efter arbejde fredag. Efter lidt knas kom der endelig en taxa, og vi kom ned til båden. Den havde vi ikke fået tanket efter vinteren. Der fordamper altid en kvart tank benzin i løbet af vinteren. Vi blev enige om, at der var benzin nok til at sejle til hytten og endda ind i Præstefjorden for at lede efter fortidsminder. Der ville nok ligge en hel flok både ved tankanlægget, da de fleste plejer at tanke, når de sejler ud. Dem gad vi ikke ligge og vente blandt. Så vi strøg direkte til hytten.

Dernede kom vi fint i land og op til hytten. Inde var der en 28 grader, så det var absolut ikke nødvendigt at tænde op. Til gengæld skulle køleskabet tændes for første gang efter vinteren. Det kørte fint. Så var det bare med at varme maden og nyde at det var pinseferie.

Dorthe havde købt et vildtkamera. Det satte hun op på terrassen, så det kiggede ud over bugten. Det blev sat til at tage et billede hvert 3. minut for at vi kunne få en film af tidevandscyklussen.

Lørdag morgen blæste det inde fra Ameralikken, men efter morgenmaden havde vinden lagt sig. Så blev vi enige om at sejle over i Præstefjorden for at se efter fortidsminder.

Vi sejlede over til fjorden og sejlede så langsomt ind i fjorden med land på højre hånd, mens vi spejdede efter ting på land. Vi så nu intet, men denne side ligger også meget i skygge og er stejl, så det havde vi heller ikke ventet. Et stykke inde er der en lille halvø, der stikker ud. Det var det eneste sted på denne side, som var snefrit. Her gik vi i land og så os om. Vi fandt en del skrald, men også en rygeovn inde på fjeldsiden bygget af sten og tørv. Den blev registreret. Så fortsatte vi rundt ude på halvøen. Her fandt vi ikke noget af interesse.

Herfra gik turen over på den modsatte side langs med den ret store halvø, der rager ud fra venstre side af fjorden, når man sejler ind i den. Det var den halvø, Hans Egede angiveligt i sin tid skulle have brugt som sommerlejr. Vi ville ikke undersøge selve halvøen i denne omgang, men startede ved roden af den og sejlede herfra i retning ud af fjorden igen.

Ret hurtigt fandt vi et par rævefælder og en cache. Vi kastede derfor anker, roede i land og gik lidt på opdagelse her.

Da vi gik lidt opefter, så vi en varde et stykke oppe i fjeldet. Heroppe fandt vi en mere længere inde. Vi spejdede en del efter nummer tre, men en sådan kunne vi ikke finde. Det ville ellers have været interessant, for det kunne have indikeret en rute. Nu vidste vi ikke, om de bare er lavet af nogle unger.

Der var i øvrigt virkelig varmt. Det var lidt sjovt, at vi pludselig gik fra at have haft det koldt i hele maj til nu at have det rigtig varmt. Grønland i en nøddeskal. I solheden lugtede der af solvarmt fjeld og lyng, og vi gik og svedte i heden. Men vi nød, at insekterne endnu ikke var kommet frem. Det skal man huske at skønne på.

Herfra sejlede vi længere ud langs kysten, til Dorthe i kikkerten så ruinen af en tørvehytte. Det var interessant, for sådan en havde vi ikke fundet før.

I land kunne vi se, at hytten var ca. 4 x 4 meter i udvendigt mål og 3 x 3 meter i indvendigt. Datidens folk havde ikke så meget plads. Fronten af hytten var tydeligvis lavet af træ sømmet sammen med metalsøm. Lidt væk fra hytten fandt vi to grave. Den ene indeholdt bla. fire kranier, og den anden bla. 7-8 lårben. Så der har været i al fald fire personer i hver. De to af kranierne så ud til at være af børn. Vi spekulerede lidt på, hvad de alle mon var døde af. Før 1950 var dødeligheden jo meget høj her i landet. Alt i alt var mit gæt, at hytten har været beboet i et eller andet tidsrum imellem 1850 og 1950. Det var meget fascinerende at stå og tænke på, hvilket liv disse mennesker mon havde haft.

Vi fandt lidt flere rævefælder, men så blæste det lidt op, og vi blev enige om ikke at gå i land mere. Klokken var alligevel blevet for mange. Men vi sejlede lidt langs kysten og så et par rævefælder mere inde på land og et godt fladt område, hvor folk godt kunne have været i hine tider. Så vi blev enige om, at vi skulle tilbage igen en dag.

Hjemme i hytten stod termometeret på 31 grader. Vi luftede ud og lavede så fin aftensmad med rødfisk og drak hvidvin til. Det er lidt af et luksusliv, man holder sig.

Søndag slappede vi lidt af og besluttede os så for at sejle over til Præstefjorden igen. Men da vi kom ud til båden og startede den, kunne vi se, at der var mindre benzin tilbage, end jeg havde vurderet. Og løbe tør vil vi under ingen omstændigheder risikere. Så slukkede vi motoren og gik i land igen. Præstefjorden måtte vente til næste gang.

Først satte Dorthe vildtkameraet op på terrassen og strøede brødkrummer ud i håb om at en lille fugl ville komme og spise, så vi kunne få et billede af den.

Derefter gik vi op på fjeldknolden bag hytten og sad i solen og nød udsigten. Der var varmt og solrigt. Men sneen lå endnu og dækkede det meste af fjeldet. Sommeren var kun ved at begynde. Jeg havde smøget skjorteærmerne op og sad på den måde i et par timer. Solen var åbenbart stærkere, end jeg havde troet, for mine underarme blev godt skoldede på de par timer.

Mandag stod den på forårsrengøring i hytten, før vi pakkede det hele sammen og stak hjemad. Hjemturen var med lidt gyng-gang, da der var noget vind. Vi besluttede at vente med at tanke, da det måske ville være svært at lægge til ved tankanlægget. Det måtte så vente til en dag i ugens løb.

Inde i Iggia kunne vi se, at nabo bådbroen til vores, bro D, havde flyttet sig, så broen var ved at støde ind i dæmningen med vejen over til Nuuk Imeq. Der lå en båd med motoren bak for at holde broen. Heldigvis var bådforeningens slæbebåd i gang med at gøre tov fast ovre på den modsatte bred, så broen kunne blive holdt på plads.

Vi drønede ind og fortøjede vores båd og stak hjemad.