Sejlferie i båden 13-16. juni 2023

En god del af vores sommerferie planlagde vi at holde i båden inde i fjorden. Vi ville sejle rundt, gå på opdagelse, se på naturen og dyrene og gå i land for at lede efter fortidsminder.

Vi startede nu med at være hjemme, da det var blæsende. Ventetiden brugte vi til at pakke til vores tur. Om lørdagen forsvandt en jolle med to personer og en ekstra jolle på slæb undervejs fra Qooqqut til Nuuk. Eftersøgningen fandt sted med både søværnets skibe, politikutteren, redningshelikopteren samt et fransk fly, der var kommet for at være med i en øvelse. De fandt de to personer omkomne men jollerne blev ikke fundet. Det er et hårdt land heroppe.

Tirsdag efter morgenmaden stak vi så ud. Om morgenen var der godt nok nysne på jorden, men den ville nok snart forsvinde igen. Vi startede med at sejle ind i retning mod Qooqqut. Undervejs passerede vi mundingen af Sermitsiaqbugten. Her lå der et inspektionsskib sammen med kystvagtskibe fra både USA og Canada. Over dem svævede redningshelikopteren. Det måtte være øvelsen, der nu var gået i gang.

Vi fortsatte, til vi nåede hjørnet ved Storø, hvor der ligger en lille ø lige ud for. Her satte vi farten ned for at se efter tegn på fortidsminder inde på land. Vi kunne dog ikke se noget og fortsatte i stedet langs med Storøen på dens østlige side. I lang tid sejlede vi uden at se noget specielt. Det eneste, der dukkede op, var et mindre, tremotoret, hvidt jetfly, der fløj lavt over fjorden. Vi gættede på, at det var det franske fly, der var heroppe for at deltage i øvelsen.

Et stykke forbi indsejlingen til Qooqqut kom vi ved Storøen til to små øer, der ligger tæt op ad Storøen. Jeg havde aldrig været så tæt på land, at jeg kunne skelne øerne ud fra den bagved liggende Storø. Men nu sejlede vi ind mellem dem og Storøen. Der var dejlig ankerbund og en halv snes meter vanddybde. Vi brugte kikkerterne en del men kunne ikke se noget. Ikke andet end is i fjorden og nogle bøjer, som antageligt holdt fiskenet på plads. Lige efter øerne fandt Dorthe en teltring på bart grundfjeld inde på Storøen, men den behøvede ikke at have været ret gammel.

Længere fremme kom vi til et lidt større næs med flere bugte. Her sejlede vi ind i en lavvandet bugt og gik i land. Lidt oppe stod en ret ny hytte, som nogen havde bygget. Det var egentlig kun et skur. Døren var ikke låst, så vi kiggede ind. Der stod en stol, lidt værktøj og nogle tomme ølflasker. Gulvet stod under vand, så taget var nok ikke helt tæt. Måske de skulle have ladet bajerne stå. Der lå byggeaffald omkring skuret og en baldret ølflaske. En hel flaske stillede vi ind i skuret. Vi gik herfra over på den nordlige ende af næsset. Her fandt vi en dejlig naturlig lejrplads. Den havde været brugt, kunne man se af stenene, der lå her, men formentlig i nyere tid. Til gengæld fandt vi rensdyrspor i sandet. Det var sjovt, for Storøen er jo en ø. Det allerkorteste stræk ind til fastlandet er på 3 km. Gad vide, hvor mange rensdyr, der var svømmet herover? Og hvad havde mon fået dem til det? Vi gik lidt tilbage og fandt et par rævefælder undervejs.

Den yderste del af næsset var egentlig en ø, selvom man kan gå derud ved lavvande. Vi roede derover og gik på opdagelse. På museets kort var angivet en teltring og et ildsted. Det fandt vi også, men det så relativt nyt ud. Ellers samlede vi omkring tolv tomme sodavandsflasker op. Når vi alligevel går derude, samler vi dem op. Vi gider ikke rydde op efter alle de, der kaster affald i naturen, men om ikke andet får man pant for flaskerne. Så har det da et formål. Tilbage på hovedøen stod vi et stykke tid og så ud over vandet længere ind i fjorden. Der var en del is, så vi var slet ikke sikre på, vi ville kunne sejle rundt om øen. Måske ville isen længere fremme ligge så tæt, at vi måtte vende om. Det ville kun tiden vise.

Der var pålandsvind ind i den bugt, vi lå i, og da der var en del is i fjorden, blev vi enige om at sejle over i en anden lille bugt, hvor vinden ikke ville presse is ind, mens vi lå og sov. Det gjorde vi så og kunne nu sidde og slappe af og nyde udsigten, mens vi spiste aftensmad. Det franske jetfly kom forbi endnu to gange. I bugten kunne man flere gange se fisk komme op og slå i overfladen og endda hoppe halvt ud af vandet. Et par gange kom de så tæt på båden, at vi kunne se dem stå lige under overfladen. Det var forårskåde torsk, hvis ellers en torsk kan være kåd.

Onsdag morgen sejlede vi videre. Der var en del is i fjorden. Farten var sat på langsomt fremad, så vi kunne se os omkring. Det var strålende solskin, så vi sad rigtig og nød udsigten.

Ud for et skær, der stak op af vandet, fik Dorthe øje på en grav inde på land. Vi kastede anker og roede ind. Vi havde også vores vandbeholdere med, for der løb en elv ned fra fjeldet. Graven lå flot med en dejlig udsigt. Man må have tænkt lidt på de to døde, der lå derinde, da man lavede graven her. Her så vi flere spor efter rensdyr samt rensdyrlorte.

Vi sejlede langsomt videre og fandt nogle rævefælder nede ved kysten. Næsten inde ved Uummannaq øen fandtes engang på Storøen et bosted, som blev affolket, dengang Hernhut missionærerne slog sig ned på Uummannaq øen vistnok i 1860’erne. I kikkerten kunne vi ikke se nogle efterladenskaber inde på land og sejlede videre. Men de har boet flot dengang. Udsigten var til høje fjelde, is i fjorden og sne på fjeldtoppene.

Da vi kom til strædet mellem Storøen og Uummannaq øen, satte vi fart på og sejlede hele vejen rundt om Storøen til strædet mellem Storøen og Bjørneøen. Her var heldigvis ikke noget is af betydning i fjorden, så det gjorde det lettere at komme omkring.

Vi sejlede ind i en bugt på Storøen over for Qoornoq og så os omkring. Lige da vi skulle til at sejle videre, fik jeg øje på en grav et stykke oppe på land. Den måtte vi jo ind og se på. Museet havde ikke registreret noget på dette sted ifølge deres hjemmeside. Vi sejlede ind og bar gummibåden næsten op til højvandsmærket. Selvom vi kun skulle være her for lige at se på graven, bandt vi gummibåden fast til en sten, før vi gik.

Oppe ved graven, der lå oppe ved en flad fjeldryg, lå der en anden grav. Det var jo interessant nok. Ovre på den anden side af fjeldryggen lå der endnu tre grave. Så blev vi enige om, at der nok måtte have boet folk i området engang. Langt væk kunne Dorthe i kikkerten se noget, der lignede endnu en grav. Vi gik derfor en længere tur i en stor cirkel. På den tur fandt vi yderligere seks grave heraf en dobbeltgrav med to kamre samt fire rævefælder og et par caches. Det var heftigt. Men vi fandt ingen tegn på boliger.

Vi havde nu været i land meget længere end planlagt. Gummibåden lå og vippede i bølgerne, da vi kom tilbage. Godt at vi havde bundet den til en sten.

Herfra blev vi enige om at sejle et stykke ind mod Qussuk til en lille bugt, vi før havde sovet i. Vi gav den gas og kom en times tid senere efter lidt søgang ind til bugten. Her kastede vi anker og kunne nu slappe lidt af. Det havde været en heftig dag. Voldsomt meget solskin havde vi fået, mens vi sejlede og gik ture inde på land. Tolv grave havde vi fundet med resterne af i alt tyve mennesker.

Mens vi sad og fordøjede alt dette, kom to ræve gående inde på stranden. Den ene var en hvid ræv, mens den anden var en blåræv. Det kunne man se, selvom de begge havde brun sommerpels, for deres haler havde endnu ikke skiftet pels. Det så sjovt ud med en tynd krop og en tyk, tyk hale grundet pelsen.

Torsdag morgen ville vi gå på opdagelse i området. Lige da vi kom i land, kunne vi se, at et stykke fjeld i tidevandszonen var oversmurt med fiskeæg. Måske havde ammasatterne været inde for at gyde, da det var højvande, mens vi lå og sov.

Lige da vi kom lidt op, kom en ræv farende ud under os. Den var blevet forskrækket af vores tilsynekomst og spurtede langt ned ad stranden, før den forsvandt.

Vi gik en tur rundt om bugten, der lå lige nord for vores bugt og rundt i nærområdet og fandt nogle ting. Hovedsageligt rævefælder. Den ene rævefælde var en dobbeltfælde med to fælder bygget sammen med fælles endevæg. Gad vide, om det har givet nogen gevinst? Vi fandt også et teltfundament fra en sommerbolig. Mens vi stod herude, kom der flere havørne svævende ind over os. Jeg fik et par billeder af en af ungfuglene.

Oppe fra den dobbelte rævefælde var der en herlig udsigt til bugten, båden lå i samt landet inde bagved. Vi kunne stå heroppe og planlægge eftermiddagens gåtur.

Det blæste en halv pelikan, så vi skulle ikke sejle nogen steder denne dag. I stedet gik vi tilbage mod båden for at spise frokost. På vejen gik vi ud til en lille ø, nu da det var lavvandet. Vi kunne se på sporene i tidevandszonen, at ræven også havde været en tur derude. På øen var der en masse teltringe. Men det var der også inde på fastlandet. Der er ingen tvivl om, at dette er et populært sted i rensdyrsæsonen. Det var det antageligt også i fortiden, så stenene i teltringene har måske været genbrugt i århundreder eller endda i årtusinder, hvis Saqqaq-folket også brugte stedet. Der var også tre rævefælder og en grav på øen.

Frokosten blev indtaget på båden. Bagefter gik vi i land igen og gik nu den modsatte vej. På museets kort var angivet et skydeskjul et sted. Det ville vi se, om vi kunne finde. Efter en times gåtur kom vi ind til et sted, hvor Nuna Minerals en tolv-femten år forinden havde en lejr i deres råstofefterforskning. Lejren var nu delvist fjernet, men alt træ lå endnu tilbage. Der vil gå mange, mange årtier, før man ikke kan se det mere. Der var også nogle gamle brændstoftønder, som vist har markeret en helipad. Skydeskjulet skulle være her, men vi kunne ikke finde det. Der var heller ingen dyreveksler i området, så det virkede som et åndet sted at lave et skydeskjul. På de få steder, hvor det grundet terrænet virkede mere logisk, at man kunne have bygget et, så vi intet. Ganske vist mødte vi et rensdyr lige i den gamle minelejr, men ellers virkede det ret dødt.

Vi traskede tilbage ad en anden rute end den vi havde fulgt ud. Da vi kom ud mod en fjeldtop, der ligger lige over bugten, båden lå i, fik vi øje på noget oppe på toppen. Vi gik op for at se efter. Det første vi faldt over, var faktisk et skydeskjul. Det lå bare med udsyn og skudfelt over et meget begrænset område, hvor man ikke ville forvente at der kom rensdyr forbi. Det virkede som et skydeskjul lavet af nogle teenagere, der ikke viste, hvad de lavede. Sjovt nok lå der også to rævefælder heroppe. Det var et spøjst sted at lave rævefælder, for det indebar da en opstigning på ligegodt hundrede højdemeter for at røgte dem.

Nu var det på tide at komme hjem til båden og få noget aftensmad. Mens vi sad og spiste, kom der et par havørne og satte sig på fjeldet, mens de så ud til at spejde efter fisk i bugten. Jeg listede døren op og fik taget en del billeder. Jeg havde taget ikke mindre end tre fotografiapparater med på turen, så der var nok at tage af. Bagefter kom der en ræv ned på stranden. Den fik jeg også taget en del billeder af, og de blev faktisk ret gode. Solen stod lavt, så der var et varmt lys omkring hele sceneriet. Og på mit nyeste fotografiapparat stod ræven fuldstændigt skarpt på billederne. Det var herligt.

Fredag morgen havde vinden endelig lagt sig noget. Der var stadig lidt bølger ude på fjorden, men vi kunne uden problemer plane med båden. Efter at vi havde sejlet lidt, lagde vinden sig helt, og så blev vandet helt blankt og flot.

Vi sejlede ud til en pynt, hvor der på museets kort var angivet en teltlejr. På vejen ind måtte vi lige ind mellem et isfjeld og kysten. Der var plads nok uden at der dog var plads til en storebæltsfærge. Men det gav os lejlighed til at tage et par nærbilleder af isfjeldet.

Vi kastede anker i en lillebitte bugt, hvor vi lå i fred for bølgerne og gik i land. Herinde fandt vi en hel del. Både hustomter, teltfundamenter, rævefælder og ikke mindre end 17 grave med resterne af 18 mennesker i. Flere grave var tomme, og i en anden lå der hele 5 mennesker. Den ene hustomt var meget tydelig. Her kunne man se husmuren, husgangen, gulvet og briksen ved endevæggen. Der var ikke meget plads indenfor. Indvendigt mål var ca. 2x3 meter inklusive sovebriksen. Her har en familie boet og arbejdet. Der har ikke været meget plads at bevæge sig i endsige privatliv. Et sted skræmte vi en gråand op fra sin rede. Vi skyndte os at se efter på en lille pynt, som reden lå ved roden af. Så forlod vi det område, så anden kunne komme tilbage til sine æg.

Mens vi stod oppe på fjeldet over bostedet, hørte vi et fjernt brag. Vi studsede og så ud over fjorden. Nogle sekunder efter kunne vi langt ude se en pukkelhval bryde overfladen og skyde lodret op af vandet, før den faldt sidelæns med et mægtigt plask og et brag. Det gjorde den yderligere en tre-fire gange. Det lykkedes mig endda at filme det sidste spring, selvom det ikke blev voldsomt godt. Vi havde faktisk set det samme dagen før. Da havde det bare blæst en halv pelikan og vi havde været på endnu større afstand, så vi havde ikke kunnet høre bragene.

Vinden havde lagt sig helt og fjorden lå som et spejl i solskinnet. Det gjorde det lettere at se hvalen springe. Der var nu også en fed udsigt ud over fjorden og det bagvedliggende land. Ovre på den anden side af fjorden lå nordlandet endnu med sne på de højere partier. Selvom vi var midt i juni og tæt på solhverv, var det stadig kun forår.

Men nu hvor vi sejlede videre, gjorde det rolige vejr også sejlturen meget bedre. Vi sejlede langsomt langs med kysten et langt stykke. Et sted så vi inde på land to rensdyr, hvoraf det ene var ret stort. Det store så ned i retning af båden. Det havde nok for længst lært, at man lever længst ved at være mistroisk.

Længst ude ved mundingen af den store bugt, der er ind mod Qussuk, var der en pynt, hvorpå der stod en jagthytte. Vi sejlede langsomt ind mod land, men der var intet sted at kaste anker. Vi måtte opgive og sejle videre, mens vi undrede os over, hvordan de havde fragtet materialer ind til hytten og havde brugt den. Men måske havde de sejlet en jolle ind til land og trukket den helt op.

Herfra diskuterede vi lidt, hvad vi nu skulle. Hjemmefra havde vi tænkt på at sejle ned langs vestkysten af Bjørneøen, men der ville faktisk ikke være meget interessant at se på, og der er ikke nogen steder at gå i læ og kaste anker. I stedet blev vi enige om at sejle ned imellem Bjørneøen og Storøen.

Først sejlede vi hen til Bjørneøens nordende. Her skulle museet engang have fundet en grav og udgravet den. Vi kunne dog fra vandet se mindst tre grave. Vi gik ikke i land, da det lå helt ubeskyttet og ud til det åbne, men sejlede i stedet ind i bugten mellem Qoornoq og Bjørneø. Her kunne vi ikke finde et egnet sted at kaste anker med mindre, vi ville bruge lang tid på at gå derud og tilbage. Og vi følte os egentlig ret trætte. Vi blev enige om at gemme det til en anden gang.

Nu sejlede vi rundt om Qoornoq og fortsatte langsomt ud mod Nuuk, mens vi så os omkring. Der stod en del rævefælder inde på land. Vi gad ikke hoppe i land for noget så trivielt, så vi markerede for hver en position fra båden med beskrivelse af, hvor langt fra båden, fælden stod.

Dorthe blev sat i land fra båden et sted, hvor vi så en grav oppe på fjeldet. Og et sted fik jeg øje på en grav, der lå inde imellem stenene et stykke inde på land. Så kastede vi anker og roede ind for at se på den. Den lå dejligt og med en herlig udsigt ud over fjorden.

Det er jo meget sjovt sådan at sejle langs med land og se på naturen, dyrene og fundene efter mennesker. Men det bliver også trættende, når man skal have gummibåden af og på flere gange om dagen. Til sidst blev vi enige om, at det var på tide at sejle hjem og sove i vores egen seng og få et bad. På turen havde vi fundet 93 forskellige ting fra fortidens mennesker. Det mest interessante var de 32 grave med rester fra i alt 41 mennesker. Det er vildt, som den slags befinder sig nærmest overalt langs kysterne, når først man har fået øjet indstillet på det.

Hjemturen var med nogen fjordvind. Ud for Nuuk kunne vi høre, der lå en båd med problemer. Han fik dog hjælp fra bla. et af inspektionsskibene, så det var fint. Jeg tror, at han enten havde mistet styringen eller motorkraften. Vi kunne ikke høre, hvad han sagde i radioen, før vi kom tæt på. Vi kunne først kun høre svarene fra de øvrige. Men siden han fik hjælp, kunne vi sejle lige i havn og skynde os hjem.

Det var en herlig ferietur. Siden slappede vi lidt af hjemme med bla. at komme os og føre alle vores fund ind i vores database. Om søndagen var vi nede ved næsset ved Uppik. Her havde vi i den forgange vinter fundet et par ting herunder en hustomt og et par grave, som var snefyldte. Nu ville vi lige se, hvor mange mennesker, der lå i gravene. Den ene havde resterne af to mennesker og den anden af tre. Derudover fandt vi nogle flere ting, som vi ikke havde kunnet se om vinteren, da jorden var snedækket. Vi havde i øvrigt set efter i en bog om hustyper og fundet frem til, at den hustomt, vi fandt derude, er fra 15-1600-årene. Antageligt er gravene lige så gamle.