Vandretur ind bag Austmannadalen 12-20. maj 2023

I og med, at vi på satellitfotos kunne se, at sneen inde i baglandet nær isen var stort set smeltet allerede om vinteren, valgte vi at lægge ud på en usædvanligt tidlig vandretur. Dels ville vi gerne prøve at komme ind i landet tidligere end vi før havde prøvet. Og dels var der den enorme fordel i, at der ikke var nogle myg på den årstid. Turens rute blev bestemt af det snefri område, vi kunne se på satellitbillederne. Den skulle starte inde ved Sandnæs i bunden af Ameralikfjordens søndre gren, hvor der ligger ruinen af en gammel nordbogård. Herfra skulle vi gå ind til Austmannadalen, hvor Nansen kom ned, efter han og hans hold som de første gik over indlandsisen i 1888. Fra Austmannadalen ville vi gå i en stor cirkelrute ind i området mod indlandsisen, før vi kom tilbage til Austamannadalen og gik tilbage til fjorden.

Vi tog tidligt fri fra arbejdet fredag d. 12. maj og fik pakket de sidste ting ned. Dorthe havde lånt en bil på arbejdet, som vi kørte ned til tidevandstrappen i. Her hoppede jeg ud og ventede med rygsækkene, mens Dorthe afleverede bilen og kom ned til mig. Båden, der skulle sejle os ind, var lige kommet, så det passede fint. Det var to unge fyre, som skulle sejle os ind. De fortalte os, at de grundet tidevandet nok ikke kunne sejle os helt ind til Sandnæs, men det havde vi allerede selv regnet os frem til. 

Turen ind gik begivenhedsløst. Der var nogenlunde roligt vand. Bortset fra da vi kom til det område, hvor Ameralikken deler sig i to. Herfra var der lidt bølger resten af turen ind. Allerede kort inde i den højre fjordarm kunne vi på lang afstand se, hvordan der var støvskyer over det flade, siltede område, hvor elven inde fra isen kommer ned mod fjorden. Det så ret spektakulært ud.

Da vi kom ind til der, hvor slammet inde fra isen havde bygget sig ud til, gik vanddybden op til mellem 15 og 20 meter. Derfra var der en smal rute langs land, man stadig kunne sejle ind ad. Undervejs så jeg to gamle rævefælder stå inde på land. Pludseligt hoppede vanddybden til kun 5 meter og mindskedes yderligere. Så turde de to ikke sejle længere og vi blev sat i land 2,1 km fra Sandnæs. Båden sejlede tilbage, og så var vi alene og på tur.

Vi gik langs med kysten ind til Sandnæs. Det tog en halvanden time. Noget af ruten kunne vi heldigvis gå på stranden, da det var lavvande. Oppe på land var der tæt med buskads. Undervejs mødte vi et par rævefælder, som vi lige registrerede.

Sandnæs var sin egen oplevelse. Her holder masser af jægere til i rensdyrsæsonen. Ved kysten lå flere fladbundede pramme, som de med påhængsmotor på bruger til at sejle op ad elven dels til Austmannadalen og dels længere op til vandfaldet lidt neden for Den Tilsandede Gård. Sandnæs bliver også brugt af en eller anden kirke som sommerlejr for børn. Inde i buskadserne lå alskens ragelse lige fra almindeligt skrald til møbler, telte og sågar fire kajakker. En umiak sås også et sted. På et område med grøn græsplæne stod to af de der borde med indbyggede bænke. På det ene lå to termoflasker og en lille gasflaske. Flere steder stod der nogle trærammer med hønsetråd. Ved siden af en af dem lå et rensdyrskind. Vi regnede os frem til, at de nok bruges til at tørre rensdyrkød på.

Vi fandt et godt sted med læ imellem buskene at slå teltet op. Efter et år siden sidste tur skulle vi lige ind i metodikken, men det gik hurtigt. Sagerne ind i teltet, og så skulle vi lige hente noget vand ved elven. På vejen herhen kom vi forbi en anordning, hvorpå man kunne spidstege et helt rensdyr. Det så ret heftigt ud. Men den var nu så rusten, at hvis man kom i nærheden af den med en flaske WD40, ville den nok gå i opløsning.

Vi brugte også lidt tid på at se på den nordbogård, der ligger på Sandnæs. Den er selvsagt faldet helt sammen og er i dag overbevokset med langstrået græs. Men vi kunne se to bygningskomplekser hver med flere rum. Man kunne fornemme murene og rummene. Det var en interessant oplevelse.

Men ellers blev det hurtigt koldt. Temperaturen var lav og det blæste vel en 8 sekundmeter, så efter et par krus the var det med at komme i soveposen for at holde varmen. Om natten vågnede jeg nogle gange og kunne høre flere fugle skræppe op, deriblandt en islom med dens spøjse kald.

Lørdag morgen blæste det stadig. Vi spiste morgenmad og brød så lejren ned for at begynde vandreturen. Vi krydsede elven og arbejdede os så op ad stigningen til en fjeldknold, man skal op over for at komme ind på den slette, der går ind mod Austmannadalen. Halvvejs oppe standsede vi på en mindre knold og så ud over Sandnæs og området deromkring. Inderst i bugten lige neden for os svømmede et gråandepar omkring.

Lige da vi kom op på knolden, mødte vi en rævefælde, som vi registrerede. Så fortsatte vi over til den fjerne side, som kun ligger hundrede meter ovre. Her stod der to rævefælder mere. Og da vi i kikkerten så tilbage på den ende af knolden, vi lige havde været på, stod der to fælder mere, som vi ikke havde kunne se før. Det var ret heftigt at bygge så mange fælder heroppe. Det var trods alt i hundrede meters højde eller mere. Nu registrerede vi de to fælder, der var her. Så måtte de to sidste vente, til vi kom denne vej tilbage.

Vi havde kun lige arbejdet os ned fra den stejle del af knolden og gået hundrede meter ind ad en lille kløft, før vi opdagede en ny ting. Det var et ly bygget af sten. Formen var lige som en klassisk igloo bare uden den øverste halvdel. Væggene var faldet delvist ind, men formen var helt tydelig. Det var interessant at se. Gad vide, hvor mange hundrede år, sådan en svend havde ligget her?

Vi så også en anden ting, som var vældig opløftende. En stor flok gæs kom flyvende over os på vej mod nord. Dem så vi længe efter. Men kort efter kom endnu en flok. Og inden dagen var slut, havde vi set seks store og to små flokke af gæs. De havde alle travlt med at komme frem til ynglepladserne.

Herfra gik det videre ind i landet. Som sagt så blæste det en del, og da det samtidig var overskyet, var der i det hele taget noget køligt. Støvskyerne hang hele dagen ude på siltsletten. Fjeldet så også meget efterårsagtigt ud. Alt var brunt og vissent, for forårets vækster var ikke kommet i gang endnu. Så man godt efter, kunne man godt se knopper på buskene, og nede i det visne græs var der nogle steder antydninger af noget grønt, som var på vej op. Men så man ud over fjeldet, som var brunt og stedvist endnu havde sne liggende, var det kun mængden af sollys, der afslørede, at det var maj måned og ikke slutningen af oktober. 

Ved middagstid kom vi op på en lille bakketop. Her var der resterne af en nordbobygning. Denne bygning havde jeg været ved, da jeg i 2009 sammen med to gutter havde været inde i Austmannadalen på tur. Siden havde jeg ikke været denne vej, så det var sjovt at se den igen. Da det var frokosttid, blev vi enige om, at den kunne vi lige så godt indtage i den gamle bygning. Efter at have passet sig selv i 700 år stod murene endnu i op til en meters højde, og indeni var gulvet helt fint at sætte sig ned på. Vi satte rygsækkene fra os og gik over for at hente vand ved en elv. 

Vejen hen til elven gik lige forbi selve gården. Den havde vi tre gutter ikke opdaget dengang. Men nu var den tydelig at se for Dorthe og mig. Denne var et kompleks af bygninger og rum, der i sin tid havde været bygget sammen til en sammenhængende bygning velsagtens for at holde på varmen. Nu var det hele faldet sammen og overbegroet med gult græs. Men man kunne stadig skimte dele af murene ligesom man kunne se flere af rummene som fordybninger. Området mellem gården og fjeldsiden, hvor vi skulle hente vand, var ret sumpet og vandlidende. Men på nordboernes tid var der varmere og måske mere tørt. Dengang har her sikkert været indhegnet omkring gården med dyrene uden for indhegningen. Så kunne man dyrke græs til vinterfoder i fred for dyrene.

Efter frokost var det med at komme videre. Vi trillede stille og roligt over mod passet til Austmannadalen. Hele dagen havde vi set ret friske rensdyrlorte og -spor på stierne. Da vi nu havde krydset en lille slette og skulle til at gå ind i et krat, kom der pludselig dyr til syne bag os. 9 dyr gik lige der, hvor vi gik tyve minutter forinden. Vi stod lidt og så på dem i håb om at de ville gå over imod os, men de blev derovre. Så mosede vi ind i krattet.

Det var heldigvis ikke så langstrakt endda. Men det var ret højt og tæt, så grenene hev noget fat i oppakningerne. Det var lidt sjovt at opleve at skulle mase sig igennem noget, der mindede om tæt underskov, på Grønland. Samtidig var der en del store nedfaldssten, så det tog noget tid at gå igennem et ret kort stykke.

Da vi var kommet igennem, skulle vi op ad en stigning for at komme over til Austmannadalen. Den stigning var heldigvis ret blød. Samtidig havde vi vinden i ryggen, mens vi gik op igennem en lang kløft hele vejen op.

En smule oppe ad stigningen så vi pludseligt et støvleaftryk i noget mudder. Det studsede vi noget over, for vi skrev jo kun den 13. maj, og det var stadig ret koldt. Vi talte lidt om, om sådan et aftryk mon kunne overleve vinteren, hvis det var afsat om efteråret. Det virkede ikke sandsynligt. Længere oppe var der et sted med aftryk af to forskellige slags støvler i mudderet. Ja, så måtte der jo være folk foran os. Vi måtte jo se, hvad det var for nogle, hvis vi skulle rende ind i dem.

Oppe på toppen smallede kløften ind fra halvtreds meter til kun tyve meter. Pludselig skræppede en rypehun, vi ikke havde set, op nær ved os. Straks kom hannen, der havde siddet inde i en hulning i fjeldsiden, farende. Han landede på en sten lige over hende og larmede op. Man kunne se, at det var hans opgave at få opmærksomheden over på sig, så hunnen, der bar på næste generation, kunne være i fred. Det var lidt sjovt at se. Han var beskytteren. Nå, vi listede forbi dem.

Ti meter længere fremme videde kløften sig ud, og vi stod på toppen af en stejl nedstigning og så ud over Austmannadalen. Det var sjovt at se ud over dalen igen efter at jeg ikke havde været her siden august 2009. Vi stod og indsugede synet lidt, inden vi begyndte nedstigningen.

Nede i bunden drejede vi til højre og kom ud til den sandede slette, der kaldes Nansens Teltplads. Vi gik lidt frem og fandt et sted inde i buskadset, hvor der var en ubevokset og vandret plads. Det var tydeligt, at den var en ret benyttet teltplads. Der lå adskillige sten, der sikkert har været brugt til talrige telte i årenes løb. I midten havde nogen lavet et bålsted og lagt rensdyrgevirer ovenpå. Heldigvis var der ikke noget skrald at se. Det flyder ellers alle steder, hvor mennesker kommer.

Vi gik ned i den fjerne ende og slog teltet op mest muligt i læ af buskadset. Vinden kom ude fra fjorden, og da vores telt er bygget ”utæt” grundet vægtbesparelse, var vi interesserede i at mindske luftgennemstrømningen igennem teltet.

Da vi havde slået teltet op og kastet sagerne ind i det, gik vi en tur for at se os om. Vi var kommet til lejren omkring klokken halv fem, så vi havde masser af tid til overs. Vi gik ned i bunden af dalen for at se os om. På vejen gik vi hen mod en bakke for at se os om. Lige da vi kom derover og var på vej op, fik Dorthe øje på en rensdyrhun - en simle - lige rundt om hjørnet kun femten meter fra os. Den stod og var ret fraværende. Jeg gryntede til den, som rensdyrene grynter. Den kiggede da også på mig. Men efter få sekunder mistede den interessen. Da det havde gentaget sig, kom Dorthe hen og hviskede, at hun troede, den var i gang med at kælve. Det havde jeg slet ikke overvejet. Men det passede jo med datoen – midt maj. Så fortrak vi, for at den kunne få lidt fred.

I stedet fortsatte vi i en bue uden om rensdyret og videre ud mod dalens munding. Ude ved kanten stod vi og kunne se ned på området nedenfor. Her kommer elven, der løber fra isen og ned til fjorden, ret tæt forbi. Nedenfor kunne vi se flere tørrestativer. Det var tydeligt, at rensdyrjægere sejler herind i deres fladbundede pramme for at gå på jagt.

Støvskyerne drev stadig ude på siltsletten. Det havde de gjort hele dagen. Man kunne ret tydeligt se landskabets detaljer og regne ud, hvordan det hang sammen. Om sommeren og i august og september, når vi har været derinde på rensdyrjagt og vandreture, løber der meget mere vand i elven. Alt det vand løber også over elven og ud på selve sletten. Derved bliver jorden våd, og siltet og sandet bliver bundet og flyver ingen steder. Men når der som nu ikke løb ret meget vand, fik store dele af sletten lov til at tørre ind, og så kunne vinden tage fat og løfte materialet op. Alle de dage, vi gik og kunne se ud over sletten, var der støvdrev med skyer, der løftede sig op i et par hundrede meters højde.

I kikkerten kunne man se noget underligt. Ovre i den modsatte side af dalen ude ved mundingen, var der en streg, som kunne ligne en wire. Vi grundede en del over, om det kunne være det, eller om det var noget naturligt såsom en linje i fjeldet. Men det var lige på det sted, hvor vi dagen efter skulle op i højlandet. Så ville vi få syn for sagen.

Tilbageturen til lejren gik inde langs fjeldvæggen og med vinden i ryggen. Halvvejs tilbage ved lejren sad der en hare på fjeldsiden kun ti-femten meter over os. Den var lidt forsigtig, men den blev dog siddende, mens vi gik forbi den og fortsatte tilbage til teltet.

På vejen kom vi forbi en lille sø. Vandet så rent nok ud, så vi hentede vandsækken og gik tilbage hertil for at hente vand. Den store elv, der før i tiden løb ned igennem hele Austmannadalen, er tørret ind, da kilden til alt vandet, som er en sø ved navn Isvand, nu løber ud til Godthåbsfjorden i stedet. Isvand var stemt op med en gletscher som den ene væg. Efterhånden har gletscheren trukket sig så meget tilbage, at vandet nu løber ud den anden vej. Dermed er floddalen nede i Austmannadalen pludselig tørret meget ind. Og den arm af elven, der før flød forbi lige neden for Nansens Teltplads, er nu tør bund. Så den lille sø her var det nærmeste drikkevand.

Vi fandt et sted inde imellem buskene, hvor vinden ikke var så slem, til at spise aftensmaden. Mens vi sad her og spiste, kom en ræv pludselig frem på den lille top lige bag os. Den stod måske tredive meter væk og femten meter over os og råbte op. Først troede jeg, at den var sur på os. Men lidt efter gik det op for mig, at den havde travlt med at fortælle alle andre ræve, at dette var dens territorie. Det var den så optaget af, at den var ligeglad med os. Det var lidt specielt. Men vi kunne høre andre ræve bjæffe op rundt omkring langt væk. Det var lidt sjovt og helt klart grundet på parringstiden og den nye generations opvækst.

Om natten begyndte det at sne, og søndag morgen lå der sne på teltdugen. Hvor sneen var gledet ned ad teltet, lå den i en lille dynge omkring teltet. Hvor sneen naturligt var faldet på jorden, var den smeltet nogle steder, mens den endnu lå andre steder. Heldigvis smeltede den ret hurtigt.

Vi spiste morgenmaden inde i teltet. Så slap vi for at stå ude i vinden og sneen. Bagefter pakkede vi sammen, brød teltet ned og fik rygsækkene på nakken. Så var vi klar til næste stræk.

Vi gik hen til der, hvor vi havde mødt simlen med veer dagen før. Herovre var der en nogenlunde fri rute igennem krattet og ned i bunden af dalen til flodsletten. Her krydsede vi igennem en masse krat, til vi kom over i den anden side af dalen, hvor det, der er tilbage af elven, løber. Den løber nu kun med smeltevand, og da det meste sne allerede var smeltet, var der ikke ret meget vand i elven. Først krydsede vi på sten over til en flad ø i elven. Herfra kunne vi gå på stenene et stykke ud i den næste gren, og med et enkelt skridt, hvor støvlerne blev let overskyllede på vristen, var vi ovre på den anden side.

Herfra arbejdede vi os op fra flodsletten til terrassen, der ligger i niveau med Nansens Teltplads, og henover denne. Så op ad en stigning lige ved siden af den nærmest lodrette fjeldvæg, der er her. Endelig kom vi så langt op, at vi kunne se hen i kløften, vi skulle over til, for at komme op i højlandet.

Nu var der udsyn til det, vi havde set i kikkerten dagen før. Det var et langt tov, som nogen havde spændt op, så det rakte over kløften og et stykke op ad fjeldet på højresiden. Vi stod og så på det og blev enige om, at det måtte være rensdyrjægere, som havde spændt det op, så de kunne bruge det til at fire deres bytte ned over det stejle stykke og hen over vandløbet i bunden af kløften. Der er ingen ende på, hvor entreprenante, folk kan være, når det gælder rensdyrjagten.

Vi stod og så lidt på kløften, før vi blev enige om at kravle op ad venstresiden modsat tovet. Her var stejlere og en masse høje buske. Men der gik dyreveksler op her og vi ville gerne slippe for at skulle krydse vandløbet i bunden af kløften to gange.

Det gik nu også fint. Et sted skræmte jeg en rypehun op kun en meter fra mig, da jeg kom masende igennem krattet. Hun gav mig et mindre chok, for hun fløj lige bagom mig med vinger, der lydeligt slog til grene og kviste, og fløj over på den anden side af vandløbet. Hannen stod derovre og galpede op. Længere oppe ad kløften svarede en anden han. Det gik op for os, at rypehannerne havde inddelt fjeldet i territorier, som de forsvarer og hævder. I deres hvide fjerdragt lyste de langt væk i et næsten snefrit landskab. På hele resten af turen kunne vi se og høre rypehanner, der gjaldede deres ejerskab over et område ud til alverden. Lige som vi havde oplevet det, at rævene gjorde dagen før.

Længere oppe forsvandt buskadset. Det havde været i kløften på den sydvendte skråning, hvor der var lunt og beskyttet. Nu kom vi efterhånden op i højlandet. Her lå der stadig sne på nordvendte skråninger.  Kort efter vi kom op, var der pludselig en lille flok på fire rensdyr. De havde ligget og slappet af, da vi kom og forstyrrede dem. De luntede lidt væk og stod så og så på os en stund. Til slut stak de af og forsvandt.

Da vi kom lidt længere frem, videde landskabet sig ud til en dal foran os. Ovre i venstresiden var der endnu en flok på fem rensdyr. De skyndte sig at stikke af, da de fik øje på os, selvom vi var et par hundrede meter fra dem.

Vi gik langs en nordvendt og snefyldt skråning, til vi kom så langt frem, at vi kom forbi sneen og kunne gå op ad dalsiden til den næste dal. Her var der en stor sø, som endnu var isdækket. Det så flot ud. Dalskålen omkring søen var snefri. Planterne var som alle andre steder i efterårsfarver, men det gule græs fra året før gav en et indtryk af gule hvedemarker, hvis man lod sin fantasi arbejde lidt.

Vi gik lidt langs søens vestvendte bred, til vi kom til en lille tange, der strakte sig lidt ud i søen. På bagsiden af tangen var der rimeligt læ for vinden, når man lå ned på liggeunderlaget og i læ af sin rygsæk. Så blandede vi vores frokostdrik og drak den, mens vi lå her og slappede af. Opstigningen havde været hårdere, end vi havde forestillet os hjemmefra. Efter frokostdrikken fik vi et par krus the, mens vi nød solskinnet og udsigten. Vi diskuterede lidt, om vi skulle gå hele vejen rundt om søen eller tage en lidt kortere rute for at komme hurtigere i mål. Klokken var nemlig blevet noget mere, end vi havde forestillet os. Men vi blev enige om at tage den videre rundt langs bredden. Formålet ved at komme til dette sted var udover udsigten at undersøge, om der mon havde været en nordbogård ved søbredden. Så når vi nu var kommet hertil, skulle det også undersøges.

Vi fortsatte rundt, og fik set, at der ikke var noget at finde her.  Så behøver vi aldrig at spekulere over det. Nu fortsatte vi forbi endnu en sø og begyndte at gå direkte mod vest for at komme ud til kanten af højlandet. Vi skulle nemlig lidt ned igen for at komme videre rundt.

På vejen fik vi øje på et par rensdyr, der gik og spiste. Efterhånden som vi kom nærmere, fik de endelig øje på os. Så kan det nok være, de fik travlt. De skyndte sig hen for at tage os i øjesyn. Efter at have set lidt på os, begyndte de at cirkle rundt om os for at få vores fært. Men selv efter at have cirklet en hel omgang, fik de ikke lugtet til os. De var noget i vildrede. Men til sidste besluttede de sig for at smutte. Da havde vi også stået stille og nydt synet så længe, at vi var begyndt at fryse lidt.

Vi fortsatte og skulle nu rundt om udløberen af et fjeld. Da vi kom rundt, åbenbarede der sig under os en stor dal med en masse græs. Da vi heroppe fra fandt et godt sted at sidde ned, brugte vi noget tid på at nyde synet og bruge kikkerten en del for at se, om der mon skulle være nogle fortidsminder at få øje på. Vi så dog intet. Til gengæld kom endnu en flok gæs trækkende over os. I løbet af dagen så vi to store og en lille flok gæs. Efter pausen var det på den igen.

Vi var oppe på en lang hylde, som efterhånden førte os ned i dalen. Her fulgte vi en lille moræneryg rundt i dalen og kom over på den modsatte side. Nede i dalen var der næsten ikke nogen vind, så det var pludselig varmt og rart. Eneste minus var, at jeg havde ondt i fødderne.

På den modsatte side af dalen arbejdede vi os rundt om en udløber af et mindre fjeld og kom nu ud på en slette, som vi skulle følge et stykke vej ind i landet. Her var vind igen, men vi havde den i ryggen, så bortset fra ømme fødder var det helt rart at gå her. Mens vi gik her, talte vi om, at vi ikke havde set ret mange rensdyr i forhold til, hvad vi havde forestillet os hjemmefra. Der var ellers mange både spor og lorte fra dem. Så de måtte jo være et sted. Men selvfølgelig havde vi haft vinden i ryggen det meste af dagen, og så bliver sporet jo ryddet foran en.

Endelig kom vi så langt frem, at vi bare skulle op ad en stigning for at komme op til den sø, vi efter planen skulle overnatte ved. Vi mosede på. Det første stykke kunne man gå på en tyk, gammel snefane. Den gjorde det lettere at komme igennem det, der ellers ville været et område med buskads.

Oppe kunne vi se ind i den dal, hvor søen lå. Vi skulle en lille halv kilometer længere ind langs med en vestvendt skråning ud til søens langside, så det var bare med at komme af sted. Fødderne ville jo ikke få hvile, før vi var fremme. En hare sad lidt oppe over os og så mistroisk på os, men da vi vendte den ryggen og gik væk fra den, kunne vi se, den slappede af igen.

Endelig var vi fremme ved det planlagte lejrområde. Vi satte rygsækkene fra os og afsøgte området for at finde et ordentligt sted at slå teltet op. Herude gør vi meget ud af at teltet skal stå i læ for vinden, hvis der pludselig skulle komme en ordentlig piver. Desværre var der ikke noget at finde. Vi afsøgte et ret stort område uden at kunne finde noget egnet sted. Ud over læ skulle det jo også være ret horisontalt, uden knolde og tørt. Til sidst stod vi ved rygsækkene igen. Her kom jeg til at tænke på, at der havde været et lille sted tredive meter væk, som måske kunne blive egnet.

Vi gik derhen og så det an. Det var en lavning i terrænet med en stor blok på den ene side og morænevolde på to af de andre. Den fjerde side var et tæt og stort buskads. Her kunne vi lige akkurat få plads til teltet. Man skulle nærmest sno sig ud mellem grenene i buskene, når man skulle ind og ud af teltet. Men så stod det også godt i læ. Teltet kom op i en fart, og vi fandt nogle sten at lægge på pløkkerne. Stenene fandt vi oven på den store blok, vi slog teltet op ad. Her lå de lige over, hvad der så ud til at være indgangen til et rævehi. Det så dog ikke ud til, at hiet var i brug.

Så var det med at hente vand og sætte os ned for at lave aftensmad. Lækkert. Mens vi spiste, nød vi udsigten og solskinnet i læ for vinden. Det var godt nok herligt. Mine ømme fødder trængte også stærkt til et hvil. Vi talte lidt om at gå en tur rundt i terrænet. Særligt den modsatte side af søen, hvor der var en højderyg, så ud som et sted, hvor der måske kunne være fortidsfund at finde. Derovre fra ville der også være en god udsigt ned mod den store elv, der fragter det siltede materiale ud til fjorden. Men vi var begge ret trætte. Det havde været en langt mere anstrengende dag, end vi havde haft planlagt for hjemmefra. Så kort tid efter aftensmaden kravlede vi i poserne.

Næste morgen var der solskin og helt vindstille, da vi kravlede ud af teltet. Vi bredte soveposerne og inderposerne ud på buskene, så de kunne blive varmet igennem af solen og tørre helt. Samtidig trak vi morgenmaden ud og fik et krus the mere end de afmålte to. Der var en herlig udsigt. Søen nedenfor var som et spejl. Omkring os var sneen væk, men på fjeldene langt borte lå sneen stadig som en dyne. Nede på søen var der stort set isfrit, når man så bort fra en smule is nede i den fjerne ende. Vi så nogle ganske få insekter. En edderkop. En flue. To myg, men det var heldigvis ikke stikmyg, så de var uinteresserede i os.

Til sidst måtte vi jo til det. Vi pakkede det hele sammen, brød teltet ned og fik som det sidste rygsækkene på nakken. Så var det med at komme i gang.

Vi gik ned langs søbredden til den fjerne ende. Her gik det op ad en lille stigning, til vi kunne se ud over landskabet og vælge, om vi ville gå i samme niveau eller gå videre op med det samme. Vi skulle alligevel op længere fremme, så vi valgte at gå op allerede nu.

Kun lidt oppe faldt vi over en gammel cache. Eller rettere, der det var tilbage af den. Der var kun det nederste lag af sten tilbage. Men der havde da været noget, så vi registrerede den og fortsatte.

Ruten gik op ad en skråning, forbi en rype, der stod og så mistroisk på os og videre op, til vi kom op til den største sø i hele området. Den var stadig isdækket, når man så bort fra en krans af åbent vand langs bredden. Heroppe blæste det noget, for vi stod lige på den lokale top, hvor vindprofilet bliver presset sammen. Vi kiggede på området lige nede ved søen, for det kunne jo være, at nogle folk i fortiden havde haft en lejr her, hvis de ville have sejlet ned i den fjerne ende af søen for at gå på rensdyrjagt. Vi fandt dog ikke noget og begyndte at gå til højre langs med søbredden.

Lidt fremme var der en tange nedenfor, som vi besluttede at udforske. Vi satte rygsækkene fra os og med kikkerten i lommen gik vi derud. Her var heller ikke noget at finde. Men i kikkerten kunne vi ovre til venstre for, hvor vi først var kommet op til søen, i det fjerne se noget, der så ud som noget menneskeskabt af sten. Vi blev dog enige om, at det ville tage os en time at gå derhen og tilbage igen, så vi endte med at lade det være. Der er alligevel så mange ting derude, at vi ikke får fundet det hele.

Tilbage til rygsækkene og videre. Vi havde i kikkerten set, at der længere fremme lå noget orange plastik ved søbredden. Det skulle undersøges nærmere. Derhenne fandt vi, at det var en kano, som nogen havde båret op til søen og lagt ved bredden. Vi kunne med det samme se det smarte heri. Kanoen lå 400 meter oppe over og cirka halvanden kilometer fra, hvor man kan sejle op ad elven. Her kan eller kunne jægeren sejle rundt langs søen og se efter dyr, eller han kunne sejle ned i den fjerne ende, hvor der er langt for en dagstur nede fra den store elv. Her kunne han så slå lejr og have det hele nogenlunde for sig selv.

Vi fortsatte. Herfra gik det op ad et stykke vej, mens vi gik noget væk fra søen. Søbredden her gik over i en stejl fjeldside med et fald på over to hundrede meter. Vi kom hen til en lille, sumpet dal, som vi krydsede, før vi oksede op ad en stejl stigning til en lokal ryg.

Heroppe lå der et gevir fra et pænt stort dyr. Med jævne mellemrum faldt vi i øvrigt over gevirer. Det var et tegn på, at rensdyrjægerne kom herop og herind. Vi tog en lille pause, mens vi pustede ud oven på opstigningen. Så var det med at komme i gang igen, inden man begyndte at fryse.

Turen gik videre let opad. Endelig kom vi igennem en lille slugt og ud i en dal med en lille sø. Vi lagde rygsækkene fra os og afsøgte området for at finde et egnet sted at slå lejr. Ude til højre kom vi ud til en kant med et fald på en halvtreds meter ned til en sø i en dal. Det var egentlig dernede, vi havde tegnet lejrpladsen ind hjemmefra. Men dels var der ret sumpet nede ved søen og dels skulle vi så starte næste dag med et bære rygsækkene de ekstra halvtreds højdemeter op. Derfor havde vi besluttet os til at finde en lejrplads heroppe.

Til sidst lykkedes det at finde et rimeligt sted. Det lå ret højt på en lille knold, men det lå i en sænkning, hvor vinden først ville ramme teltet på den øvre halvdel, hvis der kom en ordentlig storm.

Mens vi sad og slappede af et øjeblik, fik Dorthe øje på en ræv, der kom gående ude på dalbunden. Den havde kurs mod vores rygsække. Den havde tydeligvis set dem og var meget nysgerrig. Men en tyve meter fra rygsækkene blev den pludselig bange for dem. Den sprang i vejret og løb lidt væk. Måske havde den lugtet vores fært fra dem. Inden den fik taget sig sammen, fik den også øje på os. Så fik den nok og stak af. Tværs over dalbunden og op ad den fjerne side gik det. Først da den var kommet på sikker afstand af os, standsede den op og gav sig til at galpe ad os.

Vi hentede grejet, slog teltet op og fik lagt nogle pæne sten på pløkkerne. Mens vi havde afsøgt området og slået teltet op, havde en rypehan siddet på en sten og overvåget det hele. Den var endda blevet siddende, mens jeg var gået ind til en afstand af femten meter fra den under eftersøgningen efter en teltplads. Men nu da jeg gik over for at hente vand ved den elv, der føder den lille sø, blev det endelig for meget for den. Den fløj, men ikke så langt. Den landede ved kanten af dalen med udsigt til søen nedenfor og råbte sit ejerskab over området ud til naboerne.

Vi hentede vand og fandt os et sted med nogenlunde læ for vinden til at holde frokostpause i. Imens vi slappede af og spiste, diskuterede vi resten af dagen. Hjemmefra havde vi planlagt, at vi ville gå herfra og ned til Den Tilsandede Gård, som er en gammel nordbogård, der lå nede ved den store elv. Men dette ville betyde, at vi i tilgift til en højdeforskel på 350 meter skulle gå en del op og ned både ud og hjem grundet terrænets udformning. Det synes vi, at vi var for trætte til. Særligt da den seneste beskrivelse af gården fra en gang i 1990’erne lød, at den var halvvejs borteroderet af elven. Så det var jo ikke engang sikkert, at der var noget tilbage at se på. Og nu havde vi jo allerede set nærmere på hele to nordbogårde undervejs på turen. Klokken var efterhånden gået hen og blevet tre om eftermiddagen, så det kunne også gå hen og blive en ret sen aftensmad, hvis vi valgte at gå derned.

I stedet ville vi gå en tur i nogenlunde samme højde, som vi var i. Ruten skulle så gå mod sydøst, til vi kom ud og kunne se ud over elven, der kommer fra isen. Så kunne vi jo altid gå samme vej tilbage, hvis fødderne var for trætte.

Det blev en ganske fin tur. Vi gik ud og rundt oven for søen i dalen nedenfor, til vi kom ud på det næste hjørne. Her var der et flot lille område med en dyreveksel på en hylde og fed udsigt ned til vandfaldene, der afslutter, hvor folk kan sejle op ad elven. Der var dog godt 3 km til vandfaldene, så det var begrænset, hvad man kunne se af detaljer. Men i kikkerten kunne man se, at i august, hvor vandstrømningen må forventes at være størst i elven, kommer der en hel del vand igennem vandfaldene. Det må være ganske imponerende at se på.

Midt på hylden lå en stor blok. Inde under den kunne en hare tydeligvis godt lide at sidde og hygge sig. For det er sjældent at finde så mange harelorte samlet på et sted. Vi gik vel en 30-40 meter længere frem. Her stødte vi på en rypehan, der stod på en anden blok og gloede på os. I og med, at de er små konger i deres egne riger, tiltalte jeg den lidt fjollet: ”Ærede konge. Vi kommer fra et naborige og anmoder allerhøfligst om tilladelse til at passere igennem dit rige.” ”Grrrr”, sagde den. Hertil takkede jeg den, og vi fortsatte forbi. Den havde dog glemt at tage sin dronning i ed, for da vi passerede blokken, blev hun skræmt op og fløj lidt væk.

Forbi hylden kom vi ud til en lidt langstrakt dal. Her kunne vi på den modsatte side se en lille flok på fem rensdyr gå og græsse. Vi gik længere frem for at tage nogle billeder af dem. Da vi gik i stilling til at fotografere dem fra et skjul bag en lille bakkeknold, fik vi øje på to harer og en rype, der sad og lyste langt væk i deres hvide antræk. De blev også fotograferet, og hjemme kunne vi på billederne endda se, at rypehannen ikke var alene. Ved siden af sad hunnen – som altid perfekt camoufleret.

Herfra gik vi med vinden i ryggen igennem dalen, hvori der var to små søer, og kom igennem et lille pas ud til en flot udsigt ned til elven, der kommer oppe fra gletscheren. En udløber af fjeldsiden til venstre skjulte selve gletscheren for os. Men herfra kunne vi se langt ud på den anden side af elven og landskabet derovre. Det er et landområde, der er en slags ø, for man skal nødvendigvis sejle over en elv eller en sø for at komme derover. Vi har flere gange siddet og set på kort og luftfotografier og lagt planer for ture derind. Men vi var også klare over, at det nok ville blive for anstrengende vores alder og træningsniveau taget i betragtning. Nu studerede vi stedet opmærksomt i kikkerten. Arkæologerne har fundet en nordbogård derovre, så det har jo heller ikke tidligere været umuligt at krydse søen.

Vi gik lidt længere frem og faldt pludselig over resterne af en cache bygget op ad en større sten. Vi standsede og registrerede den. Da vi skulle videre, ville vi dreje til venstre og gå mod nordøst for om muligt at få gletscheren at se. Men først ville jeg lige en ti meter højere op og tredive meter ind, hvor man kunne se en strækning med en lille lodret fjeldside. Måske de, der havde bygget cachen havde haft en jagtseng her. Det var Dorthe med på.

Lige da vi kom op i niveau med fjeldstrækket, og jeg så ud til venstresiden for at afsøge den systematisk, kaldte Dorthe, at der var noget lidt ovre mod højre. Og ja, der var skam noget.

Fjeldet havde løsnet sig og en stor sektion var skredet lidt ud og havde dannet et overhæng. Herinde under havde nogen engang lavet en overnatningsplads. De havde lavet en mur af sten til at holde vind og regn ude.  Muren var en halv meter høj og måske tre meter lang og stod i en bue. Herinde kunne en tre-fire mand ligge i godt læ. Lige nu var det godt koldt, så vi kunne levende forestille os, hvordan det vil være, når der står en strid vind ind med slagregn. Så vil det være dejligt at krybe i læ og tørvejr derinde. Der var kun en halv meter fra gulv til loft, så man skulle ikke lide af klaustrofobi. Der var ingen moderne efterladenskaber at se, så vi gik ud fra, stedet måtte have en vis alder bag sig. Fem-otte meter til venstre under et lignende overhæng kunne man fornemme, at der i sin tid havde været en cache – formodentlig til at have bytte liggende. Stenene der havde holdt den lukket, var dog temmelig spredte. Vi tog nogle billeder og studerede stedet. Men snart frøs vi og gik videre.

Herfra gik vi ud mod en kam, hvorfra vi håbede at kunne se gletscheren. Lige da vi kom derop, gik jeg lidt foran Dorthe. Uden varsel kom der et ungt rensdyr til syne bag en knold kun ti-femten meter fra mig. Det havde ligget ned og sprang op, da det hørte uvante lyde.  Jeg ville fortælle Dorthe, at her var et rensdyr, for hun kunne ikke se det fra hendes position en tre meter bag mig. Så jeg gryntede som rensdyr grynter. Jeg tænkte, at den jo nok kunne se, at jeg ikke var en af dens egne. Men fandeme om ikke den gryntede tilbage og gik nogle meter hen imod mig. Dog, da den var måske otte-ti meter fra mig, ombestemte den sig. Måske havde den også fået øje på Dorthe. Den gik lidt væk og iagttog os, før den bestemte sig for at smutte. Det var en herlig oplevelse. Vi havde ikke kamera fremme, så det blev bare en til hukommelsen.

Oppe på kammen kunne vi ganske rigtigt se gletscheren. Vi satte os ned på en sten og nød udsigten, mens vi studerede omgivelserne i kikkerten. Vi havde fået varmen af turen herover og kunne sagtens tåle at sidde på fjeldet lidt.

Da Dorthe fik øje på noget i kløften nedenfor, som hun ikke kunne bestemme, måtte vi lige lidt ned for at se efter. Det gjorde, at vi fik øje på en otte-ti rensdyr, som lå og slappede af i græsset dernede. De fleste lå og sov, og de, der var vågne, lå og sløvede den. Bortset fra, at der var koldt, så det hele ret hyggeligt og meget afslappet ud.

Vi fortsatte og gik nu den direkte vej tilbage mod teltet. Turen gik noget opefter, og undervejs så vi en del harer. I løbet af hele denne dag så vi elleve harer. Men de lyser jo også langt væk i deres hvide pels. Til sidst kom vi op over et lille pas og opdagede, at vi faktisk stod på toppen af fjeldet i dette område. Så var vi kommet lidt for højt op. Foran os var et stejlt fald, som vi ikke skulle afprøve. I stedet gik turen tilbage og rundt, før vi kom til et sted med en acceptabel nedstigning. Så var det med at komme ned til teltet og få sat noget vand over til aftensmaden.

Hernede var klokken efterhånden blevet halv ti om aftenen, så det var på høje tid med noget i skrutten. Bagefter gik det lige på hovedet i soveposerne. Når vi havde siddet stille og spist, var der kun én måde af få varmen på, og det var at gå til køjs. Men vi havde også gået noget omkring og haft en masse oplevelser denne dag, så vi trængte til at koble fra.

Omkring klokken halv tolv vågnede vi begge ved, at en blæst ramte teltet. Jeg vil gætte på, den var på en femten meter i sekundet, men det er svært at fornemme, mens man er i teltet, for derinde lyder det altid værre, end det egentlig er. Hvorom alting er, så holdt alene larmen af den blafrende teltdug os begge vågne i nogle timer. Jeg faldt vist først i søvn henad halv firetiden om morgenen.

Om morgenen blæste det stadig, selvom vinden havde aftaget lidt. Den var måske på ti sekundmeter og kom inde fra isen. Vi fandt et sted i læ op ad en fjeldkam, hvor det ikke blæste så meget, og spiste vores morgenmad. En sådan dag var der ingen lyst til the. Det var bare med at få det hele pakket sammen, så vi kunne komme i gang og få varmen.

Turen gik først ind i bunden af dalen, som var langstrakt. Det var lige imod vinden, så efterhånden som vi kom længere ind, kom vi også i lidt læ af fjeldet. Vi tog nogle billeder af et par rypehanner, vi mødte undervejs og en enkelt hare, som sad i en lavning i læ for vinden. Sjovt nok, da vi havde passeret haren, fik den færten af os og stak af i fuldt firspring ud over dalbunden. Så meget får de fra lugtesansen.

Vi fortsatte op ad fjeldsiden for enden af dalen. Endelig kom vi op på toppen og kunne passere henover denne og ned på den anden side. Selvom vinden kom herindefra, var det tydeligt, at den nu var for aftagende. Vi skulle blot lidt ned for at komme ud af det værste. Og herovre med udsigt ud til gletscheren var der bare lidt flottere at gå. Det satte alt sammen humøret i vejret.

Vi havde kun bevæget os lidt ned og skulle hen over en lille kam, som vi kunne se, at vi havde set aftenen før i kikkerten. Her rendte vi ind i en rypehan. Det var en flot rype med enorme røde øjenbryn. Ham fik vi begge nogle virkelig fede billeder af. Og det var helt evident, at han var en særlig rype, for han havde hele to hunner gående hos sig. Hunnerne kom fredeligt ud af det med hinanden. Men det var specielt, for vi havde ikke hørt om, at en han kunne have to hunner. Vi stod alle fem og så hverandre an. Lidt efter begyndte de tre at gå lidt, mens de guffede i sig, og efterhånden kunne vi passere dem på otte meters afstand, uden at de tog tilløb til at flyve deres vej. Det var en ret flot oplevelse.

Herfra gik turen stille og roligt nedefter. Vi havde den store sø som pejlemærke. Vi skulle bare ramme den østligste ende. Efter et par svinkeærinder kom vi også ned. Et af svinkeærinderne var en plet, hvor der sad tre harer sammen. Tyve meter højere oppe sad en fjerde, som åbenbart hellere ville være alene. Og da jeg et øjeblik så nedefter, fik jeg lige øje på spidserne af et par ører, inden de forsvandt. Det var ret mange harer på et lille område. Dorthe fik taget nogle gode billeder, mens jeg bare stod og indsugede øjeblikket.

Vi gik ned til en langstrakt sø lidt højere oppe end den, vi først havde udset os, og begyndte at lede efter en egnet lejrplads. Det tog sin tid. Først gik vi langs søbredden uden at se andet end tre skalleslugerhanner, som ikke brød sig om synet af os. De svømmede længst muligt væk fra os. Så langt, de nu kunne komme i en sø, der stadig var fire femtedele fyldt med is. For enden af denne sø forsatte vi forbi endnu en sø, inden vi passerede en morænevold og blev enige om at holde frokost her og pleje vores stakkels fødder. Solen var heldigvis kommet frem, og bag volden var der godt læ. Så det var ren nydelse af drikke frokosten og den efterfølgende the.

Under frokosten havde vi et par sjove oplevelser. Et gråandepar blev ved og ved med at flyve omkring. Hunnen rappede uafbrudt, mens hannen bare fulgte efter. Undertiden holdt de en pause for at hvile sig, men snart tog de til vingerne igen. Det er skam yngletid. En anden pudsig oplevelse var, da jeg fik øje på en mariehøne, som sad på vandsækken og så meget søvndrukken ud. Den hev hele tiden vingerne frem og blafrede lidt med dem. Et par gange lettede den en centimeter eller tre, men hver gang pakkede den vingerne sammen igen. En gang kom den endelig lidt op at flyve, men den fløj baglæns, til den ramte buen på vandsækken. Det så ret sjovt ud. Den mindede om en spritbilist.

Mens vi spiste frokost, fik jeg løsnet mine støvler noget, og nu gik det op for mig, at jeg da godt vidste, hvorfor jeg havde så ondt i fødderne. Jeg havde haft snøret dem for stramt, så fodsålerne hele tiden var udsat for pres nedefra. Det var ikke for smart, men herfra fik jeg det meget nemmere.

Efter frokosten lod vi rygsækkene stå og afsøgte området for at finde en lejrplads. Der var virkelig ikke nogen gode steder, men endelig kunne vi slå teltet op i en lille plet, rensdyrene havde lavet i et buskads ved at hærge buskene, så der kun var græs på pletten. Der var lige plads til teltet, og da vi havde fundet nogle gode sten til pløkkerne, kunne vi begynde at gå en tur i området uden at have rygsækkene over nakken.

Målet for turen var et område på læsiden af en fjeldryg, der strakte sig ud mod gletscheren. Vi havde set på det på satellitfotos hjemmefra og tænkt, at der måske kunne være en chance for at finde noget fra nordboerne her. Måske ikke en gård, men så en fold eller fundamentet fra en sæterhytte. Mens vi gik af sted tilbage langs de to søer og ud over bakkerne bagved, kunne vi i landskabet omkring os se adskillige rensdyr gå og græsse. Herinde hvor der er så koldt, vokser der meget mere græs og meget mindre lyng og revling end man ellers ser i fjeldet. Det ser ud til, at græs simpelthen er mere hårdfør end de fleste andre arter. Rensdyrene må virkelig nyde det herinde.

Men selv herinde så vi rensdyrkranier med deres gevirer ligge som beviser på, at jægerne også kommer herind. Det er det længste, man kan komme væk fra fjorden i hele området. Og vi begyndte at lægge mærke til en anden ting. Normalt på de vandreture, vi har været på de senere år, hvor vi har været langt væk fra de områder, hvor jægerne kommer, er rensdyrene ret nysgerrige. De fleste plejer at komme hen for at se os an. Så cirkler de, til de får vores fært, hvorefter de stikker af. Herinde kunne de fleste rensdyr genkende os som mennesker på lang afstand alene på udseendet. Det var nok til at de stak af. Det fortalte noget om, at dyrene kan forvente at komme i kontakt med mennesker i hele området.

Ved en lille sø delte vi os for at afsøge lidt bredere for fortidsminder. Herved kunne jeg se en hare sidde ude til venstre med ryggen til ved en stor sten og slappe af. Lige fremme gik der nogle rensdyr. Det ene var ganske lyst og meget nærmere end de andre. De andre fik øje på mig og fortrak. Jeg blev stående uden at det lyse rensdyr havde set mig. Herved kunne Dorthe komme ind på fotoafstand måske fyrre meter fra det. Jeg stod på samme afstand i en anden vinkel og tog mine billeder. Det var dog koldt og blæsende, så inden længe begyndte jeg at gå, for at vi ikke skulle blive for kolde. Så stak dyret jo af, men vi havde fået set det godt an.

Efterhånden som vi gik, begyndte det at blive koldere, og mere blæsende. Samtidig kom der skiftende nedbør. Sne og slud vekslede med hagl. Alt sammen dog heldigvis i beskedne mængder, men det fortalte jo noget om temperaturen.

Endelig kom vi så langt frem, at vi kunne se området ved fjeldryggen, som vi skulle ind til. Først studerede vi det i kikkerten. Jeg var så opsat på at se menneskelige sager, at jeg ikke så andet. Først da Dorthe brugte udtrykket isopdæmmet sø, vågnede jeg op og iagttog landskabet på anden vis.

Ja, mon ikke. Hele det område, jeg hjemmefra havde studeret så intenst efter tegn på, at der kunne have været noget fra Nordboerne, var en tidligere isopdæmmet sø. Tegnene var endda tydelige. Der havde været en isopdæmmet sø under den såkaldte lille istid. Det var en kølig periode, der havde sin start måske midt i 1200- tallet og sin afslutning måske i løbet af 1800-tallet. Faktisk nåede temperaturerne først det op på niveau, som nordboerne havde mødt, da Erik den Røde kom, midt i 1900-tallet. Under den lille istid voksede gletscherne længere frem, og da de langsomt trak sig tilbage, efterlod de sig tegn i fjeldet, som man tydeligt kan se i dag. Hvis der havde været noget fra nordboerne i det aktuelle område, ville is og sedimentation have fjernet alle spor med undtagelse måske for fagfolk eller måske avancerede droneoptagelser.

Vi glemte alt om at finde noget, og begyndte at gå i en cirkel tilbage mod lejren. Det var koldt, så man måtte gå sig varm, som sangen lyder. Ruten tilbage gik med udsigt til flere rensdyr. I løbet af denne dag talte vi i alt 29 rensdyr. Det højeste tal på en enkelt dag under turen. Endelig kom vi tilbage til teltet. Så var det ned for at hente vand så vi kunne få noget varm mad og hoppe i poserne.

Næste morgen var det flot vejr. Stille og ikke så mange skyer, så vi havde mest solskin. Dejligt. Mens vi sad og spiste morgenmaden og nød det hele, kunne vi som vanligt høre rypehannerne råbe deres ejerskab over et område ud til alverden. Vi sad nedenfor en stejl fjeldkant, der var grænsen mellem to territorier. På et tidspunkt kom den ene han for langt ind på det, den anden han mente, var hans område, og så måtte han jo reagere. Han fløj først over og landede ved siden af indtrængeren. Her kæftede han op og fik svar fra modparten. Så røg de i flæsket på hinanden. Det tog kun et sekunds slagsmål. Så var rype nummer to enig i, at grænsen lå et andet sted end den hidtil havde ment. Jeg havde fisket kameraet frem og fik slagsmålet på film.

Så var det med at bryde lejren ned og fortsætte. Nu skulle vi op til og igennem et pas, der ville føre os over til en sidedal til Austmannadalen. Hjemmefra havde vi egentlig afsat en dag mere her, men dels havde jeg haft ondt i fødderne, og dels havde Dorthe fået problemer med den ene akillessene. Det gjorde, at vi hellere ville flytte lejren også i dag, for så ville dagsmarcherne blive kortere, og vi kunne restituere bedre undervejs.

Turen gik først stejlt op gennem et krat. Lige hvor dalen åbnede sig op, stod endnu en rypehan og så fotogen ud. Det gør de gerne. Herfra havde vi en tur op igennem en langstrakt dal. Som alle andre steder her ind mod isen var der mest græs. Alt græsset var godt nok gult og vissent, men man kunne på lune steder se, at det nye grønne græs så småt var på vej op imellem sidste års afgrøde. På vejen op mødte vi først tre rensdyr, som lå og sov. Dem tog vi fede billeder og film af, da de vågnede og rejste sig for at tage os i øjesyn. De kunne ikke få fært af os, så de blev ved med at følge os i ret lang tid for at studere os. Endelig smuttede de. Kort efter kom endnu et rensdyr ned oppefra for at se os an. Nysgerrige er de godt nok. Vi skulle samtidig se en hare an og kort efter en rypehan. Der var jo voldsomt befærdet her. 

Da vi kom op til passet, som dannede overgangen til næste dal, kunne vi derovre se to flokke af rensdyr. En på fem dyr og en på seks dyr. De gik alle deres vej, da de så os, men det var helt i orden. Vi satte os ned og nød udsigten Derpå var det med at komme videre. Vi holdt højden og gik rundt om en knold og fortsatte derpå opefter i en lang dalslugt tæt på en stejl fjeldvæg. Et stykke oppe kunne vi på lang afstand se en flok rensdyr, der lå på en snefane og slappede af.

Næsten oppe kom vi til en mindre sø. Her samlede vi vand op i vandsækken og tog det med hen til to store stenblokke, der lå lidt hævet på en tør lille terrasse. Her kunne vi spise frokost siddende i rimeligt læ imellem stenene og nyde udsigten omkring os.

Mens vi spiste, kom der uden varsel fire rensdyr til syne lige foran os. Det nærmeste var kun ti meter væk, da det kom til syne bag den ene sten. Jeg lå på den side, hvor mit kamera var i lårlommen på bukserne, så jeg blev liggende. Men Dorthe fiskede sit kamera frem og fik taget flere rigtig gode billeder. 

Det var sjovt at se rensdyrene. De bagerste tre opdagede alle os to. Men i og med, at førerdyret var vadet lige forbi uden at opdage os, gjorde ingen af dyrene noget. De tre skiftedes til at standse og se efter os. De så også flere gange over på førerdyret, for at se, om det her nu også var i orden. Men det vadede roligt videre totalt uvidende om hvad der foregik. Så det endte med, at de gik forbi os helt roligt og forsvandt over passet.

Efter frokost gik vi efter rensdyrene og kom også op over passet. Her kunne vi nu se ned over et dalsystem, der fortsatte i flere etaper ned imod Austmannadalen. Vi skulle lidt ned igennem et par smalle kløfter, til vi kom til et sted, hvor den høje fjeldvæg på højre hånd kom ned til os. Her skulle vi dreje til højre og gå ned til en sø, hvor vi ville slå lejr for dagen.

Mens vi stod her og så ud over området fra vores høje niveau, fik vi øje på flere rensdyr nede foran os. Et af dem var en simle med en helt nyfødt kalv. Kalven var så ny, at den havde svært ved at styre sine lange ben. Et yngre dyr forsøgte flere gange at komme tæt på, men hver gang blev det aggressivt vist bort af moderen. Vi gættede på, at det var en kalv fra året før, som havde fulgtes med sin mor, og nu skulle lære på den hårde måde, at den ikke mere var velkommen. Jeg fik en strimmel film med den lille kalv, inden de fortsatte endnu længere væk.

Hele denne større kløft, som er en sidekløft til Austmannadalen, består af flere mindre kløfter og rygge, som ligger i forskellige niveauer. Nu gik vi ned til en sø nede i den nærmeste kløft. På ryggen på den anden side af søen var der lige en fin plads at slå teltet op på, så det stod i rimeligt læ for vinden, der kom ude fra fjorden. Vi lagde rygsækkene fra os her og gik nu ud i retning af gletscheren for at se os om i området.

Vi havde ikke gået ret længe, før vi faldt over en gammel rævefælde, som nogen siden havde lavet om til en bålplads. Men rævefælden kunne stadig ses i stenene. Herinde midt mellem to kendte nordbogårde må rævefælden have været bygget af nordboerne. Hvornår den så siden er lavet om til en bålplads, er en anden sag.

Længere fremme blev vi opdaget af et rensdyr, som vi brugte en del tid på at filme. Men det viste sig senere, at filmene, som var optagede i modlys, ikke var værd at se på. Endelig kom vi så langt frem, at vi kunne se hen til den nordbogård, der er fundet længst inde mod isen i dette område. Dorthe havde været ved den på en vandretur i vistnok 2007. Gården lå, hvor kløften videde sig ud til en lille dal, hvor et flettet vandløb skar sig igennem et fladt, græsbevokset landskab. Det lignede noget, der ville være godt til foder til husdyr. Men her kun 6 km fra isen spekulerede vi på, om man mon havde haft husdyr, eller om der simpelthen var for barskt.

I kikkerten kunne vi se, at gården var faldet helt sammen, men at stenene slet ikke var overgroede med græs, som vi ellers har set det. Der var nok for goldt herinde. Vi gik ikke derover, for Dorthe havde ondt i sin akillessene. 

I stedet gik vi stille og roligt tilbage til rygsækkene ad en højere rute hen over en ryg. Vi så dog ikke noget interessant undervejs. Ved rygsækkene fik vi slået lejr og sat i gang til aftensmaden. Lige da vi var færdige med at slå teltet op, hørte vi en ræv galpe op oppe på fjeldet. Her i kløfterne kunne det virkelig høres. Mens vi stod og så op på den, satte den pludselig i løb direkte ned mod os, mens den råbte ad os. Efterhånden som den kom længere ned i fuldt løb og galpende, begyndte jeg at overveje, om den mon havde rabies, og om jeg skulle fiske riflen ud af teltet. Men så drejede den lidt af og løb ned til kløften lidt væk fra os og forsvandt. 

Derpå blev der hentet vand, lavet aftensmad og drukket the og kakao. Og da vi som sædvanlig begyndte at fryse, var der ikke meget mere tilbage end at fortrække ind i teltet og kravle i poserne.

Næste morgen kom vinden inde fra isen. Den var ikke slem, men når man sidder stille og spiser morgenmad, leder man gerne efter et sted med læ. Det blev lidt væk fra teltet lige ved en dyreveksel på læsiden af en lille bakke lige under toppen. Det var et dejligt sted, og som man næsten kunne tænke sig, kom et rensdyr uforvarende op over toppen og fik øje på os på en afstand af kun fem meter. Et splitsekund senere havde det lavet et forsvindingsnummer. Et andet dyr kom til syne lidt højere oppe og løb lidt frem og tilbage, mens det iagttog os. Men så blev det bange for teltet, der stod og blafrede truende i vinden.

Så var det bare med at bryde lejren ned. Dorthe skulle lige ned til elven for at vaske hænder. Hernede rendte hun lige ind i en ræv, som fik et chok og stak af. Vi fulgte nu ryggen ud i retning af en kendt nordbogård, som vi ville se nærmere på. Vi har haft meget svært ved at lokalisere de ting, som museet har angivet på deres kort, da tingene kan være sat mange hundrede meter forkert og er svære at se selv, hvis man står lige oven på dem. Men gården her lå i bunden af en ret smal kløft lige på den fjerne side af elven. Den skulle nok være til at finde.

Da vi kom ned til elven, satte vi rygsækkene fra os for at se, om der skulle være noget interessant på denne side. Et sted på en morænebakke var der et hul i jorden. Hullet var fyldt godt op med mos og med pilekrat. Men kanten så ud som om, den var foret med sten. Vi stod og så lidt på det, men kunne ikke rigtig sige, om det skulle være noget. Der var ikke beskrevet, at der skulle være noget på denne side af elven. Vi opgav det og gik over på den anden side af elven og fandt hurtigt gården.

Den var faldet sammen og overbegroet af gult græs. Men man kunne tydeligt se både mure og enkelte rum. Det var spøjst at sidde her og forestille sig, at det har været nogens fædrene gård i mange generationer.

Dorthe huskede fra beskrivelsen, at der skulle være en ekstra bygning lidt oppe på en lille forhøjning nærved. Vi gik herop og blev pludselig meget vågne. For vi fandt den beskrevne bygning, og den var en kopi af det stenforede hul, vi havde set på den fjerne side af elven. Det var pludselig super spændende, for det betød, at vi havde fundet en bygning til gården, som arkæologerne ikke havde fundet, dengang de havde været her. Vi kunne også hurtigt regne ud, hvorfor arkæologerne ikke havde fundet denne bygning: Dengang gården var beboet, har forholdene være som nu, og man kunne nemt krydse elven til fods. Men da arkæologerne besøgte stedet i 1900-tallet (et sted imellem 1934 og 1985) lå gletscheren stadig som en rest fra den lille istid oppe i den fjerne ende af sidedalen her og sendte en masse smeltevand ned igennem kløften. Da har det ikke været muligt at krydse elven til fods. Antageligt derfor har man ikke været derovre. Men inden for de sidste par år har gletscheren trukket sig så langt tilbage, at dens vand ikke render denne vej mere, og man nu sagtens kan krydse elven. Nu målte vi op og beskrev og tog en GPS-position på bygningen. Vi tog også en position på de andre bygninger, for gården lå 700 meter fra den position, der var angivet på museets hjemmeside. Da vi ikke kunne finde mere, satte vi os over i læ med udsigt til gården og spiste frokost og slappede godt af. Med alt det, vi lavede her, var vi ved gården i godt to timer. Det betød, at klokken var henad halv tre, før vi kunne fortsætte.

Vi skulle egentlig over et pas hundrede højdemeter over os. Elven går gennem en stejl kløft, som vi hjemmefra havde vurderet, at man ikke kan gå igennem. Men nu kunne vi se, at der gik brede dyreveksler ned til og ind i kløften. Vi blev enige om, at rensdyrene nok havde fundet en rute, som vi ikke havde kunne se på vores kortmateriale hjemmefra. Hvis vi kunne spare den stigning op til passet over os, ville det helt klart være at foretrække, så vi bestemte os for at tage kløften.

Vi havde kun gået kort, da vi fik øje på et rensdyr, der så ud til at ligge ned med hovedet på jorden. Det så meget mærkeligt ud. Vi blev enige om, at hvis det var skadet, måtte vi nok hellere aflive det. Vi gik op til et krat, der kunne skjule os lidt og satte så kursen mod dyret. Jeg gik med mit kamera fremme og filmede i fald, der skulle ske noget interessant. Da vi kom nærmere, rejste dyret først hovedet, og siden kom det helt på benene. Jeg havde så travlt med at studere benene for at se, om der skulle være tegn på benbrud, at jeg ikke tænkte nærmere over noget, før Dorthe sagde, at hun mente, det var i færd med at kælve. Ja, så var det en anden sag. Simlen prøvede akavet at gå væk fra os, mens vi trak os tilbage og gik i en stor bue rundt om den for at fortsætte ind i kløften. Hjemme kunne vi se på filmen, at bækkenregionen på simlen arbejdede helt vildt, så den var nok i færd med at kælve.

Efterhånden som vi kom ind i kløften og gik med elven nede i bunden på vores venstre hånd, indsnævredes dyrevekslerne til en enkelt veksel, der blev mindre og mindre. Samtidig blev krattet tættere og tættere, og kløften blev stejlere og stejlere. Til sidst, da vi var gået over en kilometer ind i kløften, kom vi til et sted, hvor man ikke kunne komme forbi uden decideret at risikere livet. Vi havde jo anet, at det bar den vej, men når vi nu var kommet så langt, så skulle det også prøves, om man kunne komme igennem. Vi blev enige om, at rensdyrene nok tænkte som os. De så en bred veksel, som de fulgte, til forholdene efter deres smag blev for grelle, og de vendte om. På den måde bliver vekslen vedligeholdt generation efter generation. Nu vendte vi om og masede os hele vejen tilbage igennem krattet. Det var varmt, og vi blev trætte, og tiden gik.

I en lille smal kløft så vi på to meters afstand en flot gråsisken han i sin parringsdragt. Og yderligere et par meter fremme kurtiserede han en hun, der sad på en gren. Det gjorde han ved at stå stille i luften og flyve fra side til side i små hurtige ryk. Det havde jeg aldrig set en fugl gøre før heroppe.

Men der kom mere godt ud af det. For pludselig, da vi passerede et sted, fik Dorthe øje på en sammenfaldet rævefælde. Vi gik hen og så på den. Den lå på en stor blok og var faldet godt sammen, men det var skam en rævefælde. Og da man ikke går op igennem kløften nedefra, kan den kun have hørt til gården, som lå en god kilometer oppe ad elven. Det var jo spændende at møde noget mere fra nordboerne og vi glemte helt trætheden.

Således i godt humør drejede vi langsomt opefter og holdt godt op over simlen, som måtte ligge nede i krattet et sted og i færd med at kælve. Snart kom vi helt op til passet og kunne hvile lidt ud. Dorthe var ret flad og skulle også passe på sit ben, men jeg rendte lidt rundt på knoldene heroppe for at se, om der skulle være en rævefælde mere. Jeg fandt dog intet. Da jeg kom tilbage til Dorthe, kunne hun berette, at mens hun havde siddet og slappet af, var der kommet en ræv gående lige forbi hende på klos hold uden at opdage hende.

Vi gik ud på den anden side af passet og stod nu med udsigt ud over Austmannadalen. Lidt til venstre og ovre på den anden side af dalen lå Nansens Teltplads, som var dagens mål. Næsten lige over for os kunne vi se opstigningen til passet ud af dalen på den fjerne side. Der skulle vi op over dagen efter. Foreløbig skulle vi ned i Austmannadalen. Nedstigningen var længere end opstigningen til passet havde været. Dorthe gik langsomt og forsigtigt med hendes ømme ben. Nede i bunden skulle vi lidt sideværts hen over bakker og sumpet terræn, før vi kom ned i nærheden af elven. Vi kom lige forbi et sted, jeg kunne genkende fra min tur inde i Austmannadalen med et par kammerater i august 2009. Det var lidt sjovt at gense, og jeg kunne så fortælle Dorthe en anekdote fra dengang.

Lidt fremme var der en slette med lave buske. Lyset faldt gult og varmt ind nu da solen var på vej ned. Det virkede utroligt rart. Et par rensdyr kom hen for at se nærmere på os men stak så af, da de havde set, hvad vi var for et par typer. Oppe på en lille kam sad der en hare i en lille lavning. Den tog sig ikke så nøje af os, mens vi tog billeder og gik forbi. Lidt længere fremme skulle jeg lige et svinkeærinde, mens Dorthe fortsatte lidt frem. Da jeg indhentede hende, kunne hun fortælle, at hun havde overrasket endnu en ræv på tæt hold. Det var den tredje ræv denne dag, som hun havde set helt tæt på. Jeg havde ikke set nogen af dem. Sådan er tilfældighederne nogle gange lidt skævt fordelt.

Vi kunne nu gå det sidste stykke ned ad en skråning med en del flydejord, før vi endelig kom ned til elven. Her hvor vi stod, var der ikke noget sted at krydse elven uden at få våde støvler, så vi måtte have vadeskoene på i stedet. Til gengæld blev vi ikke våde ret langt over anklen. Jeg præsterede at tabe min vandrestav undervejs, så nu ved vi, at de flyder. Jeg fangede den dog ind igen, inden den nåede at stikke af.

Vel ovre satte vi os på et par sten og lod fødderne lufttørre, inden vi fik sokker og støvler på igen. Så fyldte vi vandsækken med frisk vand, inden vi krydsede floddalen med dens mange buske for at komme over til Nansens Teltplads. Det sidste stykke, før vi skulle op ad den sandede bakke, skulle vi igennem et ekstra tæt buskads. Her kunne vi ikke finde en sti noget sted, så vi endte med at mase os igennem alle buskene, til vi endelig kom ud af buskadset halvvejs oppe ad den sandede skråning. Men herfra gik det heldigvis hurtigt, og snart var vi fremme ved den samme lejrplads, som vi havde brugt på turen ud.

Op med teltet og i gang med aftensmaden. Klokken var blevet mange. Dels grundet opholdet ved nordbogården og dels grundet vores omvej inde i kløften. Nu fik vi spist os mætte og drukket noget varmt. Vi sad og slappede af lidt, men snart gik turen ind i poserne. Det var tid til at studere øjenlågenes inderside.

Fredag morgen blæste det som sædvanligt. Denne gang var det ude fra fjorden, så vi ville have modvind hele dagen. Vi fandt et godt sted med både læ og udsigt at spise morgenmad. Så på den igen. Med rygsækken på nakken skulle vi nu op ad opstigningen til passet, der går ud af Austmannadalen.

Heldigvis var rygsækkene blevet lettere, siden vi var var gået herind en uge før, og selvom det var anstrengende, gik det dog rimeligt nemt at komme op. Herfra gik det den lange vej ned ad den anden side, til vi endelig kom ned til bunden og kunne begynde at gå udefter.

Et par rensdyr kom hen for at se os efter. Vinden bar fra dem mod os, og de kunne ikke komme til at cirkle, så de kunne ikke greje os. Det ene dyr ville tydeligvis helst smutte, men det andet kunne ikke rigtigt styre sin nysgerrighed, så det tog en rum tid, inden de forsvandt.

Vi gik herfra en omvej op langs en lille fjeldryg for at gå et lidt andet sted end på udturen for om muligt at opdage noget interessant. Det gjorde vi nu ikke, når man så bort fra, at vinden var så kraftig, at sandfygningen ude på sletten nåede op i et par hundrede meters højde. Den bar i øvrigt også ind over land både her og inde i Austmannadalen. Et stykke fremme blev vi enige om at tage en lille omvej for at komme tilbage til nordbogården, vi også havde besøgt på turen ud. Der gik nemlig en elv lige forbi den gård. Men efter den elv skulle man helt ud til Sandnæs ude ved selve fjorden, før vi ville møde mere vand. Så det var ligesom afgjort, hvor frokosten skulle holdes.

Vi kom gående inde langs fjeldsiden, mens vi nærmede os nordbogården og elven. Da vi kom nærmere, gik vi lidt op ad fjeldsiden for at slippe for buskadset nede ved foden. Pludselig standsede vi og studsede over noget. På skrå gik der en svag rende op ad skråningen. Vi stod og så på den. Det lignede ikke en dyreveksel. Der var noget forkert over den. Den var for dyb. Så pludselig gik det op for os, hvad det var. Det var en vandingskanal. Vi fulgte den opad. Lidt højere oppe kom der en dyreveksel og løb parallelt med kanalen. Og lige da vi kom op til et niveau med et lille, lidt fladere område, kom kanalen op og mødte vandløbet. Vi stod og studerede området. Meget tænkeligt har nordboerne i sin tid haft en opbygning med et stigbord her, så de kunne spærre vandløbets naturlige løb og dirigere vandet over i kanalen. Kanalen endte nede på sletten ved gården i den ende, der lå højest. Herfra kunne vandet brede sig og vande sletten, før det løb ud ad det naturlige afløb i den anden ende af sletten. Sletten var i øvrigt ikke ret stor. Den var mindre end hundrede meter på den lange side. Selve opbygningen med stigbordet er formentlig for flere hundrede år siden blevet fejet væk af vårflomme. Men det var det billede af brugen, der materialiserede sig foran os, mens vi stod heroppe og så ud over området med gården nedenfor.

Frokosten blev holdt inde i den samme firkantede stenbygning, vi havde holdt frokost i på vejen ud. Herefter gik det stille og roligt tilbage, til vi kom op på den yderste knold før Sandnæs. Her var der jo et hængeparti med et par rævefælder, vi havde efterladt på udturen. Nu satte vi rygsækkene fra os og fik de to registreret.

Da vi gik videre nedefter herfra, blev vi vidner til et herligt skue. Fire havørne kom til syne på himmelen over os. Den ene kom lavt ned og cirklede omkring os, mens den tydeligvis studerede os. Så kom der et par ravne, som efter lydene af dømme nok havde en rede i området. De kastede sig over hver sin ørn, som blev chikaneret godt og grundigt, til de alle fire var jaget ud af territoriet. Så blev der endelig lidt ro i lejren igen.

Vi nåede til sidst ned og kunne slå lejr på samme plet nede ved Sandnæs som på udturen. Vinden var taget til og var anslået på tolv sekundmeter eller endda mere. Vi gik til ro med lidt uro i kroppen. For tænk, hvis det ville være for dårligt vejr, til at vi kunne blive hentet næste dag. Vi ville meget gerne hjem nu.

Om natten vågnede jeg ved, at det var helt vindstille, og det regnede. Og næste morgen, da vækkeuret ringede klokken seks, sprang vi op og kunne konstatere, at det stadig var vindstille, og at der var faldet sne på fjeldene. Nær os lå nysneen helt ned i halvtreds meters højde, og ved teltet, hvor sne var gledet ned ad dugen i nattens løb, lå der endnu en bræmme af sne på jorden.

Vi spiste en hurtig morgenmad og brød lejren ned for at gå ud til det område, hvor vi var blevet sat i land. Aftalen var ellers, at vi skulle hentes herinde, men vi havde set, at der ikke var noget sted, hvor de kunne gå ind til land og samle os op. Det er deres metode, og de har end ikke en gummibåd om bord. Så vi skulle være ude på det lille næs, hvor vi var blevet sat i land, når de kom.

Vi oksede derud igennem tæt buskads og stedvise grantræer. Det virker meget besynderligt, men der vokser altså graner derude i dag. Selv et birketræ kom vi forbi. Endelig kom vi ud, hvor vi var blevet sat i land. Vinden var taget til inde fra isen, så vi gik lidt langs med kysten for at finde et egnet sted. Undervejs fik vi registreret endnu et par rævefælder. Men så fandt vi et sted, hvor vi havde læ og samtidig godt udsyn ud ad fjorden. Så satte vi os ned og hev kogegrejerne frem. Nu skulle vi have noget varmt at drikke, mens vi ventede på båden.

Som det første brugte jeg lige kikkerten og studerede grundigt området ude ad fjorden. Men der var intet tegn på båd. Så hældte jeg vand op og skulle lige til at tænde op, da jeg kastede et blik ud ad fjorden. En lille hvid stribe nede ved vandet for foden af fjeldet helt yderst i fjordarmen tiltrak sig opmærksomheden. Jeg syntes da ikke, der havde været en stribe sne der lige før. Op med kikkerten. Nu kunne jeg se, at det var skum med en lille gul båd i midten. Så var de allerede kommet en halv time før tiden. Nu fik vi travlt med at pakke og stå klar, når de kom forbi.

De fik fint øje på os og vi kom om bord i en ruf. Mens vi sejlede hjemover, sad vi bare sløve af varmen og stenede uden at tale noget videre. Hjemme ringede vi efter en taxa og kunne snart efter stikke nøglen i låsen derhjemme. Det var skisme dejligt at komme hjem. Nu kunne jeg sætte rigtig kaffe over, og vi kunne få os et bad. En kold, men herlig tur var overstået.

To dage senere var jeg hos frisøren. Den slags mennesker snakker altid, og nu gik samtalen ret naturligt ud i vores vandretur, som fyldte meget i mit hovede. Hun kunne så fortælle, at en af hendes veninder lige havde været på vandretur med fem andre fra Sandnæs ind til Austmannadalen og derfra til Kapisillit. Så fik vi forklaringen på de støvleaftryk, vi havde set i mudderet på vejen op ad passet ind til Austmannadalen. Det var en lidt sjov afslutning. I øvrigt havde jeg fået en del sol på turen. Så da jeg nu blev klippet, fik jeg en herlig hvid stribe hele vejen rundt i hårkanten.