Vandretur mellem Rensdyrbugten og indlandsisen 20. juni - 1. juli 2024

Efter ni måneders forberedelse skulle årets store vandretur løbe af stabelen. Vi havde i god tid haft købt ind, efterset alt grej, og bestilt sejlads, så vi kunne komme af sted - og blive hentet.

Torsdag d. 20. juni efter arbejde skyndte jeg mig hjem, hvor vi pakkede det allersidste. Her opdagede jeg, at Nuuk Water Taxi, der skulle sejle os, havde haft ringet, mens jeg gik hjem. Jeg ringede tilbage, men da det var uden for kontorets åbningstid, var der telefonsvarer på. Vi overvejede, hvad de mon kunne have villet os så tæt på afgang. Vi skulle ind til Majuala, men havde aftalt en reservetur startende fra Qussuk, hvis isen skulle spærre vejen ind til Majuala. Den reservetur ville vi dog kun fyre af, hvis den foretrukne viste sig spærret på vejen ind. Som en sidste foranstaltning pakkede vi derfor laminerede kort til en tur inde fra Eqaluit Ilorliit, den store bugt på sydsiden i den sydlige gren af Ameralikfjorden. Samtidig lavede Dorthe på rekordtid ekstra kort til den tur, som vi lagde ind på en app på vores telefoner. Så havde vi forberedt os på, hvad vi kunne.

Vi tog en taxa ned til Kolonihavnen, hvor der lå to Targaer fra Water Taxi og ventede. Jeg løb ned ad landgangen til pontonbroen og spurgte føreren af den lille Targa, om det var ham, der skulle sejle os til Majuala. ”Neej,” svarede han tøvende. ”Har Anders ikke ringet og fortalt, at fjorden er spærret af is? Det bliver Qussuk i stedet.” Det var altså forklaringen på det opkald, jeg havde ikke havde fanget. Hurtigt fortalte jeg, at vi i stedet ville til Eqaluit Ilorliit. Det var fint med ham. Dog viste det sig, at han var fra Aasiaat og endnu ikke alt for bekendt med stederne omkring Nuuk. Han troede, vi mente Præstefjorden (Eqaluit Parliit). Men efter en udpegning på et kort blev vi enige. Den eneste ulempe, Dorthe og jeg havde, var, at vi havde to store depottasker med, som vi havde pakket for det tilfælde, at isen ville spærre for at vi kunne blive afhentet inde ved Majuala. Dem måtte vi nu have med ind til Eqaluit Ilorliit.

Vi sejlede ud fra Nuuk omkring kvart over fem om eftermiddagen og ind i Ameralikken. Sejlvejret var rimeligt godt, selvom vejret generelt var lidt mellemfornøjet. Det tog omtrent en time og tre kvarter at komme ind til det sted, vi ville sættes i land; en lille indadvendt bule i fjeldet, hvor man akkurat kunne komme i land og gå op mod det fladere land. Her satte han stævnen ind på kysten, og vi sprang i land med vores rygsække, depottaskerne og riflen. Som det sidste bad jeg matrosen fortælle på kontoret præcist, hvor vi var blevet sat i land, og at det var der, vi ville hentes igen. Så sejlede båden hjemad, og vi var alene.

Som det første skulle vi finde et egnet sted at lave et depot til taskerne. Der var et stykke vej op ad fjeldsiden, så vi oksede op og ned for at få slæbt det hele op ad to omgange. Endelig kom vi helt op i hundrede meters højde til et sted ved nogle store stenblokke, hvor der måske kunne være gode forhold til et depot. Men det viste sig, at alle sten, vi kunne finde, var alt for store til at vi kunne løfte dem. Halvvejs nede ad skråningen var der dog et sted med tilstrækkeligt med egnede sten, hvor vi endelig kunne bygge et depot. Her blev taskerne og riffelhylsteret lagt svøbt i en presenning. Så blev depotet lukket med sten, og vi var endelig klar til at begynde at gå. Klokken var blevet 21, og vi havde været i land i nøjagtigt to timer.

Vejret var gråt med stedvis støvregn. Vi skuldrede rygsækkene og begyndte endnu en gang at gå opefter for at finde en vej rundt på fjeldets runding. Vi var blevet sat i land omtrent midtvejs mellem bunden af Eqaluit Ilorliit og Tuperluk. Nu skulle vi ind til bunden af Eqaluit Ilorliit for at slå lejr ved rensdyrjægernes og ørredfiskernes lejrplads i området.

Til at starte med tog vi den med ro. Vi skulle lige finde det rigtige tempo, som vi ville kunne holde længe uden at blive udkørte. Min rygsæk havde en startvægt på 20 kg, mens Dorthes vejede 16. Undervejs ville vi hver spise omkring en fjerdedel af rygsækkens vægt i medbragt mad. Så kunne man hver dag gå og glæde sig over, at den blev lidt lettere at slæbe rundt på.

Da vi rundede skulderen på fjeldet, fandt vi en god dyreveksel, som vi kunne følge et stykke, hvor fjeldet var stejlt. Vi så en lille båd komme udefra og sejle ind i bugten med retning mod lejrpladsen. En havørn svævede over bugten og spejdede efter sin aftensmad.

Længere fremme faldt vi over en gammel grav opbygget af sten, som alt gammelt jo er her i landet. Inden i graven kunne vi se to kranier samt dele af et tredje. Nærved kunne vi se endnu en grav. Heri fandt vi nogle få knogler samt løjerligt nok noget træ, der lignede et skaft fra en spade eller skovl. Antageligt har det været en relativt ung grav. Vi fortsatte og faldt fem minutter efter over en tredje grav. I graven så vi ét kranium. Graven var ret lang og delvist faldet sammen i den ene ende, så vi mente, at der nok har været flere gravlagte heri. Men da vi ikke piller ved gravene, måtte vi nøjes med at se det, der var naturlig adgang til at se. Det var meget at falde over så mange ting, der ikke var kendte af det grønlandske nationalmuseum, så tidligt på turen.

Længere fremme begyndte vi nu at skrå ned mod lejrpladsen. Vi kunne se båden ligge for anker ud for pladsen. Da vi nærmede os, kunne vi se en person sidde i en gummibåd og arbejde inde ved kysten. Helt nede ved vandet stod en person inde på land. Vi blev enige om, at vi hellere måtte gå ned og hilse. Det viste sig at være en kvinde på omtrent vores alder. Det var hendes mand, der lå i gummibåden og var ved at sætte ørredgarn. Vi talte lidt sammen. Vi fortalte om vores vandretur. Hun var imponeret over, hvor langt vi ville ind og hvor længe, vi ville være af sted. Hun fortalte om en oplevelse, hun tidligere havde haft i bugten, hvor en qivitoq havde forsøgt at lokke hende ind i landet. Den ville hun advare os imod. Selvom vi ikke tror på den slags væsener, var det jo pænt ment fra hendes side. Vi ønskede dem held med ørredfiskeriet og fortsatte.

Snart kom vi til lejrpladsen og fandt et godt sted at slå teltet op. Det var hurtigt gjort. Sagerne blev lagt ind i teltet. Så tog jeg vandsækken og gik over til elven for at hente vand. Det var en tur på en 350 meter hver vej. Undervejs kunne jeg se ret mange stenopbygninger, der lignede grave. Det undrede, for vi vidste, at arkæologer har været i området for at udgrave en nordbogård lige i nærheden. Det virkede utænkeligt, at de ikke skulle have opdaget alle disse grave. Men de figurerede ikke på Grønlands nationalmuseums database over fund – Nunnifiit.

På vejen over til elven hørte jeg en velkendt pfuuuh-lyd. Jeg drejede hovedet og så ud over bugtens vand, der lå helt blankt. Ganske rigtigt. En pukkelhval var oppe for at trække vejret. Den kom op med mellemrum i lang tid, og var nok ved at spise.

Ved elven skræmte jeg tre ænder, da jeg stak hovedet op over brinken. De smuttede i en fart, så jeg ikke rigtig fik set på dem. Jeg syntes, det var strømænder, men der er vist heller ikke mange andre i den størrelse, der svømmer rundt i selve elven.

Tilbage ved teltet sendte jeg en ok-melding til to kolleger, som havde lovet at tage imod beskeder og være angivet som kontaktpersoner i tilfælde af at vi skulle udsende et nødsignal, som der af én eller anden årsag ikke ville være positionsoplysninger ved. Vi havde en Garmin Inreach, som kunne sende nødsignal og som man kunne kommunikere to-vejs med via tekstbeskeder.

På dette tidspunkt var klokken lidt over 23, og vi blev enige om, at det var et godt tidspunkt at spise vores aftensmad. Det var et par købte flutes. Dem gik vi og gumlede på, mens vi gik rundt og undersøgte de grave, vi umiddelbart kunne identificere. Vi fandt i alt 9 grave på sletten mellem lejrpladsen og elven. Dem registrerede vi alle til museet. Derudover var der nogle stenopbygninger, som kunne have været grave, men også kunne have været depoter. Dem undlod vi at medtage. Mens vi gik rundt, kunne vi se en af de to andre ligge på bådens forskib og formentlig nyde naturen og hvalens sprællerier.

Efter en spadseretur/aftenspisning blev vi enige om, at det var på tide at krybe til køjs. Klokken var efterhånden blevet over midnat. Det sidste, jeg hørte, før jeg faldt i søvn, var hvalen, der kom op.

Fredag morgen sov vi noget længe. Det var jo blevet sent aftenen før. Vejret var pænt og relativt lunt. Der var vindstille med skydække. Langs fjeldene lå en bræmme af tåge klistret op ad fjeldsiderne, som man så ofte ser det på Grønland.

Efter morgenmaden blev lejren brudt, og vi begyndte at gå. Det første stykke skulle vi op ad en hundrede meter høj skråning. Kort oppe over lejren havde en ræveunge siddet og skældt ud på os. Oppe ved det niveau, den havde siddet ved, kunne vi se, at der var en rævegrav. Jeg kunne to gange se, at den lynhurtigt stak hovedet op for at skotte efter os, der kun stod fem meter væk.

Oppe for enden af skråningen kom vi til et plateau, vi kunne følge ret langt ind. Efter at have gået et par kilometer faldt vi over en gammel rævefælde. Den var lidt spøjs i og med, at den var bygget oppe på en stenblok med åbningen vendt væk fra stien. Det havde da tvunget jægeren til at kæmpe sig igennem et højt krat, der ville være fyldt med sne, for at se, om der var gået noget i fælden. Fælden selv så gammel ud i og med, at stenene var begyndt at smuldre. Men hvem, der havde bygget den og hvornår, var som sædvanligt det store spørgsmål.

Længere fremme fandt vi en lille læmur bygget op under en stor sten, man kunne sidde inde under. Der var elendige forhold for fortidens jægere at skyde med bue og pil med, for et rensdyr nede på stien ville kun være inden for syns- og skudvidde i ca. 1 sekund, og da vi fandt en spist pakke Condis stukket ind i en revne mellem to sten, har den jo været brugt i recent tid. Men den kunne selvfølgelig være bygget for længe siden på en regnvejrsdag af en jæger, der har siddet og spejdet efter dyr længere ude.

Turen videre gik op ad flere mindre fjeldsider afbrudt af små dale, vi skulle igennem, for at komme til den næste skråning. På et tidspunkt mente jeg at kunne se et rensdyr stå ovre i den anden side af dalen, hvor vi ofte har gået på rensdyrjagt. Men det var så langt væk, at det lige så godt kunne være indbildning. Opstigningen var lang og varm, og myggene var kommet frem. De var der dog ikke i så store mængder, at vi behøvede at tage myggenettet frem.

Vi gik så vidt muligt ad dyreveksler trådte af rensdyrene. Hist og her kunne man se gevirerne af nedlagte dyr ligge på skråningerne. Endelig kom vi til det øverste punkt på dagens rute. Det var dejligt ikke at skulle knokle for hvert eneste skridt. Lidt henne over toppen lige før, det begyndte at gå svagt nedefter, fandt vi et godt sted at spise frokost. Klokken var efterhånden halv fem, så det var ved at være på høje tid. Vi fandt et godt sted i læsiden af en fjeldknold, som vi kunne rulle liggeunderlagene ud ved og læne os godt tilbage og slappe af opad, mens vi indtog frokosten og nød udsigten. Heroppe lå der stadig snefaner på de nordvendte skråninger og steder, der lå i skygge.

Den videre tur gik frem og langsomt nedefter, mens vi søgte at gå på dyrevekslerne. Antallet af gevirer liggende på jorden blev efterhånden færre, som vi kom længere væk fra fjorden, og til slut ophørte de helt. Så var vi nået til grænsen for, hvor langt moderne jægere nåede ind på en dag, før de måtte vende om.

Vi rundede en fjeldside på en ret bred dyreveksel og kunne se ind i en lang dal med flere søer. Hele dagen havde vi set tegn på, at der var rensdyr i området, men da vi konstant havde vinden i ryggen, var det ikke så underligt, at vi ikke havde set nogle.

Et sted stod vi på en knold og kunne se ud over et stygt fald langt ned i en kløft. Videre frem lå en række af søer under os i en langstrakt dal. Dem skulle vi ned at gå langs med. Vi begyndte at diskutere et passende sted at slå lejr, mens vi gik. Det optimale sted er plant, tørt og blødt, har adgang til vand, stilhed, læ for storme, store sten at ligge på teltpløkkene samt sikkerhed mod faldende sten oppe fra fjeldsiderne. Det er ikke altid nemt at finde et sted, der har hele pakken.

En times tid længere fremme kom vi til et acceptabelt sted at slå teltet op. Det var rart at lægge rygsækken fra sig og sætte sig ned for at slappe lidt af. Efter hvilet rejste vi teltet, hentede noget vand og satte aftensmaden over.

Det blæste lidt ind gennem dalen, så vi fandt et spisested med læ klemt inde mellem en morænevold og nogle lave buske. Mens vi sad og spiste, lød der en bjæffen lidt oppe ad fjeldsiden. Det var en ræv, der skældte ud. En anden svarede oppe fra toppen af fjeldet. Efter at have skældt ud nogen tid, kom den nederste ræv til syne i rask trav. Den var nem at se, for den manglede endnu at skifte vinterpels på halen. Vi kunne således se en hvid vimpel hægtet på en mørk skygge, der fór nedefter, til den et halvt hundrede meter fra lejren forsvandt ned under synsfeltet. Den havde været ret upåvirket af vores tilstedeværelse.

Efter aftensmaden gik vi en kort tur i området, men snart begyndte soveposen at kalde. Det var herligt at strække de trætte knogler ud og hvile skroget.

I løbet af natten regnede det og trommede på teltdugen. Sent på natten hørte jeg en rype skælde ud et sted i nærheden, og kort efter hørte jeg ganske kort sagte skridt i nærheden. Det måtte være et rensdyr, der var gået forbi nær ved teltet.

Næste morgen lå der tåge og skyer omkring fjeldet ved lejren. Men vejret var stille, og det regnede ikke. Efter morgenmaden blev det hele pakket ned, og vi var klar til at fortsætte.

Vi fortsatte ind gennem dalen langs med søerne, der lå i dalbunden. En times tid inde kom vi til en opstigning langs en fos. Her lå et halvanden meter tykt ispanser ud over et større areal i elvlejet. Der ville vist gå et stykke tid, inden det smeltede væk. 

Lidt oppe ad fossen mødte vi et rypepar. Hannen fløj lidt væk og søgte at tiltrække sig opmærksomheden, men vores rute førte os tæt forbi hunnen, som vi ikke opdagede, før hun fløj op. Antageligt lå hun på rede et sted.

Endelig kom vi op til toppen af fossen og kunne se ud over en lidt større sø. Her skulle vi egentlig passere højre om søen langs en stejl fjeldside. Men efter at have studeret området i kikkerten blev vi enig om at gå venstre om søen i stedet. Det ville nok betyde en ekstra times gåtur den dag, så det var jo bare med at komme i gang.

Vi var kun lige begyndt at gå, da vi faldt over en rede fra en småfugl, som vi skræmte op. I reden lå seks små fine æg. Vi skyndte os videre, så hun kunne komme tilbage igen.

Kort efter skræmte vi en rypehun op. Vi søgte lidt efter en rede, men kunne ikke finde den. Imens stod hun på en sten og så bekymret til. Videre igen. Man skal jo ikke forstyrre dem alt for meget.

Vi kravlede ned ad en klippeside. Selvom den var ret stejl, havde rensdyrene alligevel lavet en veksel, man fint kunne følge. De er utroligt adrætte og sikre på klovene.

Videre gik det rundt om søen. Sine steder var terrænet noget sumpet, så tempoet gik ned, og man fik vand på støvlerne, mens det andre steder var tørt, og man kunne få lidt fart på. Undervejs blev det stille og roligt varmere, så vi efterhånden måtte tage flere lag tøj af. Til slut havde vi kun det inderste lag tøj på og havde det egentlig ret varmt. Solen kom også frem. Ude på søen svømmede et par islommer.

Ved en lille dam skræmte vi en odinshane-høne op fra sin rede. Hun fór ud i vandet og vimsede lidt omkring. Vi tog et par hurtige billeder af reden og de fine små, lidt grønlige æg. Så skyndte vi os videre, så hun kunne fortsætte rugeriet.

For enden af søen skrånede vi ind imellem nogle mindre fjeldknolde, diverse små dale, vandløb og søer. Et sted fik vi endelig øje på de første rensdyr. Et par dyr gik oppe i en sidedal og græssede. Det yngste fik øje på os og gik over mod det andet. Et øjeblik efter kom de to og et tredje dyr sammen til syne øverst på bakken og så ned mod os. Jeg ønskede dem på glædeligt gensyn til jagtsæsonen.

Endeligt kom vi til en større sø. Her begyndte vi at spejde efter et sted at spise frokost. Vi kunne i det fjerne se et par islommer ligge ovre på den modsatte side af søen. Mens vi gik ned mod søen, begyndte de at svømme over mod os. Til slut fulgte de os, mens vi gik langs med bredden.  Vi fandt et egnet sted med både læ og sol at spise frokost, og satte os ned. Islommerne blev lige ud for os, mens de dykkede efter deres egen frokost. Selv da Dorthe gik ned til søen for at hente vand, flyttede de sig kun en smule udefter. Da hun gik tilbage, kom de atter nærmere bredden. Her blev de, mens vi spiste frokost og slappede af. Det var i øvrigt tiltrængt, for klokken var over to. På denne måde havde begge parter underholdning til maden. Først, da vi gik videre, tabte de interessen og lod os være.

Den næste time langs med søen var ret varm. Samtidig var det ikke ret nemt terræn at gå i. Der var heller ingen dyreveksler at se, så rensdyrene syntes måske heller ikke om dette stræk. Så vi var glade, da vi nåede enden af søen og stødte på diverse dyreveksler. Det er bare så meget nemmere at gå på dem uanset hvor små de måtte være.

For enden af søen lå længere fremme flere søer. Vi kunne se is i den nærmeste, så længere var foråret altså ikke nået her.

Nu begyndte det at gå opefter igen. Vi skulle op ad en længere stigning op i højlandet. Naturen havde lavet en lang rampe i fjeldet, der førte os opefter. Et stykke oppe satte vi os ned og nød udsigten. Nede ved søen kom en rensdyr gående. Farende er måske mere rigtigt udtrykt, for det så da ud til at have glemt en vigtig aftale. Vi sad og så på det, til det forsvandt ud af synsfeltet.

Længere oppe var der en fin dal med en lille sø og et gruset område oven for søen. Vi satte kursen mod det grusede område for at have noget nemt at gå på.

Netop som vi nåede ud til det grusede område, gik en blisgås på vingerne kun ti meter fra mig. Jeg fik et mindre chok, for det er en stor fugl, der larmer godt, når den letter. Samtidig skræppede den op i et ret tydeligt forsøg på at lokke os væk fra reden. Jeg skyndte mig at tage nogle fotos af reden og æggene, før vi traskede videre.

Et par hundrede meter længere fremme stod vi ved indgangen til en ny lille dal. Her kom endnu en blisgås flyvende hen over os. Det lykkedes mig at tage nogle billeder af den i flugten.

Vi var begyndt at blive trætte, men vi havde også været i gang i mange timer. For enden af dalen skulle vi ifølge ruten ned i nabodalen og op til højre. Men vi så, at nabodalen var spækket med nedfaldsblokke og -sten. Det så ikke spændende ud. Lige ved siden af os kunne vi heldigvis se, at rensdyrene havde valgt at lave en sti opefter. Den ville ifølge kortet nok bare føre over en lille top og ned på den anden side til samme niveau, vi ellers skulle ende i. Antallet af højdemetre ville blive det samme. Vi kløede på og fik okset os de halvtreds højdemetre op, hen over en lille top og langsomt ned på den fjerne side. Det passede ganske fint.

Vi gik hen langs en lille sø og skråede så hen over en mindre slette, hvorpå der lå nogle store blokke. På en af dem havde nogen engang bygget en lille varde, som dog var skredet noget sammen. Vi søgte lidt efter det, varden måske kunne henvise til, men fandt intet. På en anden af stenene havde naturen tegnet et spørgsmålstegn med lyse og mørke mineraler. Det virkede passende, når vi ikke kunne hitte ud af vardens betydning. Så fortsatte vi, mens vi begyndte at holde udkig efter en lejrplads.

Den fandt vi i en lille lavning, der åbnede sig for os. Her var alt, hvad en lejrplads skulle have. Vi slog teltet op og kaldte det fyraften. Det havde også været en lang dag. Vi var stået op klokken fem om morgenen, og nu var den halv syv aften.

I en lille elv blev der tanket vand i vandsækken, før vi fandt et sted med læ at spise aftensmad. Vejret var ikke det allerbedste. Det blæste lidt, og under måltidet gik regnen over i hagl. Mens vi sad og slappede af, kom en lille flok rensdyr til syne på bakken til højre for teltet. De gik ned over en lille snefane og ud i sænkningen. Det var tre simler med hver deres kalv samt en fjerde simle uden kalv. De små kalve var bare en måned gamle og sprang rundt og legede. En lavede en piruette, mens den sprang ned ad en snefane. Den ene simle lagde sig ned i græsset og slappede af. En af de andre fik imidlertid øje på teltet, der stod og så farligt ud, og hele banden fortrak. Kort efter kom endnu en simle med kalv til stedet. Moderen hørte os tale dæmpet sammen og kom lidt nærmere for at se efter, hvad det nu kunne være, før hun tog sit afkom med hen til et mere sikkert sted.

Umiddelbart efter maden krøb vi i poserne. Lige inden jeg faldt i søvn, kunne vi høre en ræv skælde ud et sted i nærheden. Det bliver de vist aldrig trætte af.

Søndag morgen var det overskyet med tåge og småregn. Mens vi spiste morgenmad, kom et rensdyr forbi, men det smuttede snart igen. En rypehan kunne vi høre knurre lige bag en stor blok. Lidt efter kom han langsomt til syne og skulede ned til os, mens han stod og knurrede. Da han efter nogen tid var blevet træt af at se på os, gik han langsomt tilbage hen over blokken og hoppede ned på bagsiden.

Lejren blev brudt, og vi begyndte at gå. Vi skulle først fortsætte hen over plateauet. Her mødte vi en mindre flok på omtrent 10-12 rensdyr, som stak af, da vi kom gående med kurs lige imod dem. Vi krydsede en elv ovenfor en sø og gik op mod den næste sø.

På vejen mødte vi en hare, der sad og spiste for foden af en morænevold. Lidt oppe ad volden kunne man se et glimt af en lille bitte grå pelstot forsvinde om bag en sten og gemme sig. Det var en hareunge. Den var godt nok lille.

Længere fremme mødte vi endnu en hare, der sad og holdt lidt øje med os, mens jeg tog min dunjakke af og stoppede den i rygsækken. Vi fortsatte og kom op til en højtliggende lille sø, hvor sneen lå ned til bredden. En rype blev meget fornærmet og fløj lidt væk til en sten, hvor han stod og skældte godt og grundigt ud. Der var nok en rede i nærheden, som vi skulle lokkes væk fra.

Efter søen kom vi ud til et tågefyldt område, der strakte sig nedefter. Her kom vores GPS absolut til sin ret. Ellers havde vi Dorthes kort at gå efter. De er langt bedre end noget, man kan købe sig til. Men i tågen er det jo svært at orientere sig. Der sad i øvrigt endnu en hare heroppe lige før, vi begyndte at gå ned.

Nedstigningen tog noget tid. Der var ret langt, og det var et stenet terræn, så man måtte gå lidt forsigtigt. Heldigvis begyndte tågen at vige efterhånden, som vi kom længere ned. Langsomt begyndte vi at ane konturerne af området nede for foden af skråningen.

Uden varsel sprang en grå skygge op for foden af mig og løb to meter til venstre, før den sank sammen igen. Det var en harekilling, som jeg tilfældigvis havde haft kurs lige ned imod. Den havde flyttet sig for ikke at blive trampet på og havde så igen forvandlet sig til en sten for at gemme sig. Det var heldigt for den, at jeg ikke var en ræv. Vi skyndte os at tage nogle billeder af den. Er du vimmer for en lille pjevs.

Et sted holdt vi pause og sad og overskuede hele området i kikkerten. Ovre til højre kunne vi tælle en 5-6 harer. Nedenfor kunne vi begynde at se reservoirsøen til vandkraftværket i Buksefjorden. Ude til venstre kunne vi i det fjerne se bræen, som vi i 2023 havde været tæt på under vandreturen dengang. Det havde været i maj måned, hvor alting endnu havde efterårsfarver. Nu sad vi på en grønklædt skråning og kunne nyde sommerfarverne i fjeldet.

Da vi nærmede os foden af skråningen, kunne vi begynde at se rensdyr dernede. Lige nedenfor gik tre simler med kalve, og lidt bagved kunne vi se fem dyr mere spredt lidt ud. Lige før selve reservoirsøen skulle vi op på en knold. Her kunne vi skråt bagud mod venstre tælle 81 rensdyr, der gik på en skråning og hyggede sig. Vi anslog, at en tredjedel var kalve. Det var flere dyr, end jeg før havde set på ét sted.

Nede ved reservoirsøen og den dæmning, der er bygget her, kunne vi se lidt på vandstanden i søen. Det var tydeligt, at man i flere år havde tappet mere vand fra søen, end der løb til. Da vi i 2015 også var kommet her forbi på en vandretur, havde vandstanden været anslået en 5 meter højere, end den var nu. Dengang havde vandet stået højt op ad dæmningen. Nu lå vandspejlet nede ved foden af dæmningen. Og det var endda lige efter afsmeltningen af vinterens snedække. Det var heftigt at se.

Klokken var efterhånden henad halv tolv. Vi var noget brugte på dette tidspunkt og trængte til et hvil og noget i skrutten. Det var lidt tidligt for frokost, så i stedet blev det til et bryg varmt. Det var noget blæsende og med stedvis støvregn. Vi blev enige om, at vi lige så godt kunne sætte os ind i skurvognen, der står ved dæmningen. Den var ikke ret stor, men der var en seng, et bord, fem stole og en petroleumsovn. Så hvis man havde olie til ovnen, kunne man leve helt komfortabelt derinde. Nogen havde smidt en gummibåd ind, som i sammenrullet tilstand fyldte stort set hele gulvet. Det lykkedes os dog lige at få to stole til at stå ved bordet. Kogeapparatet blev fundet frem, og så fik vi lige et par krus varmt, mens vi sad og slappede af. Det var helt herskabeligt at sidde i en stol efter at have vænnet sig til at sidde på jorden.

Vi kunne jo ikke blive hængende alt for længe, så vi pakkede sammen og fortsatte turen. Støvregnen var heldigvis ophørt, mens vi sad i vognen, og mens vi gik, blev vejret langsomt bedre og bedre.

Turen gik først bagom dæmningen og op på den modsatte side. Her gik vi lidt højt, for vi skulle resten af dagen gå i samme retning, som på turen i 2015, og det ville være rart at se noget, der blot var lidt anderledes end den præcist samme udsigt fra dengang. Så ville vi undervejs holde udkig efter et vandløb, så vi kunne få noget frokost.

Det viste sig dog, at selvom der havde været en del regn hele forsommeren, og det meste at fjeldskråningerne var noget vandlidende, fandt vi ikke rindende vand, der kom ned oppe fra fjeldet. Vi mødte enkelte kildevæld, der sprang op fra jorden. Men udover at være fascinerende at se på, var de ret små og vandet så ikke specielt appetitligt ud. Så vi endte med at gå hele eftermiddagen. Undervejs mødte vi en del rensdyr i flokke på op til 37 dyr. Et sted stod vi stille ved en stor blok, mens en flok rensdyr roligt gik forbi os kun en 40-50 meter væk. Vi var virkelig kommet ind til rensdyr-land. Nede på søen kunne vi høre et par islommer, der kaldte. Deres kald kan virkelig høres langt væk ude i stilheden i fjeldene.

Da vi kom hen til den dal, vi skulle op igennem, var der blevet ganske varmt. Skydækket var lettet noget, og solen var fremme op mod halvdelen af tiden. Overtøjet røg efterhånden ned i rygsækken, og jeg kunne gå rundt i skjorteærmer. Herligt.

Elven i dalen løb det første stykke vej nede i en kløft, så vi endte med at gå et stykke op i dalen, hvor elven løb i et højere niveau. Nu kunne vi skrå ned mod elven, hente vand, finde et sted med læ at sætte os og spise frokost og så endelig slappe godt af. Men nu var klokken også blevet halv fem, så det var da på høje tid.

Det var herligt at sidde her og slappe af. Vi havde et godt, tørt sted at sidde, rygstøtte, solskin, læ og stort set ingen insekter, selvom vi efterhånden skrev d. 23. juni. Fjeldet lå grønt og indbydende foran os og længere nede strakte reservoirsøen sig med sine over 30 km langt, langt ud mod horisonten, til den fortabte sig bag skulderen af en fjeldside.

Efter frokosten samlede vi os sammen og fortsatte op langs elven. Vi havde en god ide om, hvor vi ville slå lejr, og det var ikke længere væk, end at vi kunne se derhen.

Stedet blev hurtigt nået, og vi kunne snart slå teltet op og kalde det fyraften. Sjovt nok lå vi kun omkring 170 meter fra en af vores lejrpladser fra 2015-turen. Vi havde lige siden dæmningen fulgt den samme rute som dengang. Men næste morgen ville sporene dele sig i to forskellige retninger.

Inden vi gik til ro, gik vi lige en lille tur. Her fandt vi en cache, som noget engang havde bygget i siden af en moræne. Det er jo svært at vide, hvem der har bygget disse ting af sten eller hvornår. Jeg forestillede mig dog, at den måske engang var bygget af en rensdyrjæger, som havde haft behov for at opbevare en del af et dyr, som han ikke kunne nå at bære ned til reservoirsøen den dag. Så var han kommet tilbage efter det dagen efter, og siden havde cachen måske aldrig været brugt af nogen.

Mandag morgen sad vi i læ af en moræne og spiste morgenmad. Det var igen blevet skyet, og der lå tågebanker klinet op ad fjeldsiderne. En laplandsværling fløj rundt og hævdede sit territorium uden at tage særlig notits af os. På et tidspunkt landede den kun to meter fra os, men da vi sad og kiggede intenst på den, gik den nu alligevel lidt længere væk.

Lejren blev hurtigt brudt, og så kunne vi fortsætte. I 2015 havde vi om morgenen krydset elven og var gået op i fjeldet mod syd. Nu gik vi lige frem og kom efterhånden op til en meget stor dal, der åbnede sig foran os. Her kunne vi se masser af rensdyr. En islom fløj flere gange frem og tilbage som om, den ledte efter noget. Måske en mage, hvem ved. Og hele dagen kunne vi med mellemrum se eller høre ryper i nærheden.

Vi krydsede endnu et sumpet stykke og kom op til et sted, hvor vi kunne trække lidt ind ved siden af de små dyreveksler, der gik indefter. Her standsede vi op på et lidt hævet område bag en lille fjeldknold og så ud over dalen videre frem. Der var godt nok mange rensdyr. I kikkerten kunne vi tælle 300 dyr i synsfeltet på en gang. Og så var der med garanti mange dyr, som var skjulte i lavninger og bag mindre bakker derude. Man forstår godt, at fortidens mennesker søgte herind for at gå på jagt. Men sikke et slid at bære det hele ud bagefter.

Da vi havde set os mætte på synet, vendte jeg mig om, og i samme ombæring skævede jeg ned for at se, hvad jeg trådte på. Her så jeg nogle sten, der lå på to rækker med en ret vinkel imellem. Jeg stod lige ved vinklen. Langsomt vendte jeg mig helt om og studerede jorden opmærksomt. Dorthe, der altid er vågen, så det og spurgte: ”Er der noget?”. Og det var der.

Mens vi havde stået og set på rensdyr, havde vi stået i en gammel jagtseng. Nu kunne vi se stenene ligge i en firkant. Det var en ret stor jagtseng, og når vi så os om, kunne vi se, at den lå helt logisk. Dette har været en hovedvej ind og ud af dalen for fortidige rensdyrjægere, som var kommet nede fra reservoirsøen. Sengen var bygget kun fem meter fra dyrevekslerne, så man har ikke skullet gå en omvej for at komme til den. Her var tørt og rimeligt med læ.

Rensdyrene kunne ikke undgå at se os med alle de øjne til at holde udkig. Så når vi gik længere ind i dalen, flyttede rensdyrene sig tilsvarende længere ind – eller længere. Vi havde kun bevæget os et kort stykke ind i dalen, før vi oppe på en skråning oppe til venstre fik øje på endnu 100 dyr, der gik rundt og spiste deroppe. Og resten af dagen mødte vi adskillige flokke på en 30-50 dyr samt et hav af mindre flokke.

Oprindeligt var ruten tegnet lige ind gennem dalen, men dels plejer der at være mest at se på og efter lidt oppe i højderne og dels var der meget sumpet på alle lavtliggende jorder. Så i stedet gik vi i en bue ind mod venstre for at komme ind til og op på nogle bakker. Undervejs faldt vi et sted over en gråand, der lå på æg. I bevoksningen kravlede en mængde sommerfuglelarver rundt.

Halvvejs oppe ad en af bakkerne mødte vi skelettet af et dyr, der så ud til at være dødt sidst på den forgangne vinter. Rævene havde ikke nået at spise det hele, og der kravlede maddiker rundt i det tiloversblevne væv. Livet er barsk ude i fjeldene. Vi fortsatte opefter, men der gik et stykke tid, før vi kom væk fra hørmen af dødt dyr.

Lige på den anden side af toppen af denne bakke var en sø. Her blev vi enige om at holde frokosthvil. Og for en gangs skyld var det faktisk normal frokosttid. Vi hentede vand i søen og sad så i læ af en fjeldknold og kiggede ud over rensdyrene, der gik og spiste på bredderne til venstre og lige over for. En islom lettede fra søen og fløj ud over den store dal bag os. Vi talte om, at det kunne være den samme, som havde fløjet henover os flere gange i løbet af formiddagen.

Mens vi sad og hvilede os, kom nogle rensdyr til syne over bakken ved den højre bred af søen. De gik langsomt ned mod et tæt buskads med flere lysninger. Her gik de ind og hyggede sig i lysningerne. Lidt senere kom et par dyr mere til syne og bevægede sig samme vej, og nu fik vi virkelig at se, hvor nervøst anlagte, rensdyr er. De kunne ikke se fra lysning til lysning i det tætte og ret høje krat. Da de nyankomne dyr bevægede sig igennem krattet over mod en lysning med de først ankomne dyr, blev disse bange alene ved lyden af nogen, der bevægede sig igennem krattet. De fór ud, til de fandt ud af, at det blot var nogle af deres artsfæller, der var ankommet. Så faldt de lige så hurtigt til ro igen.

Efter frokosten fortsatte vi hen igennem krattet langs søen til mundingen, hvor vi krydsede elven og gik op på en lille kam i håbet om at se ud over en dal på den anden side. Det viste sig dog, at der var en kam længere ude, som man skulle gå over på for at få udsyn over dalen, og det ville vi ikke. I stedet blev vi enige om at fortsætte langs denne kam og de bakker, der var her i håb om at se noget interessant og få udsyn til en elv, der løb fra en større sø i dalen og ned i dalen mod nord. Denne elv ville vi skulle krydse på tilbagevejen nogle dage senere, og det ville være rart at være sikre på, at vi rent faktisk ville kunne krydse den.

På den første af disse små bakker faldt vi over en rævefælde bygget af sten. Det var virkelig et bizart sted at finde en rævefælde. De nærmeste mennesker til at fange ræve herinde må have været nordboerne, da de andre folkeslag, der har boet i landet, har boet ved kysten eller fjorden om vinteren. Men fra den nærmeste kendte nordbogård har man skullet rejse 8 km om vinteren for at røgte fælden. Man skulle jo også tilbage igen. Det ville være en lang rejse for at røgte en enkelt fælde. Vi tænkte på, at der måske nok havde været lavet flere fælder i området i sin tid. Med tanke på afstanden for at røgte fælden kunne man endda forestille sig, at der lå en ukendt nordbogård et sted tættere på. Men det var bare tanker. Det eneste sikre var, at her lå en rævefælde. For øvrigt så vi en ræv et par hundrede meter væk. Med dens endnu hvide hale var den nem at få øje på.

Vi afsøgte de nærmeste bakker for flere fælder og fandt en cache på siden af en af dem. Den sidste bakke var den største. Fra toppen af den havde vi et flot udsyn ud over hele den store dal, der lå hundrede meter lavere. Mod syd kunne vi se en moræne ligge lidt oppe ad fjeldet hele dalsiden rundt fra mundingen og ind mod indlandsisen. Den lignede en rigtig naturlig hovedvej for rensdyrjægere at tage ind og ud af området. Med tanke på vores erfaringer fra turen ved Majuala i 2022 mente vi, at der var en god mulighed for, at jægere i den del af dalen har lavet adskillige jagtsenge på den moræne. Men det må blive for andre at opdage.

Lige nedenfor bakken lå søen, der gav vand til elven, vi skulle krydse senere. Herfra kunne vi tydeligt se, at det ikke var noget problem at krydse den elv. Det var noget blæsende og koldt heroppe, men vi satte os alligevel ned og nød synet lidt nu, vi havde knoklet os herop. En gruppe på ti gråænder kom flyvende og landede på søen. Et par af dem svømmede lidt ud i elven, så der kunne vist ikke være den vilde strøm i den.

Det gik hurtigt med at gå ned ad bakke til elven. Vi kunne lige så godt krydse den her i stedet for at gå rundt om søen. Efter at have søgt lidt, fandt vi det bedst egnede sted at krydse den. Den skulle vades, så vi skulle have støvler, bukser og sokker af, og vadeskoene skulle findes frem. På hele turen havde der dårligt været et insekt. Men her ved elven var der et hav af en art kvægmyg, som var ret belastende. De forsøger altid at kravle ind i alle åbninger i kraniet. Nu hang de i hele skyer omkring os. Desværre var der vindstille hernede, så de havde frit spil. Det var bare med at skynde sig. Elven blev krydset i en ruf, tøj og støvler taget på og vadeskoene pakket bort. Så var det bare med at knokle op ad bakke for at komme væk fra de værste skyer.

Omkring 30 meter oppe kom der en svag luftning. Vi havde den godt nok i ryggen, så når vi gik, havde kvægmyggene det fint. Men når vi ville have en lille pause, kunne vi da standse op og vende os rundt med ansigtet mod luftningen. I løbet af de næste tre timer faldt kvægmyggene langsomt fra. Så da vi endelig nåede lejrpladsen, var der igen ro omkring os.

Turen op til lejrpladsen gik langsomt og roligt. Vi skulle først lige ned igen og forbi nogle morænevolde, som lå imellem nogle sumpede stræk. Herefter gik det stille og roligt opefter, til vi i omkring et par hundrede meters højde over søen fandt et sted at slå lejr. Vi havde delt os for at søge lidt i hvert vores område. Mens jeg søgte, skræmte jeg en eller anden småfugl op fra sin rede. Jeg skævede lige ned til reden og så, at der lå fire bittesmå unger med lukkede øjne dernede. Så skyndte jeg mig videre. Jeg fandt ingen egnede lejrsteder, men Dorthe fandt et rimeligt sted. Blot håbede vi, at det ikke ville blæse voldsomt op i nattens løb.

Da vi havde slået teltet op og bakset nogle gode store sten ned og lagt oven på teltpløkkene, viste Dorthe mig noget, hun havde fundet, mens hun havde undersøgt det lille plateau. Det var minsandten en jagtseng mere. Den var lidt spøjs i og med at den var bygget på en skråning. Vi kunne se stenene på de tre sider, mens den fjerde side, som vendte ind mod skråningen, antageligt var begravet under århundreders nedskredet og nedvasket sediment. Vi talte om, at de, der havde anlagt jagtsengen, måske havde gravet lidt ud for at planere lokaliteten.

Det kan man jo godt gøre med en sten, men det er ikke noget vi ellers har set. Som regel har man brugt terræn, som det var, og kun anlagt de nødvendige sten til jagtsengen.

Det blæste noget, men ved en lille elv var der en gryde omgivet af et buskads. Her var der herligt læ og ikke langt at gå for at hente vand til maden. Vi havde oven i købet udsigt til et nydeligt lille vandfald, der i trapper vældede ud i gryden.

Lejren blev rejst omkring klokken seks eller halv syv om aftenen. Det havde været en lang dag. Men desuagtet gik vi alligevel en tur hundrede meter højere op efter maden for lige at se os om og spejde for den videre tur næste dag. Jeg havde langt udefra set en hylde, der lidt højere oppe end lejren gik længere ind i landet omtrent i den højde, vi alligevel skulle op i for at krydse et pas ind til den næste dal. Vi kiggede på kortet og blev enige om, at heroppe var indgangen til den rigtige hylde. Det var rart at fastlægge. Så vidste vi præcist, hvordan vi skulle gå den første del af morgendagen.

Tirsdag morgen satte vi os op ad fjeldsiden lige bag teltet for at spise morgenmad. Her var der god udsigt ud over den store dal. Lige da jeg kom ud af teltet, gik der en 6-8 rensdyr kun 40 meter over lejren. De fik travlt med at komme væk, da de fik øje på mig.

Efter maden var det bare med at bryde lejr og komme i gang. Det var koldt, og der er kun én måde at få varmen på. Med rygsækken på nakken skulle vi knap hundrede meter opefter, før vi fandt hylden, vi skulle ind på. Da vi kom derop, havde vi det fint varmt.

Oppe på hylden var det ret nemt at gå indefter. Vi gik med lidt afstand imellem os for bedre at se, hvad der var i området. På et tidspunkt faldt jeg over en cache, der var bygget i en stenbunke. Også her tænkte, jeg på, at det kunne være en jæger, der lige havde brug for at gemme et helt eller halvt rensdyr for rævene.

Lige efter kom vi til et oplagt sted at have en lejr. Der var ret fladt, adgang til vand, læ og græsbevokset. Vi satte rygsækkene fra os og afsøgte området for spor efter fortidens mennesker uden dog at finde noget. Vi fik rygsækkene på igen og fik nu øje på en hare, der sad bag en busk i nærheden og holdt lidt øje med os. I øvrigt så vi flere harer i fjeldet heroppe. I løbet af formiddagen så vi vist nok fire harer.

Videre frem begyndte vi at gå på tværs af en skråning. Det gjorde det lidt mere besværligt at gå. Men efter 1½ km nåede vi til et mere jævnt område. Vi talte om, at på denne side af skråningen ville der nok ikke være mange spor efter fortidens mennesker. Ovre på den anden side var der flere niveauer, der var flade at gå på. Samtidig var der mange sten, man kunne bygge alt muligt af. Jeg forestillede mig, at jægere kunne have siddet på lur med bue og pil derovre. Nå, vi var jo ikke kommet kun for at se efter gamle ting. Det var først og fremmest en tur ud for at se på naturen.

Endelig kom vi til et jævnt stræk, hvor der sågar var en smule grundfjeld, der stak op. Det fulgte vi op mod vandskellet. Et sted fik vi øje på et par sten lidt under os, der så lidt forkerte ud. De så ud som om, nogen havde lagt dem. Vi lagde rygsækkene og gik derned.

Det viste sig at være en cache mere. Sjovt. Vi så lidt på den, og da jeg vendte mig om, lå der en jagtseng lige for fødderne af mig. Det var godt nok et heftigt sted at have sin soveplads. Vi var oppe i et pas, hvor vinden virkelig ville få fart på, hvis der kom en storm inde fra isen. Men her havde nogen engang ment, der var fint nok at bo, mens man gik på jagt. Sengen var i øvrigt ikke ret stor. 160 cm lang og en halv meter bred. Hjem, herlige hjem.

Længere fremme passerede vi vandskellet og stod og lurede lidt på nogle rensdyr, der stod foran os. Til sidst fik de dog øje på os og fortrak med deres kalve. Vi gik lidt frem og satte rygsækkene fra os. Så gik vi op på fjeldryggen på venstre side for at se, om der var noget at finde heroppe. Det var dog et stenet område, så det eneste, vi rigtig fandt, var den flotte udsigt. Inde under tågen længere fremme kunne vi lige ane en bræ, der kom ned fra indlandsisen. Nede foran lå den næste dal som den sidste ind mod isen. Vi gik tilbage til rygsækkene og begyndte nedstigningen ned i dalen.

Et stykke nede faldt vi over endnu en cache. Vi gjorde holdt her og hvilede lidt, mens vi brugte kikkerten. Længere nede kunne jeg ane noget, der nærmest lignede stenmure med flere rum i. Det virkede umuligt, at nogle sådanne ikke skulle være blevet opdaget. Antageligt var det noget naturligt, men vi måtte da alligevel den vej ned forbi for at se efter.

Da vi nærmede os, kunne vi godt se, at det var noget naturligt. Det var nogle spøjse formationer af grundfjeld, der lå her som det eneste eksponerede grundfjeld, vi kunne se på hele skråningen. Vi gik lidt rundt og så på dem, indtil Dorthe kaldte, at hun havde fundet en jagtseng. Den lå lige i midten af formationen godt i læ for vind. Der voksede en del dværgbirk, som skjulte stenene en del, så det var ikke så nemt at se noget. Vi snusede rundt og fandt efterhånden hele fire jagtsenge, der lå ret tæt sammen. De to af sengene havde hver plads til en enkelt person, mens de to sidste hver havde plads til anslået fire personer. Det har været en større lejrplads i sin tid. Det var på mange måder en god lejrplads. Men vand var der ikke adgang til. Det nærmeste vand var en elv nede i bunden af dalen en og en kvart kilometer væk og hundrede meter lavere.

Vi blev enige om et sted at gå ned imod for at holde frokosthvil. Da vi nærmede os lavlandet og elven, fik rensdyrene hernede efterhånden øje på os og fortrak.

Endelig kom vi ned til elven og fandt en lille plet på en terrasse i flodsengen, hvor der var læ for vinden. Så blev der holdt frokosthvil til den store guldmedalje. Mens vi sad her, fik vi øje på en hare, der gik rundt hernede i lavlandet på den modsatte side af elven. Et eller andet fik den til at stikke i rend, og vi kunne se den spæne langt op ad fjeldsiden ind mod indlandsisen.

Efter frokost lod vi rygsækkene være og krydsede elven for at gå lidt på opdagelse på den modsatte side. Vi havde anet, at elven længere fremme skulle igennem en stejl kløft, og fra den modsatte side ville man kunne se det sted, hvor frokostelven og elven, der kom fra bræen, mødtes og rendte igennem den kløft, de antageligt selv havde skåret ned i fjeldet.

Området var ret stenet, men det lå også nærmest lige nedenfor bræen. Udsigten til kløften var flot. Den stod med nærmest lodrette sider på nær et sted, hvor der var sket en sammenstyrtning. Kløftens sider udgjordes at noget brunt fjeld med en svagt orange tone, som jeg undrede mig over, hvad var. Men jeg skulle ikke ud til det stejle fald for at finde ud af det.

Vi gik lidt op mod bræen, mens vi så os om. Men kunne tydeligt se, hvor langt bræen havde ligget fremme, før den var begyndt at trække sig tilbage. Et rensdyr lå og slappede af, da vi kom gående. Først prøvede det at ligge stille i håb om at vi gik forbi, men da vi alligevel kom lidt for tæt på, rejste det sig og smuttede.

Vi gik roligt tilbage til rygsækkene og begyndte at gå videre. Ruten gik nogenlunde langs med elven. Blot gik vi lidt oven for den. Undervejs passerede vi steder, hvor mindre vandløb havde skåret sig ned i morænebakkerne, og i de opståede kløfter var der nærmest et eget klima og vegetation. Ved nogle af stederne forestillede jeg mig, hvorledes det kunne have været passende for en bueskytte at ligge på lur efter rensdyr engang i fortiden.

Endelig kom vi til et sted, hvor vi begyndte at lede efter en lejrplads. Den fandt vi i en lysning inde i et buskads med et lille vandløb nærved. Her blev teltet rejst, og vi kunne begynde på at lave aftensmad. Klokken var ellers kun halv fem, men det havde været en anstrengende dag, og vi havde oplevet en masse. Vi sad og talte om, at det kunne være sjovt at gå ned på flodsletten for at se os om, for der var en mængde ting. Men vi var ret trætte, så vi blev siddende i stedet.

Efter et par timer gik vi en lille tur ud på siden af morænebakken, vi teltede på. Her mødte vi en hare, der ganske uanfægtet af os gik op mod os og kun gik i en lille bue udenom, før den forsvandt længere op i fjeldet. Den havde vel været nede for at få sin aftensmad i lavlandet, hvor der var mere vegetation.

Mens vi stod her, blev vi alligevel enige om at gå ned på flodsletten. Nu havde vi fået lidt mere energi og hvilet, og vi ville jo nok aldrig komme herind igen. Nede for foden af bakken var et større kratområde, hvori der gik en del rensdyr rundt. Og et sted i midten så der ud til at være et område med en masse hvide grene, der lå i bunker. Dem styrede vi ned efter at se først.

Da vi kom derned, kunne vi se, at hele området med de hvide grene var et buskområde, der var flået i stykker. Det lignede en massakre på buskene. Vi blev enige om, at det nok var de store tyre, der i brunstsæsonen flåede det hele op for at vise deres styrke.

Længere ude kom vi ud på selve flodsletten. Vi gik ud for at se efter nogle stenformationer, der havde set spøjse ud i kikkerten oppe fra bakken. Men herude var perspektivet et andet, og det, der havde set interessant ud oppefra, var nu det rene ingenting.

Vi faldt dog over endnu en jagtseng. Denne her var bygget af overdimensionerede sten. Nogle må have været på plads fra naturens hånd, mens andre nok kunne bakses på plads af to stærke mænd. Jeg spekulerede på, om den så således ud, fordi den person, der havde været primus motor for jagtsengen måske på et tidspunkt havde oplevet at hans soveskind var blevet taget af vinden i en storm og nu ville sikre sig, at det ikke skete igen.

Og helt nede i niveau med elven lå der en rusten olietønde. Vi talte lidt om, hvem der mon kunne have haft den slags herinde.

Tilbage ved teltet var det bare med at få børstet bisserne og krybe til køjs. På et tidspunkt i løbet af natten lå jeg vågen og hørte en rype lande meget tæt på teltet. Den udstødte sit karakteristiske kald, der lød enormt højt så tæt på, en tre gange, før den lettede igen og forsvandt et nyt sted hen. I det hele taget kunne vi høre fuglene hævde deres territorium døgnet rundt. Det bliver jo ikke mørkt på den årstid, så de stakkels kræ må da have verdens største søvnunderskud hver sommer.

Næste morgen var det heldigvis blevet bedre vejr. Blå himmel og med en svag vind. Under morgenmaden kunne vi høre en islom et sted i nærheden. Efter morgenmaden blev teltet pakket sammen, og det havde vi efterhånden en vis rutine i, så det gik tjept. Så var det med at komme af sted og se, hvad vi ville opleve.

Vi var kun gået et par hundrede meter, før vi mødte en hare samme sted, som vi havde mødt en aftenen før. Måske var det den samme. Denne her var på vej ned i dalbunden velsagtens for at spise morgenmad. Den ikke så meget som skævede til os, før den løb forbi os og forsvandt ned i alle buskene.

Neden for bakken gik vi på flodsletten. Den var ret nem at gå på, for her var relativt fladt, og der var mange dyreveksler. Der var også mange rensdyr. Inden frokost havde vi set over 80 dyr gå alene eller i flokke på op til 30 individer. Der var ret mange store hanner med flotte gevirer.

Selvom vi gik nede ved flodsletten, skiftede landskabet karakter mange gange. Sandet, stenet eller moræner. Bakker eller flade stræk. Mere eller mindre bevoksning. Tørt eller vådt. På et tidspunkt gik vi i et sandet klitlandskab, så man skulle tro, vi var ved Vesterhavet. I yderkanten af det lå der for øvrigt endnu en tom olietønde. Vi blev enige om, at de nok var blæst langt herop i dalen fra en eller anden lejr længere ude engang for mange år siden.

Flodsengen var flad som en pandekage med flere flettede vandløb, der snoede sig imellem tørre øer. På nogle af øerne var der strandet diverse stykker træ fra buske. Enkelte rensdyr gik ude på øerne nærmest land. Et stykke længere fremme nåede vandløbene ned til søen, der strakte sig ti km videre ud mod fjorden.

Fra tid til anden kom små vandløb ned oppe fra fjeldene på tværs af vores vej. Denne vandforsyning havde hver gang skabt sit eget habitat. Vandløbet havde altid skåret sig ned i sedimenterne – om ikke andet så bare 10 cm. Dette var altid nok til at en anden vegetation kunne få lidt læ for de voldsomme storme, der kan komme inde fra isen. Og så var der bare mere frodigt, når der var mere vand til stede.

Kort før vi krydsede et lidt større vandløb, faldt vi over låget fra en dåse kippers. Det var jo nok også blæst herind fra en anden lokalitet. Dorthe tog det med for ikke at dyrene skulle gå og skære sig på det.

Vi stod helt nede ved søen, og hernede var vandløbet faktisk forsvundet ned i jorden. Længere oppe kunne vi se et vandfald, hvor vandet kom ned oppe fra fjeldet. Det var ved at være høje frokosttid, så vi begyndte at gå op ad fjeldet for at finde et sted, hvor vandet strømmede på overfladen.

På vejen op lød der uden varsel et højt sus af luft og en svag flabren lige over os. Det tog kun et sekund, så var det væk igen. Først stod vi og så os forvirrede om, men så fik vi øje på to falke, der snoede sig rundt i luften højt over os. Den ene var tydeligvis ved at jage den anden væk. Det havde været dem, der var suset lige hen over hovederne på os. Den flabren, vi havde hørt, var fartvinden der havde fået nogle af fjerene til at vibrere og slå mod hinanden. Underligt nok skreg falkene ikke efter hinanden. Der var et par enkelte pip, men ellers var det en lydløs kamp. De fløj rundt og op og ned til indtrængeren var smidt ud. Så fløj den anden op til et lodret stræk på fjeldsiden, hvor der formentlig var en rede. Vi fortsatte opefter på vores søgen efter vand.

Det fandt vi 70 meter højere oppe. Her fandt vi en bred dyreveksel, der gik igennem det tykke krat, der omgav vandløbet. I udkanten af krattet fandt vi et herligt sted at spise frokost. Her var vand, læ og en fed udsigt mod nord ud over søen. Med kikkerten kunne vi sidde og se over på den fjerne bred og landskabet derovre. Et flot vandfald kastede sig ned gennem en dyb kløft. Der var ret mange og store dyreveksler at se, men rensdyr kunne vi ikke få øje på. Til gengæld kunne vi se tre rensdyr, der stod på en ø så langt ude på flodsletten, at de måtte være svømmet over et af de større vandløb for at komme dertil. Mens vi spiste frokosten, sad Dorthe og bearbejdede dåselåget med en tang for at det kunne pakkes ned uden at skære hul på noget.

På et tidspunkt skiftede vinden retning, så vi kom til at sidde i træk. Derfor flyttede vi os over på vestsiden af krattet for at have lidt mere læ. Her var der et hav af sommerfuglelarver (vistnok af arten blågrå jordugle), som kravlede op på os selv og vores grej. To kom endda op at slås, mens de kravlede på min rygsæk. Hvem skulle have troet, at de gjorde den slags?

Der var i øvrigt masser af disse larver i hele fjeldet. De var simpelthen overalt, så man slet ikke kunne undgå at træde på dem, når man vandrede. Det kunne se ud til at blive et rigtigt godt år for sommerfugle. Her, hvor vi sad, var der et område med sand, som en del kravlede i. Til trods for deres mange fødder kunne de ikke holde balancen i sandet og blev ved med at vælte over på siden, når de gik lidt på tværs af små skråninger.

Efter frokosten fortsatte vi turen. Vi kunne se det område, hvor vi ville slå lejr, i det fjerne. Turen op til frokoststedet havde givet os lidt overhøjde, som nu blev brugt til at gå svagt nedefter, hvad der gjorde alting meget lettere. Sine steder var terrænet vandlidende, men for det meste var det dog rimeligt tørt at gå på.

Vi krydsede et lidt større vandløb, der havde skåret sig længere ned i sedimenterne. Oppe på brinkerne voksede store buske. Disse buske havde fanget store mængder flyvesand, og som følge heraf måtte buskene vokse yderligere for ikke at blive kvalt i sandet. Resultatet blev, at man skulle tre meter ned for at krydse vandløbet. Hernede stod vi virkelig i en helt anden verden. Her var læ, lys og varme. Man kunne se, hvordan der var en tydelig lagdeling på brinkerne, hvor buskene var blevet tvunget til at vokse sig højere. Jeg forestillede mig, at når buskene ikke længere kunne sende rødderne helt ned til vandet, ville de gå ud og visne. Så ville sandet formentlig blæse væk, og når der så ikke længere ville være langt til vandet, kunne nye buske begynde forfra.

Ud på eftermiddagen nåede vi til et større kratområde ved at større vandløb. Det var elven med kvægmyggene, vi nogle dage før havde krydset længere oppe. Her var ret fladt og vandlidende, og det hele mindede om et større deltaområde, hvor elven havde skiftende løb. Vi havde planlagt at slå lejr på den fjerne side af området.

Efter at have krydset det meste af deltaområdet kom vi til hovedvandløbet. Der var en dyreveksel, der gik ned til vandløbet, som også her lå en to-tre meter under det omgivende terræn. Men på den fjerne side kunne vi ikke rigtig se nogen sti, der førte væk. Vi probede vanddybden med en vandrestav og kom til, at det gik til omkring knæet og strømmede lidt rask til. Nå, af med bukserne og på med vadeskoene. Så var det bare med at krydse over og få sit tøj på igen. Om ikke andet så fik man jo skyllet fødderne, som nok kunne trænge til en afvaskning efter så mange dage på sporet. Så måtte vi til at lede efter en udgang igennem krattet. Det lykkedes da også, selvom det tydeligvis ikke var en af rensdyrenes hovedveje, vi havde fundet.

Vel ude af krattet ledte vi lidt efter et egnet sted at slå teltet op. Vi mente at have fundet et godt sted lidt oppe ad en bakke uden for kratområdet. Her havde nogle moræner skabt en fin, sandet og græsbeklædt gryde. Vi lagde rygsækkene fra os og gik lidt på opdagelse.

Lidt oppe ad elven var et område med nogle spøjse klippeformationer. Her gik vi op for at se os om. På en bakke sad en hare og lyste langt væk i sin hvide pels. Det var den vist godt klar over, for da vi nærmede os, smuttede den ned i det tætte krat nederst på flodsletten og holdt en masse buske imellem sig og os.

Fra en af klippeformationerne kunne vi i kikkerten se en samling sten i kanten af en lysning nede i alle buskene. Vi smuttede derned og fandt en cache, som nogen havde efterladt sig.

Tilbage ved rygsækkene rejste vi teltet, tog vandsækken under armen og gik ned til elven for at få fyldt noget vand på. Mens vi stod her, begyndte det at blæse lidt op. Da vi nu kom tilbage til teltet, kunne vi se, at vinden selv nede i gryden hev så meget i teltet, at den sandede jord ikke kunne holde pløkkerne på plads. De begyndte at give sig. Vi havde ellers tænkt, at vi for en gangs skyld kunne undlade at lægge sten på pløkkerne. Men nu var det bare med at komme af sted og finde nogle gode, store sten. De lå selvfølgelig ret langt væk, så vi fik en del motion af at slæbe dem på plads. En rype stod på en sten i nærheden og har nok undret sig over, hvad dælen vi lavede.

Derefter var det så rigeligt tid til aftensmaden. Der var ikke rigtigt læ noget sted, så det var bare med at klæde sig godt på og så se at få spist. Vi var kun akkurat blevet færdige med maden, før det begyndte at regne. Så var der jo ikke så meget andet at foretage sig, end at smutte ned i sin lune sovepose.

Regnen fortsatte hele natten og næste morgen med, så morgenmaden blev indtaget i teltet. Teltet var sjaskvådt, da det blev pakket sammen, og vi havde regntøj på fra morgenstunden.

Efter at have studeret kortet, var vi komme frem til, at der var en reel mulighed for, at vi ikke ville møde rindende vand før om aftenen. Da frokosten krævede vand, måtte vi bære et par liter med os hele formiddagen.

Terrænet var udformet, så vi skulle et par hundrede meter længere opad for at komme forbi et stejlt stykke ved søens udmunding. Al den regn, der var faldet, havde gjort jorden til et eneste stort sumpet stykke at gå på. Det tager lidt på kræfterne at skulle gå i sådan en gang svup hele dagen. Heldigvis holdt regnen efterhånden op, så vi ikke skulle tænke mere på vand fra oven.

Fjeldsiden, vi gik på, virkede ved første øjekast jævnt kedelig at se på, men vi stødte alligevel på en masse små overraskelser. En gang kom vi uden varsel midt i alt det sumpede til den fineste græsplæne. Her havde rensdyrene ”slået” græsset virkeligt pænt og kort. Noget af en bedrift eftersom der næppe nogetsteds var mere end en tomme mellem de små sorte perler, de kaster bagud, mens de går.

Vi mødte som vanligt en masse rensdyr. En enkelt flok var på 50 dyr, og derudover så vi mange flokke på 5-30 dyr. Et enkelt sted mødte vi en lille vadefugl – muligvis en ryle, men vi fik ikke et ordentligt kig på den.

Sidst på formiddagen nåede vi op til den top, vi skulle forbi, for at komme forbi det stejle stykke og nedefter igen. Heroppe fandt vi med 500 meters mellemrum to caches, som nogen engang havde lavet.

På vejen nedefter gik vi i kløften mellem fjeldsiden og en fjeldknold, der stak op. Et par gange krydsede vi frem og tilbage for at se efter, om der var bedre på den anden side af vandløbet og buskadset, men det var der nu aldrig. Den ene gang, vi krydsede, var det igennem tæt, tykt og meget højt buskads. Her stødte vi på en rype, der hoppede rundt på grenene. Vi kiggede noget, for det er ellers yderst sjældent at møde ryper, der sidder andre steder end på jorden.

Frokosten blev indtaget på ydersiden af fjeldknolden. Her havde vi et herligt syn ned til elven, der afvander den store sø. Vi sad lige oven for en flok rensdyr, som aldrig opdagede at vi var der. De tullede omkring og hyggede sig, og flere dyr dukkede op og forsvandt. På den modsatte side af elven skulle der ligge en gammel nordbogård, men det lykkedes os ikke at finde den i kikkerten.

Vi blev siddende ret længe og slappede af, for det havde været tungt at gå hele formiddagen. Mens vi spiste frokost, turede en lille stenpikker omkring os og skældte ud, så der har jo nok været en rede i nærheden.

Efter frokosten måtte vi se at komme videre. Der var stadig ret langt til det planlagte lejrsted. Heldigvis skulle vi mest ned resten af dagen. Det sumpede terræn fortsatte dog, så vi søgte efter de små højderygge, vi kunne finde, for at gå på noget lidt mere tørt. Rensdyr mødte vi konstant. Nogle kom lidt hen for at se os an, mens andre stak af bare ved synet af os.

Endelig kom vi efter en stigning ud til en kløft, hvor vi ude på den fjerne side kunne se det planlagte lejrområde. Vi gik ned på venstresiden af kløften på kanten af to små fjeldtoppe med en virkelig flot lille gryde og en sø liggende imellem sig. Her kom der et par gråænder flyvende hen over os.

Nede for enden af kløften mødte vi en lille elv. Det var resterne af det store vandløb, der engang var kommet oppe fra reservoirsøen, før der blev bygget en dæmning. Nu kunne vi bare smutte over uden at tage støvlerne af. Men hvis de på et tidspunkt når i mål med den tænkte udvidelse af hele vandkraftværket med overførsel af vand fra den sydligt beliggende sø, ISTA, er det ikke til at vide, hvordan forholdene bliver i elven. Hvis reservoirsøen bliver fyldt op, så der står store vandmængder ud over dæmningen, kan det være, det i bedste fald bliver et sats, om man overhovedet kan krydse elven.

Oppe på en smeltevandsterrasse var der tørt og rimeligt plant, og her voksede en del store buske, der kunne give læ for den værste vind. Vi fandt et fint sted at slå teltet op, og kaldte det fyraften. Mens jeg lagde de sidste sten på pløkkene, gik Dorthe ned til elven for at hente vand. Bagefter tog vi vores mad og kogegrej med ud for at finde et sted med læ for at spise aftensmad.

Læ fandt vi oppe ad en lille fjeldknold. Her var samtidig en virkelig flot udsigt ud over en stor flodslette, hvor vandet oppe fra den sø, vi snart havde fulgt i flere dage, flød sammen med vand fra den bræ, vi havde været ud ved på vores vandretur i maj 2023. Det var tydeligt, at det var længe siden, der havde været vand nok til at ommøblere på aflejringerne ude på flodsletten, for der var en del lav bevoksning på store dele af den – særligt i gamle løb, som nu udgjorde lavninger, der kunne beskytte mod de værste storme.

Hundrede meter fra vores spisested og en smule lavere var en lille sø. Her sad et gråandepar og slappede af på en sten midt i søen. I et lille område med små vandplanter ved siden af lå en mindre andefugl, som vi havde noget sværere ved at genkende. Først da vi var kommet hjem, kunne vi slå den op. Det viste sig at være en andrik af arten amerikansk krikand. De hører slet ikke til på Grønland, selvom der har været observationer af dem. Den var godt nok kommet ud af kurs, men den så ud til at hygge sig fint, og gråænderne, der var dobbelt så store, tog ingen videre notits af den. Et par gange forsvandt den af syne, før den dukkede op igen. Vi talte om, om den mon havde en mage med en rede i nærheden. Men vi fik ikke set, hvor den forsvandt hen, og selv med kikkerten var bevoksningen omkring søen for høj til at vi kunne se så lille en fugl ligge ned. En odinshane landede også i søen og vimsede lidt omkring.

Fredag morgen stod vi op ved 5-tiden. Nu havde vinden lagt sig, så vi spiste morgenmad lidt nærmere ved teltet. Det gav en anden udsigt. Blandt andet til en hare, der sad et halvt hundrede meter fra teltet og spiste sin egen morgenmad.

Vi så også en gråsisken-han i virkelig pragtdragt. Han var ikke bare rød på panden, som det ellers beskrives, men også på hele brystet.

Nu begyndte rygsækken efterhånden at være en del lettere siden starten på vandreturen, men vi var også ved at være godt trætte. Med alle svinkeærinder havde vi gået mellem 11 og 16 km hver dag. Denne dag var heldigvis planlagt til at blive lidt nemmere. Den planlagte lejrplads lå kun 4-5 km væk i fugleflugtslinje.

Den første del af turen gik i let kuperet terræn, til vi var kommet så langt, at vi kunne gå ned på flodsletten. Her var der meget fladt og en masse dyreveksler gjorde det nemt at komme frem. Som sædvanligt mødte vi rensdyr overalt. Vi kunne også se, at vi var nået til et område, som rensdyrjægere kunne komme til, for der lå kranier med gevirer på spredt ud over landskabet. Det var formentlig de jægere, der kunne sejle op ad elven nede fra bunden af Ameralikfjorden og op forbi Austmannadalen til vandfaldet, der lå omtrent 6-7 km væk fra os i gåafstand.

Efter nogen tid begyndte vi at tale om planlægning af den sidste del af turen frem til afhentning om mandagen. Vi havde egentlig planlagt at gå op gennem en dal på højresiden næste dag. Men der var en del vand, som løb ned ad fjeldsiderne, og vi skulle krydse hele to vandløb for at nå derover. Nu diskuterede vi, om vi skulle gå op igennem venstresiden af dalen i stedet for på den måde at slippe for at krydse det ene vandløb.

Først skulle det første vandløb dog krydses. Vi kom til det og så, at det var en del større, end vi lige havde troet. Som langt de fleste vandløb, vi havde mødt på turen, var der tydeligvis meget højere vandstand, end der normalt ville være. Der var en del vand i det, det var ret dybt, og det strømmede ganske hurtigt. Der ville komme et større pres på os, når vi krydsede, end vi havde oplevet på noget andet vandløb. Vi brugte nogen tid på at søge op langs vandløbet, til vi fandt det bedst egnede sted at krydse. Så gjorde vi os klar.

Vi mente nok, at vi ville være i stand til at krydse vandløbet sikkert nok, men ihukommende tre nordmænd, der var forsvundet sporløst en halv snes år forinden, og som man mente, havde forsøgt at krydse et vandløb, der havde revet dem med, ville vi sikre os bedst muligt.

På de foregående ni års vandreture havde vi troligt slæbt på 15 meter faldskærmsline, som vi dog aldrig havde haft brug for. Nu pakkede vi den ud, og Dorthe lavede en smart ordning, så en person ville blive holdt fast, hvis man blev taget af strømmen. Den anden ende blev bundet fast ved roden af nogle solide buske. Så tog jeg bukser og støvler af og stak fødderne i vadeskoene.

Med begge vandrestave hoppede jeg ned i elven. Presset fra vandstrømmen var ganske rigtig heftigere end noget, vi før havde oplevet, men det var som vurderet ganske nemt at krydse. Snart var jeg oppe på den anden side og kunne kaste vandrestavene over på Dorthes side. Linen blev fastgjort til en busk på min side, og snart var vi begge ovre.

En snes meter inde fra elven var der et fint lejrområde. Her satte vi rygsækkene fra os og gik op på siden af en fjeldknold for at se op i dalen, vi skulle op igennem næste dag. Vi blev enige om, at det ville være fint at undlade at krydse den anden elv med rygsækkene. I stedet gik vi tilbage, satte os ned og spiste frokost. Det var alligevel på tide. Klokken var halv to.

Bagefter skulle vi ud på en spadseretur hen til en kendt nordbogård. Først gik vi hen for at se på et stort klippeudhæng lidt oppe ad siden på en fjeldknold, hvor nogen engang havde samlet og lagt brænde. Der var også lidt moderne graffiti, og nogen havde endda stukket en Erling Vanggaard spejderdolk ind i en revne, hvor bladet velsagtens sad fast. Vi kunne se, at nogen engang havde anlagt et plateau med sten, der holdt jorden på plads ved kanten, så den ikke blev eroderet så nemt. Vi talte om, at det meget vel kunne være nordboerne, der havde gjort det, for de havde jo boet nærved, mens alle andre kun ville være på gennemrejse. Men vi gættede også på, at alle de folk, der har brugt området, har kendt til og anvendt stedet som ly i dårligt vejr.

Mens vi stod og betragtede klippeudhænget, kom en falk flyvende og fór lidt rundt i området.

Vi traskede hen over sletten til et sted, hvor vi relativt nemt kunne krydse den anden elv. Det var helt nede, hvor den flød ud i det store elvsystem på flodsletten. Her var det nok at smøge bukserne op til knæene og så ellers stikke over elven i vadeskoene. Vi havde ingen insekter at bekymre os om, for det regnede konstant hele resten af dagen og aftenen med.

Herfra var der ikke langt over til nordbogården. Vi skulle lige finde den først, for museets koordinatangivelser var og er notorisk usikre. Men efter at have søgt på et par knolde, krydsede vi et sumpet område og kom op på en terrasse, hvor gården tydeligvis lå.

Den var nem at se, for den havde været gravet ud af nationalmuseet i 1976-1977. De havde ikke dækket den til bagefter, så man kunne gå rundt og se på gange og rum stort set, som de havde set ud for 700 år siden. Museets folk havde også glemt at fjerne en trillebør og nogle sigterammer, som de havde anvendt. Trillebøren så fin ud, men dækket var dog fladt.

Fra gården gik vi op på en fjeldknold, som er en udløber af fjeldet bag gården. Her ville vi gerne se ud på det område, rensdyrjægerne kunne sejle op til. Det lykkedes dog ikke, for vi skulle et stykke ned på den anden side, før vi ville få frit udsyn, og det gad vi ikke bare for at skulle traske opefter igen.

Til gengæld faldt vi over en rævefælde, som lå oppe på knolden. Den lå langt fra fjorden men tæt på gården, så vi tænkte, at der var en god mulighed for, at det var nordboerne, der havde bygget den.

Da vi gik tilbage for at komme ned fra knolden, passerede jeg under en stor klippeblok. Lige da jeg passerede ud på den fjerne side, gik en rypehan på vingerne med et ordentligt spektakel, så jeg fik noget af en overraskelse. Han havde været kun en meter fra mig siddende oppe på blokken lige over mit hoved. Jeg nåede kun lige at sunde mig og tage tre skridt mere, før hunnen fløj op to meter foran mig. Hun landede på en anden blok og trykkede sig sammen, mens hannen stod og skældte ud. Det var nok for at påtage sig opmærksomheden, så hunnen kunne komme tilbage til reden. Jeg tog et par billeder af hendes tre æg og skyndte mig så ned ad bakke for at komme væk.

For foden af knolden gik vi en tur rundt og ud for at se på vandfaldet, hvor alt vandet oppe fra flodsletten brager ned. På vejen derned skræmte vi en hare op, som fór ned under en stor blok og forsvandt langt op ad den knold, vi lige var kommet ned fra. Vi kunne ikke se vandfaldet tydeligt, for klipperne var for glatte til at vi ville risikere at gå helt ud. Man kunne nemt ryge i elven, og så ville det være godnat.

Vi fik dog fint udsyn til en målestation, som en eller anden organisation havde opstillet ved vandfaldet. Lidt længere oppe ad skråningen ovre på den modsatte side kunne vi se en sammenrullet gummibåd.

Ovre ved gården gik vi rundt og tog billeder af det, vi kunne se. Det havde vi udsat i håb om at regnen ville holde op. Det gjorde den bare ikke. Derfra var det bare med at komme tilbage til rygsækkene med teltet og aftensmaden.

Det gik ret nemt, og omend vi efterhånden havde gået en hel del den dag, var halvdelen da uden rygsækken på nakken. Vi fik rejst teltet og kastet liggeunderlag og soveposer derind. Så satte vi os ned på græsset udenfor for at lave aftensmad.

Mens vi sad her, begyndte det at regne markant kraftigere med store og tunge dråber. Det blev noget af den heftigste regn, jeg havde oplevet på Grønland. Maden var jo varm, eftersom det var frysetørret mad, der havde fået kogende vand på sig. Når jeg tog en skefuld mad og holdt den op i luften, for at den skulle køle lidt af, sprøjtede tomatsovs ud til alle sider, hver gang en regndråbe slog ned i det. Jeg endte med at sidde musestille med skeen holdt op under skyggen på min kasket for ikke at regnen skulle smøre mig ind i tomatsovs. Samtidig måtte jeg holde hovedet på skrå for ikke at vand skulle dryppe fra skyggen ned i posen med maden. Det var i det hele taget bare med at få maden skovlet ned så hurtigt som gørligt og så ellers pakke det hele bort og komme ind i teltet.

Regnen fortsatte hele natten og næste morgen med. Det var køligt næste morgen, og oppe på de højeste to fjelde i området kunne vi se nysne. Efter morgenmaden var det bare med at bryde lejr og komme af sted, så vi kunne få varmen igen. Vi skulle opad hele dagen, så vi skulle nok få brændt nogle kalorier af.

Vi mødte som sædvanligt en del rensdyr. Vi fik talt omtrent 60 dyr inden frokost. Det var både enkeltdyr og flokke, hvoraf den største var på 23 individer. Regnen ophørte heldigvis lidt før frokost. Efterhånden som vi bevægede os opefter, blev terrænet, der ved foden af skråningen havde været meget sumpet, efterhånden langsomt mere tørt og dermed bedre at gå på.

Ved frokosttid fandt vi en fin lille gryde med tør vegetation og læ for vinden. Stedet lå lige ved elven, der løb ned igennem dalene, så vi skulle ikke bevæge os noget videre for at få til frokosten. Minsandten om ikke også solen kom frem. Nu begyndte det igen at blive rart at være derude. Vi slappede af, fik luftet fødderne og ladet lidt op på telefon og kamera med den medbragte solcelle.

Efter frokost fortsatte turen opefter. Vi kom efterhånden op i højlandet, så den sumpede bevoksning forsvandt helt, og der blev markant mere stenet. Vi passerede tre karakteristiske søer og kom nu op i et niveau, hvor vi kunne lede efter en egnet lejrplads.

Den fandt vi omtrent hundrede højdemeter under indgangen til en dyb og stejl kløft, vi skulle igennem dagen efter. Teltet blev rejst i en fart, for det lå efterhånden på rygraden, hvordan man gjorde det. Vi måtte bakse lidt for at få sten til pløkkerne, men så var det også på tide at hente vand til aftensmaden. Da vi havde gået opefter hele dagen, var vi lidt brugte.

Mens vi spiste, kunne vi langt oppe ad fjeldsiden til venstre se og høre to ræve, der skældte og smældte. Vi kunne ikke rigtig afgøre, om det var os eller hinanden, de skældte ud på. Men til sidst blev der dog stille.

Efter maden gik vi en tur lidt højere op og ud mod højre for at se, om vi kunne få et godt vue ud over et område, vi ikke ville komme forbi på turen. På vej op rendte vi ind i en rypehan, der stod og skældte ud. Dorthe fik endda øje på hunnen, der lå i reden og gjorde sig lille. Vi slog et slag ud til siden for at komme uden om dem og højere op. Desværre viste det sig, at man skulle ret langt ud til siden for at få det eftertragtede vue, så vi opgav og vendte i stedet tilbage til lejren.

Her fandt jeg en dessert frem til os begge. Den havde jeg slæbt rundt på under hele turen. Nu skulle den nydes i fulde drag. Det blev den også, og det var en værre sukkerbombe. Herude var det herligt, men derhjemme ville det have været vammelt grænsende til det afskyelige.

Det bliver hurtigt koldt, når man sidder stille udenfor, så snart gik turen ind i teltet til den gode gamle sovepose. I nattens løb kunne jeg flere gange høre ryper kalde i nærheden. En enkelt gang bjæffede ræven også et sted, men ellers var der roligt.

Søndag morgen var vejret stille men skyet. Efter maden brød vi lejr og fortsatte de sidste hundrede meter opefter, til vi nåede kløften, der førte over på den anden side af fjeldet og nedgangen mod fjorden.

Kløften var heftig at se på. Indgangen var nem at gå ind i, men derefter rejste siderne sig højt og stejlt over os, og vi gik igen i et helt specielt og eget miljø. Der var dog dyreveksler i bunden af kløften, så vi tænkte, at vi nok skulle komme igennem og ud på den anden side. Vi gik ind og drejede til højre.

Der var helt tyst inde i kløften og ret mørkt. Der var nu heller ikke megen bevoksning bortset fra græs i visse områder. Et vandløb rendte nedefter i hele kløftens længde i samme retning, som os. Vi gik stille og roligt i det stenede landskab.

Et sted kom der en hare ned for at spise. Vi var lige gået ned ad en skråning og kommet til et græsklædt område, da haren kom løbende ned til os samme vej, som vi lige var kommet ad. Først ret tæt på opdagede den os og blev lidt betænkelig. Den tøvede lidt men rendte så tilbage den vej, den var kommet.

Længere fremme kom vi til et sted, hvor meget store nedfaldsblokke spærrede vejen frem. Først søgte vi opefter ad en dyreveksel, men den så ud til at gå nærmest lodret ned igen på den fjerne side af de største blokke. Så ville vi alligevel hellere kravle over blokkene for at komme igennem.

Det tog nu heller ikke alverdens tid, og snart kunne vi fortsætte nedefter. Nu kunne vi begynde at se enden på kløften, og længere nede kunne vi se fjorden. Vi var kommet igennem den svære del. Resten var blot et spørgsmål om at sætte det ene ben foran det andet.

Nu blev kløften stille og roligt bredere og bredere, og det var svært at sige, hvornår den ophørte, og hvornår dalen begyndte. Men efterhånden blev der flot og grønt omkring os.

Et sted kom vi til en lav morænebakke. Her kunne vi se nogle sten ligge på et ellers stenfrit sted, så vi slog et slag den vej, som vi ofte havde gjort, når der måske kunne være et eller andet. Nu fandt vi en gammel teltring. Vi så os lidt om og forestillede os, at den havde været sat af folk på rensdyrjagt i gammel tid. Der var tegn nok på rensdyr. Selv inde i kløften havde vi mødt rensdyr, som havde taget deres kalve med og var spurtet op ad halsbrækkende stejle stier op mod kløftens top.

Herfra gik det ret nemt med at komme frem. Et sted videde vandløbet sig ud og havde skabt et vandlidende område. Vi krydsede vandløbet oven for det vandlidende område og gik nu med elven på venstre hånd. Herved gik vi op mod en fjeldryg, som gik ned mod en sø, vi havde tænkt os at slå lejr vej.

På vejen op mod fjeldryggen fandt vi et fint sted at spise frokost, så vi satte os og slappede af. Det var herligt at vide, at vi var kommet igennem, og at vi skulle hjem dagen efter. Vi havde en del gas til overs, så det blev til et ekstra krus varmt, mens vi sad og nød vejret og udsigten.

Længere fremme kom vi op på selve den ryg, vi havde kurs mod. Her var flere riller i fjeldet som om, nogen havde trukket en vældig kam igennem det på langs med den retning, vi gik i. Ved en af disse riller kunne vi på afstand se nogle sten, der så ud til at være placeret af menneskehånd. Vi styrede derhen og så det an.

Til at starte med var vi en del i vildrede. Strukturen var trekantet med op til syv meter lange sider. En af siderne blev udgjort af grundfjeld, mens de to andre var af placerede sten. På siden med grundfjeld lå små bunker af sten, der var skredet ud. Det hele kunne ligne en fårefold fra nordboernes tid, men der manglede en halv væg et sted. Det kunne også ligne en jagtlejr, men den var alt for stor. Noget af det kunne også ligne et jagtsystem med varder, som thulekulturen brugte dem. Det lignede lidt af det hele og derfor ingenting specielt.

Vi skridtede det af og målte op og diskuterede frem og tilbage. Men da vi endelig opdagede nogle sten, der lå skjulte i bevoksningen, faldt brikkerne på plads. Det havde oprindeligt været en fårefold bygget af nordboerne. Senere var den faldet noget sammen, og folk fra thulekulturen havde taget nogle af stenene og lavet fem varder til et jagtsystem på den ene langside, som udgjordes af lidt grundfjeld. Ti meter uden for gik en lille dyreveksel, og for at det ikke skulle være løgn, kunne man se, at et dyr var blevet nedlagt der det foregående efterår.

Det var virkelig interessant at finde sådan noget. Og selvom det lå kun tre km fra fjorden, kendte arkæologerne ikke til det, for det var ikke optegnet på deres hjemmeside over fund. Vi tog en masse fotos og fortsatte så.

Videre frem gik vi ned mod søen og fortsatte med den på højre hånd, til vi kom hen til udløbet. Her krydsede vi det og fandt en fin og tør plet at slå teltet op på. Så blev der hentet vand og lavet mad. Det regnede nu lidt og var også lidt blæsende, men det betød ikke så meget.

Efter maden gik vi op på kammen på denne side af søen og så os om. Ovre på den næste kam kunne vi i kikkerten se, hvad der lignede resterne af et stenhus, der var faldet sammen. Det virkede helt åndssvagt at finde mere og endda kun halvanden kilometer fra et sted, hvor der har været arkæologer for at foretage en udgravning af en lokalitet. Vi smuttede derover for at se, om det virkelig kunne være et stenhus.

Det var det. Huset havde måske ikke været ret højt med et indre grundareal på godt 2x2 meter. Det var lavet af ret store sten. Taget så ud til at det kunne have været lavet af en del flade sten. De to gavle var lavet af to store flade sten, hvoraf den ene endnu stod på plads, mens den anden var væltet. Eftersom vi ikke mente, at andre end nordboerne kunne finde på at lave så solide bygningsværker, var gættet, at det var fra deres tid. Vi overvejede, om de kunne have dyrket noget på et græsklædt område i lavningen, der lå i læ forneden, eller om huset kunne have haft et andet formål.

Vi gik ned for at se på det græsklædte område. Vi kunne nu ikke rigtig afgøre, om det kunne havde været en gammel mark. Mens vi stod hernede og så det hele an, kunne vi høre en underlig bjæffen et sted i nærheden. Det lød som en ræv, men den lød også meget mærkelig. Da den fortsatte bjæfferiet, hev jeg kikkerten frem og afsøgte fjeldsiden for at finde årsagen. Det viste sig at være tre små ræveunger, der havde stukket hovederne ud ad indgangen til rævegraven, de boede i. Den ene havde taget tilstrækkeligt mod til sig til at bjæffe ad os. Derfor lød det så underligt.

Vi fortsatte og gik ud for at se os om efter et egnet sted at krydse den sidste elv næste dag. Det fandt Dorthe længere nede ad fjeldsiden. Så var det tid til at kravle til køjs og kalde det en dag.

Mandag morgen skulle vi for en gangs skyld ikke af sted med det samme. Vi blev siddende og slappede af og fik et ekstra krus varmt, før vi pakkede lejren sammen for sidste gang. Så gik vi ned langs elven, til vi kom til det valgte sted at krydse den. Det kunne endnu en gang gøres blot med bukserne smøget op om knæene. På den fjerne side gik vi op på terrassen her og hen til den yderste fjeldknold, hvor vi lagde rygsækkene fra os. Helt nede ved vandet fik jeg et kig til en havørn, der svævede omkring en fjeldside og forsvandt.

Så gik det over til depotet, som skulle graves ud. Vi fandt det hurtigt og fjernede stenene, der havde dækket det. Taskerne og riffelhylsteret havde det fint under presenningen. Vi bar dem ned til vandet og lagde dem på et godt sted lige til afhentning. En VHF-radio og et par ruller kiks blev taget med op til rygsækkene. Vi hentede vand henne ved elven, vi før havde krydset, og gik så ud på kanten af fjeldet ved fjorden og fandt et tørt sted med læ og god udsigt. Her satte vi os og slappede af med kiks og the, mens vi ventede på båden. Frokosten blev flot sprunget over til fordel for kiks.

Båden kom en halv time før aftalt tid, så det var helt perfekt. De havde tydeligvis kun fået at vide, at de skulle hente os i bugten Eqaluit Ilorliit, men ikke hvor i bugten. De sejlede ind i bugten ovre på den fjerne side. Dorthes opkald på VHF-radioen fik dog snart båden til at skifte kurs.

Den kom ind og satte stævnen på fjeldet, hvor vi havde taget opstilling. I løbet af et øjeblik var vi og vores sager om bord på båden, som begyndte at sejle udefter.

Turen mod Nuuk foregik på spejlblankt vand. Det er ellers ikke sædvane på Ameralikfjorden. Mens vi sejlede, sad vi og talte lidt med besætningen, som var nysgerrige på vores tur så langt ind i landet.

Klokken 17 kunne vi springe i land ved Tidevandstrappen i Nuuk. Det var temmelig nøjagtigt 11 døgn siden vi var dukket op ved afgangsbåden. Snart kom en taxa og kørte os hjem. En lang og krævende vandretur var forbi. Den tegnede rute havde haft en længde på 96 km. Men vi var endt med at gå mellem 140 og 150 km.

Det var herligt ikke at skulle okse mere rundt i fjeldet. Et bad og at sidde ned i en blød stol var perfekt. Men vi havde ikke været hjemme i mere end nogle få timer, før vi begyndte at tale om, hvad vi skulle foretage os næste gang.