Weekendtur med Kisaq 17-19. februar 2023

Jeg havde chartret den ene af turbådene, Kisaq, til en weekendtur ind i fjorden for at komme ud i fjeldet og forhåbentlig få en masse herlige oplevelser.

Vi mødtes alle tolv fredag efter arbejde nede ved Kisaq på atlantkajen – nu den gamle atlantkaj. Hurtig ombordstigning med alt vores grej, og så af sted. Skibet havde fået en ny ejer, siden jeg sidst var ude med det, så man skulle lige vænne sig til andre forhold om bord og en anden arbejdsgang fra besætningens side.

Vi sejlede ind til Sulusuguutip Kangerdlua, som er sidegrenen lige før indsejlingen mod Kapisillit. Imens slappede vi af og hyggede os. Det var en blandet samling af dels folk fra mit arbejde og dels Dorthe og Kirsty fra Asiaq, den fjerne fætter Rune samt en af hans kolleger. En hel del var meget nye over for konceptet med at tage i fjorden om vinteren, og det var kun ganske få, der havde været med Kisaq før. Det blev en lidt fugtig aften, mens vi sejlede ind i fjorden, men det undrede vist ingen.

Lørdag morgen vågnede jeg lidt i halv seks ved at jeg skulle ud for at løfte benet. Der var godt nok varmt på toilettet. Bare mens jeg stod stille derude, begyndte sveden at perle ned over panden. Bagefter måtte jeg ud på dækket for at få lidt frisk luft og blive kølet ned. Herude kunne jeg se og mærke, at det var tøvejr. Det var varmt, og der lå tøsne og sjap på dækket. Det havde jeg ikke lige forventet. Siden satte jeg mig ind i salonen med en bog og en kop kaffe. Her dukkede de andre op mellem klokken halv otte og otte.

Efter morgenmaden var Dorthe og jeg hurtigt klar til at tage i land. Taatsi, kaptajnen, fik gummibåden i vandet. Da ingen andre var klar, blev vi to så sejlet i land. Jeg ville over på fjeldskråningen på nordsiden af bugten. Her er der en masse krat, som man kunne være heldig at finde ryper i. Vi blev sejlet hen til en pynt og sat i land her. Siden jeg havde været ude på dækket om morgenen var temperaturen heldigvis sunket til under nul grader. Det gjorde forhåbningen om at finde ryper lidt større. De kan nemlig ikke lide at gå rundt i tøsne. Det får de våde fjer af.

Der var ikke ret meget sne at finde. Bortset fra i buskene og nedfaldskegler ved fjeldsiderne var der vel ikke mere end 10 cm sne. Lige, hvor vi kom i land, var der to rævefælder af sten. Dem startede vi med at registrere til museet. Så gik turen ind mod fjeldsiden. Undervejs passerede vi flere varder. Men bortset fra den ene, som var stor, var de nok bygget af børn, der legede. Den store var godt nok stor, men den syntes ikke at være så stor, at den har været brugt i forbindelse med etableringen af Qoornoq 1926 koordinatsystemet for Grønland.

Da vi kom ind til fjeldsiden var der først en længere skråning med blød hældning. Denne del var overstrøet med buske, som havde fanget sneen. Tilsammen gjorde de to ting det vanskeligt at gå igennem buskene på ski. Til gengæld gav det varmen.

Endelig var vi så nær ved den stejlere del af skråningen, at vi i kikkerterne kunne se rypespor i sneen. Det virkede jo opmuntrende. Vi knoklede opefter inde i en slags bred kløft mellem to udposninger på skråningen. Herindefra kunne vi se ud over den store sø i området mellem bugten og fjorden ind mod Kapisillit. Der lå en flok på omkring ti rensdyr og slappede af ude på isen i det fjerne. Det så meget fredeligt ud. Vi kunne også se to personer, der fulgte efter vores spor for at komme over i det samme område som os. I kikkerten så det ud til at være Rune og hans kollega Thomas.  De trak lidt ud til højre, da de nærmede sig.

Oppe nær toppen af kløften trak vi ind mod højresiden for at gå op på den top, der var her. Den ville vi lige afsøge, før vi ville gå til venstre og følge et skår i fjeldsiden den vej. Mens vi trak ind over toppen kunne vi se en tredje person gå ud på venstre siden nede i lavlandet. Halvvejs ovre toppen fik vi samtidig i kikkerten øje på helt friske rypespor et par hundrede meter væk på den fjerne side af den næste kløft. Så måtte vi jo derud for at se det hele an. Der var flere rypespor. Ingen af dem så dog ud som om, fuglen havde gået voldsomt meget omkring, før den var fløjet lidt videre til næste busk. Men der var til gengæld så mange spor, at der afgjort måtte have været mere end en enkelt fugl.

Endelig fik Dorthe øje på en rype. Hun udpegede den for mig, og så så jeg den også. Vi gik måske tyve meter nærmere, før jeg standsede op og så efter igen. Afstanden var 105 meter, så jeg begyndte langsomt at arbejde mig nærmere. Det skulle gøres ved at gå ned i kløften, som var ret stejl og med buske. Så det gik lidt langsomt. Samtidig ville jeg ikke ruske for voldsomt med buskene for ikke at skræmme fuglen. Endelig var jeg inde på 65 meter af den. I kikkerten kunne jeg stadig kun se den ene fugl. Jeg lagde an henover en sten. Men jeg kunne ikke se fuglen i kikkertsigtet. Jeg prøvede flere gange at bestemme den præcist i kikkerten, men det hjalp ikke. Kikkertsigtet gav bare en for lille forstørrelse, og i det dårlige lys kunne jeg ikke se fuglen. Så måtte jeg nærmere. Nu havde jeg taget skiene af og gik til fods. Nede i bunden af kløften var der en stor sten, jeg kunne lægge an på. Endelig kunne jeg se kræet i kikkertsigtet. Jeg fandt den i trådkorset og trak af.

Da skuddet gik, fløj der to ryper op fra busken. De landede mindre end ti meter væk fra, hvor de havde siddet. Den ene så ud som om, den var lidt såret. Jeg fandt den anden i sigtet og trak af. Den blev liggende, mens den første fløj lige rundt om bakken og satte sig, så den stadig kunne se mig. Jeg kunne lige se et lille hoved, der stak op og holdt øje med mig.

Først måtte jeg hen for at se, hvor de allerførst havde siddet. Jeg kunne jo have dræbt en fugl i første skud. Det havde jeg dog ikke. Men lige da jeg kom derover, lettede en tredje fugl fra en busk kun fem meter fra mig og fløj rundt om bakken. Den så ikke ud til at være på vej ret langt væk bedømt ud fra måden den fløj på. Jeg blev dog noget ærgerlig over, at jeg ikke havde set bedre efter. Men det var der ikke tid til at tænke for meget over. Jeg gik hen forbi den døde rype. Her kunne jeg se den anden stå og holde øje med mig. Landskabet gjorde, at det kun kunne blive til et stående skud. Men herfra var retningen for projektilet ud over det område Rune og Thomas gik i. Jeg måtte først gå lidt ud i retning af bugten, til jeg kunne få en anden vinkel til fuglen - ind mod fjeldet. Så fik den et skud og lagde sig død.

Jeg samlede den op og gik tilbage til den anden fugl. Dorthe var fulgt efter i god afstand. Hun havde endda været så rar at samle mine ski og stave op og tage dem med ned til mig. Ved den første døde fugl satte jeg mine ting og ladede riflen op igen. Dorthe var en 10-15 meter fra mig, da jeg fik øje på en fjerde fugl, som stod og trippede kun ti meter fra mig. Jeg bad Dorthe stå stille. Så gik jeg hen mod hende for at få en større vinkel til fuglen. Det blev et stående skud, men den blev kun såret. Den tumlede fem meter ned og satte sig til rette bag en lille busk. Så måtte jeg om bag om Dorthe for at få udsyn til den. Et stående skud mere og så var den død.

De tre fugle blev hurtigt trukket på snor. Imens fortalte Dorthe, at hun havde set endnu en fugl lette og flyve om bag bakken. Den fugl havde siddet lidt højere oppe i kløften end de andre. Da jeg var klar og havde fået skiene på fødderne, gik jeg rundt om skråningen i samme højde. Jeg var kun gået ganske kort videre end der, hvor jeg havde skudt den anden rype, før jeg så den tredje sidde midt på skråningen. Den sad med ryggen til og holdt øje med mig. Også her var jeg nødt til at tage et stående skud, selvom det var ret langt. Ladegreb og aftræk. Patronen klikkede. Ladegreb og aftræk. Det var en forbier. Ladegreb og aftræk. Endnu en klikker. Ladegreb og aftræk. Træffer. Pyha. Jeg havde været noget bekymret for, om den bare ville flyve sin vej. Jeg gik hen og samlede den op. Da den havde siddet med ryggen til, var hele maven flået op på den, og indholdet blæst ud over det hele. Den så farlig ud. Men den var da død på stedet.

I det fjerne ude på søen havde vi kunnet se først en flok rensdyr komme i løb ovre fra den ende af søen, der var nærmest skibet. Så kom fem gutter gående i en stor flok. De trak i løbet af dagen rundt om søens kant. Rensdyrene på søen forenede sig til en enkelt stor flok på op imod 30 dyr. De valgte at blive på isen, så når de fem gutter kom for nær, flyttede de sig bare. Det så lidt sjovt ud, for nogle gange løb de i en trekvart cirkel rundt om gutterne bare for at være i fred men samtidig blive på isen. De virkede ikke synderligt skræmte. 

Vi gik op ad skråningen på den lille ryg af nedfaldsmateriale, vi stod på. Det var stejlt, så vi krydsede os frem og tilbage, mens vi hele tiden standsede op for at se ned i den kløft, vi nu krydsede hen imod. Et stykke oppe fik jeg øje på en rype, der højere oppe fra fløj ud mod højre siden. Den fløj henover den næste lille ryg og landede på en sten nede på siden af den næste ryg. Der var 150 meter derover, så jeg buldrede hen til den næste ryg. Herfra var der 74 meter til stenen, fuglen sad på. Jeg tog rygsækken af og lagde den i sneen, så jeg kunne bruge den til at lægge an hen over. Så lagde jeg mig ned og fandt rypen i trådkorset. Forsigtigt aftræk. Den burde være død på stedet, men da skuddet faldt, fløj den op og forsvandt i zig-zag hen over den fjerne ryg og ud over landskabet. Den så ikke ud til at være det mindste såret, så raskt den fløj.

Vi lod den fare og gik i stedet videre direkte op ad bakken. To minutter senere kom Rune og hans makker til syne lige der, hvor rypen var fløjet hen over kammen. De fortalte siden, at den var fløjet lige henover hovederne på dem.

Da vi nåede toppen af skråningen og dermed til det stejle fjeld, vendte vi rundt og gik tilbage mod venstresiden, hvor vi var kommet fra. Det gik meget langsomt. Når vi gik igennem en kløft, skulle vi mase os igennem grene, mens vi passede på at skiene ikke hang fast i buskene. Eller vi skulle balancere henover nedfaldsblokke, der kun havde 10 cm sne liggende. Og når vi gik over toppen imellem to kløfte, var der stadig masser af buske, man skulle mase sig igennem. Undervejs holdt vi en frokostpause. Klokken var da blevet henad halv to. Jeg var dog ikke sulten, så jeg nøjedes med lidt chokolade og en halv liter vand. Jeg havde haft nogle lette handsker på, da det havde været så varmt. Men de var i dagens løb blevet våde og kolde. I steddet tog jeg nu de tykke handsker på. Det var dejligt med varme fingre.

Mens vi holdt frokost sad vi og så ud over landskabet. Nede i bugten nærmest os lå en mindre fiskerbåd for anker. Der havde den ligget hele dagen. Det havde vi undret os over, men vi kunne ikke finde på en plausibel forklaring. Mens vi spiste frokost, kom en mindre trawler ind og satte kursen han imod fiskerbåden. Den bakkede helt hen til den, så jeg troede, at fiskerbåden skulle tages på slæb. Men efter lidt tid frem og tilbage, så sejlede trawleren igen, mens fiskerbåden stadig lå i bugten. Det virkede ret underligt - næsten som om de var kommet ind med en pose kaffe eller wienerbrød.

Herfra kunne vi se, da vi gik videre, at Rune og Thomas var på vej tilbage mod Kisaq. Den tredje person, der var gået længere ud til venstre, var nu på vej tilbage og gik også imod skibet. Inderst i bugten hvor vi stod, kom gummibåden ind. De to gutter gik ned til den, mens en person blev sat i land fra den og forenede sig med den tredje person. Så kunne vi regne ud, at det var min chef Ole, der sluttede sig til sin kone Nikoline, som han havde fået lov at invitere med på turen. De gik langs kysten ud i retning af skibet.

Vi arbejdede os hen på den næste lille ryg. Herfra virkede landskabet ikke til, at det var godt at gå videre. Da dagen samtidig var ret fremskreden, besluttede vi os for at gå tilbage til skibet.  Det tog sin tid, da vi først skulle arbejde os ned igennem alle buskene. Siden gik det stille og roligt henover det flade stykke. Hele dagen havde vi gået på et område, der var mindre end en km bredt. Det var et dårligt valg at gå på ski her, for vi kom ingen vejne. Jeg var fuldt tilfreds med fire ryper på sådan en dag. På vejen tilbage faldt vi over noget, jeg ikke havde set før. Det var en fuglerede fra den forgange sommer, der sad oppe i en busk. Alle andre fuglereder, jeg havde set her i landet, havde været skjult i bundbevoksningen. Det var sjovt at se.

Da Taatsi kom for at hente os, havde han en drikkekande med skruelåg med. Den skulle fyldes med sne. Der medfulgte ingen forklaring. Mens jeg fik ski og stave om bord, fyldte Dorthe sne i kanden. Der var nu også tid nok til det. For lige som han kom ind til os, gik påhængsmotoren ud. Han hev og sled i den for at få den i gang igen. Men intet hjalp. Så han hev hætten af den og rodede med den, mens han pumpede så meget på bolden i brændstofslangen, at jeg begyndte at blive bange for, at han ville drukne motoren. Men endelig kom den da i gang, og vi blev sejlet tilbage.

Tilbage på skibet var vi de sidste, der kom om bord. Vi var også de eneste, der havde fået fangst. Mens skibet nu sejlede hen mod den anden bugt på Storøen set sydfra, slappede vi af, fik lidt at drikke, spiste aftensmad og hvad man nu gør. Det viste sig, at sneen i termoflasken var til en drink. Skibet nåede hen til bugten ud på aftenen og kastede anker. Jeg gik i seng som den tredjesidste, efter at vi tre mand havde kvalt Mads' romflaske.

Da jeg stod op søndag, kunne jeg godt mærke, at skibet gyngede lidt. Det undrede mig, da vejrudsigten kun havde lovet svag vind. Det sneede også ganske heftigt, så det var ikke umiddelbart det mest lovende vejr. Da Taatsi stod op, kunne han fortælle, at skibet ved firetiden om morgenen havde trukket ankeret henover havbunden. Så havde det jo blæst en del.

Vi spiste morgenmad og syntes ikke, at vejret så ud til at være noget, vi havde lyst til at stikke ud i. Der var lige akkurat så mange bølger, at vi mente, der ville stå saltvandssprøjt ind over gummibåden. Og det er ikke så fedt med ski og rifler som kan ruste. For slet ikke at tale om det tøj, man har på. I stedet sad vi og hyggesnakkede. Men ved halv titiden kom Kirsty og spurgte skipper, om det var for sent at komme i land. Da han sagde nej, sprang både Dorthe og jeg til. Vi ville også i land. Det tog noget tid, før han havde gummibåden klar. Påhængsmotoren drillede ligesom dagen i forvejen, så han sad igen med hætten taget af og puslede med den. Men vi blev dog sejlet i land. Han valgte et sted helt ude ved mundingen af bugten, så vi havde lang vej at gå for at se efter ryper. Dorthe valgte at gå sammen med Kirsty, så jeg hev skiene på fødderne og gav den gas.

Det var længe siden jeg havde været i denne bugt sidst. Der var i al fald kommet flere hytter, end jeg huskede. Da jeg kom ind mod fjeldets udløbere, begyndte jeg at se efter ryper. Der var ikke nogle at se, men i blæsten og snevejret forventede jeg heller ikke noget i den korte tid, der var til rådighed. Da jeg kom helt ind til foden af det stejle fjeld, drejede jeg til venstre og fulgte foden af fjeldet med vinden i ryggen. Jeg var måske gået to hundrede meter her, da jeg hørte en rype kalde oppe ad fjeldsiden. Jeg vendte mig rundt i retningen, lyden var kommet fra og satte kikkerten for øjnene. Det første jeg så, var en rype, der fløj mod højre et godt stykke oppe. Den landede på et stykke med bevoksning. Her sad den og kaldte, så jeg tænkte, at der kunne være håb om flere.

Turen op til den var stejl. En del af ruten fulgte jeg et gammelt sneskred, som nok ikke var så gammelt endda. Sneen var fast, og der lå ikke meget nysne ovenpå. Jeg måtte zigzagge for at komme opefter. Et par gange standsede jeg op for at trække vejret og se efter i kikkerten. Den ene gang så jeg to ryper, der gik sammen lidt fra den første. Jeg besluttede mig for at arbejde mig helt op til den første, som sad højest og længst til venstre.

Endelig nåede jeg så højt op, at jeg var på højde med rypen. Jeg var på omkring 60 meters afstand, da jeg tog rygsækken af for at lægge an henover den. Rypen sad roligt og spiste, mens den fra tid til anden kastede et blik i min retning. Da jeg trak af, lød der et klik. Ladegreb. Men så gik skuddet. Rypen væltede fint om på siden og var død. 

Jeg fyldte riflen efter, tog skiene på igen og gik over til rypen. Der var et meget stejlt stykke imellem os. Jeg tænkte lidt på, om sneen ville give efter under mig i et skred, så jeg skyndte mig henover det stykke.

Henne ved rypen tog jeg skiene af og satte tasken fra mig. Så gik jeg langsomt langs kanten, mens jeg så efter de to andre ryper. Jeg kunne se deres spor, og jeg kunne endda høre dem kommunikere sammen med de små lyde, man kun hører, når man er meget tæt på dem. Men jeg kunne ikke se dem. Et par steder var jeg helt ude ved kanten for at se langs den, men der var intet at se. Til sidst måtte jeg standse. Taatsi havde allerede et stykke tid ligget i gummibåden og krydset frem og tilbage der, hvor han havde sat os i land. 

Tilbage og få det hele med. Så gik det i hurtigst mulig fart tilbage. Undervejs gik det op for mig, at mens jeg var kravlet op ad fjeldet efter ryperne, havde vinden lagt sig ganske meget. Det samme havde snevejret. Dorthe og Kirsty dukkede op nedenfor, så de kom først tilbage. Da jeg kom ned, skulle jeg lige have redningsvesten på. Det var et forlangende fra Taatsi. Det var ikke noget, de øvrige turarrangører hidtil havde forlangt, men det må man jo tage med, og det er jo egentlig også ganske fornuftigt. Kirsty havde også fået en rype, så der var generel tilfredshed over hele linjen.

Tilbage på skibet blev der lettet anker. De øvrige havde siddet og slappet af. Det var dog blevet bemærket, at jeg var kravlet godt op ad fjeldsiden. Det havde de åbenbart kunnet se i kikkerterne fra skibet. Mens vi sejlede tilbage mod Nuuk, spiste vi frokost. Her hev jeg en flaske rypesnaps frem, så alle de nye kunne få smagt sådan noget. Vi kom i havn ved halv femtiden. Farvel til alle og en taxa hjem. Det var dejligt at komme indenfor at og få lidt fred i ørerne.

Mandag efter arbejde skulle jeg se på bundstykket til riflen. Jeg havde fundet en video, hvor en gut beskriver, hvordan man skiller det ad i enkeltdelene. Det gjorde jeg så, og det var ikke så slemt endda. Adskilt kunne jeg se, at der sad et tykt lag krudtslam på slagstiften. Jeg forestillede mig, at det havde skabt friktion, hvor slagstiften går igennem en rille i bundstykket. Det blev renset af, og det hele fik lidt olie. Lidt bekymrende var det dog at se, at noget af det indre af bundstykket havde overfladerust på sig. Det skulle ellers være lavet af rustfrit stål. Det gik også nogenlunde nemt at samle bundstykket igen. Jeg fandt et afskudt patronhylster, som jeg proppede i kammeret, før jeg trak af. Der kom et fint mærke i fænghætten, og udkasteren greb fint fat i hylsteret efterfølgende. Det var så godt, jeg kunne teste tingene uden at skyde et antal skarpe skud af.